Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

1 Forskningsprojektets forord





v/Klaus Nielsen og Steinar Kvale

Denne rapport er forfattet af cand. psych. Jens Wilbrandt. I rapportens del 3, som denne Internetpublikation udgør, præsenteres den metodiske tilgang, som har været anvendt i undersøgelsen, ligesom der præsenteres vurderinger af undersøgelsesresultaternes pålidelighed, gyldighed og generaliserbarhed. Tillige præsenteres det teoretiske grundlag, som undersøgelsen er udformet på grundlag af. I rapportens del 1 og 2, som indgår i en selvstændig publikation, analyserer og beskriver Jens Wilbrandt vekselvirkningen mellem virksomheds- og skoleophold inden for håndværksuddannelserne. I del 1 sættes fokus på de vidt forskellige læringsrum, som henholdsvis erhvervsskolen og virksomheden tilbyder lærlingen, mens der i del 2 sættes fokus på de personlige og identitetsmæssige aspekter ved lærlingenes læreprocesser i erhvervsuddannelserne.

Rapporten er en del af forskningsprojektet "Læring i moderne dansk vekseluddannelse". Forskningsprojektets formål er at beskrive læreprocesser inden for erhvervsuddannelsesområdet, hvor der er tradition for formidling af kropslige og kontekstuelle færdigheder. Med udgangspunkt i vekseluddannelsesprincippet er målet for undersøgelsen at indkredse og beskrive læreprocesser i forbindelse med erhvervsuddannelsernes praktik samt at beskrive forholdet mellem skole og praktikperiode, og hvordan dette samspil fungerer. Projektets baggrund er præsenteret nærmere i de to nedenstående publikationer:

  • Pilotstudiet "Erhvervsuddannelse. Hvordan lærer man i praktik?" (Nielsen & Kvale, 1999a) er udkommet i Uddannelsesstyrelsens temahæfteserie nr. 31-1999. Her præsenteres projektets ramme på baggrund af enkeltstudier fra kontor, smede og bagerfaget.

  • Den teoretiske ramme for projektet er knyttet til situeret læringsteori og er nærmere beskrevet i bogen "Mesterlære - læring som social praksis" (Nielsen & Kvale, 1999b) som også indeholder empiriske studier af mesterlære hos skræddere, smede, læger, sælgere, musikere, sportsudøvere og forskere. Endvidere fremstilles de teoretiske forudsætninger for situeret læring og mesterlære samt en kritisk diskussion af mesterlærens relevans i dag.

Den foreliggende Internetpublikation (J. Wilbrandt, 2002) er én af fire midtvejsrapporter fra projektet omhandlende læring i moderne dansk vekseluddannelse. Der er samtidig udgivet en trykt publikation, som præsenterer resultaterne af Jens Wilbrandts forskningsprojekt. "Fra bjælker og spær - til butik og salg" (R. Hansen, P. Musaeus og M. Thomsen Langagergaard, 2002) indeholder analyser og beskrivelser af vekseluddannelsernes praktik i dag med udgangspunkt i elever og lærlinges oplevelse af læringsressourcer og læringsbarrierer. Der er tale om eksplorerende studier af udvalgte læresteder og skoler inden for henholdsvis salg af tøj og sportsartikler og tømreruddannelsen. Studierne er baseret på interview med og observationer af nogle få deltagere, primært elever/lærlinge, men også lærere, butiksledere og mestre/svende. Ved at gå forholdsvis udførligt ind på enkeltsituationer og de involverede personer, håber vi at give eksempler på og analyser af praksisnær læring, som den udfolder sig i vekseluddannelsernes praktikperioder. Derved illustreres nogle af de muligheder og begrænsninger, som ligger i de aktuelle uddannelser i dag. "Dansk vekseluddannelse i støbeskeen" (Sigurjonsson 2002) opridser den historiske baggrund for den form vekseluddannelserne har i dag. Rapporten sætter de aktuelle problemer, vekseluddannelserne har i dag, ind i en større historisk sammenhæng.

I den resterende del af projektperioden for forskningsprojektet "Læring i moderne dansk vekseluddannelse" vil de fire midtvejsrapporter blive fulgt op af mere indgående undersøgelser af læring inden for enkelte fagområder samt af analyser, som placerer de forskellige delrapporter i en større sammenhæng og søger at formulere konsekvenser for tilrettelæggelse af læreprocesser i erhvervsuddannelserne i dag. Endvidere vil de centrale fund, som baserer sig på kvalitative interview, blive generaliseret gennem en større spørgeskemaundersøgelse. Hertil kommer et nyligt påbegyndt ph.d.-projekt inden for forskningsprojektet om læring i multimedieuddannelserne ved Lene Tanggaard Pedersen.

Projektet ledes af Lektor Klaus Nielsen (ansvarshavende) og Professor Steinar Kvale begge ansat ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.

Projektet er finansieret af Uddannelsesstyrelsen i perioden 2000-2002. Projektet er en tematisk videreføring af projektet "Mesterlære som uddannelsesform" fra Statens humanistiske Forskningsråd rammebevillingsprojektet "Ikkeskolastisk læring og voksenuddannelse".

 

Klaus Nielsen

Steinar Kvale

 

1.A Øvrige publikationer inden for projektet

1.A.i Midtvejsrapporter

Rasmus Hansen, Peter Musaeus & Martin Thomsen Langagergaard (Aalborg Universitet, Institut for kommunikation, 2002) "Fra bjælker og spær - til butik og salg. - Tre casestudier af læring i vekseluddannelse"

(se www.hum.auc.dk/forskning/praksis )

Gudmundur Sigurjonson (2002) "Dansk vekseluddannelse i støbeskeen. Fra lavstidens mesterlære til moderne dansk vekseluddannelse" (se www.hum.auc.dk/forskning/praksis )

1.A.ii Baggrundsstudier

Nielsen, Klaus & Kvale, Steinar (1999a) Erhvervsuddannelse. Hvordan lærer man i praktik? Undervisningsministeriet, 1999

Nielsen, Klaus & Kvale, Steinar (red.) (1999b) Mesterlære læring som social praksis. København: Hans Reitzels Forlag.

 


Denne side indgår i publikationen "Vekseluddannelse i håndværksuddannelserne" som kapitel 1 af 12
© Undervisningsministeriet 2002

 Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top