6. Ungdomsuddannelser

Ungdomsuddannelser

Ungdomsuddannelser bliver her betragtet som de ordinære ungdomsuddannelser, der består af de almengymnasiale uddannelser, de erhvervsgymnasiale uddannelser og de erhvervsfaglige uddannelser. Alle elever, der har afsluttet grundskolen kan, i princippet påbegynde en ungdomsuddannelse.

De almengymnasiale uddannelser omfatter gymnasium, studenterkursus og højere forberedelseseksamen (hf). Uddannelserne giver i sig selv ikke erhvervskompetence, men adgang til videre uddannelse.

De erhvervsgymnasiale uddannelser omfatter højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx). Ligesom de almengymnasiale uddannelser giver uddannelserne heller ikke i sig selv erhvervskompetence, men adgang til videre uddannelse.

De erhvervsfaglige uddannelser er i sig selv erhvervskompetencegivende. De dækker over faglige uddannelser på handelsskoler og tekniske skoler samt landbrugsskoler og social og sundhedsskoler, hvoraf flere er afløsere for de traditionelle mesterlæreuddannelser. Hovedparten af uddannelserne er vekseluddannelser, som omfatter skoleforløb og hovedforløb. På hovedforløbene er praktikperioden den dominerende. Praktik kan aftales med virksomheder i erhvervslivet eller udføres på en fagskole, som skolepraktik. Pr. 1. januar 2001 blev der gennemført en erhvervsuddannelsesreform med færre indgange særligt til de tekniske uddannelser. Der er stadig tale om et vekseluddannelsessystem med grund- og hovedforløb.

Uddannelse og unge

Det generelle billede af, hvor stor en andel af unge mellem 16 og 19 år, der er i gang med en ungdomsuddannelse, har ændret sig de sidste 9 år. Dette skal ses i lyset af, at arbejdsmarkedsreformen, som trådte i kraft i 1994, ændrede dagpengesatsen for unge under 25 år. Undervisningsministeriet har samtidigt iværksat mange forskellige tiltag for yderligere at motivere de unge, der efter grundskolen tog en ungdomsuddannelse.

For både indvandrere og efterkommere er sket en betydelig tilnærmelse til det samlede danske ungdomsuddannelsesniveau. Stigningen i andelen af 16-19-årige som er i gang med en uddannelse, er særligt stor for indvandrergruppen, herunder de traditionelle indvandrerlande som Tyrkiet, Pakistan og Jugoslavien.

Tabel 6.1
Andelen af 16-19-årige indvandrere, efterkommere og øvrige i  befolkningen, der er i gang med ungdomsuddannelse, opgjort i 1990 og 1999.

Kilde: Udlændingedatabasen i Danmarks Statistik (data bearbejdet af Indenrigsministeriet).

I 1990 var der ifølge tabel.6.1 hele 32.1% 16-19-årige i den øvrige befolkning, som ikke var i gang med en ungdomsuddannelse. Dette var i 1999 faldet til 27,5%. For indvandrerne var der et markant større fald fra 75% til 55%. For efterkommerne er der i samme periode ikke sket markante ændringer, hvilket kan skyldes, at den samlede gruppe af 16-19-årige efterkommere i 1990 var relativ beskeden, eller at de generelt har haft en højere uddannelsesfrekvens.

De almengymnasiale uddannelser

Tabel 6.1 viser, at andelen af unge, der søger almengymnasial uddannelse, er steget for indvandrere og øvrige i befolkningen med hhv. 5,8 og 5,4 procentpoint. Derimod er andelen af efterkommere, som vælger en almengymnasial ungdomsuddannelse, faldet ganske betragteligt fra 38% til 27,1%.

Tabellen viser, at andelen af 16-19-årige indvandrere, der søger en almengymnasial uddannelse, er steget fra 12,4% til 18,2%. Fordelt på traditionelle indvandringslande fremgår det af tabellen. Andelen af polske indvandrere, der søger en almengymnasial uddannelse, ligger på niveau med den øvrige befolkning, med hhv. 29,3% i 1990 og 31,6% i 1999. Gruppen med den største procentuelle fremgang er de unge marokkanske indvandrere. Andelen af denne gruppe, der søgte en almengymnasial uddannelse i 1990 lå på 3,9% og er i perioden steget med 11,9 procentpoint for at nå op på 15,8% i 1999.

Andelen af efterkommere fra traditionelle indvandringslande, der søger almengymnasial uddannelse, viser en overordnet nedadgående tendens. Undtagelsesvis er andelen af marokkanske efterkommere steget fra det laveste niveau i 1990 til et niveau lige under gennemsnittet i 1999. For efterkommere fra Polen, Pakistan og Tyrkiet er det sket et fald i andelen, som vælger en almengymnasial uddannelse, på hhv. 12,5, 14,7, og 7,5 procentpoint. Efterkommerne fra Polen og Pakistan lå i 1990 langt over niveauet for den øvrige befolkning. Dette gør sig i 1999 stadig gældende for de polske efterkommere.

De erhvervsgymnasiale uddannelser

Af tabel 6.1 ses det også, at andelen af 16-19-årige, som valgte en erhvervsgymnasial uddannelse, for alle 3 analysegrupper er steget siden 1990.

For indvandrergruppen er andelen af unge, der vælger en erhvervsgymnasial uddannelse, steget fra 1,5% til 6,5%. Ses der på procenterne for indvandrere fra traditionelle indvandringslande, ser man, at procenterne for polske indvandrere stiger iøjnefaldende fra et niveau under den øvrige befolkning i 1990 til et højere niveau i 1999.

Efterkommerne er den gruppe, som har haft den største stigning i andelen af unge, der vælger en erhvervsgymnasial uddannelse. Fremgangen er på 9,4 procentpoint. Hvis man betragter grupperne fordelt på oprindelsesland, viser tabellen, at stigningen er generel for de fem udvalgte lande. Således lægger stigningen sig i intervallet 9,1 til 11,3 procentpoint.

Også i den øvrige befolkning er andelen af 16-19-årige, som valgte en erhvervsgymnasial uddannelse, steget. I 1990 valgte 7% en erhvervsgymnasial uddannelse mod 14,2% i 1999.

Erhvervsuddannelser

Erhvervsuddannelserne omfatter i forhold til de erhvervsgymnasiale og almengymnasiale uddannelser den største gruppe unge, der er i gang med en ungdomsuddannelse. Her fortsætter 41% af en ungdomsårgang efter folkeskolen.

Af tabel 6.1 fremgår det også, at andelen af 16-19-årige i den øvrige befolkning, der vælger en erhvervsfaglig uddannelse frem for en gymnasial ungdomsuddannelse, er faldet med 8,1 procentpoint fra 1990 til 1999.

Blandt indvandrerne og efterkommerne er der en relativt stor del af de 16-19-årige, som er i gang med en erhvervsfaglig uddannelse i forhold til en gymnasial uddannelse. Specielt for indvandrerne gælder det, at de vælger en erhvervsfaglig uddannelse. Således steg andelen fra 10,9% til 19,8%. For efterkommergruppen ses også en lille fremgang til et niveau, hvor hver fjerde efterkommer vælger en erhvervsfaglig uddannelse.

Faglige retninger på de erhvervsfaglige uddannelser

På de erhvervsfaglige hovedforløb er indvandrernes/efterkommernes andel af tilgangen 5%. Dette gennemsnit dækker over betydelige forskelle mellem de enkelte områder (figur 6.1)

De mest populære fag er servicefagene (med frisør, tandklinikassistent, beklædningshåndværker og optometrist som de største grupper). Her har indvandrerne/ efterkommerne en andel af elevtilgangen på 13%. Det næstmest populære valg er jern- og metalområdet (med automekaniker som den største gruppe), hvor indvandrerne/ efterkommerne har en andel på 7%. På levnedsmiddel- og husholdningsuddannelserne er andelen på 5%.

På det store område med social- og sundhedsuddannelserne svarer andelen til gennemsnittet på 5%.

Indvandrerne/efterkommerne ligger til gengæld under gennemsnittet på handels- og kontorområdet og bygge- og anlægsområdet (3%), og de ligger særligt lavt inden for de grafiske fag, landtransport og jordbrug (1-2%).

Figur 6.1
Mandlige og kvindelige indvandreres og efterkommeres valg af retning på de erhvervsfaglige uddannelser, opgjort i 1998.

På erhvervsuddannelserne udgør praktikforløbet en væsentlig del. Det er dog muligt at færdiggøre en erhvervsuddannelse ved at benytte skolepraktik. Generelt har indvandrerne og efterkommerne vanskeligere ved at finde praktikplads end de øvrige elever. I 1998 blev der indgået ca. 36.000 praktikaftaler, hvoraf 5% (ca. 1.800 personer) var indvandrere eller efterkommere. Til sammenligning var ca. 15% (ca. 1.400 personer) af de praktikpladssøgende indvandrere eller efterkommere.

Mænd er generelt overrepræsenteret på erhvervsuddannelserne, og for samtlige elever med praktikaftale var 60% da også mænd, mens 40% var kvinder. Blandt de elever, der søgte praktikplads, ses en mere ensartet kønsfordeling. Her var 57% mænd og 43% kvinder. Dette forhold dækker over, at det er relativt sværere for kvinder at finde en praktikplads og i særdeleshed kvinder med indvandrer- eller efterkommerbaggrund, jf. nedenstående tabel 6.2.

Der er altså markante forskelle på elever med indvandrer/efterkommerbaggrund og øvrige unge i relation til muligheden for at opnå en praktikaftale.

Tabel 6.2
Kønsfordeling for aftalehavere og praktiksøgende fordelt efter oprindelse, opgjort i 1998.

Denne side indgår i publikationen "Indvandrere og efterkommere i uddannelsessystemet" som kapitel 6 af 11
© Undervisningsministeriet 2001