7. Eksempler på nyere vejledningsmetoder

Den kulturelt uddannede vejleder skal, som beskrevet, have fokus på og forståelse for, at kultur - både vejlederens og vejledningssøgendes - spiller en aktiv rolle i vejledningen. Det er derfor interessant at se på, om eksisterende vejledningsmetoder kan honorere dette krav.

En af de teorier og metoder, der i et vist omfang indtænker kultur i vejledningsprocessen er den konstruktivistiske. Det følgende vil blive en kort reference til konstruktivistisk vejledning med fokus på redskaberne leverum, historiefortælling og validationgram.

Konstruktivistisk vejledning

R. Vance Peavy har i en årrække bidraget til udvikling af den konstruktivistiske vejledningsteori og -metode og til udbredelsen heraf i Danmark. Det er bl.a. sket gennem et samarbejde med Rådet for uddannelses- og erhvervsvejledning, RUE.

I Konstruktivistisk vejledning (s. 37) sammenfatter Vance Peavy principperne for konstruktivistisk vejledning:

• Vi lever i et univers af talrige virkeligheder.
• Vores verden som mennesker konstrueres socialt.
• Sproget er menneskets medium, og det udstyrer os med redskaber til at konstruere og rekonstruere personlige og sociale virkeligheder.
• Personlig mening, handling og interaktion i menneskets aktuelle livsoplevelse og sociale tilværelse er de primære fokuspunkter i vejledningen.
• Det metaforiske jeg-koncept er et centralt element i organiseringen af den konstruktivistiske vejledning.
• Mennesket opfatter og handler altid i en kontekst af andre mennesker og miljøet.
• Kulturer er modeller for, hvordan man lever.

Peavys beskrivelse af konstruktivistisk vejledning kan fortolkes således, at al vejledning vil være kulturel vejledning, idet kulturen for hhv. vejledningssøgende og vejledere vil være nogle af de "talrige virkeligheder". Spørgsmålet er, om "kulturer er modeller for, hvordan man lever" er dækkende for Hofstedes definition af kultur: "mentale programmeringer, der adskiller medlemmerne af en gruppe fra medlemmerne af en anden". Vi ser Hofstedes beskrivelse som bredere end Peavys og tillige omfattende f.eks. identitet og kulturel selvforståelse.

Peavys udgangspunkt er dog, at kultur er en parameter i vejledning, hvilket betyder, at hans metoder er brugbare ind i den forståelse af multikulturel vejledning, som vi har behandlet i det foregående.

Leverum som metode

Peavy arbejder med "mapping", som et af de vigtigste redskaber for den konstruktivistiske vejleder i arbejdet med at få den vejledningssøgende til at eksplicitere deres leverum (på engelsk life-space). Ved leverum skal ikke bare forstås den vejledningssøgendes jeg, men også de relationer, erfaringer og oplevelser, som er væsentlige i den problemstilling, den vejledningssøgende præsenterer for vejlederen. Med Peavys ord : "Leverum betyder den verden, som den enkelte person lever i"(3).

Peavy mener, at der er mange fordele ved at anvende mapping. Han nævner, at det gør jeg'et synligt: det er aktiverende, frembringer et fælles produkt og giver måske den vejledningssøgende en aha-oplevelse efterfølgende at kigge på kortet over eget leverum. Sidst men ikke mindst skal det siges, at det, der er svært at udtrykke med ord, lettere kan komme til udtryk, hvis man tegner eller illustrerer det.

Vance Peavy understreger, at mapping skal foregå frivilligt. Han foreslår, at man lancerer ideen for den vejledningssøgende på følgende måde: "Hvis du tegnede et kort over din situation, ville det måske blive tydeligere for os begge to. Hvad synes du om den idé?"

Er den vejledningssøgende med på ideen, beder Peavy hende om at tegne en stor cirkel på et stykke hvidt papir. I midten af papiret beder Peavy hende markere sit jeg. Efter at have markeret sit jeg i midten af cirklen fortsætter den vejledningssøgende med at tegne og beskrive de forhold i hendes tilværelse, som er relevante i forhold til problemstillingen. Det kan være personlige relationer, erfaringer, indre styrker/svagheder, forhindringer, muligheder og drømme med mere, der tegnes ind i skemaet. Det er den vejledningssøgende, der sætter grænsen. Filosofien er, at man ved at sætte navn på tingene tilkæmper sig en vis magt over dem. Når de står på papiret, er de blevet gjort eksplicitte og kan dermed gøres til genstand for samtale og vejledning.

Gennem en empatisk samtale med udgangspunkt i vejledningssøgendes map lægges der op til en aktiverende proces for både vejleder og vejledningssøgende, idet vedkommendes historie bliver fortalt og prioriteret. Samtalen om Leverum er således en god mulighed for en ligeværdig, indlevende og respekterende vejledningssamtale. Så vidt vi kan se, er der ikke specielt fokus på kultur og det flerkulturelle møde i den konstruktivistiske vejledningssamtale. Den vejledningssøgendes kultur vil naturligvis være en integreret del af vejledningssamtalen på grund af kulturbaserede oplevelser, værdier og påvirkninger.

Dog mener vi, at kulturen aktivt skal fremhæves som et af de tre grundelementer i multikulturel vejledning - vejledningssøgende, vejleder og kultur for at sikre fokus på vejledningen som et flerkulturelt møde mellem to kulturbærere - vejleder og vejledningssøgende.

Dette betyder, at både vejleders og vejledningssøgendes kultur kommer i spil i en vejledningssamtale. Men det kræver speciel opmærksomhed at sætte især sin egen kultur i spil, og her tænker vi selvfølgelig på vejlederen. Vi forventer, at vejlederen oparbejder og praktiserer empati - at kunne sætte sig i den andens sted, men i multikulturel vejledning kan vi tale om kulturel empati, som indbefatter at kunne sætte sig i den andens kulturelle sted og ligeledes at kunne være opmærksom på sin egen kulturelle situation.

Vejlederens medspil i f.eks. en leverumssamtale bør være kulturel selvindsigt og indsigt i den vejledningssøgendes kultur. På denne måde kan vejlederen skabe indsigt i hans/hendes "virkelighed", som en af "de talrige virkeligheder" og dermed erkende eget kulturelle ståsted.

Leverumssamtaler kan på denne måde bidrage til kulturel (selv)indsigt for både vejleder og vejledningssøgende.

Historiefortælling som metode

Peavy mener, at historiefortælling er en grundlæggende menneskelig aktivitet. Mennesket fortæller historier om sig selv, om de mennesker der omgiver en og om livet. Det er ikke alle fortalte historier, som er sammenhængende og strukturerede. Mange historier vil være fragmenter, andre vil være tematiserede efter betydningsfulde oplevelser i livet.

I vejledningssituationen kan historiefortælling bruges, fordi det enkelte menneske forstår sig selv og andre gennem de historier, der fortælles. På den måde kan den vejledningssøgende få sat ord på både sine oplevelser og erfaringer og fortælle, hvilken person han/hun er.

Når historien er fortalt, er det muligt at analysere den f.eks. i forhold til, hvilke bevæggrunde der har været til at fortælle om netop den del af ens liv.

Det er selvfølgelig fortælleprocessen, som er betydningsfuld. Om historien er velstruktureret og sammenhængende er mindre væsentligt. Det væsentlige er at give den vejledningssøgende mulighed for at fortælle om sig selv, sit liv, sine ønsker, evt. traumer og drømme. Det er vejlederens opgave at lytte, at få indsigt i den andens liv gennem samværet om fortællingen og anerkende kulturelle og personlige forskelle.

Peavy fremhæver fænomenet eksternalisering som væsentligt. Det er vejlederens opgave at "objektivere" den vejledningssøgendes problemer. Peavy tager udgangspunkt i udsagnet: "det er ikke personen, der er problemet - problemet er problemet." Den vejledningssøgende kan have tendens til at gøre problemer til en del af sig selv, f.eks. det er min skyld, at det gik galt, eller jeg kan heller aldrig gøre det rigtige.

Vejlederens muligheder for at eksternalisere problemstillinger er bl.a. ved at spørge til, hvilke andre personer eller forhold der kan tænkes at have indvirkning på den vejledningssøgendes situation. Vejlederen kan også inddrage den vejledningssøgende i denne eksternalisering ved, at han/hun skal forestille sig at være en person fra Mars (eller lignende 3. personer), som har overværet fortællingen. Spørgsmålet kan så være, hvordan en helt fremmed vil se den person, der har fortalt netop den historie.

Det skal også nævnes, at fortællingen ofte vil være en aktiv del af mappingarbejdet.

Arbejdet med leverum og historiefortælling er begge metoder, hvor den vejledningssøgendes kultur nødvendigvis kommer i spil, og derfor er metoderne anvendelige i multikulturel vejledning.

Vejlederen som kulturbærer skal dog indarbejdes i den praktiske anvendelse af disse metoder.

Værdiskema

Professor Ishu Ishiyama er ansat på University of British Colombia. Han er opvokset i Japan, men har boet i Canada i mange år. Han har været ph.d. studerende hos Vance Peavy, og det kan derfor næppe overraske, at han har en konstruktivistisk tilgang til vejledning.

Ishu Ishiyama har udviklet et værktøj, som skal hjælpe vejlederen og den vejledningssøgende med at konstruere et kort over den vejledningssøgende leverum. Han kalder det et validationgram (på dansk omtrent: værdiskema) Det minder om den form for mapping, som Vance Peavy har lanceret. Men hvor mapping hos Peavy starter med et stykke hvidt papir, har Ishiyama lavet en skabelon. Denne skabelon kan beskrives således: (4)

• på et A4 ark er der tegnet en cirkel. I centrum af cirklen er der en mindre cirkel. I den står der Self (selv)
• cirklen er delt i fire lige store dele. For de fire dele er der følgende overskrifter: relationer til andre mennesker, aktiviteter af betydning, steder af betydning og de ting, der er værdifulde for den vejledningssøgende.
• fire pile peger mod midten og viser, at jo nærmere man kommer midten, jo større vigtighed for den vejledningssøgende.

Værdiskema

Værdiskemaet udfyldes af den vejledningssøgende, mens han/ hun taler med vejlederen. Skemaet træder ikke i stedet for samtale, men skal ses som et hjælpemiddel til at understøtte en god dialog om værdier.

Ishu Ishiyama understreger, at et værdiskema kan bruges over for vejledningssøgende fra såvel minoritets- som majoritetskulturer. Han påpeger dog, at indvandrere og flygtninge kan opleve værdiforvirring i højere grad end vejledningssøgende, der har levet hele deres tilværelse inden for rammerne af den samme kultur. Værdiforvirringen er et resultat af de mange kultursammenstød, som indvandrere og flygtninge oplever mellem deres hjemlands kultur og majoritetskulturen. De kommer i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert, oplever ofte angst og isolation og vil derfor have et stort behov for vejledning.

Gode råd

Ud over at have de rigtige færdigheder, mener Ishu Ishiyama også, at det er vigtigt at have den rigtige indstilling som vejleder. Han udpeger nogle nøglepunkter, som han mener er vigtige, når man vejleder vejledningssøgende fra etniske mindretal:

1. Vær opmærksom på, om den vejledningssøgende virker rodløs, fortvivlet og deprimeret. Vis omsorg og medfølelse i forhold til det kulturelle skift, som de vejledningssøgende har været igennem, og den kulturelle desorientering, det evt. har medført.
2. Undervurder ikke den vejledningssøgendes ressourcer og kvalifikationer, blot fordi den vejledningssøgende ikke har kommunikativ kompetence.
3. Døm eller fordøm ikke den vejledningssøgendes kultur og opfattelse af verden. Vær opmærksom på dine egne værdier, fordomme og kulturelt forudfattede meninger. Vær samarbejdsvillig og vis villighed til i fællesskab at løse problemer.
4. Anerkend deres personlige potentiale og deres anstrengelser for at opnå succes og dermed deres bidrag til at andre kan få øjnene op for de multikulturelle kvaliteter.
5. Overvurder ikke en manglende evne til at forstå nuancer på majoritetskulturens sprog.
6. Frustrationer over værtskulturens sprog, nonverbale udtryk og sociale leveregler afslører ofte de underliggende værdier, verdensopfattelse, tankeprocesser og kulturelle symboler. Brug disse oplevelser til at hjælpe den vejledningssøgende med at klargøre de konflikter, han slås med. Og brug dem til at fortælle studerende fra majoritetskulturen om de tokulturelle konflikter.
7. Hjælp den vejledningssøgende med at nå frem til en sund integration af deres to-kulturelle oplevelser.
8. Skærp din opmærksomhed som vejleder på det værdifulde i to-kulturel integration og udvikling af tværkulturelle kompetencer.

Denne side indgår i publikationen "Multikulturel vejledning" som kapitel 7 af 7
© Undervisningsministeriet 2002