    |
|
![[ Undervisningsministeriets logo ]](images/stdlogo.gif) 6. Rekvirenter og brugere
Rådgivningen skal kun i undtagelsessituationer foreslå og medvirke til iværksættelse af foranstaltninger, som børn eller forældre ikke oplever som nødvendige eller hensigtsmæssige. Det kan fx ske i sager, hvor der er stor risiko for barnets sundhed og udvikling. Fra starten er det vigtigt at udvikle en fælles forståelse mellem familie og PPR om, hvad der er problemstillingen, og hvad der er formålet med samarbejdet. En fælles problembestemmelse og udarbejdelse af en fælles handleplan er forudsætninger for at etablere et ligeværdigt samarbejde. Rammer og indhold skal beskrives, og opgavefordelingen mellem de involverede parter skal afgrænses. Desuden skal det fastlægges, hvornår en opfølgning og evaluering skal finde sted. De fleste direkte brugere henvises af PPRs samarbejdspartnere med henblik på vurdering og eventuelt forslag om iværksættelse af specialundervisning eller anden støtte. En anden gruppe forældre og børn henvender sig af egen drift til PPR. Ofte er der en tydelig forskel i brugernes grad af motivation i forhold til et kommende samarbejde med PPR – afhængigt af om kontakten skyldes en henvendelse eller henvisning, idet de førstnævnte generelt opleves som mest motiverede. PPR har med sin indplacering i den kommunale struktur flere kategorier af rekvirenter og brugere, der repræsenterer tre hovedgrupper. De enkelte niveauer repræsenterer væsensforskellige interesser:
Det politiske niveauPPRs dialog med det politiske niveau tager udgangspunkt i generelle forhold, der vedrører børn og unge i kommunen. Den indebærer desuden information og dokumentation om PPRs ydelsesområder. PPR må i en systematisk dialogform sikre, at det politiske niveau løbende modtager det relevante informations- og beslutningsgrundlag til brug for en konkret udmøntning af de kommunale målsætninger på børn og unge området. PPRs ydelser til det poltiske niveau kan konkret omhandle:
PPRs virksomhed på dette niveau må afspejle rådgivningens arbejde med egne målsætninger, beskrivelser af ydelsesområder og handleplaner. Det samarbejdsmæssige brugerniveauDialog med det samarbejdsmæssige brugerniveau omfatter kontakt til samarbejdspartnere – fx til det ledelsesmæssige niveau i generelle spørgsmål og til lærere, pædagoger, sagsbehandlere og sundhedsplejersker, der indgår i en aktuel sag. Samarbejdet består af fælles sags- og problemanalyse, udarbejdelse af handleplaner sammen med forældre og barn, vejledning, supervision og opgavefordeling. En systematisk koordinering af faggruppernes opgaver skal sikre, at indsatsen tilrettelægges ud fra en fælles problemforståelse, en fælles handleplan og en aftalt, klar opgavefordeling. Faggrupper med primær kontakt til forældre har behov for sparring i dette samarbejde for at kunne udvikle og praktisere en ligeværdig dialog med forældrene. Det gælder ikke mindst for arbejdet med forældre til børn, hvis adfærd eller handicap nødvendiggør en særlig tilrettelagt indsats. Primære samarbejdspartnere bør opleve, at PPRs medarbejdere har tilstrækkelig tid og faglig kompetence, fordi manglende tid og forkert prioritering af arbejdsopgaverne opleves som dårlig service. Der er en tendens til, at skolerne ønsker, at PPR flytter fokus væk fra snævre faglige problemer til fordel for en mere samspilsorienteret indsats fx i klasserne. De foretrækker en mere rådgivende og terapeutisk indsats (1). Børnenes primære kontaktpersoner ønsker, at PPR-medarbejderne fungerer som sparringspartnere. Opgaven kan eksempelvis være at beskrive samspillet mellem lærer og elev, således at psykologen fungerer som en slags udviklingskonsulent, der inspirerer til nytænkning og underviser i den professionelle samtale til gavn for de primære kontaktpersoners samarbejde med børn og forældre (2). Det direkte brugerniveauArbejdet med det direkte brugerniveau indebærer en direkte servicering af børn og forældre. Kontakten må indeholde en fælles analyse af den eller de problemstillinger, der har udløst henvisning eller henvendelse til PPR. Der træffes aftaler om nødvendige undersøgelser, dataindsamling, rådgivning, vejledning og eventuel behandling. Det er i hele denne proces vigtigt, at forældrene oplever PPR-medarbejderens indsats som kompetent – både fagligt og kommunikativt. Det er en forudsætning for, at der kan skabes et funktionsfællesskab om at nå de ønskede udviklingsmål. I nogle amtskommuner tilbydes pædagogisk-psykologisk rådgivning til forældre med børn, der har behov for vidtgående specialundervisning ved amtets foranstaltning. I kommunerne kan det på grund af de personale- og kompetencemæssige ressourcer ofte være nødvendigt at inddrage særlig ekspertise i forbindelse med tilrettelæggelse af undervisning for børn med særlige behov. Den skal måske findes i en landsdelsdækkende institution, i et videnscenter eller i amtet. Der er i forbindelse med den ændrede opgavefordeling vedrørende den vidtgående specialundervisning øget behov for opmærksomhed på dette område (kap. 9). For den større gruppe børn, der falder inden for rammerne af den almindelige specialundervisning, drejer opgaven sig overordnet om på kommunalt niveau at fremme en fælles udviklingsforståelse og fælles mål for barnets skolegang og fritid. Forældredeltagelse i barnets skole- og fritidsliv er vigtigt i et målrettet samarbejde om at skabe udvikling. Den direkte involvering i barnets aktiviteter er nødvendig, når gensidige forventninger skal afstemmes og dialogen styrkes. PPR har en vigtig opgave i at medvirke til at styrke forældrenes indblik i, hvordan og på hvilke områder deres indsats kan fremme og udvikle barnets færdigheder og trivsel. PPRs medarbejdere må i denne sammenhæng være inspiratorer i udvikling af modeller for, hvordan forældre kan inddrages direkte i undervisning og planlægning. Her kan erfaringer fra heldagsskoler være til inspiration, både når det drejer sig om at udvikle forældre- /lærerfællesskaber i undervisningen, og hvad angår andet samvær med henblik på at styrke barnets trivsel og kompetence. De voksnes konkrete samarbejde har desuden stor overførselsværdi for især børn med kontakt- og kommunikationsvanskeligheder, fordi det dokumenterer, at forældre og andre involverede voksne er i stand til at skabe en platform for samarbejde. Inddragelse af tosprogede børns familier kan bidrage til at gøre undervisningen interkulturel, hvilket er en forudsætning for at kunne tage udgangspunkt i det tosprogede barns erfaringer. Tosprogede medarbejdere / konsulenter er centrale i udviklingen af modeller, der inddrager de tosprogede forældre. Barnets involveringPPR fremsætter ikke forslag om handleplaner uden barnets eller forældrenes involvering og accept – undtagen som nævnt i ganske særlige tilfælde, jvf. kap. 4. Derfor skal det henviste barn være direkte deltager i sagsarbejdet. Der er behov for at udvikle bæredygtige modeller til systematisk og direkte involvering af det henviste barn i alle dele af specialundervisningsforløbet. Det gælder ikke mindst i udformningen af det målsættende handleforslag og i evalueringen af gennemførte forløb. Ethvert barn, der henvises til PPR med henblik på iværksættelse af specialundervisning eller anden støtte, bør oplyses om sine rettigheder og muligheder for at tage stilling til handleforslag, være med til at udforme disse og til regelmæssigt at evaluere indsats og resultater. Barnets mulighed for at bidrage med sin virkelighedsopfattelse må sikres i samtlige interventionssammenhænge. Forbigås barnets perspektiv, mistes muligheden for at pejle sig ind på netop de udviklingsmuligheder, som det selv oplever som realistiske og ønskelige. De sagsansvarlige PPR-medarbejdere og barnets lærere må sikre, at det enkelte barns rettigheder varetages i en systematiseret dialog mellem hjem og skole (6). Barnet må i forbindelse med indstillingen til PPR sikres udtalemulighed såvel i det problemafdækkende forløb som i diskussionen om indsatsmodeller og i afsluttende evalueringer. Det er i evalueringsfasen, at barnet erkender, at vurdering af egen indsats er forudsætning for den udvikling, der kan ses og måles, og som danner udgangspunkt for nye udviklingsmål. Bekendtgørelse og vejledning påpeger vigtigheden af tæt samarbejde og erfaringsoverførsel mellem normal- og specialundervisning. Udviklingen af dette synes afgørende, når brugbare observationer og øvrige indhøstede resultater i specialundervisningsforløbet skal overføres og omsættes til nye veje og metoder i den almindelige undervisning til gavn for helhedsindsatsen omkring barnet. PPRs synlighed og tilgængelighedNedenstående spørgsmål kan danne udgangspunkt for den debat, som den enkelte
rådgivning igangsætter som led i en årlig status og evaluering.Hvordan er den lokale
vurdering af PPRs synlighed, og hvilke konkrete initiativer er der taget for at sikre en
høj grad af information og viden om PPRs arbejdsfelt? Eksisterer der på det direkte brugerniveau fornøden tillid og viden om, at muligheden for åben anonym rådgivning er til stede? PPRs synlighed og tilgængelighed er forudsætning for, at brugerkontakt uden henvisning kan etableres. Vigtige forudsætninger for en sådan åben dialog er:
Den åbne, anonyme rådgivning eksisterer principielt altid som en del af PPRs samlede tilbud. Det er almindeligt kendt, at nogle forældre frem for at blive henvist, selv ønsker at opsøge rådgivning uden om skole eller institution. Også gruppen af store børn og unge skal tilbydes en synlig mulighed for at søge hjælp, uden at forældre eller andre voksne orienteres. Erfaringen viser, at rådgivningen bør etableres i de miljøer, hvor de unge naturligt kommer – fx i klubber eller på skolen. Der skal være mulighed for at opsøge hjælp, uden at lærere og andre umiddelbart får kendskab til det. Det må i det enkelte lokalområde overvejes, om der i forhold til særligt marginaliserede grupper skal tilvejebringes et specielt åbent rådgivningstilbud. Det kan eksempelvis dreje sig om unge, der tidligt har forladt skolen uden at indgå i et uddannelsesforløb. Eller om unge forældre, hvis netværk er sparsomt, og som er uden fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Et tæt samarbejde med gademedarbejdere, SSP-konsulenter, boligrådgivere og lignende giver et bedre udgangspunkt for at finde frem til brugere med behov for hjælp og sikrer, at hjælpen gives på det rigtige tidspunkt og i en for brugeren relevant form. I kommuner hvor åbne rådgivningstilbud til fx børnefamilier har været et fast integreret tilbud igennem flere år, har det ikke betydet en mindre søgning til PPRs traditionelle tilbud. Forklaringen er muligvis, at åbne tilbud retter sig mod andre brugergrupper, som man ellers ikke plejer at få kontakt med. En anden årsag kan være, at den åbne rådgivning skal være kendt over en længere periode, før den kan forventes at medføre nedgang i antallet af traditionelle henvisninger til PPR. Udvikling af samarbejdet med forældre og børnSpecialundervisning og anden indsats sættes i gang i et samarbejde med barn og forældre, jvf. kap. 4. Barnets og forældrenes involvering og medansvar bør resultere i, at initiativer og handleplaner formuleres i et egentligt ‘samråd’ med de deltagende fagpersoner (7). Forudsætningen for et sådant samråd er, at de involverede fagpersoner informerer brugerne om deres rettigheder, valgmuligheder, fravalgsmuligheder og ankemuligheder, før der træffes beslutning. Det er en forudsætning for at praktisere samrådsmodeller, at der eksisterer en ligeværdighed mellem parterne, således at der principielt bliver tale om en gensidig rådgivning, der også inddrager forældre og barns forståelse af situationen på de områder, hvor samarbejdet etableres. På den måde ligger en del af ansvaret for rådgivningsopgaven holdningsmæssigt hos forældreparten. Der bør være overensstemmelse mellem lovgivningens intentioner om forældreinvolvering og praksis på skolerne. PPRs medarbejdere må i de enkelte arbejdsfællesskaber på skolerne afklare, hvad eventuelle barrierer hos de involverede professionelle består i med henblik på at opnå en stadig kvalificering af samrådsmodellen (2). Overordnet skal PPR i sin dialog med barn og forældre tage stilling til bevidste etiske retningslinjer for samarbejdet – både i den direkte dialog og i relation til videregivelse af skriftligt materiale, herunder aktindsigt. Der bør formuleres principielle retningslinjer vedrørende den praktiske adgang til det skriftlige materiale – som fx stillingtagen til om journaler følger børnene og opbevares i hjemmet, og om alt materiale løbende sendes til forældrene i kopi. Hvis journalen opbevares af forældrene, kan materiale fra forskellige forvaltningsgrene samkøres og journaliseres i hjemmet med baggrund i forældrenes accept af ordningen, jvf. gennemgang af regler i kap. 4. Koordinering af indsatsen omkring forældre og barn"Mulighederne for at ændre fejludviklinger øges via dialogen mellem alle de implicerede parter og med en smidig og hensigtsmæssig udveksling af relevante informationer mellem de forskellige instanser, som har indflydelse på problemløsningen" (PPRs afsluttende rapport side 20). Det er ofte en områdegruppe i kommunen, der organiserer indsatsen omkring barnet. Forældrene må gøres bekendte med sagsgangene og personerne bag koordineringen og informeres om det løbende arbejde i alle sammenhænge. Der må derfor også ske en overordnet koordinering af de forskellige rådgivningssystemer. Behovet for koordinering skærpes, når eksterne fagpersoner fra amt eller specialinstitution er inddraget – fx når henvisning til vidtgående specialundervisning vurderes. Koordinering af indsatsen og formidling af fortrolige informationer bør ikke blive mere omfattende, end problemstillingen berettiger. Mindre vidtgående foranstaltninger som almindelig specialundervisning bør af etiske grunde og af hensyn til brugernes retssikkerhed ikke sagsbehandles eller visiteres i et tværsektorielt forum. Generelt betyder det øgede samarbejde på tværs af sektorer og fag, at det er nødvendigt med øget opmærksomhed på etik og regler for at sikre brugernes rettigheder. Reglerne om tavshedspligt, underretningspligt og oplysningspligt er gennemgået i ‘Vejledning om hjælp til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældre’, som Socialministeriet, Sundhedsministeriet og Undervisningsministeriet udgav i fællesskab i 1995 (8). Samarbejdsmodeller på tværs må generelt fokusere på udsatte risikobørn fremfor børn med behov for en enkeltstående, mindre indgribende indsats. Brugernes rettigheder må beskyttes, og de lokalt fastsatte rammer for samarbejdet må sikre, at lovsættet ikke forvrides. Underretningspligt, oplysningspligt og tavshedspligt i forbindelse med PPRs virksomhedI overensstemmelse med lov om social service §35 stk. 1 skal offentligt ansatte med en skærpet forpligtelse underrette de sociale myndigheder, hvis de får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte. Medarbejdere på børn og unge området i kommunerne har ifølge lov om offentlighed i forvaltningen pligt til at søge de nødvendige informationer på tværs af forvaltningsgrænser, når hensynet til barnet nødvendiggør det – og eventuelt også i særlige tilfælde uden forældres samtykke. PPR-medarbejderens tavshedspligt (forvaltningslovens §27) kolliderer således ikke
formelt med dennes pligt til at søge og selv videregive nødvendige informationer
vedrørende et barn med behov for særlig støtte. Der kan eksempelvis være tale om et
barn med sociale og emotionelle problemer, og det må her bemærkes, at: Læreren og pædagogen har ligeledes mulighed for – uden forældres samtykke – at søge rådgivning hos PPR for på et generelt grundlag at modtage vejledning. I de få tilfælde, hvor det trods gentagne bestræbelser ikke lykkes at etablere et samarbejde med forældrene, og bestemmelserne om specialundervisning ikke vurderes at være tilstrækkelige, må skole eller PPR underrette de sociale myndigheder, jvf. forvaltningslovens §28, og lov om social service §35 stk. 1. PPRs formaliserede dialog med brugereDen arbejdsmetodik, der erstatter ‘accept’ med ‘samråd’ i kontakten på det direkte brugerniveau, rummer i sig selv en holdningsændring. Den er forudsætning for et paradigmeskift i PPRs og det samlede børn og unge områdes sagsbehandling. Arbejdet i de tværfaglige koordineringsfora må afspejle denne udvikling. Endelig må PPR og det øvrige børneområdes institutioner gennem løbende planlægning eller årlig status fastholde en dialog med brugergrupper på flere niveauer, og PPR må lokalt udvikle modeller for denne dialog. Som samarbejdende organisation kan PPR eventuelt etablere en ‘brugerbestyrelse’ eller et ‘dialogforum’ af interessenter for at sikre, at fx opgaveprioriteringen på PPRs arbejdsområder fungerer tilfredsstillende. Der kan være tale om et permanent eller et situationsbestemt høringsorgan, der kan sammensættes af brugere på et eller flere brugerniveauer (politikere, samarbejdspartnere og direkte brugerrepræsentanter). PPRs indsats tilrettelægges inden for rammerne af lovgivning og kommunale målsætninger, jvf. kapitel 2. Brugerdialogen forudsætter en systematiseret arbejdsgang på den enkelte rådgivning, der løbende må beskrive opgaverne og evaluere indsats og resultater. PPR må udforme lokale evalueringsværktøjer, og på baggrund af en intern status og en løbende dialog med brugerne udforme en virksomhedsplan, der oplyser om de arbejdsområder, som prioriteres og om grundlaget for, at netop de er valgt. Ud fra ønsket om at forebygge må det forventes, at PPR vil styrke indsatsen på områder med et generelt forebyggende indhold – her blandt andet dialogen med de samarbejdspartnere, der har den direkte kontakt til børn og familier:
Henvisninger1. Niels Egelund og Kim Foss Hansen: Urolige elever, DLH 1998. 2. Undervisningsministeriet: Inspiration til undervisningsdifferentiering, 1998. 3. Kim Foss Hansen: Undersøgelse af den vidtgående specialundervisning, 1993. 4. Anne Dorte Hestbæk: Når børn og unge anbringes, SFI 1997. 5. Else Christensen: Anbringelser af børn, SFI 1998. 6. FN-konventionen – om barnets rettigheder. 7. Mogens Blær m.fl.: Forældres nye rolle, Dafolo 1996. 8. Vejledning fra Social-, Sundheds- og Undervisningsministeriet: Dialog og samarbejde med forældrene, 1996.
|
|
| Til sidens top |
