En god start til alle børn

Regeringen vil bekæmpe den ulighed, som alt for mange børn fra fødslen fastholdes i. Alt for mange børn vokser op med urimelig risiko for at ende i samme problemer som deres forældre. Vi kan ikke blive ved med gang på gang at konstatere, at der er børn, som bærer rundt på en negativ social arv. Alle børn skal have en chance for at udnytte deres muligheder! Regeringen vil tage en række initiativer, der målrettet sætter de udsatte børns behov i centrum. Der skal opstilles klare forventninger –både til børnenes egen indsats, til deres forældre, og ikke mindst til de etablerede systemer. Det kræver opgør med traditioner og hidtidig tankegang.

Hvorfor skal vi bryde den negative sociale arv og øge den sociale mobilitet?

Tallene taler deres tydelige sprog. Der er en negativ social arv. Der er børn, som alene pga. af deres opvækst begrænses i at udnytte deres livsmuligheder. Der findes ikke en ”social arvelov” – intet barns skæbne er afgjort på forhånd. Men nogle børn har opvækstvilkår, som gør, at de har større sandsynlighed for at opleve sociale problemer end andre, både som børn og senere i voksenlivet. Disse oversandsynligheder eller risikofaktorer betyder, at man kan tale om en negativ social arv. Målsætningen for en ny strategi til at bryde negativ social arv skal derfor være at forbedre disse udsatte børns chancer fra starten og give dem reelle muligheder for at udnytte deres potentialer.

Som samfund må vi gøre, hvad vi kan for at kompensere udsatte børn for deres dårlige udgangspunkt. Det er både i børnenes og i samfundets interesse. Ikke alene strider den negative sociale arv mod vores sociale retfærdighedssans – fordi den indebærer, at ikke alle får en fair chance for et godt liv – men den betyder også, at der er mennesker, hvis talenter går til spilde, og hvis potentialer ikke bliver udnyttet. Social arv handler nemlig ikke kun om, at børn arver forældrenes eventuelle problemer. De arver også i en vis udstrækning forældrenes ”plads i samfundet”, når det gælder uddannelse, beskæftigelse og indtjening.

Det er af afgørende betydning, at de unge fra etniske minoritetsgrupper får en uddannelse på niveau med andre unge og derved får de samme muligheder for at udvikle deres kompetencer. Regeringen vil skabe rammer for, at efterkommere, der er født i Danmark, og indvandrere, der er kommet hertil som børn, i størst muligt omfang fuldfører en uddannelse på lige fod med andre børn og unge.

Regeringen lægger vægt på, at alle skal kunne udnytte deres evner og potentialer, så vidt det overhovedet er muligt. Men målet er ikke et samfund, hvor alle er ens i forhold til fx uddannelse, status og økonomi. Men et samfund, hvor alle – uanset social og etnisk baggrund – har muligheden for selv at forme sit liv, forudsat at de yder den indsats, det kræver.

Opgør med berøringsangsten

At bryde den negative social arv er et langt sejt træk. Der er mange områder, man skal sætte ind på. Derfor er det vigtigt at gå til opgaven med en vis portion ydmyghed – vi får ikke brudt den negative sociale arv i morgen eller i overmorgen. Men det skal ikke holde os tilbage for at tage fat de nødvendige steder –også selvom det rejser debat.

Det er nødvendigt at gøre op med gældende holdninger og traditioner. Vi skal gøre op med frygten for at stemple. Det er nødvendigt at se problemerne i øjnene, og tage fat på dem. Hvis vi undlader og lader stå til, svigter vi i virkeligheden de udsatte børn. En skadevirkning, der er langt værre end et stempel på ryggen. Vi skal gøre op med, at udsatte børn er ”de andres ansvar”. Og endelig skal der tages et opgør med tilbageholdenhed, når det gælder om at stille krav til forældre.

Vi skal sætte etablerede principper og systemer til diskussion. Vi har været for dårlige til at målrette ydelserne til dem, der reelt har behov, fordi det for ofte er de ressourcestærke, der sætter dagsordenen for, hvad der skal foregå i daginstitutioner og skoler. Vi har været for tilbageholdende med tidligt at tage fat i de børn, som har brug for hjælp og støtte. Og vi har gjort de udsatte børn en bjørnetjeneste ved ikke at stille tilstrækkelig krav til, hvad man fx skal lære i daginstitutionen.

Vi er ikke gode nok endnu

”Æblet falder ikke langt fra stammen”. Sådan har vi sagt til hinanden igennem generationer, og det vidner om, at den sociale arv er et gammelkendt fænomen. At bryde den negative social arv er også forsøgt før, men som faktaboksen ovenfor viser, er resultaterne udeblevet. Derfor må den hidtidige indsats tages op til fornyet overvejelse, og vi skal tænke os grundigt om, inden vi beslutter nye initiativer.

Internationalt er der stor forskel på, hvor meget den sociale arv tynger, og hvordan mulighederne for at ”flytte sig” socialt er. Danmark ligger på nogle områder ikke godt nok internationalt set. Vi anbringer næsten dobbelt så stor en andel af de 0-17årige uden for hjemmet som man gør i Sverige og Norge, og vi overhales af Finland, Sverige og Norge, når det drejer sig om at bryde den uddannelsesmæssige arv. I Danmark bliver fx kun godt 7 % af børn med ikkefaglærte fædre overordnede funktionærer mod 42 % af de overordnede funktionærers børn.

Samlet set kan det i dag konstateres, at ambitionen om gennem primært social- og uddannelsespolitikken at skabe et samfund med større lighed, er slået fejl.

Et langt sejt træk – baseret på viden

Det er afgørende, at den fremtidige indsats bliver baseret på viden. Derfor har regeringen fået foretaget en forskningsbaseret vidensindsamling, som har samlet viden om området fra ind- og udland. Vidensindsamlingen peger på en række faktorer, som den politiske indsats kan bygges op om. Men vidensopsamlingen viser også, at social arv er et omfattende og kompliceret område, som vi må erkende, at vi ikke ved tilstrækkeligt om endnu. Specielt er vores viden om, hvilke indsatser der virker og hvorfor begrænset. Vi ved fx meget lidt om, hvordan børnehaver, anbringelsessystemet og skolen rent faktisk virker i forhold til at bryde den negative sociale arv.

Men vi har en række klare indikatorer – især baseret på internationale undersøgelser – på, at det er netop disse instrumenter, som er afgørende for en forstærket indsats mod social arv. Vi har også klare indikatorer på, at instrumenterne kan forbedres.

Ofre de hellige køer: Målretning af ydelser

En ny strategi for at bryde den negative sociale arv handler ikke primært om ressourcer. Der bliver i dag brugt mange midler på områder, som har betydning for børns opvækst. Det handler derfor om at bruge midlerne inden for de eksisterende rammer bedre og mere målrettet, og det handler om at omprioritere.

Regeringen ønsker herudover at bruge øgede ressourcer til at finansiere initiativer til at bryde den negative sociale arv.

En grundlæggende nyorientering er villigheden til at målrette hjælpen til de, der har de største behov. Der har tidligere været en tendens til, at alle velfærdspolitiske tiltag skulle være for alle. Det betyder i sagens natur, at indsatserne ikke har været særligt præcise – det har været brede kampagner og generelle tilbud, som ressourcestærke har taget til sig med kyshånd, mens de mere belastede familier ikke altid har nydt godt af dem. Stik imod intentionen.

Målretning af ydelserne til de familier, vi ved har brug for hjælp, kan sikre, at disse familier får glæde af hjælpen – og at det er den rigtige hjælp, de får. Ikke noget, der passer ”nogenlunde godt” til alle familier med alle typer af problemer.

Ved at prioritere mellem forskellige målgrupper bliver det muligt inden for de eksisterende økonomiske rammer at gøre noget ekstra for at få belastede familier på fode – og dermed at forhindre, at børnene bærer en negativ social arv med sig.

På vej mod en ny strategi

I det følgende fremlægges regeringens tre strategier for en forstærket indsats for at bryde den negative sociale arv:

1. En klarere ansvarsfordeling
   
2. Styrket  kompetenceudvikling
   
3. Tidligere  indsats
   
   

Der er tale om en langsigtet strategi, der skal arbejdes videre med. Ambitionen stopper ikke her. Tværtimod vil indsatsen mod negativ social arv være en ledetråd i regeringens fremtidige arbejde.