Forrige kapitel Forsiden  
[ Undervisningsministeriets logo ]

Godtgørelse





Når man deltager i en erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (VEU), er man normalt berettiget til at modtage en VEU-godtgørelse, der svarer til den maksimale dagpengesats. Godtgørelsen ydes for tab af indtægt eller arbejdsmulighed til beskæftigede og selvstændige erhvervsdrivende deltagere.

Endvidere har ledige med ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse (selvvælgere) ret til godtgørelse i indtil 6 uger.

Uddannelser, der giver ret til godtgørelse, er:

  • Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU)
  • Erhvervsuddannelse (EUD) enkeltfag under åben uddannelse
  • Social- og sundhedsuddannelserne (SOSU) - enkeltfag under åben uddannelse
  • Grundlæggende Pædagogisk Merituddannelse (PGU-merit)
  • Kompetenceafklaring som led i en Grunduddannelse for Voksne (GVU)
  • Taxikurser
  • Klubpædagoguddannelsen
  • Uddannelser under EU's Socialfond.

Det er en betingelse for at modtage VEU-godtgørelse, at deltageren ikke har en uddannelsesmæssig baggrund, der overstiger erhvervsuddannelsesniveauet. Dog kan merkonomer, datanomer, teknonomer og visse videregående teknikere, samt personer med en videregående uddannelse, som ikke har brugt deres uddannelse erhvervsmæssigt i de sidste 5 år, også modtage VEU-godtgørelse.

Man skal ikke være medlem af en fagforening for at modtage VEU-godtgørelse.

Aldersgrænser

Deltagere mellem 20-24 år kan højst modtage VEU-godtgørelse i sammenlagt 30 uger, med mindre man får dispensation fra Undervisningsministeriet.

For deltagere over 25 år er der ingen varighedsbegrænsning og heller ingen øvre aldersgrænse. Det skyldes, at VEU-godtgørelsen bygger på et princip om, at der ydes godtgørelse til deltageren, når vedkommende tilhører arbejdsmarkedet, og uddannelsen er erhvervsmæssigt og arbejdsmarkedspolitisk relevant.

Udbetaling

Arbejdsløshedskasserne administrerer og udbetaler VEU-godtgørelse til de deltagere, der er forsikrede, mens Arbejdsformidlingen tager sig af de ikkeforsikrede.

Arbejdsgivere, som udbetaler fuld løn til en medarbejder under uddannelsen, kan modtage VEU-godtgørelsen som refusion.

VEU-godtgørelsen udbetales for den tid, man har deltaget i undervisningen. Det betyder, at godtgørelsen bliver reduceret, når man er fraværende, eller når man udfører en del af sin beskæftigelse i uddannelsesperioden.

[Billede: Her ses en kran, som er ved at løfte et lille bur op på ladet af en lastbil]

 


Denne side indgår i publikationen "AMU" som kapitel 3 af 3
© Undervisningsministeriet 2002

 Forrige kapitel Forsiden  
Til sidens top