Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

1. Indledning





I dette temahæfte forsøger vi at indfange de pædagogiske ideer, der ligger bag dagens erhvervsskolebyggerier. Både tekniske skolers og handelsskolers bygninger har været præget af byggetraditioner, der har dybe historiske rødder. Fra søndagsog aftenskoler over fagskoler til erhvervsskoler og uddannelsescentre har skolebyggere gjort sig overvejelser over, hvordan det fysiske miljø kan understøtte de aktiviteter, der foregår.

I vores indsamling af materialer har vi mødt en utrolig åbenhed og beredvillighed hos de skolefolk, vi har haft forbindelse med. Der er en stor lyst til at vise skolen frem for besøgende, og man kan mærke, at de, der laver ny-, om- og tilbygninger til skolerne, har et stort engagement og en stor fortællelyst. Det har vi været meget glade for.

Kapitlet om skolemiljøfaktorer skal indkredse nogle begreber og sammenhænge, der giver grundlag for at beskrive udviklingstendenserne på en mere systematisk måde.

Tilsvarende er kapitlerne om skoledisponering og klasserum/værksteder forsøg på at afkode nogle af de mere generelle træk ved dagens erhvervsskolebyggerier.

Det er karakteristisk for de byggerier, vi har været i forbindelse med, at bygherrerne refererer til de samme to nøglebegreber: fleksibilitet og åbenhed.

Fleksibiliteten går på både det fysiske rum, som det skal være muligt hurtigt at ændre i størrelse og indretning, og på planlægningsmæssige og organisatoriske forhold. Under fleksibilitet hører for de flestes vedkommende også "multifunktionalitet": at rummene skal kunne bruges af forskellige brugere og med forskelligt formål.

Åbenhed betyder i fysisk forstand gennemsigtighed: der er ingen, der skal kunne "gemme sig", hvilket betyder rumadskillelser i form af glas eller helt åbne miljøer med mere lette former for opdelinger. Man skal kunne se, at skolen summer af liv. Også i forhold til omverdenen er det betydningsfuldt med åbenhed.

Vi har valgt at medtage en del billedmateriale og nogle stiliserede bygningstegninger, som forhåbentlig kan tale deres eget sprog. Det har været svært at udvælge de eksempler, som kan belyse, hvordan de pædagogiske ideer er omsat til bygninger og indretninger. Mange har vi af pladsmæssige hensyn måttet udelade.

Afslutningsvis har vi medtaget et kapitel om skolehistorie. Selvom de fleste skolebyggere forsøger at fremtidssikre deres byggerier, sker det ofte med skyldigt hensyn til eksisterende traditioner.

Vi håber, at hæftet kan give alle, der medvirker ved erhvervsskolebyggerier, inspiration og give stof til nye ideer i udviklingen af tidssvarende skolebygninger på en måde, der ikke lægger hindringer i vejen for de næste generationer af brugere.

 


Denne side indgår i publikationen "Skoleeksempler" som kapitel 1 af 9
© Undervisningsministeriet 2001

 Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top