3. Skolens disponering/layout

Den overordnede planløsning for erhvervsskolerne ser ud til at ændre sig meget i de byggerier, vi har besøgt. De bygningsmæssige rammer har afgørende betydning for de mennesker, der bruger den, og fremfor alt skal byggeriet både være holdbart og fleksibelt.

Skolens omverden/omgivelser

De fleste af de skoler, vi har besøgt, er placeret i bymæssig bebyggelse, enten i centrum eller i randområder i forbindelse med industri- eller boligområder. Lokaliseringen er tilsyneladende ikke et afgørende moment i skolebyggernes overvejelser, men infrastruktur og adgangsveje har alles bevågenhed. Endvidere tænker de fleste også på, at skolen skal kunne rumme andre grupper end elever, idet nogle udlejer lokaler til arrangementer af forskellig art.

Specielt er nogle skoler optaget af at kunne tiltrække elever langt fra skolen ved at etablere skolehjem. Vi vil dog ikke yderligere beskæftige os med skolehjemsproblematikken her.

Parkeringspladserne er et særskilt problem, som på mange måder gør skolens omgivelser vanskelige at gøre til attraktive opholdsarealer i pauser.

De fysiske anlæg

Skolernes indgangspartier skal selvfølgelig præsentere sig, og ganske mange skoler laver nogle flotte adgangsveje. Store glaspartier og flotte receptioner tager imod de besøgende.

Både ny-, til- og ombygninger bærer præg af:

• indpasning i det ydre miljø
• gennemskuelighed/åbenhed
• fællesrummenes fleksible anvendelse
• fleksible rumstørrelser
• maksimal arealudnyttelse.

Rumfordeling: "Torv" eller gange?

Specielt i ny- og tilbygninger forsøger man at undgå "de lange gange" som rumfordeler. Det er tydeligt, at de multifunktionelle fællesrum (kantine/bistro/ cafe, hall, "basargade") på én gang er både de naturlige samlingspunkter og samtidig fordelingscentral til de enkelte afdelinger.

De lange smalle gange, hvis eneste formål er at lede trafikken, synes ikke at indgå i skolebygningsplanerne i 1990' erne. De steder, hvor gangene allerede findes, forsøger man at gøre gangene til opholdsarealer på forskellig måde. Enten ved at pynte med stole/bænke/borde, planter, kunst, maling m.m. eller ved simpelthen at rive mure ned, så gangen udvides til egentligt opholdsrum.

"Det fælles" og "det særlige"

I kapitel 2 har vi beskæftiget os med forholdet mellem funktioner, relationer og kultur. Det er ikke muligt ud fra de skoler, vi har besøgt, at identificere fælles måder at sammenkæde de tre dimensioner på. Dog finder vi en tendens hos skolebyggere til at opprioritere det fælles for skolen som helhed og nedprioritere det særlige: branchen/afdelingen/den enkelte uddannelses særpræg. Det er vores indtryk, at der lægges vægt på at inddrage alle skolens aktører i byggeprocessen. Aktørernes særinteresser kan undertiden være i konflikt med fælles interesser formuleret af skoleledelsen.

Det er som om, man i beskrivelsen af de pædagogiske ideer for byggeri forsøger at stimulere den generelle tendens til nedbrud af faggrænser i opbygningen af de fysiske miljøer.

De sidste års undersøgelser af eleverne på erhvervsskolerne stimulerer tilsyneladende denne tendens til at lave generelle miljøer. Der er tilsyneladende ikke det samme behov for identifikation med en bestemt uddannelse/erhverv hos de nuværende elever. De har et større behov for at kunne "spejle" sig i hinanden end for at kunne identificere sig med andre fagfæller. Det er også lettere at skifte uddannelse, hvis man ikke "gror" alt for fast i et bestemt uddannelsesmønster.

Det er vores opfattelse, at denne tendens kan være problematisk. For os at se er det vigtigt, at subkulturer får lov at blomstre, at enkelte uddannelser/brancher får lov at sætte deres præg på skolens fysiske udformning.Man starter først og fremmest på en uddannelse, ikke på en skole. Det, der bør være de særlige kendetegn på en erhvervsskole, til forskel fra andre skoleformer, er de klare erhvervsmæssige miljøer: at man kan se, at her uddannes bagere, slagtere, frisører og butiksassistenter osv. Men selvfølgelig må udviklingen af subkulturer ske i sam 19 klang med skolefællesskabet og de fælles kulturelle værdier, der bør udvikles på skolen som helhed.

Model for erhvervsskolens disponering

Nedenstående principskitse er en model for et skole-layout, hvor "lagkagestykkerne" repræsenterer afdelinger. Indgangen til torvet er fælles for alle. Jo længere man kommer ud i periferien, des mere specifikke miljøer træder man ind i. Det åbne læringscenter er principielt tilgængeligt for alle uddannelser, multiværksteder kan være fælles for nogle, mens "eksperimentarier" ofte er uddannelsesspecifikke. "Museer" angiver miljøer, som har stor kulturel værdi for de erhverv, det enkelte speciale retter sig mod.

Dispositionsplan for erhvervsskolen (principskitse)

Inspirationen til modellen har vi fra Australien, hvor vi i Torrence Valley fandt en smuk løsning af et indre torv, hvor de enkelte "fakulteter" viser deres facade for besøgende. Modellen er meget foreløbig og bør konkretiseres yderligere.

I publikationen "Handelsskolebygninger" (1970) findes disse overvejelser om, hvordan skolens fællesarealer kan anvendes multifunktionelt:

"I sin ydre form er fællesrummet et meget stort rum, der fremkommer ved at spænde et loft og et gulv ud mellem skolens klassefløje. Det vil sige, at det er et meget billigt rum i anskaffelsesmæssig henseende.

Til gengæld er det et problematisk rum, fordi det skal bære en enorm trafik, samtidig med at det skal løse en række andre funktioner. Rummet er tænkt som en blanding af gågade, vinterhave, hotelfoyer, kantine, skolegård, gangareal, festsal, mødesal, foredragssal, teatersal, læsestue og grupperum, og desuden skal det fungere til storrumsundervisning. Det er et trafikknudepunkt for hele skolen. Kan alle disse funktioner forliges?"

Og videre:

"Det kan selvfølgelig opfattes som yderst problematisk at foreslå fællesrummet brugt som læsestue. Imidlertid er der grund til at sætte et spørgsmålstegn ved denne stilhedstradition. Mange erfaringer synes at vise, at vi godt kan arbejde med en vis moderat baggrundsstøj. Moderne kontorlandskaber ville ikke være mulige, hvis det ikke lod sig gøre. Det er et spørgsmål, om ikke en vis summen af mennesker netop befordrer arbejdet."

På de skoler, vi har besøgt i projektet, er det svært at identificere klare principper for rumfordelingen. Traditionelt har erhvervsskolerne (overvejende de tekniske skoler) været opbygget i overensstemmelse med "fagklasseprincippet" - det er faget/uddannelsen, der er rationalet ift. det fysiske miljø. I dag er dette mere blandet med "hjemstavnsprincippet": at man planlægger ud fra den sociale enhed (klassen/holdet, gruppen, årgangen).Men netop fordi klassen ikke længere er et ufravigeligt mantra for skolebyggere, er det svært at se de traditionelle principper folde sig ud.

Det stiller krav til den enkelte elev/studerende, at han/hun kan overskue større fysiske miljøer og i højere grad "vælge" at bruge totalmiljøet ift., hvad han/hun skal lære, at skabe den sociale sammenhæng med de medstuderende, som han/ hun selv finder eller bliver opfordret til at organisere sig sammen med osv. For nogle en skræmmende vision, for andre en ønskværdig fremtid.

Denne side indgår i publikationen "Skoleeksempler" som kapitel 3 af 9
© Undervisningsministeriet 2001