Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

5. Afslutning





[Billede: Her ses to elever, som står og vinkler vinklen af på et træværk.]

Faglig skrivning er ikke et nyt pædagogisk mantra, men et udtryk for en anden måde at bruge skrivning på i undervisningen. Hvor man normalt arbejder med skriftlig fremstilling for at lære at skrive, er ideen med faglig skrivning - for at udtrykke det kort - at skrive for at lære. Ikke for at tilføre de erhvervsfaglige uddannelser en unødig boglighed, der bare øger det pres, som allerede tynger mange erhvervsuddannelser med risiko for at gøre livet endnu mere surt for de elever, der har det svært med netop læsning og skrivning. Perspektivet med faglig skrivning er tværtimod at fremme læreprocesserne hos eleverne ved at integrere arbejdet med skrivning i en række faglige aktiviteter. Ikke på en måde, så det skriftlige erstatter det mundtlige i undervisningen, men så det derimod understøtter de mundtlige og praktiske aktiviteter. Brugt på denne måde er der perspektiver i at arbejde med faglig skrivning. Også for de elever, der har svært ved det og ikke så gerne skriver.

Der er også problemer i at tage fat i den faglige skrivning. For hvordan komme i gang? Hvordan udnytte tid og kræfter rigtigt? Der kan stilles mange spørgsmål i den dur, og det er kun naturligt, at der råder usikkerhed og måske skepsis. Erfaringerne med at bruge skrivning på denne måde er meget sporadiske i de danske erhvervsuddannelser, så der forestår et stykke konkret udviklings- og afprøvningsarbejde. De erfaringer, der ligger bag nærværende forsøgs- og udviklingsarbejde, peger imidlertid på - ligesom mangeårige internationale erfaringer - at det er umagen værd. At faglig skrivning giver fagligt udbytte.

Erfaringerne fra andre sammenhænge viser også, at det er en sej proces at ændre på undervisningskulturen. At det tager tid og koster kræfter at få nye dimensioner og vaner ind i de enkelte fag. Faglig skrivning udgør sikkert ikke en undtagelse her. Implementering af faglig skrivning er nok en udfordring for den enkelte lærer, men er også en opgave, der med fordel løftes af lærerteamet. Her har man mulighed for at inspirere og støtte hinanden. Og her har man mulighed for at afprøve og evaluere i små bidder, for at arbejde med forskellige fag og processer, og for at udnytte den synergi, der kan opstå ved at samarbejde om læreprocesser på tværs. Arbejdet med faglig skrivning er ikke et spørgsmål om enten eller. Der er mange muligheder for at inddrage skrivning i de faglige aktiviteter, og det er oplagt at prøve sig frem, at starte med små skridt. Den største udfordring består måske i at komme i gang.

 


Denne side indgår i publikationen "Skriv og lær" som kapitel 5 af 5
© Undervisningsministeriet 2002

 Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top