Virksomhedsprojekt
i 1.g
Dorthe Christensen og Lone Schmidt, Dronninglund Gymnasium
Formålet med virksomhedsprojektet var at øge elevernes kendskab til lokale
virksomheder, der udnytter naturvidenskabelige principper, samt at give eleverne et
indtryk af de varierede arbejdsopgaver, teknikere og ingeniører har. Vort håb var, at vi
kunne øge elevernes interesse for naturvidenskab, og dermed få flere til at interessere
sig for en uddannelse inden for de tekniske og naturvidenskabelige fag.
I projektet deltog følgende fire fag: Matematik (13 timer), fysik (8 timer), kemi (7
timer) og biologi (9 timer).
Det totale tidsforbrug var 37 timer. Heraf blev 2 timer anvendt til et indledende
besøg på én af virksomhederne, 7 timer til præsentation af de øvrige virksomheder
samt introduktion til projektarbejdet, 23 timer til selve projektarbejdet og endelig 5
timer til fremlæggelse og evaluering. Tidsplanen er medtaget nedenfor.
De fire involverede lærere var hver ansvarlige for en virksomhed. Eleverne arbejdede i
4 grupper med 7 personer i hver. Grupperne samarbejdede med én af følgende virksomheder:
1. Andelskartoffelmelsfabrikken, AKV, Langholt
2. DanRaps, Agersted
3. Østvendsyssels Andels Grovvareforening, ØAG, Dronninglund
4. JPH-rådgivning, Dronninglund
De tre øvrige virksomheder, der ikke fik besøg, blev præsenteret på gymnasiet af en
ingeniør eller en tekniker fra virksomhederne. Medarbejderne fortalte i 1 time om
virksomheden og om deres arbejdsopgaver i virksomheden.
Elevernes opgave i forbindelse med virksomhedsprojektet var dels at lave en profil af
virksomheden, dels at arbejde med faglige problemstillinger, der var centrale for
virksomheden.
Virksomhedens profil kunne omfatte beskrivelser af følgende: Produkter, produkternes
anvendelse, aftagere af virksomhedens produkter, virksomhedens omsætning, antallet af
ansatte i virksomheden samt medarbejdernes uddannelse, arbejdsopgaver og arbejdsvilkår.
Eleverne fik udleveret et oplæg med ideer til det faglige indhold. Nedenfor er vist
oplægget til gruppen, der arbejdede med Andelskartoffelmelsfabrikken. Desuden fik hver
gruppe en liste med litteraturforslag og et ark med arbejdsformer, produktkrav og
evaluering. Dette er også vist senere.
Arbejdsformer i forbindelse med industriprojekt i 1.z
Hver dag afholdes 2 kubusmøder - ét først på dagen og ét sidst på dagen.
Ved det første møde planlægges bl.a. dagens forløb (hvem gør hvad) og der
udveksles resuméark.
Ved det andet møde opsamles dagens arbejde og lektier uddelegeres.
Følgende værktøjer skal anvendes:
- Projektmappe
- Social kontrakt
- Mødeleder og ordstyrer
- Mødereferater
- Resuméark
Hver gruppe tildeles en projektmappe, som ligger i en skuffe i laboratoriets
fællesområde.
Mappen skal blive på skolen!
Produktkrav
Hver gruppe laver en mundtlig fremlæggelse, som skal vare 20-30 minutter.
Denne skal indeholde 2 dele:
- En kort beskrivelse af virksomheden
- Redegørelse for et eller flere forsøg (regneark), som er lavet i projektperioden.
Der skal anvendes overheadprojektor / storskærmsprojektor ved fremlæggelsen.
Derudover skal der laves et ark med virksomhedens profil, som udleveres til
klassekammeraterne.
Evaluering
Ved evalueringen af projektet inddrages både produktet (fremlæggelse + ark) samt
processen under arbejdet med projektet. Heri indgår vurdering af projektmappen samt
forløbet af det daglige arbejde/samarbejde.
|
Eleverne var generelt meget tilfredse med virksomhedsprojektet. De syntes, at det var
spændende at se og arbejde på virksomhederne. De syntes, at de havde fået en god
introduktion til virksomhederne via virksomhedsbesøget og oplæggene fra medarbejderne,
og de havde derfor gode forudsætninger for at vælge en virksomhed, der tiltalte dem.
Nogle grupper mente, at de havde for god tid til det efterfølgende arbejde på skolen.
Det skyldtes dels, at flere af oplæggene til projektarbejdet ikke var særlig omfattende
og dels, at de involverede projektlærere ikke var enige om, hvor meget arbejde der
kunne/skulle kræves af eleverne. Flere elever udtrykte, at det havde været en fordel,
hvis lærerne var enige om, hvor meget der skulle fokuseres på arbejdsprocessen.
Det er vigtigt, at lærerne har fælles forventninger til elevernes
arbejde i projektperioden samt til det faglige niveau. Det faglige udbytte i de enkelte
fag kan ofte øges, hvis færre fag er involverede i projektet.
Der er stor enighed blandt lærerne om, at det er en god ide at inddrage lokale
virksomheder i projektarbejde, og at det er en projektform, der skal arbejdes videre med.
På kemis hjemmeside (www.ke.gymfag.dk/projekt)
kan følgende ark hentes:
- Ideer til fagligt indhold på Andelskartoffelmelsfabrikken
- Tidsplan
- Arbejdsformer, produktkrav og evaluering

Denne side indgår i publikationen "Projektarbejde i kemi"
som kapitel 12 af 17
© Undervisningsministeriet 2001
|