Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

Sagsbehandleren

 


Indsigt i de traditioner og begrundelser, der ligger bag omskæring af piger, er en nødvendig forudsætning for at kunne handle ”proportionalt”, som er det udtryk, der bruges i lovgivningen.

Det er derfor vigtigt, at socialforvaltninger i områder, hvor der bor mange somaliere, har personale, der har viden og forståelse for somaliske forhold. Derudover skal man have den nødvendige tolkebistand til rådighed, så man kan sikre sig en god dialog, og at information om, at omskæring ikke er lovligt i Danmark og f.eks. tilbud om rådgivning, forstås.

I mindre kommuner, hvor man ikke møder problemstillingen så ofte, kan man trække på den erfaring, der findes i andre kommuner, hvor der bor flere somaliere.

Asylansøgere, der har opholdt sig på Dansk Røde Kors asylcentre er blevet informeret, men da der er andre vigtige ting, der trænger sig på, når man kommer som flygtning til et fremmed land, er det ikke sikkert, at informationen er forstået. Man skal være opmærksom på, at familiesammenførte muligvis ikke har fået de nødvendige oplysninger.

Sagsbehandlere, der modtager henvendelse fra f.eks. pædagoger, læger, sundhedspersonale eller borgere, fordi der er kendskab til eller mistanke om, at en pige står overfor omskæring, skal ifølge servicelovens § 38 sørge for, at sagen undersøges nærmere. Denne undersøgelse kan omfatte en fysisk undersøgelse, men i loven understreges det generelt, at undersøgelser af børn og unges forhold ikke må være mere omfattende, end formålet tilsiger, og i øvrigt skal en undersøgelse gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader.

I første omgang er det naturligvis kontakten til forældrene og den pågældende pige, der er vigtig. De skal informeres om, at omskæring er en strafbar handling ifølge dansk lov. De skal også kende til de konsekvenser, såvel de sundhedsmæssige som de psykiske, en omskæring har for pigen.

Står familien overfor at skulle på ferie i deres hjemland, kan en grundig information også være forebyggende og være med til at lette det pres, der let opstår i hjemlandet.

Er der begrundet mistanke om, at et barn er i risiko for at blive omskåret, eventuelt under en ferie i hjemlandet, er det alene de sociale myndigheder, der vil kunne indstille, at der beskikkes en særlig værge. Og afgørelsen træffes altid af statsamtet. Dette gælder også, hvis barnet er blevet omskåret. Man skal også være opmærksom på, at omskæring kan finde sted her i landet.

Sagsbehandlerens rolle er:

  • At yde almen rådgivning og vejledning til enkeltpersoner og eller familier herunder at oplyse om, at omskæring af piger er forbudt i Danmark
  • At oplyse forældrene om de sundhedsmæssige risici, der er forbundet med omskæring
  • At yde almen rådgivning om sygdom og sundhed samt henvise til relevante behandlingsmuligheder for kvinder, der er omskåret
  • At overveje igangsættelse af kvindegrupper, hvor somaliske kvinder kan diskutere omskæring eller henvise til allerede eksisterende grupper og foreninger
  • At sikre sig, at samtalen foregår med respekt for parrets kultur, og at alle informationer er forstået, blandt andet ved at bruge professionel tolk efter behov
  • At undersøge sagen, hvis der er mistanke om, at et barn er blevet eller risikerer at blive omskåret og herefter iværksætte relevante foranstaltninger over for familien

Sagsbehandlerens forudsætninger:

For at kunne leve op til sit lovmæssige ansvar er det vigtigt, at sagsbehandleren har:

  • Viden om hvad omskæring er og hvilke komplikationer, der kan opstå
  • Et bredt indblik i kultur, familieforhold og opdragelsesmønstre
  • Fornemmelse for familiens holdning til omskæring Viden om årsagerne til forbudet i Danmark
  • Viden om hvilke oplysningsmaterialer, der kan henvises til
  • Adgang til supervision og faglig støtte
  • Mulighed for at overdrage opgaven, hvis man ikke magter den, til andre, eventuelt henvise til sundhedsplejerske eller læge God tid

Kilde: Sundhedsstyrelsen: Forebyggelse af omskæring af piger, 1999.

Denne side indgår i publikationen "Vi har alle et ansvar" som kapitel 10 af 14
© Undervisningsministeriet 2003

 Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top