2. Rammer

I fremtiden forventes befolkningens sammensætning at ændre sig. I 2001 udgjorde fx de 20-49-årige ca. 2,26 mio. mennesker. I 2010 vil der være ca. 2,18 mio. i aldersgruppen.

Uddannelsesniveauet i Danmark stiger. I 2002 havde 8,5% en gymnasial uddannelse, heraf 6,3% en almengymnasial uddannelse og 2,2% en erhvervsgymnasial uddannelse, som højeste fuldførte uddannelse. En del af disse kan have været i gang med en fortsat uddannelse uden at have afsluttet den.

I 2002 havde 54,6% af befolkningen en erhvervskompetencegivende uddannelse, heraf 34,0% en erhvervsfaglig uddannelse og 20,6% en videregående uddannelse. Fra 1992 til 2002 steg andelen af personer med en erhvervsfaglig uddannelse med 2,3 procentpoint. Den andel af befolkningen, der havde en videregående uddannelse, steg også, her med 5,4 procentpoint.

Personer, der ikke har afsluttet en egentlig erhvervskompetencegivende uddannelse, har en langt større risiko for at blive ledige end de, der har afsluttet en erhvervsrettet uddannelse. Det er derfor ikke overraskende, at denne gruppe i hele perioden havde den højeste andel af ledige.

Der var 4,4% ledige blandt de erhvervsfagligt uddannede i 2001, hvor der i 1992 var 9,5%. Der blev også færre ledige med en kort videregående uddannelse. Her endte ledigheden på 3,8% i 2001.

Det generelle billede er, at jo højere uddannelsen er, des lavere er ledigheden. Undtagelsen fra reglen er gruppen med mellemlange videregående uddannelser, der havde den laveste andel af ledige igennem hele perioden. I 2001 var deres ledighed helt nede på 2,4%. Kandidaterne lå lidt over dette niveau med en ledighedsprocent på 3,0.

Kvinderne havde igennem hele perioden en større ledighed end mændene. I 2001 var forskellen 5,1% ledige kvinder mod 4,0% ledige mænd. Dette gør sig ikke gældende for de mellemlange videregående uddannelser, hvor kvindernes ledighed lå noget under mændenes. Dette skyldes bl.a., at der en meget høj kvindeandel blandt pædagoger, lærere og sygeplejersker m.v., som i perioden har haft en lav ledighed.

Inden præsentation af en mere detaljeret statistik for uddannelsessystemets områder, beskrives den ungdomsårgang, der lige begyndte i 1. klasse i 2002, det danske uddannelsessystems overordnede opbygning, antal elever, antal uddannelsesinstitutioner, gennemsnitlig uddannelsestid samt overordnede økonomiske rammer for uddannelsessystemet.

Hvordan vil det gå årgangen, der begyndte i skolen i år 2000?

For et lille års tid siden begyndte en ny årgang i grundskolen. Omkring 71.000 begyndte i 1. klasse, mens de nuværende ungdomsårgange i 16-19 års alderen kun er på ca. 55.000, så der bliver lidt mere trængsel, efterhånden som de nye elever bevæger sig op igennem uddannelsessystemet.

Af gode grunde ved vi ikke, hvordan verden vil se ud for de nye elever om 20-25 år, når hovedparten af dem vil have afsluttet i hvert fald en grundlæggende erhvervskompetencegivende ud dannelse, som de så vil supplere med efter- og videreuddannelse i løbet af deres erhvervsaktive periode.

Vi ved, at selv når ungdomsårgangene igen om få år begynder at blive større, vil arbejdsstyrken ikke længere vokse på samme måde, som den har gjort indtil nu. Pga. det stigende antal ældre vil der være pres på arbejdsstyrken. Alt andet lige kan de nye elever således se frem til en entré på arbejdsmarkedet, hvor der vil være god brug for dem.

I Undervisningsministeriets 2000uddannelsesprofilmodel beregnes, hvorledes slutsituationen vil se ud for de nye elever, hvis de agerer på samme måde som de nuværende årgange i uddannelsessystemet.

I 2000 vil 96% fortsætte i det ordinære uddannelsessystem efter grundskolen, disse vil gå i gang med en ungdomsuddannelse, 42% vil vælge en erhvervsfaglig uddannelse på teknisk skole, handelsskole, landbrugsskole eller social- og sundhedsskole og 54% vil vælge en af de gymnasiale ungdomsuddannelser.

Med det nuværende mønster for afbrud vil 83% afslutte en ungdomsuddannelse. Mange med en erhvervsfaglig uddannelse vil herefter gå direkte ud på arbejdsmarkedet. Endnu flere vil gå i gang med en videregående uddannelse.

Slutsituationen for de nye elever, hvis de følger det nuværende uddannelsesmønster, vil være, at 79,5% vil komme ud med en erhvervskompetencegivende uddannelse, 44% med en videregående uddannelse og 35,5% med en erhvervsfaglig uddannelse. De sidste 20,5% i restgruppen vil være sammensat af 7,5%, der har en studiekompetencegivende uddannelse fra gymnasiet, hhx eller lignende, og så 13%, der ikke vil have fuldført andet end grundskolen.

Hvis de nye årgange af drenge og piger i grundskolen opfører sig som deres forældre eller ældre brødre og søstre, vil der stadig være store forskelle på kønnene.

83% af pigerne vil afslutte en erhvervskompetencegivende uddannelse mod kun 75,5% af drengene.

For pigerne vil de mellemlange videregående uddannelse blive det foretrukne. 31% vil blive lærere, pædagoger, sygeplejersker m.v.

Andre store grupper af piger vil vælge merkantile erhvervsfaglige uddannelser, social- og sundhedsuddannelser på erhvervsfagligt niveau eller lange videregående uddannelser.

2.1 Elever/studerende og uddannelsessystemet

Når det danske uddannelsessystem skal beskrives, inddeler man normalt uddannelserne i en række hovedområder efter uddannelsesniveau og retning. Uddannelsessystemet er en stor og bevægelig størrelse, og igennem de seneste 10 år er der sket en række små og store strukturændringer. Dette giver ofte give store problemer i data med historisk og fremadrettet perspektiv, da man af hensyn til sammenlignelighed på den ene side skal prøve at få fortiden indpasset i nutiden og på den anden side skal få nutiden indpasset i fremtiden. I det efterfølgende har vi forsøgt at beskrive uddannelsessystemets struktur frem til 2000 med et mindre tilbageblik til først i 1990’erne og en kort beskrivelse af kommende ændringer.

Grundskolen

Grundskoleområdet under ét omfatter folkeskoler og private grundskoler (herunder folkeskoler, frie grundskoler, specialskoler samt efterskoler). De første skoleformer dækker hele skoleforløbet fra børnehaveklasse til og med 10. klassetrin, mens efterskolerne alene omfatter 8. til 10. klassetrin.

Der er 9 års undervisningspligt, men ingen skolepligt, undervisningspligten begynder i august det kalenderår, hvor barnet fylder 7 år. Børnehaveklassen og 10. klassetrin er frivillige for eleverne. Nogle skoler tilbyder endvidere et 11. klassetrin til elever, hvis udvikling kræver særlig hensynstagen eller støtte.

Erhvervsintroducerende uddannelser

De erhvervsintroducerende uddannelser også benævnt; ikke kompetencegivende ungdomsuddannelse, er pga. af kompetenceniveauet indplaceret på samme niveau som grundskolen. Området indeholder introducerende uddannelses/kursusforløb som: handel introduktion (HI), teknik introduktion (TI), indgangsår til social- og sundhedsuddannelserne samt kurser: i fx kursus i håndarbejde, almindelig husholdningskurser, værkstedsskole og tekniker forkurser m.v. Fra 1999 var HI og TI, som konsekvens af den nye EUDreform, under afvikling.

Produktionsskoler

Produktionsskoler er skoler for unge under 25 år, der ikke har gennemført en ungdomsuddannelse. Formålet er at styrke deltagernes personlige udvikling og forbedre deres muligheder i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Undervisningen tilrettelægges med særligt henblik på, at den unge opnår kvalifikationer, der kan føre til gennemførelse af en erhvervskompetencegivende uddannelse.

Produktionsskolerne adskiller sig fra de fleste andre skoleformer ved, at der er løbende optag og meget store variationer i varigheden af den enkelte deltagers ophold. Et typisk ophold varer ca. 6 måneder, men en fjerdedel af de unge opholder sig på produktionsskolen i under en måned og en fjerdedel i over et halvt år.

De erhvervsintroducerende uddannelser behandles ikke separat i denne publikation. Men indgår i beregninger for fx overgangsmønstre m.v.

Gymnasiale uddannelser

De studieforberedende gymnasiale uddannelser omfatter to hovedområder: de almen og de erhvervsgymnasiale uddannelser. Uddannelserne skal forberede unge til en videregående uddannelse ved at give dem de nødvendige almene og teoretiske kvalifikationer hertil. Pr. 1. januar 2001 trådte nye optagelsesregler i kraft for dette område, som betyder, at alle elever, der har modtaget den relevante undervisning og har aflagt de fastsatte prøver kan fortsætte i en gymnasial ungdomsuddannelse med mindre den afleverende skole vurderer, at eleven har truffet sit valg på et utilstrækkeligt eller urealistisk grundlag. I sådanne tilfælde indstilles eleven til en optagelsesprøve. Der er således ikke helt fri adgang til de gymnasiale uddannelser.

De almengymnasiale uddannelser omfatter det 3-årige gymnasium, det 2-årige hfkursus og det 2-årige studenterkursus. De enkelte uddannelser omfatter obligatoriske fag og valgfag. Derfor kan de samlede forløb i et vist omfang sammensættes individuelt. Det er boglige uddannelser, der afsluttes med studenter eller hfeksamen. Eksamen kvalificerer til de videregående ud dannelser, ofte dog afhængig af fagvalg, fagniveau samt eksamensresultat. De gymnasiale uddannelser kan også bruges som indgang til en erhvervsuddannelsespraktikplads i en virksomhed.

De erhvervsgymnasiale uddannelser er 3-årige uddannelser på handelsskoler eller tekniske skoler. De afsluttes med hhv. højere teknisk eksamen (htx) og højere handelseksamen (hhx), i hhv. 1994 og 1995 blev disse to uddannelser forlænget fra 2-årige forløb til 3-årige forløb. For unge, der i forvejen har en studenter eller hfeksamen, er der et koncentreret 1årigt hhxforløb. De erhvervsgymnasiale uddannelser er boglige uddannelser med vægt på merkantile eller tekniske fag. De erhvervsgymnasiale uddannelser giver generel studiekompetence og kvalificerer til de videregående uddannelser. Desuden giver en hhx eller htxeksamen grundlag for ansættelse i erhvervslivet, som regel i en uddannelsesstilling. Den særlige 1-1½ årige adgangseksamen til ingeniøruddannelserne regnes også som en gymnasial uddannelse.

Erhvervsuddannelser

De erhvervsfaglige uddannelser m.v. omfatter erhvervsuddannelserne (EUD), social- og sundhedsuddannelserne, pædagogisk grunduddannelse (pgu) samt øvrige uddannelser inden for landbrug, skovbrug og søfart m.v. De erhvervsfaglige uddannelser forbereder direkte til job inden for bestemte brancher med erhvervskompetence. Uddannelserne skal også forberede de unge til videre uddannelse relevante korte videregående uddannelser eller relevante mellemlange videregående uddannelser. Det eneste krav for at blive optaget på en erhvervsfaglig uddannelse er normalt, at ansøgeren har opfyldt undervisningspligten

I 1991 blev erhvervsuddannelserne fundmentalt ændret, fra det gamle efg/lærlingesystem til et nyt vekseluddannelsessystem.

Pr. 1. januar 2001 trådte en ny lov om erhvervsuddannelserne i kraft, hvor 1. og 2. skoleperiode blev afløst af et grundforløb. EUD er nu samlet i 7 indgange med fælles grundforløb som fører til forskellige hovedforløb. Med loven blev bl.a. indført, at eleverne skal udarbejde en personlig uddannelsesplan, og at der kan planlægges individuelle uddannelsesforløb. Tidligere var der 90 forskellige uddannelser inden for det merkantile og det tekniske område med i alt over 200 specialer. Allerede fra efteråret 1999 startede en forsøgsperiode med reformen, hvor næsten alle unge startede på den nye reforms grundforløb.

Erhvervsuddannelserne er af 2-5 års varighed. Det mest normale er dog 3½4 år. Voksne over 25 år med erhvervserfaring fra den pågældende branche har mulighed for at gennemføre uddannelsen på kortere tid. Erhvervsuddannelser giver på linje med de gymnasiale uddannelser adgang til en række relevante korte videregående uddannelser og til visse mellemlange videregående uddannelser. Der er dog faglige udvalg, der giver afkortelse på uddannelser også til elever under 25 år, hvis de har tilstrækkelig erhvervserfaring.

En erhvervsuddannelse påbegyndes enten på skole eller i praktik. Der er fri adgang til EUD, dog er der enkelte adgangsbegrænsede uddannelser. Frem til den nye reform kunne den unge begynde på skole enten via den frivillige 1. skoleperiode (frivillig fra 1996) eller ved at starte direkte på uddannelsen fra 2. skoleperiode. Der veksles mellem ophold på skole og i virksomhed, i mangel af praktikplads, i skolepraktik arrangeret af erhvervsskolen.

Parallelt til erhvervsuddannelserne er der de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser (SOSU) med en blanding af praktik og undervisning på skole. Den 1. januar 2002 trådte en ny reform for SOSU i kraft, som i sine grundtræk tager flere elementer fra den nye EUDreform og som indebar en forlængelse af uddannelsernes skoledel. Frem til udgangen af 2001 var uddannelsen til social- og sundhedshjælper varende et år. Den danner grundlag for overbygningsuddannelsen til social- og sundhedsassistent, som varede 1 år og 6 måneder. For unge, der kom direkte fra grundskolen, begyndte social- og sundhedshjælperuddannelsen med et indgangsår. Optagelse på indgangsåret og social- og sundhedsuddannelsen skete gennem en elevkontrakt med en kommune eller en amtskommune.

Under social- og sundhedsuddannelserne hører også den pædagogiske grunduddannelse (pgu), som tillige indgår i SOSUreformen. Pgu er en grundlæggende uddannelse, som har til formål at kvalificere til det pædagogiske og omsorgsrettede arbejde med børn, unge og voksne. Pgu er en vekseluddannelse med skiftevis skole og praktik og varede indtil reformen 1½ år.

Fra 2002 varer social- og sundhedshjælperuddannelsen 1 år og 2 mdr., overbygningsuddannelsen til social- og sundhedsassistent 1 år og 8 mdr. og pgu 1 år og 7½ måned. Indgangsåret er erstattet af et fleksibelt grundforløb, der for den enkelte elev varer mellem 20 og 40 uger.

Der findes også en række andre uddannelser under det erhvervsfaglige uddannelsesområde, fx søfarts- og landbrugsuddannelser.

Individuelle uddannelser

De individuelle uddannelser er primært personlighedsudviklende. Uddannelserne retter sig mod unge, der endnu ikke har valgt uddannelsesretning, eller som ønsker en praktisk frem for en boglig uddannelse. En afsluttet erhvervsgrunduddannelse (egu) kan give erhvervskompetence, mens en fri ungdomsuddannelse sigtede mod udvikling af den unges kompetence og fortsatte uddannelse i bred forstand.

Erhvervsgrunduddannelsen (egu) tager normalt 2 år, men kan forlænges med et ekstra år. Uddannelsen er ikke specifikt brancheorienteret, men kan sammensættes inden for eller på tværs af enkelte uddannelser/fag. Det kræves, at den enkelte udarbejder en uddannelsesplan, en eguaftale, med kommunen eller en erhvervsskole. Uddannelsen veksler mellem skoleophold og praktik. Der ydes individuel vejledning under hele forløbet. Uddannelsen giver undertiden mulighed for at fortsætte på en erhvervsuddannelse eller en anden uddannelse. Denne uddannelse indgår ikke i statistikken for det ordinære uddannelsessystem, derfor indgår egu ikke denne publikation.

Den fri ungdomsuddannelse (fuu) blev sammensat individuelt af mindst 3 forskellige uddannelsesdele. Uddannelsen varede i 2 år og højst 3 år. Uddannelsen blev afviklet med L 79 2002.

De videregående uddannelser

De videregående uddannelser (DVU) giver erhvervskompetence. Generelt inddeles de videregående uddannelser i niveauer efter varighed; korte videregående uddannelser (KVU), mellemlange videregående uddannelser (MVU), bacheloruddannelser, kandidatuddannelser samt philosophiae doctor (ph.d.).

De videregående uddannelser bygger oven på en ungdomsuddannelse. Uddannelserne er teoretisk prægede, men nogle uddannelser har indlagt praktik i uddannelsesforløbet.

På de fleste videregående uddannelser er der frit optag, det vil sige, at uddannelsesinstitutionerne selv fastlægger optagelsestallet ud fra fysisk kapacitet, kvalificerede lærerkræfter og beskæftigelsesforhold for de færdiguddannede. De pædagogiske og de sundhedsfaglige uddannelser har centralt fastsatte optagelsestal. Adgangskravene til uddannelserne er centralt fastsatte, mens udvælgelseskriterierne (under adgangsbegrænsning) bestemmes af institutionerne selv.

Det korte videregående uddannelsesområde

Adgangskravet til de korte videregående uddannelser er normalt enten en gymnasial uddannelse eller en relevant erhvervsuddannelse, suppleret med studiekompetence i typisk matematik og engelsk. De korte videregående uddannelser varer normalt 2 år og giver erhvervskompetence.

I august/september 2000 blev der med KVUreformen oprettet 13 nye uddannelser, der alle giver ret til at bruge betegnelsen AK efter uddannelsestitlen. De 13 nye uddannelser erstatter de tidligere ca. 75 uddannelser (på nær datamatiker og transportlogistiker m.v.). Uddannelserne giver adgang til relevante diplomuddannelser.

De mellemlange videregående uddannelser

De mellemlange videregående uddannelser (MVU) varer normalt 3-4 år og giver erhvervskompetence. Adgangskravet er oftest en gymnasial eksamen (eller dele heraf); også visse relevante erhvervsuddannelser giver adgang. Fx giver bestået SOSU adgang til de sundhedsfaglige uddannelser.

Med vedtagelse af MVUloven indførtes professionsbachelorniveauet og –titlen, loven trådte i kraft fra 2003. Omlægningen betyder bl.a., at de mellemlange videregående uddannelser i dag er løftet op til bachelorniveauet og at undervisningen nu baseres på forskningstilknytning, og at uddannelserne og undervisningen knyttes tættere til professionen. Professionsbachelorerne giver adgang til relevante kandidatuddannelser. Uddannelserne er vekseluddannelser, hvor der skiftes mellem praktik og teori.

Bachelor, kandidat- og ph.d.uddannelser

Strukturen for universitetsuddannelserne (bachelor 3 år + kandidat 2 år + ph.d. 3 år) blev fastlagt i 1993. Før den tid var der kun samlede forløb frem til kandidatgraden som første akademiske grad. Næsten alle universitetsuddannelser er i dag opbygget af en bacheloruddannelse og en kandidatuddannelse med mulighed for en efterfølgende ph.d.uddannelse.

Bacheloruddannelser

Bacheloruddannelser på universiteterne er normerede til 3 år. Bachelor er en afsluttet teoretisk uddannelse, men giver også adgang til et kandidatuddannelsesforløb. Uddannelsen giver erhvervskompetence. Adgangskravet er oftest en gymnasial eksamen (eller dele heraf) med specifikke fagkrav som til de øvrige videregående uddannelser; også visse relevante erhvervsuddannelser kan give adgang til uddannelsen.

De lange videregående uddannelser

Kandidatuddannelserne er videregående teoretiske uddannelser af normalt 2 års varighed efter en fuldført bacheloruddannelse dvs. samlet 5 år. Enkelte kandidatuddannelser er dog stadig opbygget som ét samlet forløb uden bachelorniveau (udelte uddannelser), Uddannelserne giver erhvervskompetence. Efterfag/videreuddannelse indgår også som lange videregående uddannelser.

Ph.d.uddannelser

Som overbygning til kandidatuddannelsen findes forskeruddannelsen, der afsluttes med en ph.d.grad og er normeret til 3 år. Uddannelserne giver erhvervskompetence.

Voksenuddannelse  

Voksenuddannelser kan opdeles i tre kategorier: formelt kompetencegivende uddannelse, ikke formelt kompetencegivende uddannelse samt private kurser m.v. Danmark har er der en lang og stærk tradition for folkeoplysning og voksenuddannelse.

Den formelt kompetencegivende uddannelser består bl.a. af almen voksenundervisning (avu), hfenkeltfag, arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU/korte specifikt brancheorienterede kurser), voksenerhvervsuddannelser (særlige voksenforløb på de ordinære erhvervsuddannelser) og åben uddannelse.

Desuden findes under det parallelle voksenuddannelsessystem Forberedende Voksenundervisning (FVU), der erstatter læsekurser for voksne, og videregående voksenuddannelse (VVU), der kompetencemæssigt svarer til korte videregående uddannelser. Desuden findes master- og diplomuddannelser, som giver kompetence på niveau med hhv. bachelor- og kandidatuddannelser.

Under ikke formelt kompetencegivende uddannelser findes bl.a. aftenskoler, folkehøjskoler og daghøjskoler.

Voksenuddannelserne kan være offentligt og/eller privat finansierede. Men der er i princippet indført en vis brugerbetaling. På VUC og daghøjskolerne betales fx mindre brugerbetaling, end hvad der betales på åben uddannelse og folkehøjskoler.

Undervisningsomfanget inden for de forskellige typer af voksenuddannelse varierer fra ganske få timer til samlede fuldtidsundervisningsforløb af flere års varighed. Undervisningen er normalt på deltidsbasis.

Generelle tal for uddannelsessystemet

I figur 2.1.1 vises en model af det danske uddannelsessystem. Til venstre i figuren ses en søjle, der angiver den alder, de studerende normalt mindst har på de respektive trin eller uddannelsesområder. Hertil kommer det antal uddannelsesår, der normalt vil ligge forud for elever på et givet trin. Uddannelsessystemet præsenteres som det så ud i 2001, derfor indgår fx fri ungdomsuddannelse (fuu).

I figur 2.1.2 præsenteres videreuddannelsessystemet for voksne i 2001, hvor ungdomsuddannelserne og de ordinære uddannelser niveaumæssigt er indplaceret sammen med voksenuddannelse, efter- og videreuddannelse.

I tabel 2.1.1 opgøres antallet af elever/studerende som var under uddannelse i udvalgte år frem til 2001. Pr. 1. oktober 2001 var ca. 1.102 mio. elever/studerende i gang med et ordinært uddannelsesforløb. Det svarer til at ca. hver femte person i den danske befolkning var under uddannelse. Årgangenes størrelse påvirker elevtallets størrelse, specielt i grundskolen og på ungdomsuddannelserne, men også overgangsfrekvenser er afgørende. Tal for voksenuddannelse indgår ikke. Men her indgår; børnehaveklasse til 7. klassetrin og ikke kompetencegivende ungdomsuddannelser.

Af tabel 2.1.1 fremgår det at, 61,0% af bestanden var ved grundskoleområdet (672.478 elever). Eleverne ved det gymnasiale område udgjorde 8,9%, svarende til 98.599 elever; heraf læste 64.616 elever på en almengymnasial uddannelse og 33.983 på en erhvervsgymnasial uddannelse). På det erhvervsfaglige uddannelsesområde m.v. læste i alt 118.039 elever (10,7% af bestanden). Og 201.866 studerende læste på en videregående uddannelse. Dette svarer til 18,3% af bestanden. De videregående uddannelser havde en stigende andel studerende, i 1992 udgjorde de studerende ved de videregående uddannelser kun 16,2% af bestanden. I tabel 2.1.3 og figur 2.1.4 præsenteres den gennemsnitlige forventede uddannelsestid fra 1992 til 2001 (ekskl. grundskolens børnehaveklasse og voksenuddannelse m.v.). Se noter under tabellen.

Fra perioden start til 2000 steg den forventede gennemsnitlige uddannelsestid med 1,1 år. Studietiden er generelt stigende i perioden med tiltagende styrke imod periodens slutning.

Et barn der i 2000 påbegyndte grundskolens 1. klassetrin, forventes at være under uddannelse i 15,2 år. Af opgørelsen for 2000 ses, at pigerne forventes at være i uddannelsessystemet i 15,7 år, dette er et år mere end drenge vil være i uddannelse.

Frem til 1994 var der ikke store forskelle på drenges og pigers forventede tid i uddannelsessystemet, herefter vendte billedet. En forklaring på forskellene, er at visse uddannelser hvor kvinderne var flest, som fx pædagoguddannelsen, blev forlænget. Drengene vælger oftere end pigerne at påbegynde en erhvervsfaglig uddannelse efter grundskolen, og flest piger fuldfører i dag en videregående uddannelse.

De mange elever/studerende, der var under uddannelse, valgte ikke nødvendigvis altid de direkte veje, der er antydet i figur 2.1.5. Der findes således beregninger for, hvordan de typiske elevstrømme er op gennem uddannelsessystemet fra eleverne befinder sig i grundskolen, til de endeligt forlader uddannelsessystemet. Figuren viser uddannelsesprofilen i 2000 (mere om figuren senere).

I tabel 2.1.4 opgøres uddannelsesprofilen fordelt på køn og uddannelsesniveauer i 2000. Der gives et overblik over strømmene i uddannelsessystemet, og profilen kan kort beskrives som det slutresultat, årets årgang af elever på 8. klassetrin når til, hvis de i de næste 25 år har en adfærd, der præcis ligner den adfærd, deres ældste kammerater udviste i løbet af året. Rent praktisk kan man illustrere en ungdomsårgang som alle, der i et givet tværsnitsår begynder i 8. klasse. Det kan nævnes, at afvigelsen fra den egentlige definition af en ungdomsårgang består af personer, der først dukker op i grundskolens 10. klassetrin. Alle tal angives som procentandele af årgangen. Strømmene af en ungdomsårgang tæller både elever der har fuldført et uddannelsestrin, og elever der har afbrudt et trin. Overgangene er vist på et overordnet niveau. En mere detaljeret præsentation af overgangsmønstrene vil kunne ses i de efterfølgende uddannelsesrelaterede kapitler.

Af tabel 2.1.4 og figur 2.1.5 fremgår, at 79,5% af 2000ungdomsårgangen forventes at få en erhvervskompetencegivende uddannelse (hertil kommer i øvrigt en del voksenuddannelser m.v., der ikke i øjeblikket er medregnet i opgørelsen). 13% af ungdomsårgangen vil slutte i uddannelsessystemet uden hverken studie eller erhvervskompetence, og 7,5% afslutter med alene studiekompetence. Flere piger end drenge får en videregående uddannelse; 83% af pigerne afslutter en erhvervskompetencegivende uddannelse mod kun 75,5% af drengene.

31,0% af pigerne afslutter en mellemlang videregående uddannelse mod kun 15,0% af drengene. Drengene har til gengæld større andele på KVU og erhvervsfaglige uddannelser.

Figur 2.1.5 viser, at den samlede afgang fra grundskolen i 2000 lå på 57.700 personer. Grundskolerestgruppen (ekskl. egu, produktionsskoler, voksenuddannelse m.v.) var 4%, det vil sige, at omkring 96% af ungdomsårgangen valgte at fortsætte i ungdomsuddannelsessystemet.

Af 2000årgangen vil 83% afslutte en ungdomsuddannelse, fordelt med 32% med en erhvervsfaglig uddannelse, 38% med en gymnasial uddannelse og 13% med begge kompetencer. 10,5% af årgangen vil afslutte en erhvervsfaglig merkantil uddannelse, 19% en erhvervsfaglig teknisk uddannelse og 6% en erhvervsfaglig social eller sundhedsuddannelse. 44% af en ungdomsårgang vil afslutte en videregående uddannelse, heraf 9% en kort videregående uddannelse, 23% på en uddannelse inden for det mellemlange videregående uddannelsesområde, og 12% en lang videregående uddannelse.

Figur 2.1.2 Videreuddannelsessystemet for voksne – 2001.

Forkortelser:
KVU: korte videregående uddannelser.
MVU: mellemlange videregående uddannelser.
EUD: erhvervsuddannelser.
VVU: videregående voksenuddannelse.
GVU: grundlæggende voksenuddannelse.
AMU: arbejdsmarkedsuddannelser.
hf: højere forberedelseskursus.
avu: almen voksenuddannelse.
FVU: forberedende voksenundervisning.
Kilde: "Taxametersystemet for de videregående uddannelser – 2001", Undervisningsministeriet.

Tabel 2.1.1 Antallet af elever/studerende, som var under uddannelse pr. 1/10 1992, 1995, 1998 og 2001.

a) Tallene er sammenstykket af forskellige datakilder.
1) Som følge af forsøg med ny EUD-reform (allerede fra 1999), har tilgangen til HI og TI været faldende. Den fri ungdomsuddannelse indgår først fra 1995. Tallet for produktionsskoler i 2001 er for lave, fordi skolerne først indberetter eleven, når denne afslutter opholdet, derfor er tallet i 2001 er skønnet.
2) I 1994 og 1995 blev hhv. htx og hhx forlænget med et år til et treårigt forløb. Samtidig blev adgangsvejen ændret fra et skoleforløb på erhvervsuddannelserne til adgang direkte fra grundskolen. Bestanden i 2001 er nedjusteret med 1.200 elever, pga. en for stor tilgang til den 1-årige hhx. I 1998 og 1999 er indberetningerne fra institutionerne til Danmarks Statistik for adgangseksamen til diplomingeniører mangelfulde. Fra DTU mangler helt indberetning af elever fra 1996 til 2001.
3) Fra 1994 til 1997 var der problemer med registreringen af fuldførte og afbrudte forløb. En hel del af de afbrudte forløb er fejlagtigt blevet registreret som fuldførte forløb. Derfor er fuldførelsesprocenterne i denne periode for høje. Desuden påvirker det antallet af fuldførte, antallet af afbrudte samt overgangsmønstrene fra disse uddannelser. Fra midten af 1996 blev indgangsforløbet hg til merkantil EUD ændret, således at eleverne kunne forlænge indgangsforløbet fra 1 til 2 år. Rundt regnet halvdelen af eleverne benyttede sig af denne mulighed. Pr. 1. januar 2001 trådte den ny EUDreform i kraft, hvor 1. og 2. skoleperiode blev afløst af et grundforløb med 7 indgange, men allerede fra 1999 blev der kørt forsøg med denne nye struktur. Grundforløbets gennemførelsestid kan varierer fra 20-60 uger.
4) At der for bacheloruddannelserne er tal fra før uddannelserne formelt blev oprettet, skyldes, at bl.a. HA og erhvervssprog m.v. fra før reformen havde denne struktur, at der inden reformen var forsøgsordninger med visse bacheloruddannelser. Bachelorreformen har generelt ført til usikkerhed i datagrundlaget i omlægningsperioden. De seneste år er der indberetningsmangler af antallet af fuldførte bachelorer på Københavns Universitet og på Syddansk Universitet: For KU skønner Danmarks Statistik at der i 2001 mangler omkring 50% af de fuldførte bachelor forløb (ca. 700 studerende). For Syddansk Universitet mangler der indberetninger for 1997, 1998 og 1999 her skønner Danmarks Statistik at det også svarer til 50% af de fuldførte (i alt 700-800 studerende).
5) Kandidatuddannelserne indeholder både udelte kandidatforløb og overbygningskandidatuddannelser. Se tillige note vedr. bachelorer vedr. det mangelfulde indberettede antal fuldførte for KU og SDU, da Danmarks Statistik skønner, at der mangler tilgang til disse institutioners uddannelser i de angivne år.
 6) I 2001 er tallene for ph.d. samfundsfag, humaniora, teknik og naturvidenskab for lave. Der mangler indberetninger fra KU (samfundsfag), DTU (teknik) og AU (naturvidenskab og humaniora). Dette påvirker fremskrivningerne. Der kan i øvrigt henvises til Ministeriet for videnskab, teknologi og udvikling. 

Tabel 2.1.2 Elever/studerendes opgjort på uddannelsesområder som andel af den samlede bestand, opgjort pr. 1/10 i 1992, 1995, 1998 og 2001.

Figur 2.1.3 Procentvis fordeling af elever/studerende under uddannelse pr. 1/10 2001.

Tabel 2.1.3 Forventet samlet uddannelsestid for elever, der begynder i 1. klasse, fordelt på køn opgjort fra 1/10 året før til 30/9 i året fra 1992 til 2001. Opgjort som antal år.

Note: Ekskl. børnehaveklasse og voksenuddannelse m.v. I 2001 er tiden underestimeret pga. manglende indberetninger fra institutionerne til Danmarks Statistik.

Figur 2.1.4 Den samlede forventede uddannelsestid, opgjort fra 1/10 i året før til 30/9 i året fra

Note: Ekskl. børnehaveklasse og voksenuddannelse m.v. Se tillige note under tabel 2.1.3.

Tabel 2.1.4 Forventet samlet uddannelsesprofil for en ungdomsårgang fordelt efter uddannelses- og kompetenceniveau og køn – 2000.

Noter: Bemærk, at summen af tilgange og afgange kan afvige pga. afrundinger. Ekskl. egu, produktionsskoler og voksenuddannelse m.v. Der findes pt. ikke nyere opgørelser.

Tabel 2.1.4 En ungdomsårgangs vej gennem uddannelsessystemet efter grundskolen 2000. Afgang fra grundskolen = 100%.

1) De personer som aldrig påbegynder en ungdomsuddannelse.
Note: Bemærk at summerne af tilgange og afgange fra de enkelte kasser kan afvige pga. afrundinger. Der findes pt. ikke nyere opgørelser. Ekskl. egu, produktionsskoler og voksenuddannelse m.v. Der findes pt. ikke nyere opgørelser.

2.2 Institutioner

I dette afsnit præsenteres en optælling af samtlige registrerede uddannelsesinstitutioner i Danmark i 2001. Institutionerne er inddelt efter ejerforhold og efter nærmere retningsliner fastsat af Danmarks Statistik. Data stammer fra "Institutionsregisteret", som er bundet tæt sammen med elevstatistikken fra det integrerede elevregister (Danmarks Statistik).

De offentligt ejede institutioner kan være statslige, kommunale eller amtskommunale, disse skoler er helt finansierede af det offentlige. De selvejende private (fx frie grundskoler m.v.) eller selvejende offentlige institutioner (fx erhvervsskoler m.v.) er kun delvist finansieret af det offentlige.

Der er meget stor forskel på de forskellige institutionstyper både med hensyn til ressourcebehov og størrelse. Såvel lilleskolen som Københavns Universitet indgår i opgørelsen.

I tabel 2.2.1 opgøres det samlede antal registrerede uddannelsesinstitutioner i Danmark fordelt på regioner og ejerforhold pr. 1/10 2001 hvor der samlet var registreret 4.104 aktive uddannelsesinstitutioner.

Af den regionale fordeling ses, at Århus Amt var det amt, der havde registeret flest uddannelsessteder (473 institutioner) efterfulgt af Fyns Amt med 430 institutioner.

Færrest uddannelsesinstitutioner ses i Frederiksberg Kommune og Bornholms Amt med hhv. 50 og 44 institutioner.

Af figur 2.2.1 fremgår det tydeligt, at langt hovedparten af uddannelsesinstitutionerne er af offentligt ejerforhold (64,8%). 27,3% var selvejende private institutioner og kun 7,9% var selvejende offentlige.

Tabel 2.2.1 Antallet af registrerede uddannelsesinstitutioner i Danmark, fordelt på ejerforhold samt kommuner/amter opgjort pr. 1/10 2001.

Kilde: Danmarks Statistisk og Undervisningsministeriets Statistik- og Informationskontors egne beregninger.

Figur 2.2.1 Den samlede ejerforholdsfordeling, opgjort pr. 1/10 2001.

Kilde: Danmarks Statistisk og Undervisningsministeriets Statistik- og Informationskontors egne beregninger.

2.3 Økonomi

I tabel 2.3.1 og figur 2.3.1 opgøres de samlede offentlige udgifter til uddannelse fordelt på uddannelsesområder og BNP fra 1992 til 2001. Mange faktorer påvirker samfundets omkostninger, når det drejer sig om uddannelsessystemet: Ungdomsårgangenes størrelse har ændret sig, fx tager flere unge i dag 10. klassetrin med, inden de fortsætter til videre uddannelse. Uddannelsessystemet er blevet udvidet, og de store ungdomsårgange er blevet ældre, hvilket har betydet relativt flere unge på de højere og mere ressourcekrævende uddannelser. Endelig har omlægningen til en dyrere uddannelsesstøtte, opprioritering af de videregående uddannelser med ændrede optagelseskrav samt flere pladser og den intensiverede indsats på voksenuddannelsesområdet øget udgifterne.

I 2001 udgjorde de samlede offentlige udgifter til uddannelse 108.371 mio. kr. De samlede udgifter til uddannelse steg med 24.205 mio. kr. fra 1992 til 2001 (stigning på 28,8%).

Stigningsgraden er dog ikke lige stor for alle uddannelsesområder. Udgifterne til grundskolen udgjorde 45.323 mio. kr. Udgiften hertil er steget med 11.077 mio. kr. eller 32,3% fra 1992 til 2001.

Fra 1992 til 2001 steg de offentlige udgifter til ungdomsuddannelser med 2.655 mio. kr. eller 16,0%. I 2001 udgjorde SUstipendium til ungdomsuddannelserne 2.172 mio. kr. eller 11,3% af udgifterne til ungdomsuddannelserne; i 1992 udgjorde de 8,7%.

De videregående uddannelser havde en stigning i udgifterne på 3.353 mio. kr. (stigning på 18,7%). Udgifterne varierede, men efter 1997 steg udgifterne konstant. En del af stigningen skyldes øgede udgifter til SU. I 2001 udgjorde SUstipendium 6.226 mio. kr., eller 29,2% af udgifterne til de videregående uddannelser, i 1992 udgjorde SUstipendium 24,3% af udgifterne.

De offentlige udgifter til voksenuddannelsesområdet steget med 5.472 mio. kr. eller 44,5% fra 1992 til 2001.

Den samlede udgift til uddannelse af i procent af BNP faldt med 1,4 procentpoint fra 1992 til 2001. I 2001 udgjorde udgifterne 8,1% af BNP.

Tabel 2.3.1 Offentlige udgifter til uddannelse i mio. kr., fordelt efter uddannelsesniveau, 1992 til 2001.

Note: Beløbene for 1998, 1999, 2000 og 2001 er foreløbige. Opgørelsen indeholder også udgifter uden for Undervisningsministeriets ressort. Opgjort på finansår
Kilde: "Statistisk Tiårsoversigt 2001" og ”Finansloven ”, diverse år, samt egne beregninger.

Figur 2.3.1 Udviklingen i samlede offentlige udgifter til uddannelse i procent fa BNP, opgjort fra 1992 til 2001.

Note: Se noter og kilder under tabel 2.3.1.