Klar ansvarsfordeling – familiens ret og pligt

Familien er fundamentet i det danske samfund – den kan ikke erstattes, men heller ikke tages for givet. Forældregerningen kan ikke overlades til det offentlige. Derfor skal vi værne om familien, og fastholde forældrenes ansvar for egne børn. Velfungerende familier skal ikke stille ublu krav til den offentlige service, og dermed tage opmærksomheden fra dem med reelt behov. Der er familier, der skal støttes (nogle meget), før de er i stand til at tage ansvar, og her har samfundet en pligt til at sætte ind. Men støtten skal kombineres med krav og klare forventninger.

Indsatsen for at bryde den negative sociale arv tager udgangspunkt i familien. Familien skal kunne stille krav til, hvad det offentlige leverer i form af fx daginstitution og skolegang, men det offentlige skal omvendt også kunne stille krav om, at familien påtager sig et ansvar. Familien har ligesom hver enkelt borger både rettigheder og pligter.

Forældre har hovedansvar for og pligt til at tage sig af deres børns opvækst – omsorg og opdragelse er først og fremmest en opgave for hjemmet, og den kan og skal ikke gives videre til daginstitution og skole. Forældrene har lige så selvfølgeligt en pligt til at lære børn at fungere sammen med andre børn, lære dem at lytte, udvikle deres sprog, vække deres interesse for at lære og læse lektier med dem.

For langt de fleste forældre er det ikke noget problem. De kan, og det falder dem helt naturligt. Men nogle skal støttes og motiveres til at påtage sig ansvaret, fx fordi de ikke er vokset op i Danmark og derfor har en meget begrænset viden om det danske samfund og dets forventninger. Andre igen kan slet ikke tage sig af deres børn, fx pga. misbrug eller psykisk sygdom. Her må samfundet gribe ind i form af fx særlig støtte og evt. anbringelse.

Der er grænser for, hvad forældre kan kræve

Den familierettede indsats er dog ikke uden dilemmaer. Ofte vil barnets interesser ikke være de samme som forældrenes. Derfor er det vigtigt at understrege, at en indsats for familien aldrig må betyde, at man flytter fokus fra barnet. Det afgørende er støtten til barnet, og når man sætter ind over for forældrene, er det netop med det formål, at det forbedrer barnets forhold.

Et andet problem er, at det kan være svært at sige stop. Et stærkere forældreansvar handler også om stærke børns stærke forældre og de krav, de stiller til den offentlige service. Forældre og børn skal kunne regne med, at det offentlige stiller tilbud til rådighed af høj kvalitet. Men der er grænser for, hvilke offentlige ydelser man kan kræve, hvis ens barn faktisk er velfungerende. En klar ansvarsfordeling handler således også om at understrege, at de ekstra ressourcer i form af støttepersoner, psykologhjælp og specialundervisning skal forbeholdes de børn, der reelt har behov.

Kommunerne vurderer, at grænsen for, hvornår familier henvender sig til det offentlige for at få hjælp, har rykket sig. Det er ikke længere kun socialt og økonomisk svage familier, som henvender sig med børn, de ønsker hjælp til. Også familier, som i øvrigt ville blive betragtet som velfungerende, møder op i socialforvaltningen med problemer, som de selv skulle kunne klare. Det betyder, at der bruges tid og ressourcer på dem, som ellers skulle gå til børn og forældre med problemer.

Familiens potentialer skal udnyttes

Man kan ikke komme med entydige løsninger for enhver situation. Behovene varierer fra familie til familie afhængig af de problemer, familien har at slås med. Det, der virker for den ene, er måske helt forkert for den anden.

Samtidig er det vigtigt at slå fast, at ”familien” er mere end den traditionelle kernefamilie med far, mor og børn. Familien rummer også bedsteforældre, onkler, tanter, fætre og kusiner – man kan tale om en udvidet familie, som også kan indeholde fx en nær ven eller en nabo, familien har kendt gennem mange år. Når man ser på familiens potentialer, er det vigtigt at få det hele med. Den udvidede familie kan støtte i hverdagen, være med hvis en anbringelse er på tale, og udenlandske erfaringer viser desuden gode resultater ved i højere grad at anbringe børn inden for slægten.

Netop fordi familien ikke er en entydig størrelse, er det vigtigt at tilrettelægge indsatsen for barnet med inddragelse af både forældre og familie. Det viser sig nemlig, at de offentlige indsatser har størst virkning, når forældre og børn inddrages, uanset om der er tale om en ressourcestærk familie eller ej. Vi ved fx, at det har en positiv effekt for udsatte børn at inddrage forældrene og give dem forståelse for betydningen af støtte fra hjemmet, bla. sund kost og engagement i skolearbejdet.

Vi skal ikke gå efter de mange for at hjælpe de få

Der er behov for at tage debatten om forældreansvaret. Selv om det er meget vanskeligt, er der brug for at trække en linie i sandet. Det er helt overordnet et spørgsmål om en styring og prioritering af ressourcerne. Men vigtigere set i lyset af indsatsen for at bryde den negative sociale arv er, at det er et spørgsmål om at opnå den ønskede effekt af den sociale indsats.

Hvis velfungerende forældre med velfungerende børn ”suger” pædagogens og lærerens opmærksomhed til sig, går den tid fra udsatte familier og udsatte børn, som ofte ikke er tilstrækkeligt ressourcestærke til at kunne tilkæmpe sig opmærksomheden. I den modsatte grøft er der problemer med forældre, der –trods ressourcerne til det – ikke lever op til deres grundlæggende ansvar for opdragelse, madpakke, søvn og påklædning. Det har betydning både for deres egne børn og for resten af flokken.

Et element i en indsats for at bryde den negative sociale arv er derfor at styrke ansvarligheden hos forældrene – til at vise mådehold i brugen af sociale støtteordninger og selv drage omsorg for egne børns velbefindende og opdragelse. Et andet element er at målrette indsatsen mod de største behov.

Børn stemples til en bedre fremtid

Velfærdsordninger rettet mod alle børn rummer nogle fordele, men også nogle ulemper. Ved at sætte ind over for alle gør man sikkerhedsnettet meget tæt –men man fanger også nogle, som kunne og burde have klaret sig selv. Samtidig er det en overordentlig omkostningstung måde at hjælpe de, der virkelig har behov for støtte.

En målrettet indsats for udsatte børn i daginstitution og skoler rummer faren for, at disse børn ”stemples”. Men valget står mellem denne fare og at udsætte børnene for faren for langsomt at blive mere og mere marginaliserede, og så er stempling det mindste onde. De stærke børn kan ofte bedre drage nytte af indsatser, som alle har adgang til – de er bedre til at spørge om hjælp. Derfor sker fravalget af målrettede indsatser i virkeligheden på bekostning af de børn, indsatsen egentlig skulle hjælpe.

Målrettet indsats er nødvendig for at skabe en reel forbedring for de udsatte børn – hvis børnene stemples er det til en bedre fremtid, end de ellers ville have fået. Samtidig skal vi arbejde med at gøre de offentlige tilbud såvel som samfundet generelt mere rummeligt, så børnene ikke oplever det som en stempling at modtage ekstra hjælp i en periode.

Forbedret forældreansvar for at bryde den negative sociale arv

Ansvarlighedsdiskussionen er meget værdipræget, og en vigtig del af indsatsen for at skabe ændringer ligger i en klar stillingstagen fra politisk hold. Det handler om at sende signaler til såvel borgere som kommuner og institutioner. Derudover kan indsatsen bestå i redskaber, der kan gøre det lettere at tage diskussionen og trække linien i sandet. Regeringen vil arbejde med:

		Forældreansvar i daginstitution: Samarbejdsaftaler Daginstitutionernes ansvar er blevet præciseret i formålsbestemmelsen i serviceloven, men i meget overordnede vendinger. Lovgivningen skal således styrkes samtidig med, at der indføres retningslinjer for, hvordan man lokalt fastlægger ansvar. På baggrund af klarere generelle regler vil den enkelte daginstitution kunne fastlægge nærmere retningslinjer – fx i virksomhedsplaner eller samarbejdsaftaler (en ”code of conduct”) – for, hvad man forventer af forældrene, og hvad forældrene kan forvente af institutionen.
		Forældreansvar i skolen: Indsats mod fravær På folkeskoleområdet skal skolerne ved lovgivning forpligtes til at fastsætte regler for, hvordan elevers fravær registreres og for reaktioner på bekymrende fravær. Derudover sættes som led i udviklingsprogrammet ”En skole i bevægelse” fokus på ansvarsfordelingen mellem hjem og skole.
		Forældrekontrakter til udsatte familier Forældrekontrakter kan være en måde at formalisere forældres ansvar for deres børn. Kontrakten kan virke motiverende, og der kan tilknyttes en ”gulerod” i form af praktikplads eller lignende for barnet. Metoden bruges allerede i nogle kommuner, fx Vojens og Høje Taastrup, men som led i en ”bestpractisekampagne” skal familiekontrakterne udbredes til hele landet.
		Bedre samfundsforståelse som led i aktivering I integrationsloven og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er indføjet hjemmel til, at ledige, som mangler grundlæggende forståelse for normerne i det danske samfund, kan få et aktiveringstilbud, der skal medvirke til en bedre indsigt i samfundets normer og dermed give bedre muligheder for at få et job. En yderligere gevinst ved dette initiativ er, at forældrene også vil få bedre forudsætninger for at støtte deres børn fx i deres skolegang og videre uddannelse. Forældre, der nægter at deltage i aktiveringstilbudet, vil blive trukket i deres dagpenge, introduktionsydelse, kontant eller starthjælp.