7. Voksenuddannelsesområdet
I dette afsnit præsenteres statistik for voksenuddannelser.
Afsnittet har ikke samme struktur som de øvrige afsnit
i bogen. Det er fordi der endnu ikke findes så deltaljeret
statistisk for disse to områder, som der findes for det
ordinære uddannelsessystem. Det betyder også, at tabellerne
ikke er dynamiske. Der kan i øvrigt henvises til http://pub.uvm.dk/2001/voksenuddannelse
og http://pub.uvm.dk/2002/voksenuddannelse
I Danmark er der en lang og stærk tradition for folkeoplysning
og voksenuddannelse. Den voksenuddannelse, der medtages her, er
offentligt finansieret og reguleret ved lov, men herudover findes
en lang række private tilbud. Der er en bred vifte af tilbud
til voksne om undervisning i almene fag som fx dansk regning/matematik,
historie og sprog. Undervisning af denne type er almen voksenundervisning
(avu), hfenkeltfag, forberedende voksenundervisning (FVU), indvandrerundervisning,
fritidskurser under lov om folkeoplysning, folke- og daghøjskolekurser.
Der er også en lang række tilbud om direkte erhvervsrettede
uddannelser for personer med varierende uddannelsesbaggrund. Eksempler
herpå er arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU/korte specifikt
brancheorienterede kurser), voksenerhvervsuddannelser (særlige
voksenforløb på de ordinære erhvervsuddannelser)
og åben uddannelse (åu/deltidsuddannelser til fx merkonom
og HD, enkeltfagskurser fra deltids- og heltidsuddannelser i øvrigt
samt korte koncentrerede kurser).
En del af uddannelserne er kompetencegivende, fx enkeltfagsundervisning,
der afsluttes med en prøve. Og en del af de længere
uddannelser er hele afsluttede uddannelser, fx datanom, teknonom,
HD og bachelor under åben uddannelse. Enkelte af de kompetencegivende
AMUkurser kan også stykkes sammen til en egentlig kompetencegivende
uddannelse.
Voksenuddannelserne kan være offentligt og/eller privat
finansieret.
Undervisningsomfanget inden for de forskellige typer voksenuddannelse
varierer fra ganske få timer til samlede fuldtidsundervisningsforløb
af flere års varighed. Undervisningen foregår dels
i fritiden, dels i arbejdstiden. En del undervisning på
åben uddannelse foregår i dag som fjernundervisning.
7.1 Aktiviteten på voksenuddannelserne
I dette afsnit beskrives den overordnede aktivitet inden for
de forskellige voksenuddannelser.
I tabel 7.1.1 opgøres årselever/studenterårsværk
på voksenuddannelserne fra 1993 til 2001.
I 2001 var der ca. 100.000 årselever i de offentlige voksen-
og efteruddannelsestilbud, jf. tabel 1.1. Siden 1998, hvor der
samlet var næsten 130.000 årselever, er aktiviteten
faldet ca. 20%. Det er særligt markante aktivitetsfald på
daghøjskoler og AMUuddannelser, der har været medvirkende
hertil.
Ud over de beskrevne voksenuddannelsestilbud findes kommunalt
finansieret aftenskoleundervisning under folkeoplysningsloven,
som omfatter ca. 30.000 årselever. I 2001 var der således
tilsammen ca. 130.000 årselever i den offentlige voksenuddannelse.
Derudover findes private uddannelsestilbud til voksne.
Det kan være meget forskelligt uddannelsesområderne
imellem, hvor mange årsværk, én person (dvs.
én CPRkursist) typisk optjener. Fx er en del åbne
uddannelser typisk to-årige deltidsuddannelser svarende
til ét årsværk. På korte uddannelsesforløb,
bl.a. AMUuddannelser og korte kurser på højskolerne,
går der selvfølgelig flere personer på et årsværk.
Samlet set må det antages, at omkring 200.000 personer var
i berøring med voksen- og efteruddannelsessystemet i 2001.
En del af de uddannelsessøgende har samtidigt været
aktive i arbejdsstyrken som beskæftigede eller som arbejdssøgende
eftersom dele af voksenundervisningen har fundet sted i deltagernes
fritid. Det gælder især for Åben uddannelse,
de korte højskolekurser og aftenskoleundervisningen.
Daghøjskolernes aktivitet er faldet drastisk siden indførelsen
af aktivitetsloft på 9.800 årselever. Fra 2000 til
2001 faldt aktiviteten med 3%. Med ca. 7.600 årselever i
2001 svarer det til aktivitetsniveauet før 1995. Daghøjskoletilbud
kan omfatte emne- og projektorienteret undervisning og i begrænset
omfang også foredrag, studieture og ekskursioner, samt praktikophold
af kortere varighed. Desuden skal daghøjskolerne tilbyde
undervisning, der styrker deltagernes grundlæggende færdigheder
i dansk, regning og edb. Undervisningen er eksamensfri. I 1996
overgik daghøjskolerne til overvejende statslig finansiering,
men blev i 2002 ved lov henlagt til kommunerne.
AMUuddannelserne havde med ca. 8.900 årselever i 2001 en
aktivitetsstigning på 6,4%. AMUuddannelserne har til formål
at vedligeholde, forbedre og udbygge arbejdsstyrkens erhvervskvalifikationer
i overensstemmelse med arbejdsmarkedets behov. Uddannelserne skal
afhjælpe omstillings- og tilpasningsproblemer på arbejdsmarkedet
på kortere sigt, og medvirke til et samlet kvalifikationsløft
på arbejdsmarkedet på længere sigt.
De primære målgrupper er voksne ufaglærte samt
personer med en erhvervsuddannelse. Både beskæftigede
og ledige kan deltage i AMUuddannelse. AMUuddannelser forventes
at udgøre en stor del af aktiviteten i den nye Grunduddannelse
for voksne (GVU), som er en ramme for anerkendelse af tidligere
erhvervede kompetencer og fastsættelse af individuel uddannelsesplan.
Læs mere om deltagerprofiler under særlige opgørelser.
Folkehøjskolerne havde i 2001 i alt 5.100 årselever.
På de lange kurser, der har en varighed på 12 uger
eller derover, faldt aktiviteten i forhold til 2000 med ca. 8%,
mens aktiviteten på de korte kurser til gengæld steg.
Samlet set er aktiviteten på folkehøjskolerne faldet
med mere end 30% siden midten af halvfemserne, og antallet af
højskoler er faldet fra over 100 skoler til 87
(inkl. tre ungdomshøjskoler). Aktivitetsnedgangen kan generelt
forklares ved, at ungdomsårgangene er faldende. Derudover
skyldes dele af aktivitetsfaldet på de lange kurser, at
de syv Tvindhøjskoler siden 1997 ikke længere har
fået udbetalt tilskud. En sidste væsentlig forklaring
på nedgangen er, at det fra 1996 kun er muligt at modtage
50% af dagpengene under højskoleophold for unge under 25
år. Læs mere om deltagerprofiler på folkehøjskolerne
under særlige opgørelser.
Almen voksenuddannelse (avu) og hfenkeltfag udbydes på
de amtslige Voksenuddannelsescentre (VUC). Avu er kompetencegivende
og prøveforberedende voksenundervisning i kernefag, som
amtet skal udbyde, samt en række tilbudsfag. Deltagerne
kan tage en prøve, der svarer til folkeskolens udvidede
afgangsprøve. Hfenkeltfag er en studieforberedende uddannelse,
der giver grundlag for videregående uddannelse og mulighed
for at supplere tidligere uddannelse. Aktiviteten har været
stigende frem til 2000, især på avu. Men i 2001 er
der sket et fald på 7% og 20% på hhv. hf og avu, hvorved
aktiviteten er på niveau med aktiviteten i første
halvdel af 1990erne. Deltagerprofiler fremgår under særlige
opgørelser.
Voksen- og efteruddannelse under lov om Åben uddannelse
er erhvervsrettede deltidsuddannelser, heltidsuddannelser på
deltid, enkeltfag, eller særligt tilrettelagte forløb.
En række kurser udbydes også som fjernundervisning.
Aktiviteten på Åben uddannelse foregår dels
på erhvervsskoler (f.eks. merkonom, EUDenkeltfag og hhxenkeltfag),
dels på videregående uddannelsesinstitutioner (f.eks.
HD, diplom/masteruddannelser, og pædagoguddannelsen for
personer med erhvervserfaring). På erhvervsskolernes åbne
uddannelser var der ca. 12.000 årselever i 2001. Fra og
med 2001 er dele af Åben uddannelse på erhvervsskolerne
finansieret af Arbejdsmarkedets Uddannelsesfinansiering (AUF).
Deltagerprofiler for erhvervsskolernes Åbne uddannelser
fremgår desuden under særlige opgørelser.
Åben uddannelse på de videregående uddannelsesinstitutioner
havde en aktivitet i 2001 på 14.400 årselever, hvilket
var et stort set uændret niveau i forhold til 2000. Aktiviteten
kulminerede i 1997 med mere end 16.000 årselever, men ellers
har aktiviteten været støt stigende siden starten
af 1990erne.
Voksenerhvervsuddannelsen (VEUD), eller voksenlærlingeordningen,
retter sig mod personer over 25 år. Uddannelsen havde 10%
færre årselever i 2001 end i 2000, men aktiviteten
er i dag stadig over 50% større end i midten af 1990erne.
Dansk som andetsprog for voksne udlændinge blev ved ressortomlægningen
i 2001 flyttet til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og
Integration. Aktiviteten steg mere end 60% fra 1993 til 2001.
Alle udenlandske statsborgere over 18 år, som har fået
opholdstilladelse, har ret til undervisning. I alt 43 centerkommuner
har ansvar for undervisningen, der foregår på sprogcentre.
Læs evt. mere om sprogundervisningen i ”Aktivitetsrapporten
for 2001” fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og
Integration, eller i ”Voksenuddannelse i tal 2001”.
Figur 7.1.1 illustrerer aktivitetsfordelingen for udvalgte voksenuddannelser.
VUC tegnede sig for næsten 30% af den samlede aktivitet
i 2001. Dernæst kommer Åben uddannelse og danskundervisning
med hhv. 26% og 19%.
På de udvalgte, centrale voksenuddannelser i figur 7.1.2
fremgår det, at VUC, der har haft en aktivitetsfremgang
siden 1998. Åben uddannelse på erhvervsskoler; AMU
og daghøjskoler har haft det største relative fald
i aktiviteten gennem de seneste fem år.
Tabel 7.1.1 Årselever/studenterårsværk på
voksenuddannelserne, opgjort fra 1993 til 2001.
1) Lange kurser er på 12 uger eller mere korte kurser
er på under 12 uger.
2) Amtsrådsforeningens opgørelse pr. skoleår.
2001tallene er skoleår 2000/01, 2000tallet er skoleåret
1999/00. osv.
3) Fra 2001 vedrører en del af aktiviteten over Åben
uddannelse finansieret af ArbejdsmarkedetsUddannelsesfinansiering
(AUF).
4) Omfatter kun deltagere, som har udløst tillægsydelse.
5) Der går 756 timer på et årsværk.
6) Indberetninger for 2000 og 2001 endnu ikke afsluttet. Derfor
er 1999tal anvendt.
7) Der er taget udgangspunkt i ARF‘s kursist tal (Gns. 60
timer pr. kursist og 700 kursisttimer pr. årselev). I 2001
afløst af FVU og udfaset 1. kvartal 2001.
8) Indført 2001. Udgangspunkt i ARF‘s kursist tal
(Gns. 50 timer pr. kursist og 825 kursisttimer pr. årselev).
9) Ekskl. indtægtsdækket virksomhed.
10) Der er endnu ikke modtaget aktivitetstal for Museumshøjskolen
for 2001.
11) Direktoratet for FødevareErhvervs uddannelser.
Kilde: Undervisningsministeriet.
Figur 7.1.1 Fordeling af aktivitet på voksenuddannelserne,
2001.
Figur 7.1.2 Indekseret aktivitetsudvikling for udvalgte voksenuddannelser
fra 1993 til 2001. 1993 = indeks 100.
Se evt. noter til uddannelserne under tabel 8.1.1.
Kilde: Undervisningsministeriet.
Særlige opgørelser for voksenuddannelsesområdet
I dette afsnit beskrives deltagernes baggrund inden for de forskellige
områder af voksenundervisningen. På grund af uddannelsestilbudenes
meget varierende indhold og tilskudsordninger henvender de sig
til vidt forskellige målgrupper. Denne differentiering er
væsentlig at medtage, når deltagernes baggrund skal
sammenlignes.
På grund af uddannelsestilbudenes forskelle i indhold henvender
de sig til forskellige målgrupper. De forskellige målgrupper
kan aflæses i de deltagerkarakteristika, der behandles nedenfor.
Deltagerne er meget forskellige hvad angår bl.a. alder,
uddannelsesbaggrund og indkomstforhold.
Nedenstående tabeller er baseret på en registerkørsel
fra Danmarks Statistik, der inkluderer følgende voksenuddannelsesområder:
Daghøjskoler, AMUuddannelser, VUC (hf og avu), folkehøjskoler
(lange kurser) og Åben uddannelse på erhvervsskoler.
Inden for hvert uddannelsesområder tæller én
person kun som en deltager, selvom vedkommende måtte have
fulgt f.eks. flere AMUkurser inden for det givne år. Til
gengæld tæller personerne dobbelt i det omfang de
i løbet af året deltager på flere uddannelsesforløb
på forskellige områder (f.eks. et AMUkursus og et
ÅUforløb).
Kønsfordelingen
Generelt er kvinderne i overtal på voksenuddannelserne
(se figur 7.1.3). Kun på AMU er der flere mænd (60%)
end kvinder. På VUC og daghøjskolerne er to ud af
tre deltagere kvinder, mens der er 60% kvinder på folkehøjskolernes
lange kurser.
Aldersfordeling
Aldersmæssigt favner de dominerende voksenuddannelser lige
fra højskolernes lange kurser, hvor næsten 90% af
deltagerne er under 30 år, til avu på VUC, hvor 80%
af deltagerne er 30 år og derover (se figur 7.1.4). Næsten
halvdelen af AMUkursisterne har rundet de 40 år, mens daghøjskolerne
har den største aldersspredning. På VUC er hfkursisterne
generelt yngre end avukursisterne, idet ca. 55% er over 30 år
på hf mod 80% på avu.
Deltagernes uddannelsesbaggrund
Det sammensatte billede af voksenuddannelserne træder også
frem, når der ses på deltagernes uddannelsesbaggrund
(se tabel 7.1.2). På avu og hf på VUC har hhv. 43%
og 34% af kursisterne kun en grundskoleuddannelse. Til gengæld
er der kun 14% af deltagerne på Åben Uddannelse, der
alene har grundskolen som baggrund. Blandt AMUdeltagerne har hver
tredje kun en grundskoleeksamen, mens over halvdelen af deltagerne
på daghøjskolerne har grundskolen alene som uddannelsesbaggrund.
Erhvervsuddannelserne er også en hyppig uddannelsesbaggrund,
særligt på de mest erhvervsrettede uddannelser –
AMU og ÅU. Her har hhv. 56% og 53% en erhvervsuddannelse
som højest fuldførte uddannelse ved opstart.
Det fremgår tydeligt af tabellen, at der overordnet er
få deltagere i voksenuddannelse, der har en videregående
uddannelse. Dog har 25% af ÅUdeltagerne en (fortrinsvis
mellemlang) videregående uddannelse. Til sammenligning har
ca. 20% af den samlede befolkning en videregående uddannelse.
På folkehøjskolerne har ca. 40% en gymnasial uddannelse,
og sammenholdt med den relativt lave alder blandt højskoledeltagerne
må det formodes, at de fleste deltagere fortsætter
i uddannelsessystemet efter opholdet.
Deltagernes arbejdsmarkedsstatus
På de erhvervsrettede voksenuddannelser, AMU og Åben
uddannelse, er der en klar overvægt af privat ansatte blandt
deltagerne. Således er 70% af AMUdeltagerne privat ansatte
(se tabel 7.1.3). På de øvrige områder har
en stor del uoplyst ejerforhold, hvilket skal ses i sammenhæng
med, at de generelt unge deltagere på daghøjskoler
og folkehøjskoler har en forholdsvis løs tilknytning
til arbejdsmarkedet.
Hvad angår deltagernes branchefordeling ses det af tabel
7.1.4, at hver tredje AMUdeltager kommer fra industrien, men også
deltagere fra handels- og restaurationsbranchen samt branchen
for offentlige/personlige tjenesteydelser er pænt repræsenteret
på AMUuddannelserne. På Åben uddannelse er det
specielt deltagere fra servicebrancherne, såsom offentlige/personlige
tjenesteydelser og finanssektoren, der dominerer. For de øvrige
voksenuddannelsesområder gælder det også her,
at der er mange med uoplyst erhverv grundet en løs tilknytning
til arbejdsmarkedet.
Tabel 7.1.5 viser beskæftigelsessituationen i 1999 for
deltagerne i voksenuddannelse i 2000. Deltagerne på ÅU
og AMU har klart den bedste beskæftigelsessituation, men
alligevel var ca. 20% berørt af ledighed
(dog med beskedne ledighedsgrader). På de øvrige
områder er op mod halvdelen – og på daghøjskolerne
endda 80% berørt af ledighed eller helt uden for arbejdsstyrken.
At mange højskolelever starter uden forudgående beskæftigelse
skal selvfølgelig ses i sammenhæng med den lave alder,
og at de formodes at komme næsten direkte fra gymnasiet
eller grundskolen. På VUC er blot 40-45% fuldtidsbeskæftigede
året før uddannelsesforløbet, mens ca. 25%
er helt uden beskæftigelse, og dermed uden for arbejdsstyrken,
året før.
Figur 7.1.3 Kønsfordelingen på de forskellige
voksenuddannelser i 2000.
Kilde: Danmarks Statistik.
Figur 7.1.4 Aldersfordelingen på de forskellige voksenuddannelser
i 2000.
Kilde: Danmarks Statistik.
Tabel 7.1.2 Deltagernes uddannelsesbaggrund på de forskellige
voksenuddannelser i 2000, opgjort i procent.
Kilde: Danmarks Statistik.
Tabel 7.1.3. Deltagere fordelt efter
arbejdsstedets ejerforhold 2000, opgjort i procent.
Kilde: Danmarks Statistik.
Tabel 7.1.4 Deltagere fordelt efter branche 2000, opgjort
i procent.
Note: Energi- og vandforsyningsbranchen er lagt ind under
industri.
Kilde: Danmarks Statistik.
Tabel 7.1.5 Beskæftigelsesgrad 1999 for deltagere i 2000 (%).
Note: Tabellen vedrører kun regulær ledighed.
Den tid deltagerne har været aktiverede i arbejdsmarkedsforanstaltninger
registreres ikke som ledighed.
Kilde: Danmarks Statistik.
Denne side indgår i publikationen "Uddannelse på kryds
og tværs" som kapitel 7 af 9
|