3. Børns udviklingsvilkår, nybrud og PPRs virke

I dette kapitel beskrives, hvordan viden om børn og børns udviklingsbetingelser lægger linjen for den måde, PPR fremover yder service på. Desuden omtales nogle af de krav og forventninger, som lovgivning, politikere, brugere og ansatte i PPR har til PPR.

Børns levevilkår og trivsel

De fleste børn frekventerer tidligt en daginstitution og er i offentlig pasning og uddannelse, indtil de afslutter skoleforløbet. Børn tilbringer således mange af deres vågne timer i institutions- og skoleverdenen – en institutionsverden, der er udbygget meget for at indfri forældrenes krav om børnepasning og i de senere år også på grund af det stigende børnetal. En del af daginstitutionerne har derfor mange børn på lidt plads. Nogle børn magter deres nye sociale rum, mens det for andre børn er problematisk.

Det er forældrene, der har ansvaret for børnene, men i daglig praksis er en del af ansvaret delegeret ud til pædagoger og lærere. De voksne – forældrene, pædagogerne og lærerne – må aftale ansvarsfordelingen og finde ud af, hvordan de løser denne opgave i praksis, så børnene trives og lærer. I dag støder mere end 10 procent af børnene ind i vanskeligheder, som de voksne omkring dem ikke kan klare uden hjælp. Samtidig er mange børn og unge anbragt uden for hjemmet.

Børns vilkår kan tilgodeses bedre. Spørgsmålet er, hvordan den enkelte kommune vil medvirke til at forbedre børnenes muligheder for udvikling og trivsel. Det drejer sig om kommunens børnepolitik, forældrenes kompetencer og netværk, og om hvordan opgaverne med børn og unge prioriteres. PPRs opgave er i den forbindelse at oplyse politikerne om, hvilke vanskeligheder kommunens børn og unge har og komme med forslag til, hvordan deres problemer kan afhjælpes.

I de sidste femten år er viden om børns udvikling eksploderet. På nogle områder tales der ligefrem om et paradigmeskift. Ikke mindst er det nu anerkendt, at barnet allerede fra fødslen er kompetent på mange områder og parat til at indgå i et kommunikativt samvær.

En anden væsentlig viden er, at barnet lærer allermest i de første år, og at dets udvikling og trivsel er afhængig af omsorgsgivernes relations- og kommunikationskompetence. De voksne, der har med børn at gøre, må leve sig ind i det enkelte barn – lytte, være sikker, tale kærligt og vise omsorg.

Det betyder, at det er hensigtsmæssigt, at PPR sætter ind meget tidligere, end der hidtil har været tradition for (1).

Forventninger til PPR

I regeringens ‘Handlingsplan for de svagest stillede børn og unge, 1994’ hedder det, at "indsatsen for de sårbare børn skal styrkes". Med de sårbare børn og unge menes de syge, de fysisk og psykisk handicappede, de bogligt svage, de sprogligt svage og de socialt og følelsesmæssigt svage.

Regeringens budskab er tydeligt. Kommunerne opfordres til helhedstænkning, til tidlig indsats og til forebyggende arbejde over for de sårbare børn.

Her har PPR en central placering. PPR er faglig kyndig og kender børns behov, og denne viden forpligter. Traditionelt har PPR lagt vægten på at undersøge, diagnosticere og behandle det enkelte barn. Tendensen går nu i retning af at arbejde mere procesorienteret i de miljøer, barnet befinder sig i. De voksne i miljøet tænkes i højere grad med, når barnets problemer skal defineres og løses.

Det er således nye og anderledes opgaver, PPR skal løse, for at hjælpe børn til en god opvækst. PPR må være med til at videregive denne nye faglige viden til de mange personer, der hver især har et ansvar for børns læring, opdragelse og omsorg. Her kan PPR spille en aktiv rolle. Dels ved at sætte fokus på problemfelter i forbindelse med børns opvækst. Dels ved at definere konkrete arbejdsopgaver i kommunen og komme med løsningsforslag til dem, så politikerne kan vælge, hvilke konkrete opgaver kommunen – ud over de lovpligtige – skal løse.

Betydningen af tidlig indsats og forebyggende arbejde

Barnets indlæring er størst i de første leveår, og en tidlig indsats kan mindske behovet for senere indgriben. Det er derfor vigtigt med forebyggende oplysningsarbejde i form af direkte kontakt med brugerne. For PPR kan det imidlertid være vanskeligt at løfte denne opgave, eftersom store dele af ressourcerne går til at løse lovgivningens ‘skal-opgaver’ på skoleområdet, jvf. kapitel 4.

Trods dette dilemma er det vigtigt, at PPR forstærker den tidlige indsats og det forebyggende arbejde. Det er også, hvad regeringens handlingsplan lægger op til:
"Velfærdssamfundet skal i langt højere grad forebygge frem for at lappe på problemerne, når de er skabt...".

Med afsæt i den nye viden drejer det sig i langt højere grad om at inddrage forældre, pædagoger og lærere. PPR kan være med til at skabe grundlag for, at disse mestrer samværet og samtalen med barnet. PPR kan hjælpe med at opkvalificere barnets nære voksne. Fokus bør være på barnets potentialer og dets sociale og relationelle historie. Målet er god trivsel og udvikling hos alle børn for at mindske antallet af henvisninger til specielle og dyre foranstaltninger (2). Over tid vil en sådan tidlig indsats formodentlig mindske ressourcepresset på ‘skal-opgaverne’ (3).

PPR i dagplejen og daginstitutionerne

Daginstitutioner er for alle – også de sårbare børn. Daginstitutioner er miljøer, hvor udvikling og trivsel er målet. Det fremgår af Salamanca-erklæringen. I handlingsprogrammet for specialundervisning, 1994, står der under prioriteringsområder, punkt 53, at det er:
"...nødvendigt med tidlig identificering, vurdering og stimulation af det meget lille barn med særlige uddannelsesmæssige behov. Pasningsordninger og uddannelsesprogrammer for børn op til 6-årsalderen skal udvikles og / eller reorienteres, så de understøtter fysisk, intellektuel og social udvikling og skolemodenhed...".

Tidlig indsats og ønske om at løse børnenes vanskeligheder i deres nære miljø er ikke kun en dansk foreteelse. I mange andre lande lægger man stadigt større vægt på det.

Dagplejere og pædagoger møder jævnligt børn med udviklings- og trivselsproblemer, og der er brug for et forum, hvor de kan indhente supervision, råd og vejledning om disse børn. Specielt dagplejen efterlyser sparringspartnere i arbejdet med børn, der ikke trives og udvikler sig.

PPR har en undersøgelsesforpligtigelse over for indstillede børn og skal stille forslag til foranstaltninger. Det er op til kommunen, om PPR skal involveres yderligere i opgaveløsningen på dette område. Også talepædagoger har deres gang i daginstitutionerne. De yder specialpædagogisk bistand til børn fra 0-18 år, som en lovbunden opgave.

Det er helt nødvendigt, at børn med tale-sprogvanskeligheder får en serviceydelse fra PPR, men børn, der har andre vanskeligheder, kan også have behov for tidlig hjælp.

Småbørnsområdet har brug for PPR som en samarbejdspartner, der kan gå aktivt ind i en dialog med politikerne, så også de 0-6 årige børns vilkår og interesser bliver tilgodeset.

Behandling og forebyggende arbejde

I ‘Inspiration til undervisningsdifferentiering’ udsendt af Undervisningsministeriet i 1998 er der beskrevet nogle forventninger til PPR. De går ud på, at lærere i højere grad ønsker PPR-medarbejdere som samarbejdspartnere og udviklingskonsulenter på det pædagogisk-psykologiske område.

Lærerne har forventninger om, at PPRs arbejdsindsats omprioriteres fra behandlingsarbejde med det enkelte barn til at kvalificere og supervisere lærerne. Der udtrykkes behov for hjælp til at få øje på den enkelte elevs forudsætninger og potentialer og til at tilrettelægge undervisningen, så eleven udfordres optimalt. Ligeledes udtrykkes behov for psykologen som samtalepartner, når det drejer sig om vanskelige samarbejdsrelationer med elever, forældre og kolleger.

Det anføres samtidig, at det i nogle tilfælde er en kvalificeret behandlingsindsats med tilhørende foranstaltninger, der er afgørende for barnets videre udvikling.

Helhed og sammenhæng omkring børn

De fleste børn er i offentligt regi fra de begynder i dagplejen til de er voksne. Derfor er det vigtigt, at der er sammenhæng i de systemer, der har med børn og unge at gøre.

I regeringens handleplan fremhæves:
"...at det skal foregå i et styrket samarbejde med de, der har ansvaret for børnene".

Lovgivningen er fastlagt centralt, men tildelingen af økonomiske midler foregår i kommunerne.
Serviceniveauer og forvaltningsopbygning er forskellige fra kommune til kommune.

Derfor må PPR beskrive, hvilken service den yder, og hvordan opgave- og ansvarsfordelingen er i kommunen, så brugerne nemt kan komme i kontakt med relevante fagpersoner.

I serviceloven og folkeskoleloven stilles krav til daginstitutioner og skoler om i samarbejde med forældrene at arbejde for børnenes generelle og alsidige udvikling. Det understreges i serviceloven, at daginstitutionerne er en del af kommunens samlede indsats på børneområdet.

Børnene i kommunen passerer i deres aldersforløb igennem et antal institutioner og skoler, og det forventes, at kommunen tilbyder en sammenhængende indsats for det enkelte barn, så det udviklingsmæssigt sikres optimale vilkår.

Der må sikres dialog og samarbejde mellem institutioner og medarbejdere med det formål at lette børnenes overgange mellem institutionerne både i det daglige og i årenes løb. De enkelte institutioner må kende hinandens mål, indsatsområder og arbejdsformer. De må kunne stille krav til hinandens indsats og arbejde for fælles mål.

I de enkelte institutioner og skoler må der indarbejdes dialog- og samarbejdsformer mellem ledere og medarbejdere.

PPR har arbejdsopgaver for børn og unge mellem 0-18 år og må forventes at have et rimeligt kendskab til de forskellige kulturer og arbejdsmåder i de enkelte institutioner og skoler. Det er afgørende vigtigt, at PPR med sin tværfaglige ekspertise er aktivt involveret i at sikre helhed og sammenhæng for børn og unge i det kommunale institutions- og skoletilbud (4).

Barnet og familien i centrum

Forældre er de mest betydningsfulde personer i børnenes verden, og de er dermed også de vigtigste samarbejdspartnere.

Brugerundersøgelser (5) viser, at forældrene ønsker at blive mødt med åbenhed og indlevelse, når de taler med fagfolk. De ønsker kopier af de skrivelser, der sendes fra PPR og er interesserede i, at PPR koordinerer og samarbejder med andre.

PPR må finde arbejds- og samarbejdsformer, der sikrer aktiv involvering af børn og forældre i den proces, der foregår, når barnets vanskeligheder skal afhjælpes, jvf. kapitel 6.

Den professionelle indsats vil sjældent have værdi for det enkelte barn, hvis ikke det lykkes at etablere et ligeværdigt samarbejde med forældrene. Dertil kommer, at det er meget vigtigt at bruge og bygge på forældrenes viden og kompetence. PPRs medarbejdere må derfor have veludviklede kommunikative redskaber, indfølingsevne, sans for timing og gode kontaktevner.

Faglighed, tværfaglighed og tværsektorielt samarbejde

De tre lovgivningskomplekser, folkeskolelov, servicelov og lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge, understreger alle vigtigheden af, at den enkelte kommune etablerer det fornødne tværfaglige samarbejde omkring børn og unge med særlige behov.

Den kommunale organisation kan i forhold til disse tre lovgivninger være meget forskellig.

Det er vigtigt at etablere organisations- og samarbejdsformer, der tilgodeser høj grad af faglig ekspertise, samtidig med at der sikres den nødvendige tværfaglige og tværsektorielle indsats i de tilfælde, hvor det er påkrævet.

De tre lovgivninger afspejler typisk tre forskellige faglige rådgivningssystemer: PPR, rådgivningsgruppen med sagsbehandlere på børn- og familieområdet, og den kommunale sundhedstjeneste.

Der er behov for, at der i hvert af disse tre systemer arbejdes målbevidst med faglig udvikling for at sikre høj grad af kvalitet i arbejdet med de enkelte systemers specifikke primæropgaver.

Høj faglighed i det enkelte system er grundlaget for, at det tværfaglige samarbejde kan blive velkvalificeret. Hver gruppe har et stort antal arbejdsopgaver, der alene løses inden for eget regi. Et mindre antal sager kræver intensivt tværfagligt samarbejde. Den enkelte involverede familie må sikres en hovedansvarlig, koordinerende fagperson.

Tværfagligt samarbejde kan være vanskeligt. Det er nødvendigt at gøre en stor indsats for at kvalificere deltagerne, og der skal udvikles hensigtsmæssige og klare samarbejdsformer. Tværfagligt samarbejde giver samtidig gode muligheder for at udvikle den enkelte fagpersons faglighed.

Det er forsat vigtigt, at der sker en rolleafklaring blandt fagpersonerne, så brugerne får den bedste service.

Henvisninger:

1. Vagn Christensen, Anne Brockenhuus Schack: Børn og den nye sociale arv. Fremad 1997. Dion Sommer: Barndomspsykologi. Udvikling i en forandret verden. Hans Reitzel 1998. Howard Gardener: De mange intelligensers pædagogik. Gyldendal 1998 Kari Killen: Omsorgssvigt er alles ansvar. Hans Reitzel 1995.

2. Henning Rye: Tidlig hjælp til bedre samspil. Munksgaard 1997.

3. Den Bornholmske tre årsscreening, Kageklubben i Kalundborg – tidlig indsats målrettet dagplejen.

4. Silkeborg kommune – Truede børn, hvad gør vi? 1998. Modeller for det tværfaglige samarbejde: Maribo Kommune På tværs, oktober 1997.

5. Anne Dige Jørgensen: Fire sider af samme sag. Eget forlag 1996. Inge Jensen og Torben Petersen: Indsats for handicappede skolebørn. Roskilde Amt. 1995.

Denne side indgår i publikationen "Vejledning om PPR – pædagogisk- psykologisk rådgivning " som kapitel 3 af 9
© Undervisningsministeriet 2000