2. Erhvervsuddannelserne - ungdomsuddannelser og kompetencegivende uddannelser

Erhvervsuddannelserne er de eneste ungdomsuddannelser, hvor eleverne både har mulighed for at få en kompetencegivende uddannelse og en uddannelse, som kan give grundlag for at videreuddanne sig. De andre ungdomsuddannelser, som eleverne kan vælge, er bl.a. de gymnasiale uddannelser og hf, som alene giver en studiekompetence og ret til at begynde en egentlig erhvervsrettet uddannelse.

I erhvervsuddannelserne skal tre forskellige elementer spille sammen i en helhed, som eleverne kan forstå, acceptere og sætte pris på. Ellers vil de ikke vælge disse uddannelser. De tre elementer er virksomhedsoplæringen, der bidrager med indføring i branchens praksis og kultur, undervisningen på skolen, som omfatter to elementer, nemlig det at supplere og sikre bredden i den faglige uddannelse (område- og specialefag), og det at give almen kompetence for videreuddannelse (grundfag). Elementerne er vævet sammen efter vekseluddannelsesprincippet. Ideelt set vil de tre elementer befrugte hinanden. I virksomhedsoplæringen udsættes eleven for de krav, der stilles til de færdiguddannede håndværkere. På skolen - i værkstedetfår eleven lejlighed til at prøve andre og måske mere tidskrævende metoder end i virksomheden. I teoriundervisningen kan eleven stille spørgsmål om, hvorfor tingene gøres på dén bestemte måde, og få lejlighed til at se tingene i et større perspektiv.

Der er ingen tvivl om, at det for en uddannelsesinstitution og de lærere, der skal varetage uddannelsen, er lettere kun at skulle varetage én opgave, som f.eks. studieforberedelse, som er de gymnasiale uddannelsers opgave, og ikke som erhvervsuddannelserne både at skulle give en erhvervsfaglig uddannelse og en ungdomsuddannelse.

Det spørgsmål, man kan stille, er, hvilket billede interessenterne har af vekseluddannelsesprincippet i erhvervsuddannelserne. Der er jo tilsyneladende ingen, der anfægter, at det er en rigtig og hensigtsmæssig måde at gennemføre den erhvervsfaglige kvalificering til arbejdsmarkedet på.

Ser man på lovgrundlaget, artikler, forsøgs- og udviklingsarbejder mv. tegner der sig et billede af et vekseluddannelsesforløb, som kort kan beskrives således:

Eleverne får en praktisk oplæring i virksomheden ved at prøve forskellige arbejdsopgaver og -processer i en planlagt rotation, som følger skoleundervisningen. De har en vis viden om det, de skal lære på den kommende skoleperiode, og når de kommer tilbage i virksomheden, kan de afprøve den nye viden og indsigt, de har fået, og dermed få større ansvar for arbejdsopgaver.

I denne proces skal der tages hensyn til elevens personlige udvikling - både den almindelige modningsproces og den identitetsdannelse, der sker i ungdomsårene. Elevernes evner skal understøttes ved at give dem udfordringer fagligt som personligt. Endeligt skal de socialiseres ind i den arbejdskultur, der hersker på arbejdsmarkedet. Det vil sige krav om at kunne møde til tiden, overholde aftaler, kunne samarbejde, være kreativ, udvise fleksibilitet og have forståelse for egen og virksomhedens samfundsmæssige placering.

Mange unge, der skal vælge uddannelse, har ikke umiddelbart de tekniske erhvervsskoler som deres højeste prioritet. Kan de, vælger de gymnasiet, og de understøttes af deres forældre i denne holdning. Derfor har det været en vigtig bevæggrund, der bl.a. ligger bag erhvervsuddannelsesreformen, at de erhvervsfaglige uddannelsers renommé skal forbedres.

Der er dog en gruppe af unge, der bevidst vælger den faglige uddannelser som første prioritet¹. Det kan være unge, der vælger en erhvervsuddannelse af traditionelle årsager ("I min familie er vi mange blikkenslagere"). Andre unge vælger en erhvervsuddannelse, fordi de har et mål med deres liv, der kan realiseres herigennem ("Jeg vil være sølvsmed og åbne mit eget værksted"). Det kan også være, at de unge vælger uddannelsen på grund af værdier, de tillægger uddannelsen og de job, den fører til ("Jeg vil beskæftige mig med økologisk bæredygtigt landbrug"). Endelig kan den unge have truffet erhvervsvalget på grund af indflydelse fra vigtige personer i opvæksten ("Først da jeg kom i erhvervspraktik i det tømrerværksted sammen med de svende, følte jeg, jeg kunne udrette noget"). Men selv blandt denne gruppe er der frafald i uddannelsesforløbet.

Er det en umulig opgave i et moderne samfund at have et uddannelsestilbud, som både er en ungdoms- og en erhvervsuddannelse? Har vekseluddannelsesprincippet spillet fallit? Ville eleven lære mere af at gennemføre hele sin uddannelse på skolen? Efter vores overbevisning er svaret nej. Det handler nok i højere grad om at løse en række praktiske problemer, som at få undervisningen på skolen til at spille bedre sammen med de faktiske erfaringer, eleverne får i virksomhedsoplæringen, og at få virksomheder til at blive mere bevidste om sammenhængen mellem skolens undervisning og virksomhedens oplæring i det samlede uddannelsesforløb.

På papiret er løsningen af problemerne lette at gennemføre. Men i praksis kan vanskelighederne være store med at ændre og omstille skolen til i langt højere grad at tage afsæt i elevernes erfaringer og behov, - og virksomhederne til at se den enkelte elevs praktik som en del af et samlet uddannelsesforløb. En af forklaringerne på, at denne omstillingsproces er så svær, kan være den tradition, som ligger i ethvert veletableret uddannelsessystem.

Erhvervsuddannelsesreform 2000 medfører en fundamental omstilling af erhvervsuddannelserne. Udgangspunktet i elevernes erfaringer tages bogstaveligt, idet hver elev skal have sin egen personlige uddannelsesplan. I de ændrede erhversuddannelser skal eleven for det første kun lære en ting én gang. Dvs. eleven skal have merit, for det han/hun tidligere har lært og i stedet have nye udfordringer, der gør, at udsagnet, "Tit sidder jeg bare og keder mig", ikke vil kunne høres mere.

Endvidere skal den enkelte elev have mulighed for at bygge videre på sin praktikerfaring i skolen, have lejlighed til at reflektere over det, han/hun har oplevet i praktikken og selv knytte det teoretiske stof an hertil. Herved vil eleven være i stand til, når han/hun kommer tilbage i praktikken, at kunne handle på en mere kompetent måde, fordi eleven nu forstår årsagen til, at ting gøres, som de gør. Læreprocesserne bliver langt mere individualiserede, og dermed bliver der brug for langt mere undervisningsdifferentiering i skoleundervisningen.

For eleverne (og mestrene) er dette et ønske, der bekræftes i interviewene. Mange lærere kunne nikke bekræftende til dette, men anså det for urealistisk. I interviewene går flere lærerudsagn igen: "Det er umuligt for én lærer. Konsekvensen må blive, at der kun er 8-10 elever i en klasse, fordi en lærer kun kan råde over ét værksted. Så må der mere teori til". Der er ingen tvivl om, at der vil være behov for udvikling af modeller og metoder til at individualisere undervisningen, og dermed kvalitetsforbedre erhvervsuddannelserne.

Reformen af erhvervsuddannelserne kan måske medvirke til at ændre den opfattelse i samfundet, blandt forældre og unge, at en ungdomsuddannelse er en éntydig størrelse. Gymnasiet ved man, hvad er. Hf er også en almen kendt størrelse. Hhx og htx er ved at finde fodfæste i befolkningens bevidsthed. Fælles for disse uddannelser er, at de er studieforberedende. Uddannelsesvalget kan udsættes. De er alene et trin på en formel uddannelsesstige og giver formel merit til et videre forløb.

Mange forældre og unge oplever, at valget af en erhvervsuddannelse er et mere definitivt valg end at vælge en af de gymnasiale uddannelser. Allerede ved indgangen skal beslutningen tages, inden for hvilken branche det fremtidige arbejdsliv skal være. Eleverne skal vælge en af de syv indgange og eventuelt også en uddannelse. Men eleverne har nu mulighed for at vælge om inden for indgangen eller helt at skifte indgang og få merit for den del af uddannelsen, der er gennemført.

Når man fokuserer på de perspektiver, der ligger i at få dobbeltkompetence (erhvervs- og studiekompetence), er det nok så vigtigt, at eleverne nu får mulighed for påbygning af almene fag på c-niveauet, således at de både får en erhvervsfaglig uddannelse og kompetencer til umiddelbart at fortsætte i uddannelsessystemet på næste niveau.

Erhvervsuddannelserne i sig selv rummer ikke den entydighed, der ligger i de gymnasiale uddannelser. De har ikke dette fælles præg. De fremstår som enkelte erhvervsfaglige uddannelser og ikke som en generel ungdomsuddannelse, hvor der er en entydighed om, hvad man kan lære, og hvad man så senere kan vælge. Hvis man ønsker, at eud også skal være en ungdomsuddannelse, som giver almenkompetence og dermed grundlag for videreuddannelse, skal dette aspekt fremgå langt tydeligere i vejledningen af folkeskoleeleverne.

Spørgsmålet er, om det, der faktisk trækker de unge til uddannelsen, nemlig det erhvervsfaglige, kan forenes i en fælles uddannelse, der som formål både har at give erhvervs- og studiekompetence. Konsekvensen af at svare bekræftende på dette spørgsmål må være at skabe et uddannelsestilbud, der er éntydigt, hvor alene den erhvervsfaglige specialisering er forskellen.

Man kan sammenligne med gymnasiet: Der er forskelle på hvilken retning, man vælger, men man ender med en studentereksamen. I fremtiden bør det være sådan, at man får en erhvervsuddannelse med de almene kompetencer, som svarer til ens personlige ønsker om en fremtidig karriere.

1) De fire valgkategorier er yderligere beskrevet hos Zeuner, 2000

Denne side indgår i publikationen "Elever i erhvervsuddannelser" som kapitel 2 af 12
© Undervisningsministeriet 2001