4. Klasserum - værksteder - adskillelsen mellem teori og praktik

Opdelingen i teori- og praktiklokaler har solide historiske rødder. Teori- eller klasselokaler svarer i højere grad til den traditionelle opfattelse af, hvad en skole er, og refererer til det, vi alle kender: folkeskolen.

Som omtalt under det historiske afsnit (kapitel 7), har erhvervsskolerne (tekniske skoler) rødder tilbage til tegneskolerne, hvor der ikke var de store krav til udstyr, og hvor én lærer kunne undervise mange elever ad gangen.

En meget sigende kommentar om, hvordan en tømrerlærling oplever opdelingen i teori og praktik, er hentet fra en tidligere DEL-undersøgelse:

"Jeg skal være her i ti uger. Først fem ugers teori og så fem uger i værkstedet. Sådan er det!"

Teori er én ting, praktik noget andet, hvilket forstærkes af bygningernes indretning.

Undervisningsrummene og deres indretning bør appellere mere til elevernes eksperimenterende holdninger og fleksibilitet i planlægningen af undervisningen. Den traditionelle opdeling i teori- og praktik- eller værkstedslokaler bør undergå en opblødning i en moderne erhvervspædagogisk praksis.

I dagens erhvervsskoler opererer man fortsat i høj grad med stamklassebegrebet, hvilket indebærer, at man proportionerer lokalerne efter disse. At én klasse på 16 til 35 elever er sammen med én lærer i et afgrænset tidsrum i et konkret lokale er stadig det alt dominerende rationale, også på erhvervsskolerne.

Fra "Handelsskolebygninger" (1970) har vi hentet disse overvejelser, som er værd at tænke over:

"Arbejdsgruppen mener, at laboratorieskolen, altså fagskolen, er en uønskelig skoleform. Læreren er knyttet til et faglaboratorium, mens eleverne vandrer fra rum til rum, når de skal skifte fag.

Laboratorieskolen defineres således som modsætning til klasseskolen, hvor eleverne fortrinsvis bliver i deres "egen" klasse, mens lærerne vandrer rundt.

Pædagogisk set medfører fagskolen, at tværgående undervisning vanskeliggøres."

"… fremtidens pædagogik vil stræbe efter at opnå det modsatte, nemlig at vi så vidt muligt skal søge at give den samlede undervisning et helhedspræg. De alt for fastlåste faglige båse vil formentlig vise sig stadig mere uhensigtsmæssige i fremtiden. Vi vil få brug for teamwork, der går på tværs af traditionelle grænser."

Arbejdsgruppen foretrækker i første omgang en klasseskole, men en analyse af, hvad dette begreb indebærer, synes at vise, at klasseskolen som sådan konvergerer mod at blive en "gruppeskole".

Socialpsykologisk set er det nok rimeligt at skønne, at det betyder meget for klassen som gruppe, at den har et fast hjemsted, et "territorium". Hvis man vil prøve at indføre begrebet "hygge" i klasselokalerne, vil det være meget fordelagtigt, at eleverne er med til at udforme deres "eget" rum.

Arbejdsgruppen er enig om, at en handelsskole har brug for to størrelser af normalklasser: en lille op til 18 elever og en stor op til 24 elever.

Hvis der undtagelsesvis oprettes klasser med flere end 26, må de have hjemsted i et af de store særlokaler."

Ovenstående beskriver to væsentlige forhold, som har aktualitet i debatten vedr. erhvervsuddannelsesreform 2000:

For det første sætter man lighedstegn mellem fag og laboratorium. Det er også den traditionelle måde at bruge begreberne på, men hvis man bruger begrebet laboratorium i et lidt bredere perspektiv, er det et sted, hvor man eksperimenterer med fysiske objekter i et forsøg på at indvinde viden, at skabe sin egen viden om, hvordan verden hænger sammen. I skolernes verden har laboratorierne til gengæld udviklet sig til at formidle eller afprøve allerede indvunden teori i en praktisk sammenhæng.

For det andet lægger forfatterne vægt på det sociale element som en vigtig forudsætning for al undervisning. Her anser 23 de stamklassen som det tryghedsskabende centrum for eleverne. Imidlertid kan man vel forestille sig andre sociale sammenhænge, som kan bibringe de samme kvaliteter, eksempelvis studiegrupper.

Imidlertid har der igennem mange år været anvendt forskellige typer af lærerum, som ikke kun lader sig indskrive som "teorirum" (formidlings- og studierum) eller praksisrum (værksteder). Lærerummets variationer i en erhvervsskole synes i høj grad at blive inspireret af pædagogiske strømninger, og vi har i vores projekt oplevet ganske stor opfindsomhed, både på tekniske skoler og på handelsskoler.

Værksteder

På tekniske skoler har det lige siden dagskolernes indførelse været værkstederne, der har givet skolerne deres særlige profil. Tilknytningen til erhvervslivet gives her et konkret fysisk udtryk såvel i maskiner, værktøjer, materialer, påklædninger som i ritualer.

Ofte er værksteder indrettet som erhvervsmæssige miljøer blot ganget op med antallet af elever i den konkrete organisatoriske enhed. Det kan ofte være svært at skelne mellem indretningen som arbejdssted og som lærested.

Traditionelt har indretningen været styret af vejledninger og udstyrslister udarbejdet af Undervisningsministeriet. Industritænkningen havde kronede dage i skemaplanlægningen, hvor klasserne rokerede efter bestemte tids- og rokeringsplaner. Stordriftsfordele blev anvendt, hvor det var muligt, så man kunne nøjes med færre værkstedslokaler.

Det var ofte "færdighedsindlæringen", som bestemte både lokaleindretningen og organiseringen af læreprocesser. Der blev arbejdet "i takt".

Selvom man har forsøgt at "kopiere" erhvervet, har der ofte været en usamtidighed i indretningen af de fysiske praksismiljøer set i relation til erhvervsmiljøerne (ikke bare i udstyr, men også i indretning og organisation). Denne træghed i tilpasningen skyldtes formentlig, at man hverken økonomisk eller vidensmæssigt har magtet at indrette lokaler, som både afspejler bredden i erhvervets produktionsvilkår og er på forkant med den teknologiske udvikling.

Efter taxametersystemets indførelse begyndte mange skoler at tænke alternativt ift. indretningen af praksisrummene, da skolerne var klar over, at de måtte bruge mere eksemplariske principper og i høje 24 re grad simulere virkeligheden end at kopiere den.

Multiværksteder/åbne værksteder

Andre planlægningsprincipper smitter efterhånden også af på indretningen af det fysiske miljø. Multiværksteder, som dels består af en bredere udstyrsbestykning, dels anvender andre lay-outs end traditionelle værksteder, og åbne værksteder, som også arbejder med løbende indtag af elever på forskellige niveauer, vinder indpas.

Teorilokaler/klasselokaler

Begrebet "teorilokaler", som formentlig er opstået som en afgrænsning ift. "praktiklokaler", er en noget misvisende betegnelse, da det ofte er praksissammenhænge, man beskæftiger sig med. Tit er der snarere tale om "regelindlæring" eller "arbejdsinstruktion" end formidling af teori. Hvis der foregår teoriundervisning, er det ofte teori, der formidles, ikke teori, der skabes.

Teorilokalerne er almindeligvis beregnet til klasser på typisk 20-30 elever, med grundopstilling enten i hestesko, rækker eller gruppeformation. Det er vores fornemmelse, at ganske få lærere bruger tid på at ændre bordopstillingen i lokalerne, når de én gang er placeret på en bestemt måde. Lokalestørrelsen er ofte en hindring for, at lærerne bruger lokaleindretningen aktivt til at skabe rammer for varierede undervisningsmetoder.

Et eksempel på Multiværksted: Slagelse tekniske Skole, Maskin

Eksempel på teorilokale med gruppeopstilling, Kolding Købmandsskole

Fra førnævnte publikation "Handelsskolebygninger" (1970) har vi hentet følgende:

"Der lægges en stigende vægt på grupper. Tit skiller man en klasse ad og laver små korte "summemøder" i mindre grupper, hvorefter klassen samles igen og fortsætter undervisningen som en enhed. I andre tilfælde skilles klassen for en lidt længere periode, dvs. grupperne får en lidt større opgave, som de skal løse selvstændigt, hvorefter klassen igen samles til det videre arbejde.

Skive Handelsskole, Hesteskobordet, "Handelsskole Bygninger" (1972)

Der lægges i stigende vægt på selvstændigt gruppearbejde, og læreren får dermed i højere grad status som instruktør for grupper fremfor at være lærer for enkeltindivider. Klassen er mor til grupperne. Klassen er defineret som en samling elever med bestemte karakteristika…

Klassen er et kunstprodukt, der er ingen steder i det praktiske liv, hvor man arbejder i "klasser"."

Ganske rammende for diskussionen i erhvervsuddannelsesreform 2000.

Auditoriet/storrummet

Mange skoler, der bygger nyt i disse år, indretter sig med større rumtyper: både de traditionelle klasselokaler i lidt større udgave, men også i stigende grad egentlige auditorier. Lokaler, hvor det er tydeligt, hvad det er, der kan foregå, og hvordan. Størrelsen varierer her fra 50 og op til flere hundrede pladser.

Studierum/grupperum

I takt med den stigende individualisering af uddannelserne og ønsket om at ophæve klassen som dominerende organisationsform, er skolerne blevet mere og mere optaget af, hvordan man kan opbygge mere studieorienterede miljøer.

Eksemplet er fra EUC Midt, auditoriet er med fleksibel opstilling og skrivepulte på stolene

Eksemplet er fra Århus Købmandsskole, Sønderhøj. Denne udgave af auditoriet karakteriserer "biografmodellen", som er mere statisk

Eksistensen af individuelle uddannelsesplaner og en stigende anvendelse af studie og projektgrupper skal understøttes af de fysiske rammer.

Som det fremgår af de efterfølgende cases, har skolerne valgt mange forskellige løsninger på opbygningen af studiemiljøer. De egentlige grupperum synes at få en faldende betydning. Den generelle opfattelse er, at man udmærket kan anvende gange, torve, kantine og cafemiljøer til gruppearbejder af forskellig art.

Desuden betyder udbredelsen af "ansvar for egen læring"-ideologien og den øgede anvendelse af informationsteknologi, at de studerende ikke længere behøver at være tids- og stedbundne, men kan finde andre miljøer at henlægge deres uddannelse i end skolens egne lokaliteter.

Åbne læringscentre

Væksten i åbne læringscentre (oversat fra engelsk: "Open Learning Centre", om man skal kalde dem centre eller miljøer er der delte meninger om) synes at være det mest tydelige udtryk for trenden i moderne skolebyggeri.

Skolerne bruger meget tid og energi på at opbygge miljøer, som er fleksible og åbne.

Mange mener, at de åbne læringscentre må forstås som moderne teorilokaler. Andre forsøger at opbygge dem, så de kombinerer teori og praksis i egentlige eksperimentelle miljøer (f.eks. SIMUmiljøer, Aabenraa og "Naturvidenskabeligt Center" på EUC Midt).

Vi vil her henvise til en tidligere udkommet publikation, A. Neil Jacobsen: "Åbne læringscentre - hvorfor og hvordan?", som på glimrende vis beskriver ideer og eksempler på åbne læringsmiljøer.

Her er nogle eksempler fra de efterfølgende cases: (Købmandsskolen Aabenraa Business College og Århus Købmandsskole).

Aabenraa. De ottekantede borde er populære, de muliggør både individuelle studier og gruppearbejder.

På en vis måde kan man se multiværksteder og åbne læringscentre som "konkurrerende" koncepter for indretning af lokaler. Multiværkstedstanken er med sin oprindelse i "praksisorienteringen" et forsøg på at gøre værkstedsundervisningen mere fleksibel og individualiseret. Heroverfor synes åbne læringscentre at lægge vægt på at styrke den enkelte elevs arbejde med teori.

Skemaplanlægning

Skolernes traditionelle planlægning af undervisningsaktiviteter har stor betydning for, hvordan man tænker det fysiske miljø. Ønsket om at kunne fordele lærere og elever i skolens lokaler på en rationel måde har altid været målet for skemaplanlæggere. Det bliver således lokalets indretning, der i høj grad bestemmer, hvad der skal laves, og ikke omvendt.

Århus Købmandsskole. Her er de individuelle og gruppebaserede arbejdspladser fysisk adskilt

Flere skoler er for alvor begyndt at tænke mere fleksibelt mht. planlægning og fysisk miljø. Multiværksteder, åbne læringscentre, auditorier, flexmiljøer indeholder kimen til at bryde med de traditionelle planlægningstraditioner. Her er muligheder for, at de enkelte miljøer bliver anvendt med udgangspunkt i, hvad den enkelte elev/gruppe skal lære, og at det sker ved konkrete aftaler med de tilstedeværende lærere.

Denne side indgår i publikationen "Skoleeksempler" som kapitel 4 af 9
© Undervisningsministeriet 2001