B. Konklusioner

Ungdomskommuneforsøget er i den samlede ungdomspolitik kommet til at fungere som et laboratorium for et lokalt ungdomspolitisk arbejde. Tanken var, at et antal kommuner lokalt og i nært samarbejde med de unge skulle afprøve metoder og praktiske fremgangsmåder i arbejdet med en sammenhængende ungdomspolitik og med de ungdomspolitiske målsætninger.

1. Realiseringen af regeringens ungdomspolitiske målsætninger

Evalueringens undersøgelser viser, at de sytten medvirkende kommuner i vidt omfang i deres ansøgninger har knyttet projekter og aktiviteter til alle regeringens ti ungdomspolitiske målsætninger, og den planlagte forsøgsvirksomhed repræsenterer en omfattende afprøvning af arbejdet med alle målsætninger i kommuner af forskellige typer.

Ungdomskommuneforsøget realiserer i vidt omfang målsætningerne:

• Alle målsætningerne er gjort til genstand for praktisk afprøvning i flere kommuner.
• Der er gennemført en lang række projekter og aktiviteter, der på forskellig måde demonstrerer metoder og fremgangsmåder og praktisk udførelse af virksomhed, der realiserer målsætningerne.
• Målsætningerne har ikke alle spillet den samme rolle i forsøget: Den overordnede målsætning om indflydelse og ansvar er udgangspunkt for størstedelen af forsøgsvirksomheden, mens f.eks. målsætningen om fuld beskæftigelse kun indgår i forsøget i fire kommuner.

Ungdomskommuneforsøget har spillet sammen med en ungdomspolitisk proces i mange af kommunerne. Forholdsvis få af ungdomskommunerne havde en formuleret ungdomspolitik ved starten af forsøget - og de har brugt forsøget til at komme videre med arbejdet.

En stor del af de øvrige kommuner har lagt grunden til en samlet ungdomspolitik under forsøget og forventer at kunne realisere en sådan på baggrund af erfaringerne.

Enkelte kommuner ønsker ikke at formulere en selvstændig ungdomspolitik, men sigter på, at alle politikområder skal have et ungdomsaspekt.

2. Aktivitetstyper i ungdomskommuneforsøget

Der er blevet iværksat en stor variation af aktiviteter og projekter i løbet af ungdomskommuneforsøget:

• Organisatoriske og fysisk rammeskabende akti-viteter og parlamentariske og demokratiske aktiviteter fylder mest i det samlede aktivitetetsbillede. Dette kan have baggrund i mindst to forhold, nemlig at målsætningen om indflydelse og ansvar også i kommunerne fungerer som ramme omkring deres ungdomskommuneforsøg, og at arten af disse aktiviteter er kendetegnet ved at være afsæt for unges (nye) aktiviteter.
• Kultur- og livsstilsaktiviteter fylder også godt i det samlede billede, hvilket kan ses som udtryk for, at unge gennem disse aktiviteter forholdsvis hurtigt kan omsætte idé til handling. Det ligger godt i tråd med den fremherskende forståelse af unge - at de tænder på det nære, det konkrete og vil se hurtige resultater.
• Forebyggelsesaktiviteter fylder til gengæld lidt i det samlede billede. Det kan tages som et udtryk for, at sådanne aktiviteter ofte er voksenstyrede og mere ressourcekrævende, samtidig med at de involverer en mindre gruppe af unge med særlige behov i forhold til de øvrige aktivitetstyper.
• Der er i forhold til vurderinger af deltagerantal og -måde så store variationer i kommunerne og mellem aktiviteterne, at det kun er muligt at give eksemplificeringer af dette og ikke at foretage en samlet vurdering eller konklusion.

3. Forvaltningsmæssig forankring

De fortsatte aktiviteters og projekters administrative og økonomiske forankring er sket på tre måder:

• Aktiviteter og projekter fortsætter med samme administrative og økonomiske forankring som under forsøget.
• Aktiviteters og projekters fortsættelse føres administrativt og økonomisk over i en kommunal institution, oftest ungdomsskoleregi.
• Aktiviteter og projekter fortsætter som selvstændige enheder med egen økonomi og administration.

4. Bæredygtige aktiviteter

I alt 157 eller 47% af ungdomskommuneforsøgets projekter og aktiviteter fortsætter.

• Der er flest af aktiviteter og projekter inden for typen organisatoriske og fysisk rammeskabende aktiviteter, der fortsætter efter forsøgsperiodens udløb. 63% af de oprindelige aktiviteter og projekter fortsætter.
• Godt halvdelen af forebyggelsesaktiviteterne er fortsat.
• Af parlamentariske og demokratiske aktiviteter, kommunikations- og medieaktiviteter samt kultur- og livsstilsaktiviteter fortsætter mindre end halvdelen.

Typen ‘organisatoriske og fysisk rammeskabende aktiviteter’og ‘parlamentariske og demokratiske aktiviteter’ dominerer også efter forsøget i det samlede billede af fortsatte aktivitetetstyper.

5. Bæredygtige elementer

Evalueringen viser, at der i et vist omfang er skabt strukturer og engagement, der lever videre efter forsøgsperioden, og som kan danne grundlag for fortsatte (eller nye) aktiviteter. I den forbindelse kan der udpeges en række elementer, der har bidraget til, at projekter blev bæredygtige:

• At der blev taget udgangspunkt i de unge selv.
• At forsøget byggede videre på aktiviteter, der var i gang, og at der var en tæt tilknytning af aktiviteterne til det eksisterende apparat, f.eks. ungdomsskolen.
• At der var en ramme og kerne af personer, der havde været med længe og brændte for aktiviteterne.
• Samarbejde på tværs af sektorer, forvaltninger, institutioner og fag samt hurtige beslutningsprocesser og -veje.

• Ildsjæle og ejerskab. Man kan med fordel fremover i pædagogiske sammenhænge beskæftige sig mere konkret med ejerskabsbegrebet, herunder hvordan det udvikles og vedligeholdes.
• At unge agerede rollemodeller for andre unge. Dette peger i retning af at arbejde med øget bevidsthed om processerne bag rollemodeller.

Ungdomskommuneforsøget har medført en større bevidsthed og synlighed omkring ungdomsarbejdet generelt og omkring unge og indflydelse mere specifikt. Der er øget opmærksomhed om problematikken omkring ansvars- og kompetencefordeling mellem unge, medarbejdere, forvaltning og politikere, og det er vigtigt, at man arbejder bevidst med, hvilken grundholdning de unge mødes med og til præmisserne for unges indflydelse.

6. Organiserings- og mødeformer

De mange eksempler på foreningsdannelser og mødeformer tydeliggør et bredt spektrum af unges mulighed for indflydelse. Det er ikke muligt at fremhæve et eksempel frem for et andet, og det er tilsyneladende heller ikke det vigtige. Derimod synes det væsentligt, at man i kommunerne er åbne over for de valg, unge træffer, og de udviklinger, det afstedkommer. Fremfor ensidigt at fokusere på at skabe rammer for bestemte organiserings- og mødeformer bør man rette blikket mod fleksibiliteten i disse rammer i forhold til unges valg og udvikling.

Ungdomsråd har været en central del af de parlamentariske og demokratiske aktiviteter. Ungdomskommuneforsøget har vist, at tre tendenser gør sig gældende i den måde, unge organiserer ungdomsråd på:

• Ungdomsrådet fungerer som en formel instans uden faste medlemmer, og den politiske indflydelse er ad-hoc baseret.
• Ungdomsrådet baseres dels på unges generelle interesse for politisk indflydelse varetaget i en form for politisk udvalg og dels på deres interesse for at lave projekter, varetaget af ad-hoc baserede interessegrupper.
• Ungdomsrådet er i et vist omfang en efterligning af det almindelige byråd.

En række problematikker er forbundet med at etablere ungdomsråd. Ideen udspringer ofte fra voksne, og der er en interesseforskel i især politikeres forestillinger om de strukturelle formaliteter og de unges faktiske organiseringsformer. De unge går mest op i, hvad de med et ungdomsråd kan foretage sig, mens politikere tilsyneladende tænker mere på opfyldelse af legitimitetskrav i forhold til repræsentativitet. Dette retter fokus mod den betydning, ungdomsrådenes struktur har for de unges deltagelsesmuligheder og mod spørgsmålet: Hvorfor ungdomsråd?

Generationsskifteproblematikken har vist sig present i nogle ungdomsråd, men det er en problematik, der går igen i mange af de andre projekter også. Det fordrer bl.a. overvejelser om, hvornår og i hvilket omfang voksne skal holde projekter kunstigt i live, hvis de unges interesser bevæger sig i andre retninger.

7. Unges erfaringer, udbytte og læring

En overvejende del af de unge angiver, at de har fået et udbytte af kommunikativ og empatisk karakter, ligesom en overvejende del mener, at de er blevet bedre til at formulere sig og til at tage ordet i forsamlinger. Langt færre unge mener dog, at de er blevet bedre til at diskutere/forhandle med embedsmænd og politikere. Det kan have baggrund i, at det ofte er en koordinator, der har varetaget denne funktion. Det gør sig også gældende for udbytte af mere skriftlig karakter, som også kun en mindre del af de unge mener at have opnået.

Mange af de unge lægger vægt på deres erfaringer med samarbejde, gensidig ansvarlighed og fleksibel deltagelse, og de føler generelt, at de er blevet bedre til at arbejde med projekter. Størstedelen af de unge har fået en større lyst til fortsat at lave ungdomsprojekter. Endvidere lægger de unge vægt på at have en base, hvorfra deres projekt-ideer kan realiseres.

De fleste unge har fået større interesse for ungdomspolitik og politik generelt. Ligeledes har manges holdning til politikere bevæget sig i positiv eller negativ retning. Dette har tilsyneladende baggrund i deres konkrete oplevelser med samspillet med politikerne. På baggrund af de erfaringer, unge har gjort i løbet af forsøget, fremhæver de ærlighed samt klare og synlige rammer i deres samspil med kommunen. Spændingen mellem unge og kommune er i nogle kommuner forsøgt mildnet ved at ansætte unge til bl.a. at varetage formidlingen mellem parterne. Denne balancegang synes dog vanskelig at håndtere. Enten bliver de primært ‘unge med de unge’ eller ‘unge med forvaltningen’.

Før ungdomskommuneforsøget vurderede over halvdelen af de unge deres indflydelsesmuligheder i kommunen som dårlige. De fleste unge giver efter forsøget udtryk for, at deres opfattelse af egne indflydelsesmuligheder har ændret sig positivt. Dette kan være sammenhængende med, at en overvejende del af de unge har forøget deres viden om kommunen, når det drejer sig om tilbud til unge, dens ungdomspolitik og beslutningsprocesser.

8. Aktører og roller i ungdoms-kommuneforsøget

En række aktører har været involveret i og omkranset forsøget lige fra Undervisningsministeriet til de unge i kommunerne. Undervisningsministeriet har haft rollen som konstruktør af den overordnede forsøgsmodel. Samspillet mellem kommunernes professionelle aktører og ministeriet har været præget af, at førstnævnte gerne havde set, at Undervisningsministeriet havde udstukket mere detaljerede retningslinier, mens ministeriet har fastholdt en decentral udformning af forsøgsmodellen.

Således har kommunerne efterlyst fælles retningslinier for de lokale evalueringer, mens Undervisningsministeriet gennem hele processen har fastholdt, at der ikke skulle være sådanne.

De eksterne konsulenters arbejde (finansieret af ministeriet) har der været tilfredshed med, men kommunerne giver udtryk for, at de blev koblet på for sent.

De lokale aktører har skullet fylde forsøgsrammen ud gennem planlægningen og iværksættelsen af en række lokalt udviklede projekter og aktiviteter. Her viser det sig:

• At politikerne har haft en noget tilbagetrukket rolle, hvilket mange praktikere har beklaget. Med henblik på bl.a. synlighed og forankring kan vigtigheden af også et politisk ejerskab påpeges.
• At det fortrinsvis er kommunale embedsmænd og fagprofessionelle, der har taget initiativ til forsøget, hvilket til tider har besværliggjort inddragelsen af unge. I den forbindelse påpeges vigtigheden af unges ejerskab, og i tilknytning hertil, hvornår unge inddrages i processerne.
• At der har været positive erfaringer i de tilfælde, hvor man har opereret med en styregruppe på tværs af fag, forvaltning og institutioner. Det tværfaglige samarbejde fremhæves som bæredygtigt element.
• At ansættelser af koordinatorer har vist sig positivt. Der kan dog være en spænding ift. prioriteringen af placeringen af koordinator. En placering i et institutionelt pædagogisk miljø smager for de unge for meget af skole, klub og pædagogisk omklamring. En placering i forvaltningen er til gengæld for langt fra de unges hverdag, men central i forhold til løsningen af forvaltningsmæssige opgaver. Det viser sig dog, at realiseringen af koordinatorfunktionen i høj grad er personafhængig.
• At de unge, der har været omfattet af forsøget i kommunerne, bredt ligger inden for den af Undervisningsministeriet definerede målgruppe på mellem 15 og 25, men at der lokalt er forskelle i, hvor vægten i målgruppen er lagt.
• At foreningslivet har haft en fraværende eller perifer rolle i de lokale ungdomskommuneforsøg.

9. Til sidst...

Overordnet har ungdomskommuneforsøget muliggjort en proces, hvor der med stor variation er blevet sat fokus på, hvordan og i hvilket omfang unge kan og skal have indflydelse på egen hverdag samt på forhold, der vedrører ungdomsliv mere generelt. Karakteren og indholdet af aktiviteterne har været svingende - meget har været forsøgt. Uanset om aktiviteterne har ført til succes eller fiasko, så har de involverede aktører gjort sig værdifulde erfaringer for en fortsat udvikling af den ungdomspolitiske proces i bred forstand.

Det er håbet, at nærværende evaluering har bidraget til at samle, videreformidle og perspektivere en del af denne erfaringsmængde og således kan inspirere til det fortsatte ungdomspolitiske arbejde i landets kommuner.

Denne side indgår i publikationen "Ungdomskommuneforsøget" som kapitel 2 af 11
© Undervisningsministeriet 2001