Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

Baggrund og regler for tillægstaksten for meritgivende brobygningsforløb


 

I henhold til finanslovsaftalen for 2003 og af bemærkningerne til § 1 i L 1083 2002 om opfølgning på aftale om Bedre uddannelser fremgår det at: "tillægstaksten er oprettet med det formål at fremme undervisningsforløb, der giver efterskoleeleverne et mere sikkert grundlag for at vælge ungdomsuddannelse og dermed medvirker til at nedbringe elevernes samlede uddannelsestid både mellem grundskole og ungdomsuddannelse og på elevernes efterfølgende ungdomsuddannelse".

Tillægstaksten udløses af elever, der brobygger fra efterskolen til:

  • dele af en erhvervsfaglig fællesindgang, jf. lov om erhvervsuddannelser,
  • dele af grundforløbet på social- og sundhedsuddannelser eller
  • Modul 1A i landbrugets grunduddannelse

i et omfang, der giver eleven samlet mindst 6 ugers merit i ungdomsuddannelserne. Modul 1A giver 8 ugers merit. Merit på forskellige, afprøvede ungdomsuddannelser kan sammenlægges.

Efterskolerne har også tidligere haft mulighed for at tilbyde eleverne at deltage i brobygningsforløb, og de fastsatte regler om brobygningsforløb er uændrede. For at eleven kan medregnes i efterskolens tilskudsgrundlag skal eleven bo på efterskolen og følge kursets øvrige aktiviteter. Efterskolen modtager de ordinære taxametre for eleverne under brobygningsforløbet.

Reglerne om brobygningsforløb findes i Lovbekendtgørelse nr. 786 af 14. oktober 1999 om ungdomsvejledning og brobygningsforløb til ungdomsuddannelse samt i Bekendtgørelse nr. 900 af 26. september 2000 om brobygningsforløb til ungdomsuddannelse.

Meritgivende brobygningselementer i ungdomsuddannelsen kan tilrettelægges som et eller flere tidsmæssigt sammenhængende forløb eller - i modsætning til introduktionskurser - som enkelte dage om ugen igennem en længere periode. Undervisningen skal være fuldtidsundervisning efter de regler, der gælder for den skoleform, hvortil der brobygges. Det understreges, at der skal være tale om obligatoriske dele af undervisningen på ungdomsuddannelsen, idet der ellers ikke kan opnås merit herfor. Brobygningen tilrettelægges med brobygningselementer på hver mindst 4 uger med udgangspunkt i den enkelte elevs behov for afklaring og afprøvning af et eller flere mulige uddannelsesønsker.

For at udløse den nye tillægstakst skal eleven følge meritgivende brobygningsforløb af mindst 6 ugers varighed. Det er alene den meritgivende varighed af et brobygningsforløb, der danner grundlag for opgørelse af den aktivitet, der udløser tillægstaksten. Den faktiske varighed af brobygningsforløbet kan godt være længere end den periode, der gives merit for, men det er varigheden af merit, som kan opnås via gennemført brobygning, der udløser tillægstaksten. Et sådant længere forløb end den meritgivende varighed kan hænge sammen med, at der indgår undervisning i brobygningsforløbet, som ikke er en obligatorisk del af grundforløbet men et mindre frivilligt supplement efter reglerne om grundforløbets frivillige del.

Deltager en elev f.eks. på et 12 ugers brobygningsforløb, der kun giver 8 ugers merit, er det kun de 8 uger, der udløser tillægstaksten. I dette tilfælde vil skolen for denne elevs meritgivende brobygningsforløb modtage 8/40 af tillægstaksten på 10.000 kr. pr. årselev, svarende til 2.000 kr. Deltager eleven i et 6 ugers brobygningsforløb, der kun giver 4 ugers merit, udløses der ingen tillægstakst.

Ved den enkelte efterskoles opgørelse af det antal årselever, som udløser tillægstaksten, tages udgangspunkt i, at en uges merit á 5 undervisningsdage svarer til 1/40 årselev.

Det skal bemærkes, at tillægstaksten udløses uafhængigt af, om eleven faktisk benytter sin ret til merit for brobygningsforløbet senere i sit uddannelsesforløb.

Den skole, hvor eleven har gennemført et element i et meritgivende brobygningsforløb, udsteder ved afslutning af forløbet et bevis til eleven som dokumentation for de gennemførte dele af den erhvervsrettede ungdomsuddannelse. Beviset garanterer efterskoleeleven mulighed for merit for de gennemførte dele, uanset hvor i landet eleven eventuelt vælger at fortsætte den pågældende uddannelse. Samtidig udstedes kopi af beviset til efterskole som dokumentation for, at eleven har fulgt et meritgivende brobygningsforløb, som kan give merit af en bestemt varighed. Kopien er således skolens dokumentation for, i hvilket omfang en elev kan udløse tillægstaksten for meritgivende brobygningsforløb.

Denne side indgår i publikationen "Meritgivende brobygningsforløb for efterskoleelever på landbrugs-, erhvervs- og social- og sundhedsuddannelserne" som kapitel 1 af 8
© Undervisningsministeriet 2003

 Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top