Kilde: Undervisningsministeriet, 2000

Det naturlige overgangstidspunkt fra avu til hf-enkeltfag er efter avu trin 2. Der er dog en lille gruppe avu-kursister, som går fra avu til hf allerede fra trin 1. I sprogfagene, hvor der er progression i undervisningen fra modul A til modul B, er der også trin 2-kursister, som overgår fra modul A til hfenkeltfag.

I gennemsnit gik 9,5 % af trin 2-kursisterne i 1996 videre på hf-enkeltfag, mens tallet er steget til 10,8 % i 1998. Dansk udskiller sig fra de øvrige fag med en markant stigning fra 7,5 % til 19,7 %, som det dog ikke har været muligt at finde en nærmere forklaring på. For Tysk er andelen af kursister, som fortsætter på hf-enkeltfag, i samme periode faldet fra 17,6 % til 14,7 %.

I 1998 er overgangen fra Dansk størst (19,7 %) og (når der ses bort fra sprogfagenes modul A) mindst for Filosofi (6,1 %).

Sammenlignes de her omtalte tal med tabel 5.2 og 5.3, synes hovedparten af de avu-kursister, der fortsætter på hfenkeltfag, at fortsætte med det fag, de netop har fulgt på avu.

Blot 3 % af avu-kursisterne anfører, at det var et af deres oprindelige formål med at begynde på voksenuddannelsen at gennemføre en hel hf-eksamen, mens 26 % oplyser, at avu var nødvendig for deres videre uddannelse generelt. På spørgsmå-let om, hvilket oprindeligt primært mål de havde med at tage avu, angiver kun 1 %, at det var at gennemføre en hel hf-eksa-men, mens 11 % angiver, at det var nødvendigt for videre uddannelse.

5.2 Diskussion

Det er et mål for VUC, at undervisningstilbudet skal udgøre såvel et fleksibelt enkeltfagssystem som et sammenhængende voksenuddannelsestilbud. I forhold til denne målsætning er det kun en lille andel af avu-kursisterne, som fortsætter på hf-enkeltfag. Det er derfor relevant at drøfte, hvilke barrierer der kan ligge til grund for, at der ikke er flere avu-kursister, som fortsætter på hf-enkeltfag, og hvilke muligheder der kan være for at nedbryde barriererne.

5.2.1 Faglig sammenhæng

Der er fra forskellig side givet udtryk for, at der ikke er tilstrækkelig faglig sammenhæng mellem samme fag på avu og på hf. Fx anfører forstanderne, at der er "manglende progression i fagenes indhold", og at "der er overlap mellem avu- og hffag inden for f.eks. Engelsk, Matematik, Fransk og Psykologi".

De pædagogiske vilkår for hhv. avu og hf angives også at være meget forskellige, fordi der er forskelligt tilsyn og styring. Det er opfattelsen, at mens det centrale pædagogiske tilsyn på hfenkeltfag sikrer en vis ensartethed i undervisningen, betyder det decentrale, amtslige pædagogiske tilsyn med avu, at der er langt flere og større forskelle i undervisningen. Der eksisterer også den holdning, at rammestyringen på avu betyder, at mulighederne for at udvikle fagene og eksperimentere med undervisningen er bedst på avu, mens den centrale styring af hf har været hæmmende for udviklingen inden for hf-enkeltfag. Tilsynet behandles nærmere i kapitel 12.

Udvalget har på den baggrund anmodet fagkonsulenterne på avu og hf om deres stillingtagen til kontinuiteten, eventuelle overlap samt progressionen mellem relevante fag på de to niveauer.

Fagkonsulenternes tilbagemeldinger kan sammenfattes som følger: For de fleste fags vedkommende kan det overordnet siges, at der er en ønsket kontinuitet og progression fra avu- til hf-niveau. Dette drejer sig især om Dansk, Engelsk, Edbfag, Fransk, Historie og Tysk. Efter fagkonsulenternes vurdering har disse fag en passende kontinuitet og progression uden signifikante overlap mellem de forskellige niveauer.

For fagene Matematik, Filosofi, Latin, Samfundsfag, Psykologi og Billedkunst påpeges et vist overlap. Dette anses dog ikke for at være problematisk, men for nogle af fagenes vedkommende endda direkte ønskeligt, da det danner grundlaget for kontinuiteten i faget. Eksempelvis er der i Matematik et vist emnemæssigt sammenfald mellem faget på avu- og på hf-niveau. På avu opnås en praktisk forståelse af emnerne, og på hf anlægges en mere matematikfaglig vinkel. Begrundet i emnernes sværhedsgrad anses dette sammenfald kun som en faktor, der fastholder kontinuiteten og progressionen i faget.

I Filosofi, Latin, Psykologi og Samfundsfag er nogle af de indholdsmæssige områder på hhv. avu- og hf-niveau identiske. Det faglige niveau er dog forskelligartet, og derfor er der tale om en passende progression mellem avu- og hf-niveauerne. Fx læses der i Latin og Filosofi på hf primærtekster, og i Psykologi inddrages på hf fx videnskabsteoretiske overvejelser.

I Billedkunst kan der konstateres overlap mellem avu og hf, både hvad angår fagets formål og indhold. Progressionen i faget ligger i forskellen på vægtningen mellem teori og praksis, idet det teoretiske perspektiv har klart større vægt på hf. Erfaringsgrundlaget for en sammenligning af de to niveauer i Billedkunst er imidlertid endnu beskedent, da avu-faget først blev indført pr. 1. august 1999.

I Naturfag på avu og Geografi, Fysik-kemi og Biologi på hf forekommer der ingen signifikante overlap. Til gengæld kan der ikke konstateres en klar kontinuitet, idet fagene generelt er svært sammenlignelige. Naturfag giver således ikke de matematiske forudsætninger, der kræves til de naturvidenskabelige hf-fag.

Som helhed fastslår fagkonsulenterne i deres besvarelse, at der ikke er problemer med huller eller overlap mellem fagene på avu og hf. Der er tydelige forskelle i nødvendigheden af kontinuitet og progression fagene imellem. I nogle fag skønnes der at være behov for emnemæssigt sammenfald (fx Matematik, Latin og Samfundsfag), mens progressionen ligger i det teoretiske niveau. I de fag, hvor progression er ønskelig, er den tilsyneladende klart tilstede (Dansk, Engelsk, Edb-fag, Fransk Historie og Tysk). Kontinuiteten synes svagest inden for de naturvidenskabelige fag.

Sammenfattende skønner fagkonsulenterne, at der ikke er behov for indholdsmæssige ændringer i fagene.

Det er udvalgets vurdering, at der inden for kernefag som fx Dansk og Matematik er behov for at sikre kursisterne et uddannelsesforløb, der giver tilstrækkelig progression og sammenhæng til hf, så kursisterne har en reel mulighed for at kunne opfylde de faglige krav på gymnasialt niveau. Inden for andre avu-fag (fx Samarbejde og kommunikation) er det mindre relevant med sammenhæng med hf, da avu-tilbudet udgør en selvstændig helhed med eget formål.

Behovet for faglig sammenhæng mellem avu og hf er altså varierende, men absolut til stede blandt kernefag. Den faglige sammenhæng søges fra central side bl.a. sikret ved, at fagbilag inden udstedelse koordineres med andre områder og fag. Der er senest udstedt nye fagbilag for avu-fagene i 1999.

Progressionen i det enkelte undervisningsforløb vil dog, uanset fagbeskrivelser m.v., være afhængig af underviseren, og det er dels en ledelsesopgave, dels en tilsynsopgave at sikre, at den fornødne kvalitet også på dette punkt er til stede.

På dette grundlag konkluderer udvalget, at der ikke foreligger nævneværdige problemer med hensyn til manglende sammenhæng mellem fagene på avu og på hf. Det er udvalgets vurdering, at der på dette felt ikke er nogen barriere for avu-kursisternes muligheder for at fortsætte på hf-enkeltfag. Der synes dog at være en vis divergens mellem fagkonsulenternes og VUC'ernes opfattelse af huller og overlap som følge af fagbilagene på avu og på hf.

I 1996-99 er der gennemført et omfattende forsøg med trin 3 på avu - dvs. undervisning på et niveau over trin 2 og under hf-niveauet, svarende til meritniveau D. Formålet med forsøget var bl.a.

• at udbyde et overbygningsforløb til almen voksenuddannelse, der sigter på et afslutningsniveau mellem avu trin 2 og hf,
• at udvikle et tilbud, der sigter på en kompetence rettet mod arbejdsmarkedet og en bred personlig kvalificering i forhold hertil, og
• at udbyde en undervisning, der først og fremmest lægger vægt på anvendelsessiden i forhold til erhvervslivet.

Forsøgene er afsluttet i 1999, og slutundersøgelsen⁶ har vist, at trin 3 ikke levede op til forventningerne om forbedring af kursisternes erhvervssituation. Derimod har kursisterne oplevet, at trin 3 styrkede deres forberedelse til at gå på hf-enkeltfag, og trin 3-forløbene har med hensyn til det faglige niveau formået at fungere som overbygningsforløb til avu trin 2. Udvalget er enig med evalueringsrapportens forslag om ikke at etablere yderligere trin mellem avu og hf og støtter anbefalingen om, at trin 3-forsøget anvendes som inspiration til den fremtidige planlægning af almene voksenuddannelsestilbud, herunder udvikling af brobygningsforløb mellem avu og hf-enkeltfag.

5.2.2 Regler og overenskomster

50 % af forstanderne vurderer, at der ikke er tilstrækkelig sammenhæng mellem regelgrundlaget for avu og for hf-enkeltfag, mens dog en tredjedel (33 %) finder, at sammenhængen er tilstrækkelig. Dette fremgår af figur 5.1.

Figur 5.1:
Er der tilstrækkelig sammenhæng mellem regelgrundlaget for avu og hf-enkeltfag?
n = 66 (VUC)

Kilde: DMA-undersøgelsen, 2000

Af de begrundelser, som de 50 % af forstanderne angiver for deres opfattelse af utilstrækkelig sammenhæng, fremgår det, at Ubesvaret 17 % Ja, der er tilstrækkelig sammenhæng 33 % Nej, der er ikke tilstrækkelig sammenhæng 50 % dette i høj grad hænger sammen med de forskellige tilsynsregler og udmøntningen heraf. Der henvises bl.a. til forskellige pædagogiske vilkår, uafklarede fagbekendtgørelser og forskellige afgørelser i ens sager, fx eksamensdispensationer. Det nævnes yderligere, at eksamensafviklingen bør være ens, og at fraværssystemet på hf bør være det samme - fleksible - system som på avu.

Mht. overenskomsterne savnes ligeledes "fornuftig fleksibilitet" inden for hf. Især forstanderne mener, at de forskellige overenskomster gør samarbejdet mellem de to lærergrupper besværligt, når det kommer til planlægning og afholdelse af fælles læreraktiviteter. Som tidligere nævnt er der dog også en oplevelse af fordele ved det decentrale tilsyn på avu og ved de fagligt strammere regler for hf, så billedet af barrierer pga. gældende regler er ikke entydigt.

Hertil kan anføres, at uanset at regelgrundlaget for de to uddannelser divergerer på visse punkter, så er lighederne dog langt større end forskellene. Der er fx tale om

• almene, formelt kompetencegivende uddannelser med korresponderende niveauer i grundskolen/ungdomsuddannelserne,
• centralt fastlagte rammer for undervisningen gennem uddannelsesbekendtgørelser med tilhørende fagbilag og vejledninger,
• centralt stillede prøver med censorordning og centralt tilsyn med prøverne.

Tilsynet på de to uddannelser har det fælles element, at prøvetilsynet er centralt. Dermed sikres en ensartethed, som virker styrende på tilsynet med undervisningen. Yderligere tilstræbes der fra centralt hold fortsat ens procedurer og administrativ praksis på de to områder.

Det er på denne baggrund udvalgets vurdering, at regelgrundlaget og dets udmøntning ikke er så væsensforskelligt, at forskellene kan udgøre en mærkbar barriere for avukursisternes overgang til hf-enkeltfag.

Muligvis kan forskellene i regelsættene opleves uhensigtsmæssige i den daglige administration. Hertil kan bemærkes, at der fra central side tilstræbes ens procedurer og administrativ praksis på de to områder med henblik på at minimere administrative problemer.

Endvidere kan det konstateres, at også andre uddannelsesinstitutioner administrerer flere uddannelseslove, fx erhvervsskolerne. På lignende vis har VUC gennem 90'erne gennemløbet en udvikling, som har betydet, at en del VUC'er huser flere uddannelser end avu og hf-enkeltfag. Denne tendens vurderes at fortsætte. FVU vil således være at finde på mange VUC'er fra den 1. januar 2001. Det er derfor vigtigt, at såvel administration som lærerkollegium bringes i position til at løfte disse opgaver i sammenhæng.

Med hensyn til lærernes overenskomster er disse udtryk for et resultat af forhandlinger mellem overenskomstparterne, og det er ikke udvalgets opgave at gå ind i en nærmere vurdering af de overenskomstmæssige forhold. Udvalget kan dog pege på, at forskellige arbejdstidsregler for avu- og hf-lærerne kan udgøre en barriere for internt samarbejde på tværs af lærergrupperne, og alt andet lige vil fleksible og ensartede arbejdsvilkår for lærerne være en fordel i denne sammenhæng.

5.2.3 Kulturforskelle mellem avu og hf

Langt de fleste forstandere og lærere tilkendegiver, at der er kulturelle forskelle mellem avu og hf-enkeltfag. Der nævnes en forskellig fag- og selvforståelse samt forskellig forestilling blandt henholdsvis avu- og hf-lærere om, hvad der bør karakterisere et VUC.

Generelt er beskrivelsen af hf-lærerne, at de sætter den faglige dimension i undervisningen højt, og at de er meget bundet af pensumkrav. Derimod beskrives avu-lærerne generelt som mere orienterede mod pædagogiske og sociale dimensioner i undervisningen.

I det følgende diskuteres disse kulturforskelle under tre til dels sammenhængende synsvinkler:

• uddannelsernes sigte og struktur,
• lærernes baggrund og
• målgrupperne.

Ifølge sit formål er hf-enkeltfag først og fremmest studieforberedende, jf. afsnit 6.1.4 i kapitel 6, mens avu har et bredere mål om at styrke kursisternes personlige, demokratiske, arbejdsmæssige og uddannelsesmæssige muligheder, jf. afsnit 5.1.1.1 ovenfor.

Det er oplevelsen blandt hele lærergruppen, at den pædagogiske udvikling især foregår inden for avu-området. Det er ligeledes en generel oplevelse, at det især er avu-lærere, der er involveret i tværsektorielle samarbejdsprojekter. Som årsag hertil nævnes uddannelsernes forskellige struktur, herunder den højere grad af modulopdeling på avu og den større vægt på den pædagogiske dimension. Også den større udbredelse af fleksible tilrettelæggelsesformer på avu, jf. kapitel 10, kan ses som et resultat af disse forhold.

En gennemgang af Undervisningsministeriets forsøgsopgørelser viser imidlertid, at der gennemføres mange forsøg inden for hf-enkeltfag på VUC. I 1999 blev der taget initiativ til en særskilt forsøgsrunde, og blandt de hyppigst forekommende forsøgstemaer i denne runde er brobygning mellem avu og hf, integration af studieværksteder i undervisningen samt tværfagligt samarbejde og lærerteams. Inden for avu er der i forsøgsrunden for 2000/01 ligeledes flere forsøg med brobygning mellem avu og hf og tværgående fagligt samarbejde i gang; fem ud af syv lokalt igangsatte forsøg på VUC.

Der finder i stigende omfang samarbejde sted mellem avu- og hf-lærere, og dette foregår især inden for det pædagogiske område. Samarbejdet veksler fra institutioner, hvor samarbejdet blot foregår på det uformelle plan og i et vist omfang er personbåret, til institutioner, hvor der gennem dannelse af eksempelvis faggrupper sker en formaliseret erfaringsudveksling i forhold til fælles fagområder, fælles problematikker i forhold til kursister m.v. Det er blandt forstanderne en generel vurdering, at lærersamarbejdet inden for de seneste år har været i fremgang, og at der på de fleste institutioner finder et formaliseret samarbejde sted.

Lærersamarbejde mellem avu og hf om værkstedsundervisning har ifølge flere lærere været medvirkende til et generelt bedre samarbejde og har været med til at tilskynde avu-kursister til også at overveje hf-enkeltfag. Derimod betegner ledere og lærere effekten af interne kursusbrobygningsforløb som "særdeles begrænset". Udvalget vurderer dog, at de seneste initiativer har væ-ret bedre gennemarbejdet, og at de dermed har haft større succes.

Flere hf-lærere peger på, at netop hf-lærernes fastlåsthed især skyldes den strammere bekendtgørelse og de snævre muligheder for at afvige fra kravene til pensum. Samtidig mener flertallet af hf-lærerne dog, at tilknytningen til hfbekendtgørelsen bør fastholdes på grund af sikringen af det faglige niveau, som netop efterspørges af kursisterne.

De forskellige uddannelsesbaggrunde og forskellige pædagogiske traditioner, som avu- og hf-lærere er bærere af, angives af flere som en væsentlig årsag til kulturforskelle mellem avu og hf-enkeltfag.

Den klare forskel i lærernes uddannelsesbaggrund kommer til udtryk i tabel 9.5 i kapitel 9, der viser, at 99 % af hflærerne har en universitetsuddannelse, mens 83 % af avu-lærerne har en læreruddannelse bag sig. Godt halvdelen af lederne er også læreruddannet.

Der stilles dog ikke formelle kvalifikationskrav til avulærerne, mens hf-lærerne derimod skal have afsluttet en kandidatuddannelse og skrevet speciale i et fag fra hf 's fagrække. Undervisningsministeriet kan dog ud fra en konkret vurdering af vedkommendes faglige kvalifikationer godkende en kandidat, der ikke opfylder dette krav. Hf-lærerne skal også have bestået en almen- og fagligpædagogisk uddannelse ("pædagogikum"). På det formelle plan er der således en større sikring af hf-lærernes kompetencer end af avu-lærernes, og det forhold, at man skal have denne formelle kompetence, kan have en indflydelse på undervisernes selvforståelse og tilgang til undervisningen.

Hf-enkeltfags studieforberedende sigte har også betydning for uddannelsens målgruppe. Det er således opfattelsen blandt flertallet af forstandere og lærere, at der er tale om, at avu og hf-enkeltfag henvender sig til to forskellige målgrupper, der fordrer to forskellige tilgangsvinkler - pædagogisk og fagligt.

Som det fremgår nedenfor, viser deltagerprofilerne, at forskellene mellem de faktiske avu- og hf-kursister er, at hf-kursisterne er yngre, højere uddannede og mere fokuserede på, at deres voksenuddannelse er nødvendig for videre uddannelse i forhold til avu-kursisterne.

Deltagerne finder måske som udgangspunkt en uddannelse, hvor kulturen passer dem, eller de indfanges med tiden af de normer og den kultur, som gør sig gældende på stedet. Identificerer man sig med sin uddannelse, fungerer man godt, men samtidig er der risiko for, at skridtet til en anden - evt. højereuddannelse bliver sværere. Hf 's studieforberedende sigte kan i denne sammenhæng udgøre en barriere, fordi uddannelsen kan synes langt mere forpligtende og fjern fra ens sociale baggrund, end avu gør.

Tabel 8.2 i kapitel 8 viser, at på det formelle plan er avu-kursisterne dårligere uddannede end hf-kursisterne, idet lidt under halvdelen på avu har grundskole som højeste gennemførte uddannelse før start, mens det er hver tredje på hf-enkeltfag. Tilsvarende har fem gange så mange hf-kursister som avu-kursister en afsluttet almen gymnasial uddannelse som baggrund. Stort set lige mange kursister på avu og hf har en erhvervsuddannelse.

Figur 8.1 i kapitel 8 viser, at 3 % af avu-kursisterne starter med det mål at fuldføre en hel hf. Dette kan ses i sammenhæng med, at 12 % af avu-årgangen 1995/96 rent faktisk fortsatte på hf-enkeltfag (heraf 5 % på både hf og avu), jf. afsnit 5.1.2. Tallene viser dog ikke, hvorvidt de pågældende (stadig) har en hel hf-eksamen som mål.

Antagelsen om, at avu-kursisterne har et selvstændigt og alment mål for deres deltagelse på avu, bekræftes af DMA-undersøgelsen. Heri fremgår det, at de "bløde" motiver i lidt højere grad er til stede hos avu-kursisterne end hos hf-kursisterne. Disse almene formål nødvendiggør ikke i sig selv en særlig sammenhæng med hf-enkeltfag. Manglende naturlig overgang til hf udgør dermed ikke et problem for kursisterne.

Hf-kursisterne adskiller sig også fra avu-kursisterne ved, at for godt halvdelen er formålet med at begynde på voksenuddannelsen, at det er nødvendigt for den videre uddannelse. Dette er blot tilfældet for godt hver fjerde avu-kursist. For hver tredje hf-kursist (34 %) angives det primære oprindelige formål at være, at hf-uddannelsen er "nødvendig for videre uddannelse", mens dette tal kun er 11 % for avukursisterne.

Kultur hænger også sammen med, hvilken generation man tilhører, og da hf-kursisterne er yngre end avu-kursisterne, kan det ikke udelukkes, at nogle af de forskelle mellem yngre og ældre kursister, der diskuteres i kapitel 8, kommer tydeligere frem i sammenligningen mellem avu og hf, når avukursisten skal vælge mellem at fortsætte på avu eller på hf.

52 % af hf-kursisterne er under 35 år, og kun 26 % hf-kursister er 50 år og opefter. For avu-kursister gør det sig omvendt gældende, at 30 % er under 35 år, mens 40 % af kursisterne er 50 år og opefter, jf. kapitel 8, afsnit 8.1.1.

De deltagerrelaterede kulturelle forskelle mellem avu og hf har varierende omfang og formentlig også varierende betydning for den enkelte kursists valg af videre uddannelsesforløb. Der er kursister, som frygter ikke at kunne slå til på hf, og der kan være kursister, som frygter, de ikke kan finde sig til rette blandt hf 's generelt yngre og højere uddannede deltagergruppe. Omvendt ændrer 14 % af avu-kursisterne mål undervejs, heriblandt nogle som først udelukkende ville tage avu, men som senere også ønsker at tage hf, og andre, som har fået lyst til at lære mere.

Undersøgelsen "Prøverne i matematik inden for almen voksenuddannelse, Danmarks Pædagogiske Institut, 2000" viser, at overgangen fra trin 1 til trin 2 på avu også kan være vanskelig 70.for kursisterne. Også på dette niveau er der forskelle i kursistgrupperne og deres faglige forudsætninger, der er barriereskabende for at overgå fra det ene niveau til det andet og for at gennemføre undervisningen.

Ifølge DMA-undersøgelsen oplever flertallet af VUC'ernes forstandere og lærere kun i mindre omfang, at forskelle mellem avu og hf-enkeltfag udgør et reelt problem. Forskellene er nok medvirkende til, at der ikke opleves nogen naturlig overgang fra avu til hf, men da flertallet af avu-kursisterne alligevel kommer med det formål alene at opnå en almen kvalificering via avu, udgør de kulturelle forskelle mellem avu og hf ikke nogen reel barriere.

Et mindretal blandt lærerne og forstanderne er for så vidt ikke uenige i, at flertallet af avu-kursister sjældent har planer om et videre forløb på hf-enkeltfag, men de peger samtidig på, at den manglende sammenhæng mellem avu og hf heller ikke understøtter og stimulerer et sådant forløb.

Forstanderne og lærerne er generelt enige om, at kulturforskellene mellem avu og hf-enkeltfag kun i meget begrænset omfang er medvirkende til frafaldet på hf.

Danmarks Pædagogiske Universitet er efter opdrag fra Undervisningsministeriet i færd med en omfattende undersøgelse af frafald på såvel avu som hf. Resultatet af undersøgelsen forventes offentliggjort i 2002.

Udvalget konkluderer på grundlag af de foreliggende undersøgelser, at de kulturelle forskelle, som findes mellem avu og hf, ikke i sig selv udgør nogen mærkbar barriere for avu-kursisternes fortsatte forløb på hf-enkeltfag. Derimod er forskellene ofte tilsigtede og ligger indbygget i den faglige niveauforskel mellem avu og hf.

5.2.4 Vurdering af sammenhængen mellem avu og det gymnasiale niveau

Udvalgets vurdering af sammenhænge mellem avu og det gymnasiale niveau kan sammenfattes som følger:

Faglig sammenhæng:

• Der er ikke dokumenteret væsentlige problemer mht. kontinuitet og progression mellem fagene på avu og hf. Der er dog forskelle i fagkonsulenternes vurdering og opfattelsen hos forstandere og lærere.

Regler og overenskomster:

• Selv om de gældende regler og overenskomster kan afstedkomme flere administrative uhensigtsmæssigheder, og at det i relation til samarbejdsprojekter kan være ønskeligt med fleksible overenskomster, er det tvivlsomt, om dette har nogen nævneværdig betydning for avu-kursisternes beslutning om at fortsætte på hf-enkeltfag.

• Regelsættet på avu giver i nogen grad bedre muligheder for pædagogisk udvikling, herunder udvikling af tilrettelæggelsesformer og samarbejdsprojekter, end på hf.

Kulturforskelle:

• De to uddannelser har til dels forskellige målgrupper, og kursisterne er forskellige mht. alder, uddannelsesbaggrund og i en vis udstrækning, hvad angår mål med voksenuddannelsen. Uddannelsernes målgrupper og indhold er tilsyneladende rimeligt afstemt.

• De fleste avu-kursister har selvstændige konkrete mål med at gå på avu og føler derfor ikke noget behov for sammenhæng med hf-enkeltfag.

• Omfanget af tværgående lærersamarbejde er stigende, og især konkret samarbejde om værkstedsundervisning har bidraget til en generel forbedring af samarbejdet.

• De forskelle, der hersker mellem uddannelseskulturerne på avu og hf, udgør ikke i sig selv nogen mærkbar barriere for avu-kursisternes fortsatte forløb på hf-enkeltfag.

5.3 Forslag til udviklingstiltag

Avu og hf-enkeltfag er uddannelsestilbud, som med deres formål og opbygning som enkeltfagstilbud retter sig mod at dække kursisternes specifikke behov for almen uddannelse inden for et bestemt fag på et bestemt niveau. Der er således ikke som udgangspunkt en uddannelsespolitisk målsætning om, at en betydelig del af de, som starter på avu, skal fortsætte på hfenkeltfag.

På den anden side er det væsentligt for de avu-kursister, som ønsker at fortsætte på hf-enkeltfag, at der er sammenhæng mellem de to uddannelser, og at overgangen fra avu til hfenkeltfag understøttes.

5.3.1 Faglig sammenhæng

Udvalget peger på den baggrund på følgende tiltag:

Faglig dialog om niveaumæssige sammenhænge

• Øget dialog mellem fagkonsulenterne samt ledere og lærere om fagenes niveaumæssige sammenhæng vil kunne medvirke til klargørelse af relevante sammenhænge og veje til at opnå disse. Det vurderes, at den nødvendige dialog med fordel kan finde sted inden for de kendte rammer for samarbejdet mellem fagkonsulenter og lærere, fx det årlige efteruddannelsesseminar for avu-lærere og andre efteruddannelsesfora.

Lærersamarbejde på tværs af uddannelserne

• Faglig sammenhæng kan sættes som overskrift for konkrete initiativer i lærerkredse. Der forekommer ikke at være grundlag for at anbefale nedsættelse af egentligt udvalgsarbejde om temaet. I stedet peges på lokale initiativer til lærersamarbejde på tværs af uddannelserne på felter med konkrete samarbejdsflader, især nyudvikling af interne brobygningsforløb, vejledning og værkstedsundervisning. Fagkonsulenterne har her en væsentlig funktion. I forbindelse med interne brobygningsforløb kan erfaringerne fra trin 3-forsøget udnyttes.

5.3.2 Regler og overenskomster

Som nævnt er det udvalgets vurdering, at regelgrundlaget og dets udmøntning ikke er så væsensforskelligt, at forskellene kan udgøre en mærkbar barriere for avu-kursisternes overgang til hf-enkeltfag. Fx har det forhold, at det pædagogiske tilsyn er forankret på to forskellige administrative niveauer, næppe betydning for den af kursisten oplevede sammenhæng mellem avu og hf.

Samtidig bør der fra central side tilstræbes en fortsat samordning af bekendtgørelser, fagbilag og praksis med henblik på bedre undervisning, bedre ressourceudnyttelse af lærerkræfterne og administrative fordele på VUC.

Udvalget peger på følgende mulige tiltag på dette område :

• Samordning af regler og praksis
  De nuværende centrale bestræbelser på at samordne uddannelsesregler og praksis for tilsynsudførelsen bør fortsætte, jf. også kapitel 12. Endvidere kan et tættere samspil mellem ministerium og amter om bl.a. udøvelsen af tilsynet resultere i en mere ensartet praksis på de to områder.

• Samordning af fagkonsulenternes indsats på avu og hf
  En øget samordning af fagkonsulenternes indsats på avu og på hf kan have positiv betydning for oparbejdelse af mere sammenhængende uddannelseskulturer og mere ens forvaltning.

• Samordning af dele af overenskomsterne
  Udvalget finder, at det ligger uden for kommissoriet at vurdere gældende overenskomster. Med udgangspunkt i et behov for samarbejde mellem lærergrupperne må det dog generelt betragtes som hensigtsmæssigt, hvis overenskomsterne ikke udgør en barriere for lærernes deltagelse heri. Den fleksibilitet, som allerede består inden for gældende overenskomster, må udnyttes. I den forbindelse ville det være interessant med et fælles projekt for VUC'erne og lærernes organisationer om overenskomster og det hele lærerkollegium.

• Etablering af institutionslov for VUC
  I forbindelse med en fremtidig lovrevision af avu-loven, som i dag både er institutionslov for VUC og uddannelseslov for avu, kunne det overvejes at dele den nuværende lov i en egentlig institutionslov for VUC og en uddannelseslov for avu. Dette vil afspejle, at VUC's virksomhed efterhånden omfatter flere forskellige voksenuddannelser.

5.3.3 Kulturforskelle mellem avu og hf

Som på enhver anden institution er det først og fremmest en ledelsesudfordring at skabe samlende rammer og virksomhedskultur for et velfungerende VUC.

De tilsigtede og velfungerende forskelle mellem avu's undervisning på folkeskoleniveau og hf 's undervisning på gymnasialt niveau kan give mulighed for pædagogisk udvikling på VUC'erne. Det er en ledelsesopgave at inspirere hertil, og det er en læreropgave at udnytte de udviklingsmuligheder, som faktisk er til stede.

Udvalget peger her på følgende mulige udviklingstiltag:

• Ledelsesmæssig prioritering af tværgående samarbejde
  Der bør skabes plads til den pædagogiske udvikling og synergi ved at lade de to lærergrupper arbejde sammen. Dette kan først og fremmest ske ved synlig ledelsesmæssig prioritering af tværgående samarbejde.

• Lærersamarbejde mellem avu og hf om værkstedsundervisning
  Lærersamarbejde mellem avu og hf om værkstedsundervisning kan være en konkret vej til mindskning af de negative konsekvenser af kulturforskelle mellem avu og hfenkeltfag, idet der her er en relevant samarbejdsflade og gode erfaringer, jf. også andet punkt i afsnit 5.3.1.

• Brobygning mellem avu og hf
  En videreudvikling af intern brobygning er fortsat relevant, herunder udnyttelse af trin 3-forsøgets resultater.

• Efteruddannelse for den samlede lærergruppe
  Bevidst satsning på efteruddannelse for den samlede lærergruppe, jf. også kapitel 9.

• Fokus på den pædagogiske udvikling
  Specifikt for hf-lærergruppen synes der at være behov for en målrettet indsats i forhold til styrkelse af den pædagogiske udvikling og motivation for tværgående samarbejde med avu. En øget fokusering på udvikling må selvsagt ikke ske på bekostning af det faglige niveau på hf.

• Oplysning om hf fra vejlederne
  Videreudvikling af vejlederfunktionen på avu. Der er en revision af vejlederuddannelsen på vej, og den må tage højde for behovet for øget oplysning om hf på avu, bl.a. med henblik på nedbrydning af fordomme blandt avu-kursisterne om kravene på hf og om egne evner. Se i øvrigt kapitel 11.

• Kursistråd som forum for øget sammenhæng
  Kursistråd skal nu oprettes ved alle institutioner, og dette råd er et oplagt forum for arbejde med forbedring af såvel den sociale som den faglige sammenhæng på VUC. Kursisterne kan i dette forum udveksle erfaringer på tværs af uddannelserne.

2) For hvert VUC nedsætter amtsrådet et centerråd, der omfatter repræsentanter for amtsrådet, kommunalbestyrelserne i VUC'ets opland, kursistrådet, lærerpersonalet, LO og DA.

3) Ifølge centerbekendtgørelsen (nr. 717 af 19. juli 2000) §5 indstiller centerrådet til amtsrådets beslutning udbudet af avu-tilbudsfag og særlige fagtilbud samt fagudbudet på hf. Rådet fordeler kernefag mellem     VUC'ets eventuelle afdelinger, fastsætter fagenes timetal og vedtager centrets budget inden for den amtslige bevilling. Endelig varetager rådet VUC'ets informationsindsats og træffer beslutning om samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner.

4) Analysen adskiller dog ikke forløbet for kursister, der alene gik på avu, og forløbet for kursister, der gik på avu og hf-enkeltfag samtidigt. Det kan derfor bl.a. ikke ses, hvorvidt de 2.504 kursister, som i 1998 gik på hf-enkeltfag, har gået på hf-e (kombineret med avu) hele tiden eller er overgået fra avu til hf-e.

4*) "Andre voksenuddannelser" er AMU, åben uddannelse på erhvervsskolerne og ophold over 12 uger på højskoler.

5) Tabel 5.4. omfatter alene de fag, hvor fortsættelse på hf-enkeltfag kan være relevant.

6) AVU trin 3, Slutundersøgelse 2000, Danmarks Evalueringsinstitut

Denne side indgår i publikationen "Rapport fra udvalget om de almene voksenuddannelser" som kapitel 5 af 12
© Undervisningsministeriet 2001