3. De almene voksenuddannelsers udvikling og områdets status efter voksenuddannelsesreformen.

Efter et kort rids over de almene voksenuddannelsers historiske udvikling fokuseres der i dette kapitel på voksenuddannelsesreformens formål og konsekvenser, og der gives en samlet oversigt over de almene voksenuddannelsers placering i voksenuddannelsesbilledet efter reformen. Afsluttende vil en række af de udfordringer, de almene voksenuddannelser står over for, blive skitseret.

3.1 De almene voksenuddannelsers udvikling frem til i dag

Studenterkursus, der med sin etablering i begyndelsen af århundredet er den ældste af de almene voksenuddannelser, startede som eksamensforberedende undervisning for privatister til latinskoleeksamen. Latinskolen var på det tidspunkt eneste vej til universitetet, og målgruppen for studenterkurserne var allerede den gang afgrænset til personer, hvis mål med studentereksamen var at fortsætte på en videregående uddannelse.

Det økonomiske opsving, som startede i 50'erne og kulminerede i 60'erne, gav på den ene side en høj beskæftigelse, men stillede på den anden side krav om kvalificeret arbejdskraft. Dette var grundlaget for, at man i 1958 etablerede tekniske forberedelseskurser for voksne, som blev forløberen for avu. Kurserne var rettet mod kortuddannede med evner for videre uddannelse - dem med "uddannelsesefterslæb".

Oprindeligt var enkeltfagsundervisningen lovgivningsmæssigt placeret i aftenskoleregi, og fra slutningen af 60'erne blev der etableret selvstændige enkeltfagskurser inden for fritidslovgivningen. Dermed tog man første skridt til at adskille den kompetencegivende og den ikke-kompetencegivende almene voksenundervisning.

Hf-enkeltfag blev oprettet i 1970 som forsøg inden for de pædagogiske rammer fra bekendtgørelsen om 2-årigt hf, men blev placeret på de allerede eksisterende forberedelseskurser efter de tilrettelæggelsesmæssige rammer, som gjaldt dér, og de erfaringer, som var gjort med den prøveforberedende voksenundervisning.

Hf-enkeltfag blev skabt som et uddannelsestilbud for voksne, og målet var at etablere en kortere adgangsgivende uddannelse til de videregående uddannelser.

I midten af 70'erne blev enkeltfagsområdet (avu og hf-enkeltfag) samlet og lagt under amtskommunerne for at sikre undervisningens gennemførelse og en hensigtsmæssig tilrettelæggelse. Man tilstræbte en professionalisering af området, og adskillelsen fra folkeoplysning og fritidsundervisningen var i 1978 en realitet.

Den stigende arbejdsløshed i 70'erne gav enkeltfagsundervisningen en ny rolle som, hvad man betegnede som fornuftig beskæftigelse for det stigende antal arbejdsløse og bistandsmodtagere. Tilgangen til kurserne, der fra 1989 kaldte sig VUC, tog yderligere til i 80'erne i takt med den økonomiske stabilisering, og den almene voksenundervisning fik tag i andre målgrupper end folk uden erhverv.

10-punktsprogrammet om folkeoplysning og voksenundervisning satte midt i 80'erne gang i den indholdsmæssige udvikling og førte til avu-reformen i 1989. Med avu-loven blev der for første gang formuleret en målsætning for den samlede voksenundervisning på alment niveau. Lovbemærkningerne slår fast, at den almene kompetencegivende voksenuddannelse skal betragtes som et uddannelsessystem, der er ligeværdigt og ligestillet med det øvrige kompetencegivende uddannelsessystem. Et uddannelsesområde, der rummer både det personlighedsudviklende og det fagligt opkvalificerende.

På hf-området vedtoges en reform i 1991, hvor den fælles lov for 2-årigt hf og hf-enkeltfag skabte mulighed for tværgående samarbejde. Uddannelsen fik et kvalitetsmæssigt løft, idet det blev muligt for kursisterne at tage hf-fag på højniveau.

I forbindelse med hf-reformen blev sammenhængen mellem gymnasiale suppleringskurser (GSK) og de videregående uddannelser cementeret, idet supplering af studentereksamen efter optagelse til en videregående uddannelse blev overført til universiteterne. Samtidig blev lokale suppleringskurser overført til amterne.

I 1993 lancerede den nytiltrådte regering en overordnet målsætning om, at aktiviteten på voksen- og efteruddannelsesområdet skulle øges med 10.000 pladser om året frem til år 2000. Voksenuddannelsesindsatsen skulle prioriteres som led i bekæmpelsen af arbejdsløsheden, der stod allerøverst på den politiske dagsorden. Andre centrale emner i nyorienteringen af arbejdsmarkedspolitikken var opkvalificering af arbejdsstyrken generelt og større rotation på arbejdsmarkedet gennem uddannelse af beskæftigede i arbejdstiden.

I bestræbelserne på at opnå de politisk satte mål indførte man bl.a. frit optag på voksenuddannelserne, kombineret med automatisk taxametertilskud, og man udvidede kredsen af godtgørelsesberettigende uddannelser, ligesom betingelserne for modtagelse af godtgørelserne blev lempet.

Gennem 90'erne konsoliderede VUC'erne sig som selvstændige institutioner, og antallet af VUC'er lå stabilt på ca. 72 centre indtil omkring 1998. Siden er udviklingen gået mod færre og større centre med en udbygget afdelingsstruktur. Fra amternes - og institutionernes - side har formålet især været at imødegå budgetpres og at sikre bedre faglige muligheder.

Også med hensyn til omfanget af aktiviteterne har VUC konsolideret sig i 90'erne. Både på avu og hf-enkeltfag er antallet af årskursister steget med ca. 3.000 fra 89/90 til 98/99, og i 1999 var der 15.920 årskursister på avu og 14.446 årskursister på hf-enkeltfag. Til sammenligning er der 539 årskursister på GSK og 954 på studenterkursus.

I dag er der mere end 110.000 personer, som deltager i undervisningen på VUC.

Gennem det seneste årti har VUC'erne udviklet og udbygget.39 samarbejdet med andre institutioner, virksomheder og omverdenen i øvrigt. Dette er helt i overensstemmelse med de politiske målsætninger om et tættere samarbejde mellem aktørerne på voksenuddannelsesområdet.

3.2 Voksenuddannelsesreformen

Som nævnt skete der i løbet af 90'erne en betydelig udbygning af voksenuddannelserne. I 1999 blev der imidlertid indført tilskudsrammer på adskillige voksen- og efteruddannelser for at dæmpe udviklingen. I samme anledning blev der gennemført en finansieringsomlægning, således at udgifter til såvel godtgørelse som undervisning af ledige fremover afholdes af de aktiverende myndigheder.

For at skabe et mere velfungerende og enkelt voksen- og efteruddannelsessystem med højere grad af samordning og målretning igangsatte regeringen i 1998 det analysearbejde, der siden er resulteret i voksenuddannelsesreformen. Reformen er udmøntningen af en politisk aftale mellem regeringen, CD og SF (Enhedslisten har efterfølgende tilsluttet sig aftalen), og den binder efter- og videreuddannelserne sammen i et overskueligt og sammenhængende voksenuddannelsessystem.

Voksenuddannelsesreformen er i stort omfang udmøntet i foråret 2000 ved Folketingets vedtagelse af 11 love.

Reformen har tre hovedformål:

3.2.1 Voksenuddannelserne efter voksenuddannelsesreformen

Voksenuddannelsesreformen indebærer bl.a. etablering af to nye uddannelsestilbud, nemlig den Forberedende Voksenuddannelse (FVU) og Videreuddannelsessystemet for Voksne (VfV). De almene voksenuddannelsers (niveaumæssige) placering i det samlede voksenuddannelsesbillede er illustreret i figuren på næste side.

Figur 3.1:
Forholdet mellem de kompetencegivende voksenuddannelser horisontalt og vertikalt.¹

^{De formelt kompetencegivende voksenuddannelser}

Tegningen viser udelukkende niveauer, ikke omfang af aktiviteter
*:Åben Uddannelse uden for videreuddannelsessystemet **: Arbejdsmarkedsuddannelser, der giver formel eller
anerkendt kompetence

Dansk som andetsprog, som hører til de almene voksenuddannelser, er ikke medtaget i figur 3.1, da området er vanskeligt at indpasse niveaumæssigt i figuren. De forskellige afgangsniveauer inden for dansk som andetsprog spænder over basal alfabetisering til et niveau, der giver forudsætningerne for optagelse på så godt som alle videregående uddannelser (Danskprøve 2). Forudsætningerne for at deltage i undervisningen på avu opnås ved Almenprøve 2 kombineret med Den uddannelsesforberedende modulprøve (DUF-modulprøve).

Undervisningen under Forberedende Voksenundervisning (FVU) startede den 1. januar 2001 og er et tilbud til alle over 18 år, som ønsker at styrke deres almene færdigheder, så de bedre kan klare sig både på arbejdsmarkedet og som borgere i et demokratisk samfund. Dermed får de også væsentligt bedre muligheder for at uddanne sig yderligere inden for rammerne af voksenuddannelsessystemet.

Undervisningen under FVU, der omhandler temaer inden for dansk og matematik, tilrettelægges, så den spiller sammen med kursisternes hverdag. Det betyder, at en stor del af aktiviteten vil finde sted på den daglige arbejdsplads i stedet for på uddannelsesinstitutioner.

De øverste af FVU's uddannelsestrin overlapper til dels avu's trin 1 og erstatter basisundervisningen i Dansk og Matematik.

Figuren viser, at avu svarer til undervisningen i grundskolens afgangsklasser.

Over avu og på niveau med de gymnasiale uddannelser ligger hf-enkeltfag, studenterkurserne og GSK. GSK er placeret på samme niveau, men med et højere udgangspunkt, da uddannelsen supplerer en allerede bestået studentereksamen.

Inden for de erhvervsrettede voksenuddannelser er Videreuddannelsessystemet for Voksne (VfV) trådt i kraft den 1. januar 2001. VfV indeholder for det første GVU, Grunduddannelse for voksne, som er en ramme for uddannelser til og med erhvervsuddannelsesniveau. Målet for en Grunduddannelse for voksne er det samme som for den tilsvarende kompetencegivende ungdomsuddannelse. GVU tager udgangspunkt i den enkelte voksnes forudgående erfaringer og kvalifikationer, så de bliver udnyttet bedst muligt.

VfV indeholder for det andet tre videregående uddannelsesniveauer: Videregående voksenuddannelse (VVU), diplomuddannelse og masteruddannelse, der er sammenlignelige med de almindelige videregående uddannelsesniveauer, hhv. korte, mellemlange og lange videregående uddannelser, men forskellige fra dem i tilrettelæggelse og indhold. Også videreuddannelserne i voksenuddannelsessystemet bygger i tilrettelæggelse af indhold og pædagogik i høj grad på de voksnes livs- og erhvervserfaring.

3.3 Udfordringer for de almene voksenuddannelser

De almene voksenuddannelser står ved årtusindeskiftet atter over for at løse nye opgaver i et samfund under hastig forandring.

På det overordnede plan kan der bl.a. peges på følgende udfordringer:

• Voksenuddannelsesreformen fokuserer især på de kortuddannede voksne og på en bedre udnyttelse af de offentlige ressourcer, som anvendes på voksenuddannelser. Der vil blive sat fokus på de formelt kompetencegivende uddannelser, som er VUC's kerneydelse.

• Rundt regnet en million voksne danskere med tilknytning til arbejdsmarkedet læser på et niveau, der vurderes som utilstrækkeligt i forhold til videnssamfundets læsekrav. Det viste SIALS-undersøgelsen (offentliggjort af OECD) i foråret 2000. FVU er indført for at råde bod på dette forhold, og der ligger en stor udfordring i at få uddannelsen implementeret og få de voksne motiveret til at deltage samt at få samspillet mellem FVU og de øvrige uddannelser til at fungere. Derudover skal voksenuddannelserne også finde sin rolle i forhold til Videreuddannelsessystemet for Voksne, herunder især GVU.

• Højkonjunkturen betyder fald i ledigheden og dermed dårligere tid til uddannelse. På den anden side vil der være et stigende behov for øgede og nye kompetencer blandt arbejdsstyrken. Det bliver en udfordring for de almene voksenuddannelser at tilpasse sig til den ændrede beskæftigelsessituation. Hertil kommer, at målsætningen om at øge arbejdsstyrken de kommende år formentlig vil kræve opkvalificering af en række personer med ringe almene kundskaber.

• Informationssamfundet stiller krav om, at alle kan bruge og forstå IT. Samtidig har udviklingen også medført et stærkt behov for, at man kan arbejde i komplekse arbejdsformer og under stadige skift i arbejdsvilkårene. Det stiller nye krav til voksenuddannelserne om brug af IT og fleksible tilrettelæggelsesformer, der kan træne kursisterne i nye måder at arbejde på.

• I år 2020 vil der ifølge Undervisningsministeriets prognoser stadig være ca. 700.000 uden nogen formel uddannelse ud over grundskolen. Der vil således også i de kommende år være brug for et alment voksenuddannelsestilbud, som kan imødekomme behovet for genopfriskning af almene kundskaber og for tilfredsstillelse af personlig nysgerrighed. De almene voksenuddannelser har derfor en særlig udfordring i fortsat at udgøre et attraktivt tilbud til voksne.

På det konkrete plan er perspektiverne følgende:

• De forskellige opgørelser viser en tilbagegang på ca. 15 % i antallet af kursister på VUC fra 1999 til 2000. Baggrunden for aktivitetsnedgangen er ikke entydig, men indførelse af deltagerbetaling, finansieringsomlægningen og den faldende ledighed er fremført som forklaringer. Deltagerbetalingens beløbsgrænse nedsættes med virkning fra den 1. februar 2001.

• De seneste års strukturændringer vil formentlig fortsætte.

• Ifølge lovgivningen skal befolkningen være sikret et bredt VUC-tilbud inden for en rimelig geografisk afstand. Samtidig skal tilbudet være af høj kvalitet og have et velfungerende voksenpædagogisk miljø. Amterne har under hensyntagen til kvalitet og økonomi strukturovervejelser i gang, og strukturændringer på VUC må forventes at være på dagsordenen i de kommende år.

• Inden for de seneste fem år har kursistgrupperne på VUC ændret sig mærkbart. Der er kommet flere yngre kursister på hf, mens andelen af bl.a. uddannelsesfremmede kursister stiger på avu. Generelt er de yngre generationer præget af et mere individualiseret livssyn end de ældre grupper, og det stiller krav til anderledes individuelle undervisningsforløb osv.

• For at kunne matche kravene til tværgående kompetencer og fleksibilitet er det nødvendigt, at samarbejdet mellem udbyderne af de almene voksenuddannelser indbyrdes og samarbejdet mellem disse og udbydere af andre voksenuddannelser fastholdes og videreudvikles. Ligeledes vil der blive øget fokus på løsning af uddannelsesopgaver i samarbejde med andre myndigheder og virksomheder.

• Når forsøgsperioden for hf er afsluttet og forsøgene evalueret, vil spørgsmålet om hf 's fremtid formentlig blive sat på dagsordenen, og VUC kan komme til at stå over for endnu en reform på området kort tid efter, at man har integreret FVU'en i centrenes undervisningstilbud.

Sammenfattende kan det konstateres, at voksenuddannelsesreformen ikke har betydet de store direkte ændringer i de eksisterende almene voksenuddannelser, ud over indførelse af det nye forberedende niveau (FVU) og deltagerbetaling på VUC. Indirekte kan reformen dog medføre en øget efterspørgsel efter almene kundskaber som forberedelse til deltagelse i de videregående uddannelser for voksne (diplom- og masteruddannelserne). Den almindelige samfundsudvikling generelt stiller de almene voksenuddannelser over for nye udfordringer, som skal opfyldes, samtidig med at uddannelserne skal bidrage til at opfylde reformens intentioner om et uddannelsesløft for de kortuddannede.

1) Figuren udelader de ikke-kompetencegivende voksenuddannelser, dvs. de folkeoplysende voksenuddannelser (daghøjskoler, højskoler og aftenskoler) og den kompenserende specialundervisning for voksne, der har til formål at afhjælpe eller begrænse virkningerne af et handicap (fx tegnsprog og blindskrift).

Denne side indgår i publikationen "Rapport fra udvalget om de almene voksenuddannelser" som kapitel 3 af 12
© Undervisningsministeriet 2001