Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

Forord

 

 

Med denne rapport fremlægger Undervisningsministeriet en vision og en strategi for, hvordan samtlige gymnasier i Danmark kan igangsætte en proces, der over tid resulterer i udvikling af virtuelle læringsmiljøer - vel at mærke med inddragelse af lokale erfaringer, traditioner og ønsker.

Uddannelsesstyrelsen, området for gymnasiale uddannelser, igangsatte i foråret 2000 et analyse- og udredningsarbejde med overskriften Det Virtuelle Gymnasium. Formålet med dette initiativ har været at opstille en helhedsorienteret model for, hvordan hidtidige erfaringer med IT i danske og udenlandske gymnasier kan videreudvikles med henblik på at udvide og støtte elevernes kompetenceopbygning i det almene gymnasium.

Det Virtuelle Gymnasium præsenterer således en helhedstænkning om faglige, pædagogiske, organisatoriske og IT-relaterede problemstillinger og muligheder ved en gymnasieskole, hvor IT integreres på alle felter i undervisningen og skolens organisation.

Ideen har ikke været at etablere en ny selvstændig gymnasieskole baseret på et gennemført virtuelt princip. Det personlige møde og den dermed forbundne sociale læring og dannelsesproces skal således fortsat være centrale elementer i uddannelsen.

Det Virtuelle Gymnasium skal på den baggrund først og fremmest opfattes som et begreb og en model for, hvordan blandt andet resultatet af de mange forsøgs- og udviklingsaktiviteter på landets gymnasier kan nyttiggøres i en videreudvikling af gymnasieskolen i viden- og netværkssamfundet.

Der er flere grunde til, at Undervisningsministeriet har fundet det vigtigt at udvikle en sådan model:

For det første gør informationsteknologiens udbredelse samt potentiale i forbindelse med informationssøgning, databehandling, simulation, kommunikation, præsentation m.v. det naturligt for gymnasiet at drage fordel af de udvidede muligheder i undervisningen.

For det andet påvirker samfundets kulturelle og værdimæssige udvikling forventningerne til gymnasiefagenes indhold og den måde, som undervisningen tilrettelægges på. Gymnasiet har ændret status fra en skole for ca. fem pct. af en ungdoms-årgang i 1950 til en skole, der nu optager mere end en trediedel af en årgang.

For det tredie definerer de politiske holdninger til og beslutninger om gymnasiets rolle og funktion rammerne for den faglige og pædagogiske udvikling.

For det fjerde aftager erhvervslivet, universiteterne og andre uddannelsesinstitutioner gymnasiets studenter, og de formulerer løbende - og ofte modstridende - krav til deres viden, kunnen og færdigheder.

Udredningsarbejdet har taget udgangspunkt i gymnasieskolens eksisterende struktur. Inden for denne ramme tegnes et billede af nye veje til at opbygge elevernes faglige og personlige kompetencer til et niveau, der er i overensstemmelse med den nuværende studentereksamen.

Undervisningsministeriet håber, at tankesættet om Det Virtuelle Gymnasium vil fremme debatten om gymnasiernes fremtidige rolle, profil og opgaver. Debat alene gør det imidlertid ikke, medmindre den efterfølges af konkrete og målrettede handlinger. Der er mangfoldige veje til at virkeliggøre Det Virtuelle Gymnasium, og det er ministeriets intention at samarbejde med relevante interessenter, som ønsker at fremme det virtuelle tankesæt i videst mulige udstrækning, så gymnasieskolen også vil være et attraktivt tilbud til kommende ungdomsårgange.

Visionen og strategien er nu klar med bud til alle gymnasier om, hvordan udviklingen og omstillingen kan gribes an. Herefter kan arbejdet med at realisere visionen om Det Virtuelle Gymnasium begynde.

Til at følge udredningsarbejdet nedsatte Undervisningsministeriet en Tilsynsgruppe, som har haft følgende sammensætning:

  • Uddannelsesdirektør Jarl Damgaard, Uddannelsesstyrelsen, GYM (formand)
  • Driftschef Vagn Lauersen, Institutionsstyrelsen, DAK
  • Undervisningskonsulent Jørgen Balling Rasmussen, Uddannelsesstyrelsen, GYM
  • Rektor Erik Stengaard, Haslev Gymnasium (udpeget af Undervisningsministeriet)
  • Rektor Anders Østergaard, Langkær Gymnasium og HF (udpeget af Rektorforeningen)
  • Lektor Erik Prinds, Viborg Amtsgymnasium og HF (udpeget af Undervisningsministeriet)
  • Viceforstander Per Lehn, VUC Odense (udpeget af Forstanderforeningen)
  • Forstander Hans Jørgen Hansen, VUC Sønderjylland (udpeget af Forstanderforeningen efter Per Lehns død i marts 2001)
  • Kontorchef Kenneth Hirsch Sørensen (udpeget af Amtsrådsforeningen)
  • Projektchef Søren Carøe, Strategisk Netværk (associeret medlem)

Tilsynsgruppen har holdt 11 møder og haft afgørende betydning for udredningsarbejdets retning, indhold og resultater.

Udredningsarbejdet er gennemført med Strategisk Netværk som kontraktholder. Rapporten er redigeret af projektchef Søren Carøe, projektleder David Aarup Laustsen og analytiker Charlotte Andreasen.

Den 25. oktober 2001

Jarl Damgaard, Uddannelsesdirektør


Denne side indgår i publikationen "Organisation og IT i Det Virtuelle Gymnasium" som forord
© Undervisningsministeriet 2002

 Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top