Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

II Arbejdsmarkedsuddannelser

 

 

Arbejdsmarkedsuddannelser er korterevarende uddannelser, som har til formål at imødekomme ufaglærtes og faglærtes nye eller udækkede behov for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse. Arbejdsmarkedsuddannelserne giver landsdækkende kompetence, kan indgå i uddannelsesstrukturer og kan give merit til de grundlæggende erhvervsrettede uddannelser.

 

1. Uddannelsernes udvikling og godkendelse

Uddannelserne bliver udviklet inden for rammerne af de fælles kompetencebeskrivelser. Uddannelserne skal udvikles, så de tager hensyn til målgruppen, kvaliteten og pædagogikken, herunder skal der tages hensyn til læse- og regnesvage deltagere.

Der kan ikke udvikles arbejdsmarkedsuddannelser, som har samme mål som enkeltfag eller anden offentlig uddannelse. På områder, hvor private initiativtagere allerede udbyder uddannelsesaktiviteter, kan der kun udvikles uddannelser, hvis der er væsentlige arbejdsmarkedspolitiske og uddannelsesmæssige hensyn, der taler for en statslig indsats på området.

Det er efteruddannelsesudvalgene, der udvikler uddannelserne inden for rammerne af kompetencebeskrivelserne og orienterer undervisningsministeren om de nyudviklede uddannelser. Hvis ministeren ikke har bemærkninger til et forslag til uddannelse inden for 6 uger, bliver den godkendt og optages i en eller flere kompetencebeskrivelser. Ministeren kan selv udvikle en uddannelse og optage den i de relevante kompetencebeskrivelser. Ministeren kan tilbagekalde godkendelsen af en uddannelse.

Arbejdsmarkedsuddannelser med generelle tværgående mål, dvs. uddannelser, som vil kunne anvendes af mange efteruddannelsesudvalg og i mange forskellige kompetencebeskrivelser, indgår i et fælleskatalog. Disse uddannelser kan udvikles af Undervisningsministeriet eller efteruddannelsesudvalg. Udvalgene skal orientere Undervisningsministeriet om en ønsket udvikling af uddannelser til fælleskataloget og skal koordinere udviklingen med øvrige efteruddannelsesudvalg.

Uddannelser, der ikke længere indgår i mindst én kompetencebeskrivelse, bortfalder.

 

2. Beskrivelse af uddannelserne

Beskrivelsen af en arbejdsmarkedsuddannelse omfatter følgende punkter:

  • Unik kode
  • Titel
  • Vejledende varighed
  • Handlingsorienteret målformulering
  • Eventuelle krav til bedømmelse som forudsætning for at deltageren opnår bevis
  • Spørgsmål til de systemfælles kvalitetssikringsredskaber
  • Eventuelt yderligere bestemmelser for certifikatuddannelser

 

3. Uddannelsernes tilrettelæggelse

Arbejdsmarkedsuddannelse omfatter normalt både praktisk og teoretisk undervisning. Uddannelsesstederne kan afholde uddannelserne på heltid, deltid, opsplittet, som fjernundervisning
og på virksomheder. Ved virksomhedsforlagt undervisning skal uddannelsesstedet sikre, at der stilles nødvendige teori- og værkstedslokaler og nødvendigt udstyr og materiale til rådighed. Uddannelsesstederne kan afholde flere arbejdsmarkedsuddannelser samtidig i samme lokale, det kaldes åbent værksted.

Undervisningen kan finde sted alle ugens dage og på alle tidspunkter af døgnet.

Uddannelsesstedet kan afkorte varigheden af en arbejdsmarkedsuddannelse i forhold til den vejledende maksimale varighed. Det skal ske ud fra en vurdering af den enkeltes forudsætninger og under hensyn til, at deltageren når uddannelsens mål.

 

4. Adgang og optagelse

Personer, der har fast bopæl eller beskæftigelse i Danmark, Grønland og Færøerne, har adgang til arbejdsmarkedsuddannelse. Det betyder, at der ikke længere er begrænsninger som følge af ansøgerens alder eller uddannelsesbaggrund. 

Til uddannelser, hvor der udstedes certifikat, skal ansøgeren opfylde eventuelle adgangskrav, der er fastsat som led i myndighedskrav til uddannelserne.

Ansøgere med dansk som andetsprog skal kunne dansk på et niveau, som gør det muligt at følge undervisningen på dansk. Ansøgere kan blive pålagt en sprogtest forud for optagelsen. (Se endvidere s. 25 om særlige uddannelsesforløb for flygtninge og indvandrere).

Det er ikke en betingelse for at blive optaget, at ansøgeren tilhører en organisation eller er medlem af en a-kasse.

Uddannelsesstederne skal optage de ansøgere, der har adgang til arbejdsmarkedsuddannelser, inden for de aktivitets og tilskudsrammer, der er udmeldt fra ministeriet. Hvis der ikke er plads til en ansøger, skal uddannelsesstedet oplyse ansøgeren om, hvor og hvornår uddannelsen i øvrigt udbydes. Uddannelsesstedet kan optage en ansøger på uddannelsesstedets venteliste, og det betragtes ikke som afslag på at få adgang til uddannelsen.

Hvis en ansøger har deltaget i flere arbejdsmarkedsuddannelser eller enkeltfag i en kompetencebeskrivelse, end det er nødvendigt af erhvervsmæssige årsager, kan uddannelsesstedet afslå at optage ansøgeren.

 

5. Beviser og prøver

Uddannelsesstedet udsteder et uddannelsesbevis til deltagere, der har nået det fastsatte mål med uddannelsen. Til deltagere, der gennemfører uddannelser med mål, der er fastlagt på baggrund af myndighedskrav, udsteder den certificerende myndighed certifikat til deltagerne.

Hvis der udbydes uddannelser, der afsluttes med prøver, er det muligt at aflægge prøve uden at have deltaget i undervisningen, med mindre undervisningsministeren har bestemt noget andet.'

 

6. Lærerkvalifikationer

Det er udbyderne af arbejdsmarkedsuddannelse, der har ansvaret for lærernes kvalifikationer, og for at lærerne gennemfører den nødvendige kvalificering.

Lærernes faglige kvalifikationer skal som minimum normalt svare til niveauet for erhvervsuddannelsen inden for deres faglige område og være suppleret med mindst 3 års relevant og tidssvarende erhvervserfaring. Endvidere skal lærerne senest 2 år efter ansættelsen have opnået pædagogiske kvalifikationer målrettet undervisning af voksne, der mindst svarer til pædagogikum for lærere ved erhvervsskolerne.

Efteruddannelsesudvalgene forestår udvikling af efteruddannelsesmuligheder for lærerne i relation til kompetencebeskrivelsernes jobområder, mens Undervisningsministeriet forestår udvikling af efteruddannelsesmuligheder for lærerne inden for det pædagogiske område og på tværgående områder.

 

Denne side indgår i publikationen "AMU under forandring - om reformen fra 2004" som kapitel 2 af 8
© Undervisningsministeriet 2003

 Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top