1. Indledning:
Sæt eleven i centrum!

Af Albert Astrup Christensen

Med parolen: Sæt eleven i centrum, tænkes dels på en ret, dels på et hensyn.

Det er en demokratisk ret at blive taget alvorlig som individ, og det er en ret at kunne forme sin tilværelse og deltage i fællesskabet.

Det er en alment anerkendt værdi, at der tages vare på den enkelte elev, under anerkendelse af og respekt for individualiteten. Altså, at hensynet til den enkeltes muligheder er afgørende for samfundets tilbud og for fællesskabet.

Det er på den baggrund, at vi må analysere den igangværende udvikling, hvor videnssamfundet er blevet en del af vores hverdag, og hvor forandringerne er lige så grundlæggende og omfattende som dem, der skete i overgangen fra middelalderen til renæssancen. Der fordres fornyelse og omstilling i de mest grundlæggende forhold. I den måde, vi producerer på, hvor selve det, man sælger i dag, er den viden, som man kan lægge i et produkt, og det koncept, man kan lægge udenom, og i hele den måde, vi udveksler ting med hinanden på, ja hele vores værdigrundlag. Beherskelse af brede kompetencer som omstillingsevne, ansvar og kreativitet hos medarbejderne bliver mere og mere nødvendige.

Hvordan indretter vi vort uddannelsessystem til disse vilkår? Hvordan genereres viden? Hvordan lærer vi eleverne at omsætte viden til produkter? Hvordan kan vi give den enkelte elev mulighed for at udfolde sit potentiale, så langt som det overhovedet rækker? Hensigten med erhvervsuddannelsesreform 2000 er at give skolerne, lærerne og lederne nye muligheder og nye redskaber som kontaktlæreren, den personlige uddannelsesplan, individuelle læringsforløb m.fl., så skolerne, lærerne og lederne sikres optimale rammer i den forandringsproces, der skal føre erhvervsuddannelserne ind i videnssamfundet med fokus på udviklingen af den enkelte elevs potentialer.

Hvilken sammenhæng og hvilke brydninger er der i det nævnte værdisyn og i de vilkår, som tegner sig? Hvilke didaktiske muligheder kan vi pege på, og hvilke rum og strukturer skal forandres eller skabes for at udfolde mulighederne? Det vil denne artikelsamling give nogle bud på.

Uddannelse, læring og undervisning til alle

I 1993 opstillede den daværende regering i programmet om "Uddannelse til alle" den målsætning, at alle unge ved årtusindskiftet gennemfører en ungdomsuddannelse efter afsluttet grundskole med baggrund i parolen om at "sætte eleven i centrum".

Den nuværende regering har opstillet den målsætning, at 90 til 95% af en ungdomsårgang afslutter en ungdomsuddannelse. Frafaldet i erhvervsuddannelserne skal halveres fra over 25% i 1995 til godt 12% i år 2000. Og mindst 50% af en ungdomsårgang skal afslutte en videregående uddannelse. Dette sidste mål vil kun kunne nås gennem et betydeligt bidrag af unge fra erhvervsuddannelserne.

I begrundelserne for erhvervsuddannelsesreform 2000 forklares problemerne med det store frafald i erhvervsuddannelserne bl.a. med systemets mangelfulde transmissionsevne (=fuldførelse). Kritikken er bl.a. blevet formuleret i publikationen "Kvalitet i uddannelsessystemet". Transmissionen til, fra og gennem uddannelsessystemet kritiseres generelt og fsa. erhvervsuddannelsessystemet navnlig på fire punkter:

• For lav produktivitet, målt ved output ift. input, dvs. elever, der fuldfører ift. elever, der starter.
• For lav effektivitet, dvs. for få, der fuldfører på normeret tid.
• Vigende tendens, kvalitativt og kvantitativt i søgningen.
• For lille bidrag til videregående uddannelser.

Set ud fra et elevsynspunkt kan de samme fire kritikpunkter formuleres:

• For stort frafald.
• For mange omveje, idet fejlvalg medfører for meget tidsspilde.
• Ikke attraktivt nok i forhold til andre muligheder.
• Ikke gode muligheder for erhvervelse af videreuddannelseskompetence og ingen markerede intentioner om karrieremuligheder.

(Gengivet efter inspiration i Finn Christensen: "Pædagogik og didaktik i de nye erhvervsuddannelser" UVM 7-322).

Ifølge Uddannelses Redegørelse 1998 er det imidlertid vanskeligt at identificere dele af målgruppen, og det er derfor nødvendigt at rette indsatsen mod en langt større gruppe af elever. Alle unge skal gives mulighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse, derfor skal der åbnes for:

• Flere individuelle uddannelsesforløb med den enkelte elev i centrum.
• Mere rummelige uddannelser, hvor fællesskabet giver plads til den enkeltes udfoldelse og udvikling.
• At skoler og uddannelser for børn, unge og voksne bliver bedre til at identificere reelle behov for støtte og bedre til at identificere de skole- og uddannelsessøgendes ressourcer.

Hensigter, som bygger på værdier om rummelighed, lighed og plads til alle unge. I publikationen "Værdier i virkeligheden" (Undervisningsministeriet, 2000) argumenterer undervisningsminister Margrethe Vestager således for, at der er behov for at få diskuteret præcis, hvilke konkrete værdier, uddannelsessektoren skal formidle og praktisere. Værdier, som kan danne fundamentet for uddannelsens sociale og vejledende funktion, og værdier, som kan sikre, at alle børn og unge får muligheder for at tilegne sig såvel sociale, personlige som faglige kompetencer i uddannelserne.

"Lov om ændring af forskellige love på Undervisningsministerens område" (L 98) indeholder nye regler for det repræsentative demokrati i uddannelsessystemet og kan ses som et konkret bud på en styrkelse af elevernes, de studerendes og deltagernes indflydelse på tilrettelæggelse, gennemførelse og evaluering af uddannelser, læring og undervisningen. Det overordnede formål er at sikre, at undervisningen, læringen og uddannelserne bidrager til elevens personlige udvikling og til at udvikle elevernes interesse for og evne til at deltage aktivt i et demokratisk samfund.

Erhvervsuddannelsesreform 2000 giver nye muligheder

I forhold til de kritikpunkter af erhvervsuddannelserne, som påpeges i "Kvalitet i uddannelsessystemet", og de værdier, ministeren peger på i debatoplægget "Værdier i virkeligheden", tilbyder erhvervsuddannelsesreform 2000 flere nye muligheder. Færre indgange og individualiseret tilrettelæggelse af uddannelserne er de væsentligste nyskabelser. Den enkelte elev skal udforme og følge en personlig uddannelsesplan, selv have udstrakt indflydelse på sin uddannelse og selv vurdere, hvordan uddannelsens mål bedst nås. Der gives muligheder for uddannelsesdifferentiering for såvel de elever med svage forudsætninger som for de elever, der har meget gode forudsætninger, gennem indførelse af delkompetence og påbygning.

Og ikke mindst vægtningen af kontaktlærerfunktionen vil gøre det sandsynligt, at frafaldet i mange flere tilfælde vil kunne forhindres, ved at der iværksættes forskellige støtteforanstaltninger, før det er for sent. Indførelse af omfattende merit vil medvirke til at reducere det spild, der er en følge af den tidligere struktur, hvor alt for mange forløb blot var omveje uden merit. Udskydelsen af uddannelses- og jobvalget, og udvidede muligheder for valg af forøget studiekompetence indbygget i selve systemet, vil desuden kunne modificere frafaldet. Der kan med den personlige uddannelsesplan indarbejdes et langsigtet karriereperspektiv.

Strukturelle virkemidler som, hvis de virker, vil kunne medvirke til, at flere elever fuldfører deres uddannelse eller går i gang med en videregående uddannelse (transmissionsproblemet). Men problemet vil naturligvis ikke alene kunne løses strukturelt! Det forudsætter en omfattende pædagogisk, didaktisk og værdibaseret indsats. Med eleven i centrum og i en mere aktiv rolle som (med)konstruktør af egen uddannelse er grundlaget lagt for en helt ny uddannelsestænkning og en ny form for samspil mellem lærer og elev. Elevens personlige råderum bliver betragteligt udvidet, og den enkelte elev får en udstrakt indflydelse på indholdet og formen i sin uddannelse. Sigtepunktet er at skabe plads og rum i erhvervsuddannelserne, så alle gives muligheder for at tilrettelægge et lærings- og uddannelsesforløb ud fra egne interesser, potentialer og behov.

Begrundelsen for at indføre disse mange nye individuelle undervisnings- og uddannelsesmuligheder i erhvervsuddannelserne er ikke alene ønsker om øget effektivitet, hurtigere gennemførelse og færre omvalg. Begrundelsen er bl.a. også den kendsgerning, at de unge ikke er ens, og at mange unge i dag ikke kan overskue de valg, der skal tages ifm. et fremtidigt livsforløb og et fremtidigt arbejdsliv. Eleverne har forskellige modningstempi og forskellige personligheder. Paratheden til at tage de beslutninger, som valg af ungdomsuddannelse indebærer, er derfor vidt forskellige for de unge.

De unge og individualiseringstendensen

Den uddannelsespolitiske målsætning om at sætte det enkelte individ i centrum og tilvejebringe flere individuelle uddannelsesmuligheder henter også sin begrundelse i den individualiseringstendens, der præger det moderne samfund, og som er en konsekvens af en historisk udvikling. En udvikling, der bl.a. har resulteret i velfærdssamfundet og herunder et materielt sikkerhedsnet, et socialt sikkerhedssystem mv. Individets rettigheder er til stadighed blevet udvidet. Mange bindinger og begrænsninger for individets frihed til at realisere sig selv er dermed gradvist blevet fjernet. Individet selv har gjort sig fri af sociale og kulturelle bindinger som f.eks. familie, kirke, organisationsafhængighed mv. I undervisningsministerens udspil "Værdier i virkeligheden" diskuteres, hvordan disse rettigheder kan udmøntes konkret i uddannelsessystemet, så den enkeltes rettigheder og muligheder til stadighed udvides og øges. Ministeren diskuter dog også de dilemmaer, som den øgede individuelle "frihed" medfører, hvor øget autonomi for den enkelte eksempelvis kan medføre, at man i fællesskab ikke længere tager hånd om de "svage".

Individualiseringstendensen er især slået igennem i de yngre befolkningsgrupper. Unge orienterer sig anderledes end tidligere, når de vælger job. De prioriterer selvstændighed, indflydelse, sjovt og kreativt arbejde mv. Modsat prioriteres høj løn lavt på ønskelisten. Unge er mere sensitive, åbne og modtagelige over for signaler fra andre og over for signaler fra sig selv. Unge er i højere grad end tidligere optaget af "hvem er jeg". Som én blandt andre ungdomsuddannelser har erhvervsuddannelserne en væsentlig funktion, ikke kun som erhvervskvalificerende uddannelse, men også som en almendannende uddannelse, der skal fremme den personlige udvikling og identitetsdannelse.

Endelig henter den uddannelsespolitiske målsætning sin begrundelse i erhvervslivets krav om en arbejdskraft, som er dygtig til at identificere og løse problemer, træffe selvstændige beslutninger, søge og bearbejde informationer, kommunikere, samarbejde, være fleksibel, tage selvstændige initiativer, tage ansvar osv. Et erhvervsliv, som skal konkurrere på fleksibilitet og service for bl.a. at imødekomme individuelle ønsker, der skal tilfredsstille specifikke behov hos kunder og forbrugere. Et erhvervsliv, som befinder sig i et skifte fra industriel masseproduktion til en højteknologisk, fleksibel (videns)produktionsform.

Medarbejdernes personlige ressourcer og herunder kreativitet og evne til at finde og producere viden og pege på, hvad den kan bruges til, bliver væsentlige konkurrenceparametre for virksomhederne. Mange virksomheder er i dag optaget af både at producere varer og tjenesteydelser og af at producere kompetencer hos medarbejderen. Disse virksomheder opfatter kompetenceproduktionen som ligeså vigtig som vareproduktionen. Et kompetenceproblem, som slet ikke kan eller bør løses ved at sende medarbejderen på en lang række efteruddannelseskurser, men ved en kompetenceudvikling, som indbygges i jobbet f.eks. via opgaveformuleringen, så den enkelte samtidig med, at han løser opgaven, også udvikler nye kvalifikationer og kompetencer. Herved øges læringsindholdet i det, du lærer i virksomheden, og samtidig skabes udfordrende arbejdspladser.

Undervisningsplanlægning og didaktik

Det uddannelsespolitiske sigtepunkt om at sætte eleven i erhvervsuddannelserne i centrum er nyt og indeholder et opgør med traditionelle pædagogiske, strukturelle og kulturelle mekanismer, som hidtil har fungeret i erhvervsskolesystemet.

Når de uddannelsespolitiske målsætninger skal omsættes til konkret undervisningsplanlægning og til organisering af elevens læreproces, vil det derfor betyde behov for strukturel, kulturel og ikke mindst didaktisk og pædagogisk nytænkning. Skolerne har ikke tradition for at sætte fokus på tilrettelæggelse af læreprocesser, som sætter den enkelte elevs læring og udvikling i centrum, og uddannelse til videnssamfundet.

Mange skolers pædagogiske praksis er præget af et instrumentalistisk læringsbegreb, dvs. en organisering af læringen, som er ensbetydende med, at eleverne har meget lidt indflydelse på formulering af målsætninger, organisering af undervisningen, udvælgelse af indhold mv. Eleverne bliver passive objekter i en sådan proces, fordi de blot skal udføre en række delprocesser i undervisningsforløbet. Den traditionelle lønarbejder er modellen for organiseringen af denne form for læreproces. I en undervisningssammenhæng kan konsekvenserne blive ligegyldighed og passivitet hos eleverne og kontrol og disciplinering fra lærerens side.

Den traditionelle didaktikopfattelse i erhvervsuddannelserne modsvarer ikke udviklingen i teknologi og arbejdsorganisering og dermed de ændrede kvalifikations- og kompetencekrav. Målene rummer en alt for høj detaljeringsgrad med læreren som den ansvarlige for læreprocessen. Færdigheder og viden læres adskilt og i delelementer, hvilket ikke modsvarer arbejdsmarkedets behov for øget selvstændighed og for kreativ, organiserings og problemløsningsevne i den faglige udøvelse. Værkstedsundervisningen og teoriundervisningen er som oftest adskilt og opfattes som to helt separate dele.

For at erhvervsuddannelserne kan uddanne til et videnssamfund, er der derfor behov for nye tilrettelæggelsesformer, som både er helheds- og kontekstorienterede og aktivitets- og færdighedsorienterede, og hvor den pædagogiske tilrettelæggelse understøtter elevens selvstændighed og ansvar for egen læring med fokus på udvikling af såvel faglige kompetencer som kognitive, sproglige, teknologiske og personlige kompetencer.

En af de vigtigste nyskabelser i erhvervsuddannelsesreform 2000 er den klarere markering af den enkelte elevs muligheder og af eleven som den aktive part i læreprocessen og som den, der vælger og udformer sit eget individuelle forløb med omdrejningspunkt i elevens personlige uddannelsesplan og ikke mindst uddannelsesbogen. En del af den didaktiske nytænkning består derfor i, at eleven skal anbringes i centrum på alle didaktiske planlægningsniveauer. Det skal ske gennem en styrkelse af evnen til at indtænke og indarbejde elevens forskelligartede forudsætninger, modenhed og karriereforløb, herunder ikke mindst elevernes forskelligartede måder at tilegne viden på, og eleven som den centrale handlende person i design af uddannelses- og læringsforløb.

Hele skolens læringspraksis og læringskultur må præges og tilrettelægges på en sådan måde, at den udgør en del af elevernes viden. At diskutere viden i skolen betyder derfor også at reflektere over det. Når elevernes således arbejder med forskellige opgaver, så er det ikke bare det, de lærer noget af. Måden, de arbejder på, og i hvilken sammenhæng, bliver også en del af deres læring. Viden og læring er praktisk indbygget og infiltreret i hinanden, og der findes derfor hele tiden anledning til at reflektere over den virksomhed, som finder sted, ved at stille spørgsmål. En praksis, som kan organiseres, ved at eleverne lærer at udvikle, formulere, udtrykke og argumentere for deres standpunkter, at blive reflekterende og handlende, at blive ansvarsfulde og omsorgsfulde, udvikle eget sprog, lærer at løse problemer og formulere visioner m.fl. Viden og kompetence skabes gennem deltagelse. Læring forstået som deltagelse i forskellige praksisfællesskaber og med læringen integreret i praksis (situeret læring).

Artikelsamlingens opbygning

Det er på denne baggrund, at en række forfattere har skrevet nye artikler inden for hvert deres felt eller har tilpasset og revideret den artikel, forfatteren skrev til den første udgave af antologien, som udkom i 1995. Artikler, der kan medvirke til at skabe debat inden for erhvervsskolesystemet om individualisering og demokratisering af læreprocesser - med baggrund i de muligheder og betingelser, som gives med erhvervsuddannelsesreform 2000.

De medvirkende forfattere har alle et kendskab til erhvervsuddannelsessystemet, enten fra forskning eller fra erfaringer med pædagogisk forsøgs- og udviklingsarbejde. Forfattergruppen er et bredt udsnit af personer fra Roskilde Universitetscenter, Danmarks Pædagogiske Universitet, Ålborg Universitet, Handelshøjskolen, erhvervsskoler og Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse.

Artikelsamlingen er struktureret i fem temaer. I første tema fokuseres på årsager og begrundelser for nødvendigheden af en øget individualisering og demokratisering af læreprocesser. I det andet tema fokuseres der på erhvervsskolernes unge elever i et individualiserings- og demokratiseringsperspektiv. I det tredje tema fokuseres der på didaktikken.

I fjerde tema fokuseres der på et nyt læringsbegreb, som bryder med det instrumentalistiske begreb om læring, som sætter den enkelte elev i centrum for egen læring, og som indebærer organisering af aktiverende læreprocesser, skabelse af åbne læringscentre, kompetenceenheder, elevmedbestemmelse, udvikling af tilegnelseskompetence, praksislæring, en ny didaktik mv. I femte tema fokuseres der på skoleudvikling og erfaringer med implementering af en pædagogisk reform og den rolle, som eksterne og interne forandringsagenter spiller i en sådan proces. Og en artikel handler om erfaringer med tilrettelæggelse af individuelle læreprocesser, fleksibel organisering af uddannelser og læringsforløb i Finland. Til slut sammenfattes og perspektiveres antologiens problemstillinger.

Denne side indgår i publikationen "Uddannelse, læring og demokratisering" som kapitel 1 af 19
© Undervisningsministeriet 2001