Forrige kapitel  Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

Forord





[Billede: Her ses en sort flade, hvorpå der er fire billeder af himlen.]

I disse år med små ungdomsårgange er der rift om de unge. Virksomhederne har behov for kvalificeret arbejdskraft og sammen med uddannelsesinstitutioner byder de sig til for at vinde de unges gunst. I sådan en tid, hvor mange unge tilsyneladende kan vælge og vrage imellem tilbuddene er der en stor forpligtelse til at give dem et realistisk billede af deres muligheder efter folkeskolen.

Denne pjece bygger på et samarbejde mellem Kommunernes Landsforening (KL), Danmarks Lærerforening (DLF), Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Landsorganisationen i Danmark (LO) og Undervisningsministeriet. Et samarbejde hvis formål er at styrke dialogen og båndene mellem arbejdsmarkedet og folkeskolen. Og et samarbejde der understreger vigtigheden af, at unge får en uddannelse efter folkeskolen.

Det var lidt af en historisk beslutning, da de fem parter trods meningsforskelle og interessemodsætninger i efteråret 1999 besluttede sig for i fællesskab at fokusere på den enighed, der også er til stede. En enighed, der blandt andet udmøntede sig i en konferencerække rundt om i landet i efteråret 2000.

Konferencerne havde deltagelse af repræsentanter fra arbejdsgivere og arbejdstagere, skolevejledere, -lærere og -ledere, forældre, forvaltningerne og den centrale administration.

Dialogen og engagementet på konferencerne viste, at der er mange gode idéer og ikke mindst konkrete eksempler på, hvordan man kan drage fordel af hinandens styrker, bygge netværk og skabe nye muligheder for de unge i lokalsamfundet, når de skal tilegne sig viden om arbejdsmarkedet.

Konferencerne viste at der mange steder findes et samarbejde som kan være med til at give de unge sammenhæng i uddannelse og karriere.

Denne pjeces formål er at bringe nogle af de konkrete eksempler frem til en større kreds som inspiration til, hvordan man konkret kan tage fat.

Pjecen er ikke et referat af konferencerne men en journalistisk bearbejdet tekst, der tager udgangspunkt i konferencernes oplæg og dialog. Samtidig bygger pjecen på opfølgende interview.

Arrangørerne vil her benytte lejligheden til at takke oplægsholderne og deltagerne på konferencerne, hvis engagement er grundlaget for denne pjece.

 


Denne side indgår i publikationen "Skole/erhverv" som forord
© Undervisningsministeriet 2001

 Forrige kapitel  Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top