5. Eksternt pres på gymnasieskolens organisation

Omdrejningspunktet i de foregående kapitler har været organisatorisk udvikling. Der er givet en række bud på, hvordan forandringer i gymnasieskolens organisation kan forbedre mulighederne for at opfylde nye faglige og pædagogiske målsætninger.

Rationalet for en organisationsudvikling udspringer af behov for såvel intern justering som ekstern tilpasning. Når en gymnasieskole ændrer mål og opgaver, må den samtidig justere alle de dele, der tilsammen får systemet til at fungere. Ledelsen skal for eksempel overveje, hvilke beslutningsprocesser der passer ind i skolens kultur, og løsning af opgaverne stiller krav om nye samarbejdsformer. Teknologien kan først anvendes, når lærerne er tilstrækkeligt uddannede, og skolens lokaler skal indrettes til nye arbejdsformer. Forandringsbehovet spreder sig som ringe i vandet. De interne faktorer kan skolen i stor udstrækning kontrollere, fordi den selv igangsætter udviklingen og selv vælger, hvornår og hvordan den vil håndtere forandringsbehovene.

Det er derimod sværere at øve kontrol over de omverdensfaktorer, der lægger pres på organisationen. En gymnasieskole må som alle andre institutioner og virksomheder forholde sig til sin omverden og ikke mindst vælge, hvilke eksterne faktorer den vurderer som relevante og nødvendige at forholde sig til. Nogle samfundsmæssige pres har dog så megen gennemslagskraft, at skolen er tvunget til at reagere. Det gælder selvfølgelig især de elementer, der indoptages i systemet som for eksempel nye elevtyper eller ændrede bekendtgørelser. Der kan udpeges fire udfordringer, som de fleste - hvis ikke alle - skoler erkender eksistensen af:

• Nye kompetencer: Viden- og netværkssamfundet aktualiserer en række nye kompetencer, som eleverne skal grundlægge og opøve i gymnasiet.
  
  
• Nye generationer: De nye elevgenerationer opfører sig ikke, som ”de plejer”, men rokker ved vante forestillinger om undervisning og skolegang.
  
  
• Ændrede værdier i arbejdslivet: Rekrutteringsbehovet er stigende i det almene gymnasium, og de potentielle ansøgere ønsker selvudvikling og teamarbejde i arbejdslivet.
  
  
• IT: Danmark vil være verdens førende IT-nation, og såvel i offentligt regi som i det private erhvervsliv søsættes en armada af IT-strategier og -udviklingstiltag.

De fire punkter uddybes i det følgende og relateres derefter til begrebet New Public Management, der kan forklare det øgede omverdenspres på gymnasieskolen. Endelig drøftes det overordnede valg, som skolerne må træffe for at kunne håndtere presset.

5.1. Nye kompetencer

I den 2. faglige rapport blev der redegjort for de kompetencer, som de unge skal beherske for at kunne begå sig i viden- og netværkssamfundet. Det lægger samtidig et pres på gymnasieskolen, for det forventes, at eleverne i løbet af det tre-årige uddannelsesforløb får mulighed for at arbejde med deres faglige, sociale og personlige kompetencer.

Kompetencebegrebet er imidlertid en diffus størrelse. Det skorter ikke på udmeldinger fra for eksempel arbejdsgivere, pædagogiske eksperter og interesseorganisationer, men de uddybes sjældent i detaljer. Plusordene er velkendte. Se tekstboks på næste side.

Virksomhederne ønsker samtidig studenter, der har stærke faglige kompetencer. Det er ikke længere nok at vide. Man skal også kunne anvende sin viden. Evne til at lære og en høj bidragsmoral i forhold til samfundet har ligeledes stor betydning for arbejdsmarkedet.⁵⁶

Kompetencer betragtes således som en central konkurrenceparameter i vidensamfundet og er udtryk for en fornyelse af industrisamfundets arbejdsbegreb: Der er brug for ”det hele menneske”, som kan optræde kompetent i kraft af sin personlighed, selvstændighed, ansvarsbevidsthed, de rette kvalifikationer og erfaringer.⁵⁷

Kompetencebegrebet bliver ikke mindre diffust, når det indgår i sociologiske diskussioner. Her er kompetencer kommet i fokus som et nyt dannelsesideal.⁵⁸ I det hyperkomplekse samfund, hvor traditioner, værdier, normer og strukturer er i konstant bevægelse, har dets medlemmer brug for kompetencer til at kunne håndtere kompleksiteten, for de skal konstant træffe valg for at skabe deres identitet og liv. Gymnasiets fag og undervisning afspejler dette virvar af information og muligheder. En gymnasieelev skriver således:⁵⁹

”Vores begejstring bliver opsplittet i den fragmentariske undervisning, og vi bliver bombarderet med glimt af nye områder, en ustandselig hiven i alle retninger. Hvor man på Stefan Zweigs tid blev sultet åndeligt i skolen, bliver vi i dag stopfodret til vi brækker os af usammenhængende input”.

Eleven tilføjer, at det manglende overblik skaber lede og afstandtagen fra undervisningen. Det er nærliggende at drage den konklusion, at gymnasieskolen skal bibringe eleverne en kompetence med henblik på at kunne træffe valg og udvælge relevant information samt give dem større indflydelse på de faglige input.

Den store opmærksomhed om kompetencer og de uklare definitioner af begrebet har ført til etablering af et kompetenceråd i privat regi og udarbejdelse af et nationalt kompetenceregnskab i offentligt regi. Formålet med regnskabet er at give ”et billede af den samlede danske indsats for at udvikle de menneskelige ressourcer samt bedre viden om og redskaber til at udvikle menneskelige ressourcer i samfundet”.⁶⁰ Alle uddannelsesinstitutioner og virksomheder, offentlige som private, bliver berørt af kravene om kompetenceudvikling. Det almene gymnasium er ingen undtagelse. Med jævne mellemrum ringer alarmklokkerne, når der er tegn på, at de unge ikke har tilegnet sig de nødvendige kompetencer. Se tekstboks næste side.

I kølvandet på en sådan kritik følger ofte mediepolemik og politiske markeringer om årsager og løsninger. Det sker i særlig grad, når danske børn og unge sammenlignes med udenlandske elever. Den næste uddeling af ros og ris finder sted i slutningen af 2001, når OECD offentliggør de første resultater af PISA-undersøgelsen.⁶¹

Den store internationale undersøgelse har fokus på børns og unges færdigheder i læsning, matematik og naturfag samt tværfaglige og personlige kvalifikationer. Udgangspunktet for undersøgelsen er blandt andet at tilvejebringe svar på følgende spørgsmål:

• Forbereder skolen de unge til at blive fuldgyldige medlemmer af samfundet?
  
  
• Hvilken sammenhæng er der mellem de ressourcer, der bruges, og kvaliteten af undervisningen?⁶²

Det er vanskelige spørgsmål. Hvad gør for eksempel et menneske til et fuldgyldigt medlem af samfundet? Færdigheder som at kunne læse og skrive er nødvendige, men det er måske først i sammenhæng med de tværfaglige og personlige kvalifikationer, at unge kan manøvrere i samfundet som kompetente borgere. Man må dog formode, at svarene afhænger af flere forhold end de ovennævnte faktorer i PISA-undersøgelsen. Ikke desto mindre vil skolerne blive afkrævet en stillingtagen til spørgsmålene. De må ligeledes forholde sig til, at kompetencer er blevet en del af deres virkelighed. Det er naturligvis Undervisningsministeriets opgave at udmelde de principielle, overordnede retningslinier, men de skal fortolkes, udmøntes og formidles på den enkelte skole i relation til amter, forældre og elever. Det er en betragtelig udfordring for rektorer og lærere.

Der er først tale om en udfordring, når arbejdsopgaven er forbundet med en vis portion besvær og usikkerhed. I dette tilfælde består besværet i, at der endnu ikke findes entydige definitioner af kompetencebegrebet. Eller rettere sagt, der findes et overvældende antal meninger om, hvordan kompetence kan defineres, men de klare retningslinier mangler. Undervisningsministeriet har iværksat et ambitiøst analyse- og udviklingsprojekt, der skal lede frem til en alment gældende forståelse af faglige kompetencer, og i Udviklingsprogrammet for fremtidens ungdomsuddannelser gives der ligeledes bud på indholdet i de almene, sociale og personlige kompetencer. Alligevel må skolerne berede sig på et krævende fortolkningsarbejde, for på nuværende tidspunkt fungerer kompetencer ikke som et præcist styringsredskab i lighed med et detaljeret pensum.

Både fortolkning og udmøntning vil være forbundet med usikkerhed, fordi det er svært at teste argumenternes gyldighed. Der er for eksempel ikke foretaget systematiske forskningsbaserede undersøgelser af sammenhænge mellem undervisningsformer, læring og opbygning af kompetencer, og derfor kan lærerne kun støtte sig til egne erfaringer og pædagogiske overbevisninger. I dag har de stor frihed til at tilrettelægge undervisningen på den måde, som de mener giver de bedste vilkår for elevernes læring. Når skolen begynder at arbejde med kompetencer, vil der imidlertid opstå behov for et tættere lærersamarbejde. Lærerne skal primært samarbejde om to opgaver:

• Lærerne må opstille en fælles plan for, hvornår eleverne skal introduceres til de forskellige kompetencer, og hvordan de skal arbejde med dem. Bortset fra de specifikke faglige kompetencer går de fleste kompetencer på tværs af fagene, og hvis fælles koordinering og fodslag mangler, vil eleverne møde usammenhængende krav og forskellige niveauer i undervisningen.
  
  
• Lærerne skal udvikle et læringsmiljø, hvor eleverne får mulighed for at opøve og demonstrere forskellige kompetencer. Kompetencer adskiller sig fra de traditionelle faglige mål ved at kræve mere af det sociale rum, hvori læring foregår. Det stiller krav til undervisnings- og arbejdsformer, teknologi, lokaler og lærernes tekniske og pædagogiske kompetencer.

Ifølge forskere inden for kompetenceudvikling er det organisationen som helhed, der skal skabe mulighed for, at dets medlemmer kan være kompetente.⁶³ Det bliver derfor en central ledelsesopgave at udvikle optimale betingelser for kompetenceudvikling for både lærere og elever.

5.2. Nye generationer

Siden 1960’erne har gymnasiet undergået store forandringer, og elitegymnasiets tid er omme. Elevgruppen er vokset og omfatter forskellige elevtyper, nye værdier samt et ændret syn på lærerne, faglighed og uddannelse. Se tekstboks.

9.875 elever skrev i 1997 dansk stil om deres gymnasieforløb i forbindelse med den afsluttende eksamen i 3.g. Stilene blev samlet og fortolket af lektor Anne Grethe Nielsen fra Silkeborg Amtsgymnasium, og resultatet er udgivet i bogform.⁶⁴ Stilene afspejler den store spredning, der i dag kendetegner elevernes faglige og ikke mindst personlige forudsætninger, når de starter i gymnasiet. Anne Grethe Nielsen identificerer fire elevtyper, der indikerer forskelligheden, om end der ikke sættes tal på gruppernes størrelse: Den interesserede elev, den lektietyngede elev, den sociale elev og den umotiverede elev. Deres engagement i uddannelsen er selvsagt meget varierende, hvilket til dels hænger sammen med det store elevoptag. Det almene gymnasium er en succes, hvad angår elevantal, men de unge angiver vidt forskellige begrundelser for at vælge uddannelsen. For nogle udgør skolen et springbræt til videregående uddannelser og gode stillinger, mens andre betragter uddannelsen som et sted for personlig modning. Atter andre lægger vægt på det sociale aspekt, mens en fjerde gruppe har valgt gymnasieskolen som nødløsning.

Mangfoldigheden stilller store krav til lærernes pædagogiske arbejde. Se tekstboks på næste side. Det blev ligeledes fremhævet i undersøgelsen af de danske stile. Eleverne tildeler læreren det største ansvar for, at undervisningen fungerer, og de beskriver forskellene på den gode og den kedelige lærer. Den gode lærer tænker pædagogisk og didaktisk samt udvikler elevernes selvstændighed, mens den kedelige lærer ikke inddrager dem i undervisningen. Elevernes egen rolle i undervisningen fremstår derimod passiv og modtagende.

I en artikel i Gymnasieskolen giver lektor Inge Heise udtryk for, at gymnasiets smertegrænse er nået.⁶⁵ På baggrund af hendes egne undervisningserfaringer og interviews med gymnasielærere konkluderer hun, at der i hver klasse sidder tre til fem elever, som ikke egner sig til at gå i det almene gymnasium. De har hverken faglige forudsætninger eller tilstrækkelig motivation, og lærerne skal derfor bruge meget tid på opdragelse og socialt arbejde. Artiklen gav anledning til en omfattende debat blandt gymnasielærerne, og holdningerne var stærkt delte. Nogle lærere og rektorer kunne bestemt ikke nikke genkendende til beskrivelsen, men de fleste var dog enige om, at ungdomskulturen i højere grad end tidligere udfordrer den traditionelle gymnasieskole.

De unges værdier og normer lader sig nemlig ikke presse ind i traditionelle strukturer, og de kolliderer direkte med arbejdsgivernes og politikernes ønske om en højere bidragsmoral blandt ungdommen. Rektor Karl-Henrik Jørgensen, Greve Gymnasium, karakteriserer de unge således:

”Uddannelsesplanlægningen synes at være præget af en forestilling om de unge som objekter. Man ser for sig Skinner-boxen med duer rundt omkring på skrivebordene! Men de unge opfatter ikke sig selv som objekter; de tænker ikke deres liv ind i samfundsøkonomiske, strukturelle eller fordelingsmæssige sammenhænge".⁶⁶

Eleverne insisterer i stedet på at være ”centrum i deres eget udviklingsprojekt”.⁶⁷ En undersøgelse af unges værdier viser således, at 77 pct. er helt eller delvist enige i, at det vigtigste for dem overhovedet er at lære noget, der kan styrke dem selv.⁶⁸ Det betyder ikke, at det faglige element glemmes eller er uinteressant, men fagligheden skal i højere grad begrundes. Tradition legitimerer ikke i sig selv et fagligt engagement. Se tekstboks.

Ungdomskulturen har således øget presset på undervisningen i gymnasiet. De unge ønsker indflydelse, mere varieret og aktiverende undervisning, differentiering samt individuel vejledning. Der skal således tages andre midler i brug for at forberede eleverne til en videregående uddannelse, og det pædagogiske arbejde får dermed større betydning end tidligere. Det stiller krav til lærernes undervisningskompetence, og nogle lærere frygter, at fagligheden dermed vil gå tabt. Skolens ledelse skal sikre, at lærerne dels er kvalificerede til at håndtere et bredt spekter af undervisningsformer, dels får mulighed for at indgå i et tættere samarbejde om eleverne. Det er ligeledes ledelsens opgave at afbøde et stresset arbejdsmiljø ved at støtte og vejlede lærerne samt præcisere elevernes medansvar for uddannelsesforløbet.

5.3. Ændrede værdier i arbejdslivet

Det demografiske mønster i nutidens gymnasieskole viser, at den største gruppe af lærere er mellem 50 og 54 år.⁶⁹ Se tabel 5.1 på næste side. Inden for de næste 10 år forventes der således en stor lærerafgang og dermed et stigende rekrutteringsbehov. Der bliver tale om et generationsskifte i gymnasiet, som vil påvirke skolens kultur og organisation kraftigt. De nye lærere rekrutteres fra generationer, som lægger vægt på andre arbejdsværdier end de fremherskende i industrisamfundet. Der er imidlertid rift om arbejdskraften som følge af de mindre årgange, og det er derfor afgørende, at gymnasieskolen betragtes som en attraktiv arbejdsplads og kan tiltrække dygtige medarbejdere. Ansættelsesforhold, arbejdsindhold og samarbejdsrelationer er væsentlige parametre for de unge.

Tabel 5.1.

Aldersfordeling for fastansatte lærere i det almene gymnasium 1999-2000.

Kilde: Undervisningsministeriet, Gymnasieskolen i tal 1999/2000, 2001.

I modsætning til tidligere er det ikke sandsynligt, at de nye lærergenerationer vil arbejde i gymnasiet i mange år eller sågar hele arbejdslivet. I modsætning til den dominerende aldersgruppe i lærerkorpset klinger ord som loyalitet, stabilitet og solidaritet ikke tillokkende på de unge.⁷⁰ De ønsker bevægelighed. Det fremgår af den tidligere nævnte undersøgelse af unges værdier og deres forventninger til livet:

”70 pct. er enige i udsagnet om, at det er helt afgørende for dem ikke at blive låst fast i en bestemt jobfunktion, men at de må have mulighed for at springe mellem forskellige typer jobs”.⁷¹

For at kunne springe rundt mellem forskellige arbejdspladser skal man konstant forøge sin ”markedsværdi”. Se tekstboks.

Arbejdstagerne vil således gå efter jobs, som udvikler deres kompetencer og forbedrer deres muligheder på arbejdsmarkedet. Gymnasieskolen har ikke været præget af stor udskiftning i lærerkorpset, men denne tradition vil sandsynligvis blive brudt i fremtiden. Det betyder, at gymnasiet som andre arbejdspladser skal synliggøre, hvilke kompetencer medarbejderne kan opøve og ikke mindst overføre til andre sammenhænge. Skolens ledelse må således spørge sig selv, om unge akademikere høster værdifulde point til deres CV ved at undervise nogle år i gymnasiet.

De unge er også ved at smide industrisamfundets arbejdsbegreb ud, hvilket fremgår af en omfattende interviewundersøgelse, der omtales i ugebrevet Mandag Morgen:

”For nutidens unge betyder virksomhedens image forsvindende lidt. Forfremmelser og stillingsbetegnelser opfattes tilsyneladende som ligegyldig staffage. Afgørende er det imidlertid, om virksomheden kan skabe et miljø, der stimulerer, udfordrer og udvikler den enkelte medarbejder. Arbejdspladsen skal være medarbejderens personlige væksthus”.⁷²

De unge sætter stor pris på et nært samspil med gode, søde kolleger og engagerende chefer, men lægger afstand til kollektiv løn, faste arbejdstider og fast timetal. Den traditionelle karrierevej med lederstillinger og højere løn fravælges også til fordel for større valgfrihed i arbejdsopgaver og faglig specialisering.

Gymnasiet står stærkt i kampen om de unge, hvad angår faglig og personlig udvikling, frihed til at løse arbejdsopgaver samt forholdsvis fleksible arbejdstider. Et arbejde i det offentlige forbindes imidlertid ikke med attraktive vilkår:

”Kun godt 21 pct. regner med at komme til at arbejde i det offentlige, mens mere end 70 pct. forventer at realisere deres livsprojekt via et job i det private erhvervsliv”.⁷³

Årsagen til dette fravalg kan ifølge Ugebrevet Mandag Morgen udspringe af, at sektoren i de unges øjne er ”selve legemliggørelsen af faggrænser, hierarkier og formelle forretningsgange”. Der foreligger ingen undersøgelser af unge akademikeres forestillinger om arbejdsvilkårene i det almene gymnasium, men hvis skolerne fortsat skal tiltrække dygtige medarbejdere, må de være opmærksomme på de nye arbejdsværdier som kompetenceudvikling, teamsamarbejde og specialiseringsmuligheder. Hvis gymnasieskolen har et image blandt de unge som stillestående, ufleksibel og gammeldags, kan den med fordel iscenesætte en ny lærerprofil, der åbner for gode karriere-muligheder i og uden for undervisningsverdenen.

5.4. IT

Informationsteknologiens udbredelse og potentiale i forbindelse med kommunikation, databehandling, informationssøgning, simulation, præsentation og formidling m.v. skaber et pres på gymnasiet for at drage fordel af de udvidede muligheder i undervisning, administration og samarbejde.

Presset underbygges af den kendsgerning, at IT ikke er forbeholdt de få eller bestemte befolkningsgrupper. Ifølge Danmarks Statistik har to ud af tre danske husstande en eller flere PC’ere i hjemmet. Endvidere har 90 pct. af danskerne under 55 år adgang til en PC enten hjemme, på arbejdspladsen eller uddannelsesstedet.⁷⁴ På arbejdsmarkedet er Internettet også en dominerende teknologi. Ifølge Danmarks Statistik har næsten ni ud af ti virksomheder med over ti ansatte adgang til Internettet.⁷⁵ På alle niveauer i private og offentlige virksomheder er beherskelsen af IT blevet en vigtig kompetence for medarbejderne. Det er ikke underligt, at IT på den baggrund karakteriseres som den 4. kulturteknik og tillægges stor betydning for landets fremtid. Regeringen har således opstillet en målsætning om, at Danmark skal blive verdens førende IT-nation. Udsagnet har fået mange til at trække på smilebåndet, men visionen har ikke desto mindre skabt grobund for en meget omfangsrig og systematisk IT-udvikling overalt i den offentlige sektor.

Blandt initiativerne er:

• Finansministeriet har identificeret forskellige muligheder for at effektivisere og forbedre den offentlige forvaltning i rapporten IT, Internettet og den offentlige sektor. Der opstilles blandt andet en vision for uddannelsesområdet. I forbindelse med finanlovsforhandlingerne 2002 har regeringen fremsat forslag om at afsætte 3-400 millioner kr. til at indkøbe PC’ere til samtlige folkeskoleelever fra 7. klasse og op.⁷⁶ Hvis forslaget vedtages, vil det få markant betydning for gymnasiet, idet eleverne vil have langt bedre IT-kvalifikationer end nogensinde før, når de starter i 1.g.
  
  
• Erhvervsministeriet har udsendt erhvervsstrategien .dk21, som indeholder 39 pejlemærker for erhvervsudviklingen og erhvervspolitikken de næste fem-ti år. Pejlemærkerne beskrives som ”et navigationsinstrument for vejen ind i den nye økonomi”.
  
  
• IT- og Forskningsministeriet har nedsat en tænketank med navnet IT-kreds, hvor ti medlemmer skal komme med anbefalinger til ”en række realiserbare mål for den danske IT-model og samtidig vurdere, på hvilke områder Danmark har særligt gode IT-potentialer og -forudsætninger”. Ministeriet arbejder ligeledes for at skabe højhastighedsforbindelser til alle, så hele befolkningen får hurtig, billig og sikker Internetadgang.
  
  
• Undervisningsministeriet udsender i løbet af sensommeren en strategi for Uddannelse, læring og IT, der omhandler anvendelse af IT i hele uddannelsessektoren. Folketinget har endvidere vedtaget et medieforlig, hvor der er afsat 350 millioner kr. til at udvikle IT og medier i folkeskolen.
  
  
• På hjemmesiden Digitale amter findes en oversigt over nyheder, artikler, temaer og nye tiltag inden for digital forvaltning i amterne. Flere amter har ligeledes udarbejdet en samlet IT-strategi for gymnasieskolerne.

Også i medierne har IT stor gennemslagskraft, og den massive opmærksomhed om teknologien gør det derfor naturligt for eleverne og deres forældre at stille krav til gymnasieskolernes anvendelse af IT. De færreste er længere i tvivl om, at det er nødvendigt at beherske IT for at kunne klare sig på arbejdsmarkedet, hvad enten det er en offentlig eller privat arbejdsplads.

Gymnasieskolen er ikke ene om at mærke et øget omverdenspres. Hele uddannelsessektoren skal i stigende grad legitimere sine mål og sin indsats samt redegøre for ressourceforbrug og resultater.

Det hænger for det første sammen med en erkendelse af, at uddannelse er en af de vigtigste strategier for udbygning af velfærdssamfundet. Derfor er der stor opmærksomhed om sektoren og dens udvikling. Det afspejler sig blandt andet i regeringens mål om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal afslutte en ungdomsuddannelse, i etableringen af det nationale kompetenceregnskab samt i de mange midler, der afsættes til forskning i læring og didaktik. For det andet stilles der i dag andre krav til alle offentlige institutioner og forvaltninger, hvilket New Public Management er en samlebetegnelse for. Se tekstboks.

5.5. New Public Management

New Public Management indebærer i hovedtræk, at der stilles krav om synlig forvaltning og styring, effektivitet, brugerorientering og løbende kvalitetsforbedring.

For gymnasieskolen har det allerede medført flere forandringer som for eksempel overgangen til Ny Løn og decentrale lønforhandlinger, amtslige krav til personalepolitik samt et nyt kvalitetssystem i form af standarder og profiler. Gymnasierne mærker også en stigende tendens til, at eleverne vurderer skolerne med forbrugerøjne og gerne skifter til de populære skoler undervejs i uddannelsesforløbet.⁷⁷ Der har ligeledes været megen debat om det markant større forbrug af økonomiske ressourcer i det almene gymnasium i forhold til erhvervsgymnasiale uddannelser.

Presset på gymnasieskolen vil fortsætte med ufortrøden styrke fremover, så spørgsmålet er, hvilke muligheder skolerne har for selv at bestemme eller i det mindste præge vindretningen. Der er naturligvis ikke frit valg på alle hylder, idet Folketinget, Undervisningsministeriet og amtet træffer beslutninger, som de enkelte skoler bliver nødt til at følge. Økonomi og overenskomster sætter ligeledes naturlige begrænsninger for den totale valgfrihed. Det betyder ikke, at der ikke er et handlerum, for skolen vælger selv, hvordan den vil organisere sig med henblik på at håndtere kompleksitet og udviklingspres. I virkeligheden er det vigtigste spørgsmål måske, hvad der udgør gymnasieskolens motivation for en mere gennemgribende forandring.

Som udgangspunkt er det interessant at belyse, hvad der sker, når modne organisationer udsættes for sådanne pres fra omverdenen.⁷⁸ Der er naturligvis tale om en generaliserende fremstilling, men den egner sig til at perspektivere gymnasieskolens strategiske handlemuligheder.

En virksomhed eller institution organiserer sig på en bestemt måde for at kunne løse sine opgaver, og det får betydning for valg af ledere, medarbejdere, organisationsstruktur, bygninger og teknologi. I organisationens pionerfase er elementerne ikke fast definerede, men skifter form og indhold i forhold til de udfordringer, der løbende opstår. I denne fase er organisationen meget informationsopsøgende og påvirkelig af dens omverden.

Efterhånden vokser den indre kompleksitet, som organisationen bliver nødt til at reducere for at kunne handle og opfylde sine mål. Det sker ved at udvikle mere faste strukturer, fordele roller og opgaver, skabe vaner, mønstre for rekruttering, kommunikation, beslutningsprocesser, belønning m.v. Mål og opgaver reducerer i sig selv kompleksitet, fordi de fokuserer på specifikke områder og usynliggør andre. Bygninger og lokaleindretning kan også favorisere nogle arbejdsformer frem for andre og dermed skabe genkendelighed.

Samtidig afgrænser organisationen sig fra dens omverden ved at selektere information. Alle disse foranstaltninger forbedrer mulighederne for at handle, fordi hele organisationen ikke skal tage stilling til alt, og medlemmerne får arbejdsro. Jo ældre organisationen er, desto mere sandsynligt er det, at organisationen dyrker denne forventelighed og afskærmer sig fra forstyrrende information. Langvarige ansættelsesforhold, uændrede mål og en stabil omverden medvirker til at forstærke tendensen. Der vil dog stadig være ledere og medarbejdere, som sætter udviklingsaktiviteter i gang, men der skal typisk træffes radikale beslutninger, hvis hele organisationen skal forandres.

Det vil ikke være en overdrivelse at karakterisere de fleste almene gymnasier som modne organisationer, der indadtil virker stabiliserende og skaber forudsigelighed for dens medlemmer. Som en fagkonsulent udtalte, rummer det almene gymnasium generelt en ”træghed” imod ekstern påvirkning og forandring. Se også tekstboks på næste side.

Fordelen ved at anvende et forsigtighedsprincip i forbindelse med skoleudvikling er, at eleverne ikke udsættes for fejlslagne projekter med alvorlige konsekvenser for deres læring og fremtidsmuligheder. Ulempen er, at skolen som helhed har vanskeligt ved at sætte sig andre mål og integrere nye elementer, der kan fremme målopfyldelsen bedre eller mere hensigtsmæssigt i forhold til dens omverden. Der er som tidligere nævnt en klar forskel mellem det udviklingsarbejde, som udføres af ildsjæle, og de projekter, der kræver, at alle lærere bliver involveret.

Stillet over for det voksende omverdenspres kan skolen overordnet gå to veje:

Den kan vælge at fastholde organisationen uændret ved at ignorere, fornægte, reagere med modstand over for eller ligefrem forsøge at ændre dens omverden. Sandsynligheden for succes er ikke overvældende. Det kan tværtimod skabe intern stress, splittelse og frustration, hvis medlemmerne skal bruge mange kræfter på at forsvare en organisation, der ikke længere kan reducere kompleksitet på en tilfredsstillende måde og give lærerne arbejdsro til at løse skolens primære opgave - at undervise.

Den kan alternativt vælge en offensiv strategi over for udviklingspres fra omverdenen. Den indebærer, at organisationen er åben for ekstern påvirkning og opsøger inspiration med henblik på at skabe interne forbedringer. Samtidig er det meget afgørende, at skolen har en strategi, der sikrer arbejdsro mellem de udadvendte og eksperimenterende faser.

Det Virtuelle Gymnasium er et bud på, hvordan gymnasierne kan håndtere udfordringerne ved at anlægge en offensiv strategi.

56) Interview med direktør Lars Goldschmidt, Arbejdsmarkedsstyrelsen, i Gymnasieskolen nr. 7, 2001.

57) Pia Bramming og Henrik Holt Larsen, Kompetenceudvikling, 1995.

58) Se for eksempel professor Lars Qvortrup, Det hyperkomplekse samfund, 2000, som behandles i den 2. faglige rapport.

59) Undervisningsministeriet, Fra Kierkegaard til Calvin Klein, 2000.

60) Regeringen har igangsat det nationale kompetenceregnskab i 2001, og det første regnskab offentliggøres i 2003. Regeringens erhvervsstrategi .dk21, www.em.dk.

61) PISA er en forkortelse af Programme for International Student Assessment. I Danmark udføres undersøgelsen af et konsortium bestående af Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, Danmarks Pædagogiske Universitet og Socialforskningsinstituttet. Kilde: http://www.sfi.dk/sw198.asp.

62) Ibid.

63) Pia Bramming og Christine M. Frandsen, Kompetence i praksis, 2001.

64) Undervisningsministeriet, Fra Kierkegaard til Calvin Klein, 2000.

65) Interview med Inge Heise, Gymnasiets smertegrænse er overskredet, Gymnasieskolen nr. 3, 1998.

66) Karl-Henrik Jørgensen, De unge i det almene gymnasium og hf, Undervisningsministeriets tidsskrift Uddannelse 1/2000.

67) Undervisningsministeriet, Fra Kierkegaard til Calvin Klein, 2000.

68) Lilli Zeuner, Unge mellem egne mål og fællesskab, 2000.

69) Undervisningsministeriet, Gymnasieskolen i tal 1999/2000, 2001.

70) Siggi Kaldan, Virginal reality og Virtual naivity, Gymnasieskolen nr. 2, 2000.

71) Lilli Zeuner, Unge mellem egne mål og fællesskab, 2000.

72) Ugebrevet Mandag Morgen, Den misforståede generation, 8. januar 2001.

73) Ibid.

74) Danmarks Statistiks omnibusundersøgelse 1. - 14. marts 2000.

75) Serviceerhverv 2000:8 (Statistiske Efterretninger), udgivet af Danmarks Statistik, der i oktober 1999 gennemførte en spørgeskemaundersøgelse blandt hovedparten af brancherne i private byerhverv. 2.440 virksomheder med mindst 10 ansatte indgik i undersøgelsen.

76) Berlingske Tidende, 16. juli 2001.

77) Gymnasieshopping breder sig, Gymnasieskolen nr. 6, 2001.

78) Afsnittet om organisationer og deres omverden er skrevet med inspiration fra Niklas Luhmann, Sociale Systemer, 1993, og Karl Weick, The Social Psychology of Organizing, 1979.

Denne side indgår i publikationen "Organisation og IT i Det Virtuelle Gymnasium" som kapitel 5 af 7
© Undervisningsministeriet 2002