3. Eleven i skole og virksomhed

Man er tilbøjelig til at opfatte kommunikation som samtale eller en form for papirgang, men der er mange faktorer i et uddannelsesmiljø, der kommunikerer. Vi anvender kommunikationsbegrebet bredt, når vi ser på, hvilken relevans de forskellige læringsrum signalerer.

I dette kapitel vil vi forsøge at indfange, hvilken rolle uddannelsesmiljøet, branchens særlige kultur og den kommunikation, der foregår mellem skole og virksomhed, spiller i forhold til uddannelsesforløbet. I forbindelse med interview på skolerne og i virksomhederne har vi foretaget observation af det miljø, uddannelsen gennemføres i. I en eller anden forstand må både skolen og virksomheden opfattes af elever og lærere/ svende, som et sted, hvor eleverne er i gang med en læreproces.

Synsvinklen, vi har anlagt, er pædagogisk. Altså, hvordan formidles det budskab til eleverne, at her er de i gang med en uddannelse. Her skal de lære.

På skolen

Når man går ind gennem døren til en skole, er man som regel ikke i tvivl om, at man er på en skole. Ej heller er man i tvivl om, hvilken slags uddannelse skolen varetager. Vi har alle et mere eller mindre klart billede af, hvad der møder os, hvis vi er på en folkeskole for eksempel. Det er ikke altid tilfældet, når man går ind på en teknisk skole. Den ene af de skoler, der deltog i projektet, signalerede umiddelbart, at vi var på en erhvervsskole. De to andre var langt mere anonyme. På en eller anden måde har den umiddelbare signalværdi af, hvilken type uddannelsesmiljø skolen repræsenterer, en betydning for eleverne. Det signalerer til dem, at her foregår en vigtig del af den uddannelse, de har valgt.

På skolerne foregår undervisningen i to miljøer, i et værksted/ praksisrum og i et teorilokale. Adfærden hos både lærere og elever er markant forskellig de to steder. I værkstedet er engagementet højt, motivationen stor og aktiviteten høj. Det opleves som om, alle føler sig hjemme her. I teorilokalet derimod oplever vi, at elever og lærere føler sig fremmede. Elevernes engagement og motivation er lav. Blandt flere af lærerne virker det som om, de heller ikke føler sig så godt tilpas som i værkstedet.

Værksted og teorilokale er to forskellige verdener. Værkstedet udstråler, at her skal der arbejdes med noget bestemt. Teorilokalet er helt anonymt, borde og stole står lidt tilfældigt, væggene er bare. Dog er der én undtagelse: et af teorilokalerne har modeller, plancher og anlæg sat op på væggen, og som man kan bruge i undervisningen. I dette lokale ser det ud til, at både elever og lærere fungerer bedre end i de to andre eksempler.

Når man går ind gennem døren til de 12 virksomheder, er man heller ikke i tvivl om, at man er på en virksomhed, og hvilken type virksomhed, man er på. Der er heller ikke tvivl om, hvad deres produkt og deres arbejdsopgaver er. Umiddelbart udstråler de enkelte virksomheder en bestemt kultur. Oplæringen sker i et miljø, som fremstår som en helhed. Eleverne kan se alle arbejdsprocesser og -opgaver, som de skal oplæres i.

Dette forhold adskiller sig fra skolens undervisning, hvor hver skoleperiode repræsenterer nyt stof. Det karakteristiske for stoffets opbygning er en progression, hvor man som regel vælger at begynde med det enkle og slutter med mere vanskeligt stof. Denne måde at tilrettelægge undervisningen på kan medføre, at eleverne oplever undervisningen løsrevet fra den praksis, de oplever på virksomhederne.

Vi taler ikke for, at skolerne skal ligne arbejdspladser. Snarere bør skolerne i højere grad formidle til eleverne, hvad deres opgave og rolle er i forhold til de arbejdsprocesser og -opgaver,

som eleverne ved, at de skal tilegne sig for at kunne gennemføre uddannelsen. Dem kender eleverne jo fra det daglige arbejde i virksomheden. Vores erfaring er, at målet skal stå klokkeklart for eleverne, og at det skal relateres til praksis i forhold til den uddannelse, de er i gang med. Et citat fra et elevinterview illustrerer dette: "I gymnasiet var jeg dødtræt af alle de teorier. Jeg anede ikke, hvad de skulle bruges til. Her kan jeg pludselig godt forstå, hvorfor jeg skal lære sprog. Jeg har heller aldrig fået så gode karakterer som nu". En anden elev siger: "Det er OK! På skolen skal vi lære de forskellige grundsaucer. Ude i virksomheden bruger vi godt nok kun et par stykker, men det er godt at vide, hvordan de laves".

Det andet problem, læringsmiljøet i forbindelse med teori og praksis på skolen, kan eventuelt løses på samme måde, ved at det klart fremgår, hvad det er, der skal foregå i de forskellige lokaler, hvor uddannelsen finder sted; eller ved at teorilokalerne placeres i værkstedslokalerne, som det ses på mange skoler. Eleverne har svært ved at engagere sig i teoriundervisning, og det vil ikke ændres, hvis ikke de kan se fornuften og sammenhængen mellem de forskellige dele af uddannelsen.

På skolen er kommunikationen i de forskellige lokaler markant forskellig. I værkstedet er der ingen tvivl om, hvad der skal foregå. Alle går i gang med opgaven/arbejdet. Kommunikationen handler om undervisningsopgaven. Eleverne stiller spørgsmål, finder svar i deres materiale eller på pc'er, som de har til rådighed.

Derimod er der misforståelser og tvivl om, hvad man skal og hvorfor, i teorilokalet. Selve formen for kommunikation er forskellig fra værkstedet. Mens det i værkstedet handler om, hvordan man gør dette eller hint, handler det i teorilokalet om, hvorfor. Læreprocesserne de to steder er derfor vidt forskellige. Opgaver om hvordan løses ved at udføre noget. Opgaver om hvorfor løses ved ord. Flere af eleverne (og en del af lærerne) har det bedst i de rum, der kommunikerer, at her arbejder vi med hvordan. Flere af eleverne deltager ikke mentalt i undervisningen i teorilokalet. Tilsyneladende er det vanskeligt for eleverne at se sammenhængen med resten af uddannelsen. Én sagde: "Hvad skal jeg bruge samfundsfag til, når jeg skal skifte bremser på en bil?"

Omgangsformen mellem lærer og elever er fri og afslappet både i teori- og værkstedslokaler. Til forskel fra værkstedet opleves det som om, det, der foregår i teorilokalet, ikke tages så alvorligt. Det er noget, der skal overstås, for at eleverne kan komme til det egentlige, nemlig arbejdet i værkstedet. Denne holdning gælder vel at mærke både i grund- og områdefag.

Her ligger et udviklingspotentiale for de forskellige lærerteam. De krav, der stilles til dagens og fremtidens medarbejdere i erhvervslivet, fordrer, at man kan arbejde både med hvordan og hvorfor. Derfor er det vigtigt at gøre klart for eleverne, at man i de teoretiske fag får svar på hvorfor - svar, der er nødvendige for at træffe valg med hensyn til hvordan i værkstedet.

I virksomheden

I virksomhederne er der en autentisk atmosfære. På alle virksomhederne er der et imødekommende miljø, hvor eleverne kan stille spørgsmål om opgaverne, få forklaringer og hellere spørge en gang for meget end at gøre fejl. Tilsyneladende går eleverne ind i samarbejdet som ligeværdige med de forudsætninger, de har, og deltager i de fælles pauser. Det virker som om, de er en reel del af teamet.

En iøjnefaldende forskel mellem virksomhederne og skolerne er måden at organisere sig på. På skolen arbejder man traditionelt pædagogisk, med læreroplæg og grupper af forskellig størrelse. Som regel gives oplæggene først, hvorefter man arbejder praktisk med stoffet. Indholdet er fastlagt på forhånd for de enkelte skoleperioder. Differentiering anvendes ikke planlagt. Rammerne om undervisningen er også meget ens, såsom regler for rygning, opdeling af timer/pauser, ordensregler mv.

På virksomhederne er det arbejdsopgaverne og -processerne, der bestemmer organiseringen. Der er en medarbejder, der er ansvarlig for, at arbejdet bliver lavet. Opgaverne gives til forskellige medarbejdere. Eleverne får også deres, alt efter deres forudsætninger, og så er den enkelte ansvarlig for den enkelte opgave.

Der er ingen valgmuligheder med hensyn til opgaver. Ordrebogen bestemmer, hvad der skal laves, men eleverne kan vælge inden for de givne opgaver og dermed få mulighed for at prøve noget nyt eller forbedre sig på svage områder. Umiddelbart ser det ud som om, differentiering har bedre vilkår i virksomhederne end på skolerne. Uden at der er tale om en bevidst differentiering i virksomhederne, kan eleverne umiddelbart se meningen med det, der arbejdes med, og de får styrket selvværdsfølelsen ved at udføre opgaven med succes.

Rammerne om oplæringen er bestemt af branchen. Men trods brancheforskellene er der meget, der er fælles i oplæringen inden for de tre uddannelser i virksomhederne: Der samarbejdes om at lave opgaverne, der holdes fælles pauser, medarbejderne har en række personalegoder. Der er årlige fester. Man planlægger selv den enkelte tildelte arbejdsopgave. Der er faste arbejdstider eller turnusplaner, og der er ens regler for elever og svende. Alle deltager tilsyneladende både i de gode og dårlige opgaver, såsom rengøring og oprydning. Der er en fast rollefordeling med hensyn til hvem, der bestemmer hvad. Alt dette gør, at eleverne føler sig behandlet som voksne. De indgår i arbejdsfællesskabet. Godt nok kan de ikke udføre alle opgaver, men de har lov at kigge på, og de får hele tiden fif af de kolleger, der har mere erfaring. Det står for mange elever i modsætning til, hvordan de føler sig behandlet på skolen. Her betyder det, at de kan gå sammen med jævnaldrene (på samme hold), at de har tendens til at falde tilbage til folkeskolens ansvarsfrihed. En elev sagde: "Der går let 10. klasse i den på skolen, men i virksomheden bliver man behandlet som en voksen".

De enkelte uddannelsessteder

Ofte hævdes det, at oplæringsmiljøet er meget forskelligt inden for erhvervsuddannelserne på grund af branchernes forskellighed. Men er det rigtigt, hvis man ser på de rammer og måder, oplæringen foregår på, fra en pædagogisk vinkel? Det besluttede vi at undersøge ved at besøge fire uddannelsessteder inden for tre forskellige brancher, nemlig automekanikere, kokke og chauffører/lager. De følgende indtryk stammer derfor fra et begrænset antal virksomheder, hvilket der naturligvis tages forbehold for.

Automekanikere

Oplæringsmiljøet på de fire virksomheder fremtræder umiddelbart som venligt. Man hjælper hinanden. Der er en klar arbejdsfordeling mellem medarbejdergrupperne: automekanikerne, sælgerne og administrationen. Der arbejdes præcist og koncentreret. Medarbejderne får tildelt arbejdsopgaver hver morgen for at udnytte arbejdstiden så effektivt som muligt. Svendene er specialister. Effektivitet er et grundvilkår for at skabe økonomi i virksomheden. Eleverne er helt klar over, at alle skal arbejde effektivt, og at man kan arbejde selvstændigt med de opgaver, man får tildelt. Eleverne er tilknyttet en svend, de kan spørge til råds. Det at spørge lægges der megen vægt på, "hellere spørge en gang for meget end at lave noget forkert". Jo større firmaet er, jo bedre mulighed har man for at planlægge elevernes turnus mellem de forskellige arbejdsopgaver. Arbejdsopgaverne bestemmes af kunderne og skal udføres så hurtigt som muligt. Der er altså ikke tale om, at eleven kan vælge selv. Dog kan der være mulighed for at få lov til at deltage i særlige opgaver, som man gerne vil prøve. Nye elever rekrutteres som "fejedrenge" for at blive set an. Man forsøger at få de bedste i lære.

Der er ingen tvivl om, at eleverne både er en del af det faglige og det sociale miljø, og at svendene ser det som deres opgave at hjælpe eleverne til at blive så dygtige som muligt. Alle holder pauser sammen, der er forskellige personalearrangementer som julefrokost og sommerudflugt. At eleverne oplever firmaet som stedet, hvor de får deres uddannelse, er der ingen tvivl om. Skolen er blot et sted, hvor de lærer noget teori, som hører med.

Skolen som uddannelsessted virker indbydende, der er rent og ryddeligt. Holdet er sammen med andre uddannelser inden for jern og metal. Holdet kan i skoleperioden frit vælge mellem at benytte teorilokalet eller værkstedet. Det giver mulighed for fleksibilitet. Skolemiljøet består af to meget forskellige miljøer: teorilokalet, som fremtræder helt anonymt, og så værkstedet, der ikke er spor anonymt. Her er der en tavle på hjul og et bord i hjørnet, hvor man kan sidde med sine materialer og opgaver.

Elevernes adfærd i de to lokaler er også helt forskellig. I teorilokalet er man i gang med et projekt. Der er stor forskel på elevernes engagement. Tilsyneladende har flere ikke fattet, hvordan dagens emne hænger sammen med deres uddannelse. De har store vanskeligheder ved at færdiggøre den stillede opgave og kommer med forskellige undskyldninger. I værkstedet derimod er der ingen tvivl om, hvad arbejdet går ud på. Alle eleverne arbejder koncentreret og engageret. Eleverne arbejder med forskellige opgaver to og to. I deres kompendier kan de finde svarene, og de har materialer til rådighed til at afprøve deres løsningsforslag. Det er som om, det ikke er de samme elever, der deltager i de to former for undervisning.

Man kan iagttage den samme forskel hos lærerne. I teorilokalet ser de ud til at befinde sig dårligt, hvorimod de i værkstedet opleves som en organisk del af samværet.

Kokkeuddannelsen

De fire elever, vi har fulgt, havde alle praktikplads på gamle hyggelige kroer. Miljøet virker venligt og imødekommende. Eleverne ser alle ud til at trives og er stolte af deres arbejdsplads. Der er ingen tvivl om, at de føler sig som en del af det fælles arbejdsmiljø, og at det er deres væsentlige uddannelsesmiljø.

Køkkenet, som er deres arbejdsplads, er opdelt i funktioner. Eleverne starter i grovkøkkenet, derefter går de over til desserter, det kolde bord, selskabsmad og til sidst á la carte. Arbejdet foregår i ryk, hvor der kan være meget travlt og stresset. Eleverne arbejder sammen med en svend, som de kan spørge. Men der lægges stor vægt på, at de kan arbejde selvstændigt og spørge, hvis de er i tvivl om noget.

Pauser holdes fælles ved et bord i hjørnet af køkkenet. Når man starter på arbejdet, mødes man over en kop kaffe og drøfter dagens opgaver. Eleverne følger en planlagt turnus gennem uddannelsen. Er der travlt, giver de en hånd med, hvor der er brug for det.

Organisering af arbejdet er planlagt mindst tre uger frem. Det kan enten være planlagt, at man arbejder to dage, og derefter holder fri to dage efter en rullende plan, således at man får fordelt sin arbejdstid på ugens syv dage. En anden måde at organisere arbejdet på er, at man veksler mellem tidlig, mellem og sen vagt med to ugentlige fridage.

Skolen som uddannelsesmiljø virker ligeledes rar og hyggelig. Kokkeuddannelsen er placeret i en mindre bygning. Teorilokalet er traditionelt med borde i hestesko, men helt anonymt. Værkstedet derimod er stort, lyst og virker veludstyret.

Undervisningen i teorilokalet benævnes som teori. Det virker som noget, der skal overstås, så man kan komme i gang med det egentlige, nemlig arbejdet i værkstedet. Eleverne skal løse en opgave om supper, men først er der lidt almen information om ugens opgaver. Efterhånden, som eleverne er færdige, går de. Efter en pause går eleverne i køkkenet. Her skal eleverne forberede en billig tre-retters menu. De arbejder i grupper. Hver gruppe har lavet et forslag til en billig tre-retters menu, som en anden gruppe skal lave. Over middag evalueres opgaverne, ved at læreren spørger gruppen, som har lavet forslaget, om resultatet var det, de havde ventet. Derefter giver læreren sin kritik.

Iagttagelsen af dette skolemiljø efterlader en oplevelse af et undervisningsmiljø, som består af to forskellige dele, en organisk del i værkstedet/køkkenet og en mere formel del i teorilokalet. Det gælder både organisering af undervisningen og det adfærdsmæssige hos elever og lærere. Dette forhold kan medvirke til, at undervisningen opleves som usammenhængende for eleverne.

Chauffør-/lageruddannelsen

Forskellen på virksomhedernes størrelse er meget stor. Men trods det er de meget lig hinanden. Umiddelbart virker miljøet venligt og rart at færdes i. Man arbejder i team, som har et fælles ansvar for, at opgaverne bliver løst. Eleverne arbejder på lige fod med svendene med opgaver af stigende sværhedsgrad, efterhånden som eleverne magter dem. Eleverne arbejder selvstændigt og kan spørge deres kolleger til råds. Der holdes fælles pauser. De forskellige team får tildelt opgaver, som bliver fordelt indbyrdes. Tre af eleverne arbejder på lager, hvor opgaverne løbende kommer og skal løses. Eleverne kan i mange tilfælde vælge mellem disse opgaver, alt efter om eleverne kan magte dem. Den fjerde elev er ansat i et renovationsfirma, hvor opgaven er givet. Her arbejder man på akkord, eleven på lige fod.

Eleverne oplever, at firmaet er deres egentlige uddannelsessted, skolen er blot en del, som hører med.

Når man kommer ind på skolens område, er man ikke i tvivl om, at skolen gennemfører uddannelser inden for transportområdet. Der er store udendørs arealer med relevant materiel og lyse og venlige lokaler, hvor teoriundervisningen foregår. Meget undervisning foregår i fri luft, hvor man øver sig i forskellige færdigheder.

Uddannelsen er præget af, at der skal tages en række certifikater, som kørekort, kran- og truck-certifikater. Eleverne er meget optaget af at bestå disse certifikater. Derfor er eleverne koncentrerede i teorilokalerne, hvor undervisningen drejer sig om den teori, der knytter sig til at bestå certifikaterne. Det at få et certifikat betyder, at eleverne kan fortsætte deres uddannelse. Holdet er delt i to grupper, som skifter mellem at være i teorilokalet og på pladsen. Undervisningen er meget traditionel med læreroplæg og øvelser. Teorilokalet er udstyret med modeller og plancher. Der står pc'er med programmer, som eleverne kan benytte, bl.a. til repetition af vanskeligt stof. Umiddelbart opleves teorilokalet og den udendørs plads som to dele, der supplerer hinanden. Eleverne er ikke i tvivl om, hvad de skal arbejde med de to steder.

Denne side indgår i publikationen "Elever i erhvervsuddannelser" som kapitel 3 af 12
© Undervisningsministeriet 2001