Den specialpædagogiske bistand til småbørn

Den specialpædagogiske indsats til småbørn tilrettelægges på baggrund af en pædagogisk-psykologisk undersøgelse og vurdering af barnet. For børn med bevægelsesvanskeligheder er der ofte behov for at supplere med en lægelig vurdering. Den specialpædagogiske bistand kan fx omfatte fysio-/ergoterapeutisk bistand og talepædagogisk bistand. Optagelse i daginstitution kan være en del af indsatsen, fordi barnet her får samme oplevelser og udfordringer som andre børn.

Småbarnet med bevægelsesvanskeligheder stiller særlige krav til familien og til det daglige miljø. Der vil bl.a. være mange praktiske problemer, som skal overvindes. En tidlig specialpædagogisk indsats i form af vejledning til omgivelserne, et særligt tilrettelagt miljø og evt. en særlig undervisning af barnet kan være forudsætning for, at barnets videre udvikling forløber optimalt. Det arbejde, der er gået forud for skolestarten, er en vigtig forudsætning for, at elever med bevægelsesvanskeligheder både fagligt og socialt kan trives i skolen.

Den tidlige indsats skal tilrettelægges ud fra barnets muligheder. De fagfolk, der udøver den koordinerede indsats over for barnet, samarbejder løbende med og vejleder forældrene og daginstitutionspersonalet. Denne vejledning kan omfatte formidling af viden og erfaring, bearbejdning af holdninger og følelser, målsætning for arbejdet, planlægning af skolegangen.

Hjælpe- og kommunikationsmidler til småbørn

Børn med bevægelsesvanskeligheder har ofte brug for hjælpemidler, som kan kompensere for handicappet. De seneste års udvikling af teknologiske hjælpemidler har i den sammenhæng været en vigtig landvinding, hvor anvendelsen af teknologi har medvirket til at støtte børnenes udvikling og kommunikation. Disse nye muligheder er ikke mindst vigtige for børn med tillægshandicap i form af manglende tale/sprog.

For at støtte udviklingsmuligheder hos børn, som ikke kan bruge almindeligt legetøj eller andre gængse materialer, er det vigtigt meget tidligt at tilbyde særligt tilpasset legetøj og kommunikationsredskaber, der kan medvirke til at stimulere og udvikle barnet. Legen med almindeligt legetøj kan ikke erstattes, men batteridrevet legetøj kan dog give barnet en mulighed for leg. Det batteridrevne legetøj tilsluttes kontakter, som barnet kan tænde og slukke. Typen af kontakt vælges ud fra barnets motoriske formåen og kan enten betjenes med hånd, fod, kind, nakke, eller hvordan det nu er mest velegnet.

Også en computer vil på et meget tidligt tidspunkt være et godt legetøj for barnet, og der er et stort udbud af programmer, der kan tilpasses betjeningsmæssigt. I gode børneprogrammer er interaktiviteten høj, og indholdet kan skræddersys til barnet, således at barnet kan lege og lære i sit eget tempo og på sine egne præmisser. Computeren er motiverende (bl.a. ved anvendelse af computerspil) - ikke bare for barnet selv - men også for søskende og kammerater. Ved hjælp af computeren kan der skabes aktiviteter, hvor alle har lige vilkår.

Det er vigtigt, at de sværest motorisk handicappede børn får lært at bruge særlige hjælpemidler - omgivelseskontrol - som sætter dem i stand til ved hjælp af deres kontakt at fjernstyre forskellige dagligdags funktioner: døråbner, radio, tv, cd-afspiller, vinduesåbner, lys, computer og meget andet. Et udbygget omgivelseskontrolsystem er med til at gøre børnene mere selvhjulpne.

I nogle tilfælde kan børn med bevægelsesvanskeligheder (fx spastiske lammelser) - ud over bevægelsesvanskelighederne - have store vanskeligheder med at udtrykke sig verbalt. Disse børn er fra småbørnsalderen særligt sårbare i forhold til at udvikle et brugbart sprog/kommunikation. Derfor er det ofte nødvendigt at opøve barnet i brug af alternative kommunikationsformer, som kan indgå i barnets hverdag.

På et tidligt tidspunkt vil man kunne anvende en form for udpegningsapparat, hvor der kan benyttes konkrete ting fra barnets hverdag. Senere anvendes billeder og symboler som piktogrammer og Bliss samt ordbilleder.

En historie om en 5-årig spastisk dreng

Per er 5 år og går i en almindelig børnehave. Han er spastisk lammet og sidder i kørestol, som han selv kan betjene. Per har intet talesprog, men det er tydeligt, at han på mange områder er normalt fungerende. Per er sjældent interesseret i legetøjet. Han kan fx ikke lege med legoklodser og skubber dem derfor væk.

Per er gennem de sidste par år blevet trænet i at benytte et "kommunikationshjul", når han vil give udtryk for ønsker og behov. Han har dog ikke brugt det meget den sidste tid. Billederne, som er blevet sat op i hjulet, har primært været billeder, som forestiller ting fra hans hverdag.

Selv om Per ikke kan lege med de samme ting som de andre børn, har personalet i børnehaven sørget for, at han får mulighed for at opleve og erfare det, de andre børn beskæftiger sig med. Han har derfor siddet på gulvet sammen med de andre børn og været med, når de har leget ude.

Forældrene, psykologen, talepædagogen og børnehavepædagogerne er enige om, at der skal satses på:

1. Generel sprogstimulering for at give Per større begrebsverden og ordforråd.

2. Intensiv talepædagogisk bistand i det næste halve år, således at Per hver dag trænes i brug af talemaskine.

Formålet med anvendelse af talemaskinen er at give Per mulighed for at koble forskellige billeder (piktogrammer) sammen med forskellige sætninger, han har brug for i hverdagen som fx "jeg vil gerne have..", "hvad er det..", "hvorfor det..", "skal vi...", "jeg er tørstig", "jeg er sulten". De sidste sætninger kan Per selv vælge. Han vælger: "Jeg vil høre bånd", "kys mig god-nat", "jeg er ked af det".

Målet for perioden er, at Per udvider sine kommunikationsmuligheder, så han kan lære at udtrykke sig ved hjælp af et billedbaseret kommunikationsprogram på en computer. Med dette hjælpemiddel får han større muligheder for at meddele sig til andre, når han selv føler behov for det.

Piktogrammer, Bliss og billeder med tekst

Denne side indgår i publikationen "Undervisning af børn med bevægelsesvanskeligheder" som kapitel 4 af 9
© Undervisningsministeriet 2001