9. Afslutning

Hovedkonklusionen er, at eleverne i det store og hele er tilfredse med uddannelserne, og at de godt kan se en sammenhæng mellem undervisningen på skolen og oplæringen i virksomheden, når det drejer sig om den erhvervskvalificerende del af erhvervsuddannelsen.

Erhvervsuddannelserne som ungdomsuddannelse skal udover at kvalificere til et erhverv også give almen kompetence. Dette forhold har vanskeligere ved at slå igennem i elevernes (og de uddannelsesansvarliges) bevidsthed. Eleverne oplever ikke, at de almene fag/grundfagene har noget at gøre med deres oplæring til et erhverv. Umiddelbart mener de uddannelsesansvarlige heller ikke, at det er deres opgave at tage hånd om den del af uddannelsen. Men man mener dog, at grundfagene repræsenterer vigtige kvalifikationsområder. Det viser sig i mange interview, at eleverne og virksomhederne faktisk dagligt integrerer grundfagene i oplæringen. For eksempel ved, at eleverne bliver præsenteret for sikkerheds- og miljøkrav, hygiejnenormer, ergonomi, virksomhedsøkonomi og -planlægning, det at kunne begå sig på dansk, engelsk eller tysk, udføre beregninger og arbejde selvstændigt med tildelte opgaver. Det, der mangler, er at gøre denne sammenhæng mellem undervisningen i grundfag og arbejdet i virksomheden tydelig for eleverne. Der er ingen tvivl om, at der ligger pædagogisk potentiale heri. En konkret mulighed er udvikling af læremidler, der tydeliggør grundfagene i praktikken, f.eks. observationsopgaven.

En af grundene til, at eleverne ikke oplever sammenhængen mellem skolens undervisning og deres erfaringer fra praktikken, er den forskel, der er på undervisning i skolen og oplæring i virksomheden. På skolen følger man en opdeling af stoffet, som repræsenterer en stigning i sværhedsgrad. Man går fra det enkle til det mere komplicerede. På virksomhederne udfører man derimod arbejdsopgaver og -processer, styret af den øjeblikkellige efterspørgsel. Man kan sige, at opgaven styrer oplæringen. Eleverne er ikke selv i stand til inde i deres hoveder umiddelbart at binde disse to forskellige indlæringsformer sammen.

Et andet interessant forhold er, at eleverne klart prioriterer virksomheden som det vigtigste oplæringssted i deres uddannelsesforløb. Det medfører, at skolens undervisning opleves som noget vedhæftet, som skal overstås. Alligevel siger de, at det er vigtigt, det, der foregår på skolen, "for der lærer man jo teorien."

Elevernes prioritering af virksomheden som det sted, hvor de har deres sociale tilhørsforhold i uddannelsesforløbet, har afgørende indflydelse på deres personlige udvikling. De socialiseres ind i den kultur, der er på virksomhederne, og danner deres identitet ved at måle sig med medarbejderne og her især den svend, der har oplæringsansvaret.

Mange elever oplever deres første uddannelsesmæssige successer i virksomheden. Det at få ansvar for dyrt maskinel og blive inddraget i et arbejdsfællesskab gør, at selvværdsfølelsen stiger. Det har hos flere elever, som vi har interviewet, betydet, at de virkelig "har taget medansvar for egen læring". Mange elever, der i deres tidligere skolegang har været karakteriseret som svage, får en ny status i erhvervsuddannelserne. Flere elever siger, at de nu er begyndt at interessere sig også for de mere almene fag, som f.eks. samfundsfag, hvor man taler om løn og ansættelsesvilkår, fordi eleverne for første gang forstår, hvad det skal bruges til. De oplever ikke de samme nederlag som i folkeskolen.

Når eleverne er blevet accepteret på en arbejdsplads, vil man også i virksomhederne gøre meget "for at hjælpe dem igennem." Udsagnet "Når bare de vil tage fat, vil vi gerne gå langt" er gennemgående. Dette gælder også på skolen.

De stærke elever får især i virksomhederne større udfordringer. I skolen er de stærke elever mere overladt til selv at søge udfordringerne. Der er ingen tvivl om, at der i de ændrede erhvervsuddannelser bliver større muligheder for stærke elever. Den enkelte elev kan supplere sin uddannelse med fag, der kan styrke den videre karriere.

Uddannelsesbogen vil for mange elever blive det oversigtsværktøj, de har manglet. "Så ved man da, hvad man skal igennem." Det vil styrke elevernes fornemmelse af, hvad den valgte uddannelse går ud på.

Hvordan får man overført engagement og ansvarsfølelse til skoledelen? Hvordan får man bundet skolens undervisning og oplæringen på virksomheden sammen til en helhed? Hvordan sikrer man en bevidstgørelse og interesse for grundfagene hos eleverne, således at erhvervsuddannelserne både er en attraktiv erhvervsfaglig uddannelse og en ungdomsuddannelse? Ifølge vores erfaringer er der en række områder, hvor man kan ændre og styrke sammenhængen i erhvervsuddannelserne.

Et af områderne er en forbedret kommunikation mellem lærere og praktikvirksomhed. Mange af de interviewede lærere ønsker at komme i praktik i en virksomhed i kortere eller længere perioder. Mindre radikale forslag er systematiske besøg på praktikstedet, mens eleven er i praktik. Det er et initiativ, der utvivlsomt vil synliggøre sammenhængen i uddannelsesforløbet for eleverne. Flere elever tror ikke, at skolen og virksomheden samarbejder, fordi det ikke foregår i deres nærvær. Regelmæssige besøg fra lærernes side vil være gavnligt for både eleven, læreren og virksomheden. Virksomheden får dermed "sat ansigter på" lærerne fra skolen og får mulighed for at diskutere faglige spørgsmål.

Flere skoler har allerede velbesøgte mesterarrangementer. En ledelsesrepræsentant udtalte "Der skal være noget at komme efter, men så vil mestrene også gerne møde op. Det må meget gerne handle om nye faglige temaer. Det vækker mestrenes nysgerrighed, så kan man luske noget ind om de nye bekendtgørelser."

Set i ovennævnte perspektiv kan en idealmodel være et uddannelsesmiljø, hvor arbejdsopgaver og arbejdsprocesser er styrende for elevens læring. Vores projekt har vist, at de tre brancher/ uddannelser hver for sig følger det samme mønster i oplæringen på virksomheden. Og at undervisningen i praktikværkstedet på skolen stort set følger det samme mønster. Undervisningen i teorilokalet afviger derimod fra begge.

Målet må være at ændre dette ved at flytte en del af grundfagsundervisning ud i værkstederne og knytte den direkte til opgaver og ved at etablere undervisningsmiljøer, hvor det klart fremgår, hvad der skal foregå her. F.eks. rum til undervisning ("værksteder") i sprog, matematik, naturfag, samfundsfag mv., hvor pc'en med forskellige programmer og adgang til Internettet bliver et centralt redskab. Det kan være et fælles rum med mulighed for, at grupper beskæftiger sig med forskellige fag samtidigt, og hvor lærere fungerer som vejledere. Eleverne afviser jo ikke at arbejde med grundfag, men stiller blot det krav, at de vil vide, hvorfor de skal lære det, og hvad de kan bruge det til.

Elevmedbestemmelse gennem elevråd, som det kendes fra andre uddannelser, hvor eleverne er i længere perioder, kan ikke bruges på erhvervsskolerne, fordi eleverne i erhvervsuddannelserne er på skole i så korte perioder ad gangen. Der må tænkes i alternativer. Den personlige uddannelsesplan og uddannelsesbogen kan understøtte medbestemmelse formelt, fordi eleverne bliver nødt til at vælge og dermed være medbestemmende i forhold til deres egen uddannelse.

Men problemet med at stimulere elevernes lyst til at have uformel medbestemmelse og medindflydelse på undervisningen er stadig tilbage efter de strukturelle ændringer, som erhvervsuddannelsesreform 2000 har medført. I forbindelse med den uformelle, men i demokratisk henseende meget vigtige medindflydelse på undervisningen, er det nødvendigt, at eleverne kan bruge deres erfaringer fra virksomhederne som grundlag.

Det kan eleverne, hvis de får mulighed for selv at tilrettelægge deres læring i forhold til det, de beskæftiger sig med på virksomheden, og hvis skolen løbende supplerer med de forhold, som virksomhederne ikke beskæftiger sig med. Det har vist sig i projektet, at virksomhederne inden for de tre brancher følger stort set den samme vej i oplæringen. Altså er opgaven alene at ændre på rækkefølgen af indholdet, så det i højere grad følger arbejdsopgaver og arbejdsprocesser i branchen. Hvis man tilrettelægger undervisningen på den måde vil differentiering i forhold til elevens læring blive en organisk del af den daglige undervisning og ikke noget specielt. Den enkelte elev vil også i højere grad udvikle selvværd og arbejdsglæde ved selv at bestemme over sin læreproces.

Nu kan alt indhold/alle mål ikke tilrettelægges efter det princip af praktiske grunde, men ved klart at formidle, hvorfor eleverne også skal lære andet, end hvad de umiddelbart oplever i det daglige, vil de være villige til at lære.

I erhvervsuddannelserne sker socialisering og identitetsdannelse i virksomhederne, i det fællesskab, der dannes af den konkrete praksis. Men skolen har også en opgave i den sammenhæng. De samfundsmæssige behov for iværksætteri, omverdensforståelse, forståelse af internationale forhold er opgaver, skolen må påtage sig, men det behøver af den grund ikke være abstrakt, fordi der i alle brancher findes praktiske eksempler, som kan danne udgangspunkt for denne undervisning.

I vores projekt pegede flere elever på, at det var en skam, at de ikke kunne vedligeholde og videreudvikle deres kundskaber i fag som sprog, naturvidenskab og matematik. Nogle pegede på, at der skulle være mulighed for aftenundervisning på skolen, og at den undervisning skulle fortsætte i praktiktiden. Det er der også mulighed for nu. Påbygningsmuligheder må tages meget bogstaveligt blandt skolens uddannelsesplanlæggere. Det behov er et kardinalpunkt, hvis erhvervsuddannelserne skal styrkes som ungdomsuddannelser og fortsat kunne tiltrække, fastholde og sikre, at ca. 50% af eleverne går videre i uddannelsessystemet.

Erhvervsskolerne må fremover tilbyde muligheder for en bred behovsorienteret, almen kvalificering, således at eleverne kan få det grundlag, de ønsker for deres videre karriereforløb. De interviewede elever i projektet oplever, at megen tid ikke bliver udnyttet optimalt. Mange elever kan tilegne sig langt mere, end de i dag får mulighed for i uddannelsesforløbet.

Samspillet mellem virksomhed og skole kan udbygges på flere måder. Blandt andet ved:

• at lærerne får mulighed for at kende praktikvirksomhederne bedre ved besøg eller korte praktikophold.

• at eleverne aktivt gør sig erfaringer med de mere almene sider i det daglige arbejde, for eksempel ved en observationsopgave, som kan bruges som udgangspunkt for grundfagsundervisningen.

• at de svende på virksomhederne, som har oplæringsansvar, får en løbende uddannelse af for eksempel to dages varighed pr. år på skolen, således at de er ajourført med uddannelsens mål og indhold.

• at anvende kombinationsaftaler i større omfang.

Denne side indgår i publikationen "Elever i erhvervsuddannelser" som kapitel 9 af 12
© Undervisningsministeriet 2001