Læreren og pædagogen

Folkeskoler og daginstitutioner er centrale institutioner, når det gælder formidlingen af fælles værdier i det danske samfund.

Det er pædagogerne i daginstitutionerne og lærerne i skolerne, der udover familien ofte har den nærmeste og største kontakt med de piger, der aldersmæssigt er i risikogruppen i forhold til omskæring. Pædagoger har en særlig indsigt i børns liv. De har mulighed for at se, hvordan et barn trives og kan registrere, hvis der sker skift i adfærden, der signalerer, at et eller andet er galt.

Lærere og pædagoger har både et fagligt og menneskeligt ansvar for at gribe ind, hvis de oplever, at et barn af en eller anden grund ikke har det godt eller viser tegn på, at det lider overlast.

Lærere kan som en del af deres arbejde og samvær med børnene i skolen spille en rolle i hele forebyggelsen. Det er vigtigt at være varsom med, hvordan man tager emnet op og at trække på sundhedsplejerske og læger, hvis man er i tvivl.

I forbindelse med forebyggelse er det vigtigt at skaffe viden. Det er hensigtsmæssigt, at lærere og pædagoger sætter sig ind i traditioner, bevæggrunde og konsekvenser, der berører de børn, de har ansvar for.

Indsigt er et vigtigt redskab, fordi det fremmer mulighederne for reel forebyggelse og forebygger uhensigtsmæssig adfærd fra personalets side.

Det er givende at have mulighed for at vende forskellige problemstillinger med hinanden og med andre faggrupper, så man er forberedt på problemstillinger, man ikke er vant til at tage stilling til. Det er vigtigt ikke på forhånd at drage forhastede konklusioner. En skærpet opmærksomhed bør altid starte det mest naturlige sted:

• Med barnets forældre, som man ville gøre i andre sammenhænge, hvor der er signaler om, at et barn er ked af det eller mistrives
• Man bør også vende problematikken med de nærmeste samarbejdspartnere.Det kan være sundhedsplejerske, læge eller sagsbehandler, som kan tale med forældrene om de komplikationer, omskæring kan indebære
• Det handler om at skabe et til lidsforhold, hvori man kan informere f.eks. om dansk lov givning, om sundhedsrisikoen ved omskæring og de psykiske såvel som fysiske følger af omskæring
• Er det ikke muligt at skabe den nødvendige dialog med familien, og er der grund til at tro, at barnets mistrivsel eller adfærdsændring kan skyldes omskæring, eller har man mistanke om, at andre mindre søskende er i risiko for at blive omskåret, skal man foretage en indberetning.

I forbindelse med en indberetning er det vigtigt at skrive ned, hvad man har observeret og gjort, og så er det op til forvaltningen at udrede og eventuelt iværksætte en undersøgelse af barnet

“Sundhedsplejersken er blevet kaldt ud i daginstitutionen, der blandt børnene har en halv-andet-årig somalisk pige, for at afklare personalets mistanke om, hvorvidt barnet er blevet omskåret.
”Jeg lagde hende op på puslebordet og satte lys på, og det så ikke sådan ud,” fortæller hun mig. Jeg spørger hende så, hvordan hun kan se, om barnet er f.eks. sunnaomskåret. Det kræver jo en børnegynækologisk undersøgelse. Sundhedsplejersken bliver lidt forlegen. Jeg spørger hende også, hvad forældrene siger, og så må hun tilstå, at dem har hun ikke talt med.
”Pædagogerne var jo meget bekymrede, og forvaltningen ønsker ikke, at vi får sager,” forklarer hun.
Da vi har snakket sammen, kan hun godt se, at hun har ”tabt hovedet”, og at hun skulle have gjort, som hun plejer i situationer, hvor der er mistanke om, at et barn lider overlast på den ene eller den anden måde: Først og fremmest skulle hun have snakket med forældrene, og så kan det da godt være, hvis de er afvisende, at en underretning muligvis senere kunne komme på tale.”
Historie fortalt af anonym til og citeret fra samtale med Else Guldager, ledende sundhedsplejerske og medlem af Børnerådet.

En ung pige havde gennem lang tid haft meget svært ved at lade vandet. Dels gjorde det meget ondt, og dels tog det meget lang tid at få presset urinen ud. Derfor turde hun hverken spise og drikke særligt meget.
Skolesundhedsplejersken blev opmærksom på hendes store vægttab og på, at hun var trist og inviterede hende og hendes mor til samtale om hendes helbred. Først efter fire - fem samtaler nåede de en fortrolighed, som gjorde, at den unge piges mor turde tage imod sundhedsplejerskens opfordring til at søge lægehjælp. Inden disse samtaler var moderen bange for, at datteren aldrig ville blive gift, hvis hun blev åbnet. Moderen vidste heller ikke, at indgrebet var gratis og var også urolig for, at et nyt indgreb yderligere ville skade datterens krop. Da mor og datter endelig havde taget beslutningen, og dagen kom for datterens operation, drøftede familien deres beslutning med en af de ældre kvinder i det somaliske netværk her i København. Den ældre kvinde, som nyder stor respekt i gruppen, forsøgte nu at overbevise mor og datter om, at datteren ville miste alle muligheder for at blive gift, hvis hun blev åbnet. Til alt held skete denne samtale i ServiceButikken, hvor det somaliske rådgivningsnetværk holder til, og tilfældigvis var der netop den dag et møde med en gruppe jordemødre, læger og socialrådgivere, som gik i dialog med den ældre kvinde. En dialog, som senere viste sig at have gjort den ældre kvinde eftertænksom. Hun følte sig meget betydningsfuld, fordi hun havde fået mulighed for en direkte dialog med de to jordemødre og lægen. Hun havde måske ikke ændret sin holdning, men hun lyttede, og hun respekterede den beslutning, den unge pige og moderen havde taget.
Saida Sonne, ServiceButikken på Bispebjerg.

Denne side indgår i publikationen "Vi har alle et ansvar" som kapitel 9 af 14
© Undervisningsministeriet 2003