2. Sammenfatning af udvalgets rapport

2.1 Udvalgets hovedkonklusioner

Som et af de centrale elementer i sit arbejde har udvalget om de almene voksenuddannelser undersøgt muligheden for at skabe bedre sammenhæng mellem de forskellige niveauer i de almene voksenuddannelser. I rapporten diskuterer udvalget nogle alternative modeller for strukturering af de almengymnasiale voksenuddannelser. Udvalget har ikke til opgave at pege på en model frem for de øvrige, men drøfter alene fordele og ulemper ved hver model:

• Bevarelse af de nuværende ordninger
• Modeller, hvorefter studenterkursus og GSK bevares som to særskilte uddannelsestilbud, men således at studenterkursus overføres til VUC, og GSK placeres på VUC'er og/eller amtslige gymnasier
• Modeller, hvorefter studenterkursus nedlægges som tilbud, mens GSK indlejres i det øvrige gymnasiale enkeltfagssystem.

Udvalget har derudover gennemført en omfattende belysning af de almene voksenuddannelsers funktion, og udvalget finder generelt, at analyserne ikke påviser forhold, der giver anledning til at overveje regelændringer af større omfang.

Udvalget finder derimod grundlag for at pege på en række felter, hvor der bør sættes yderligere fokus på fortsat kvalitetsudvikling, og udvalget foreslår, at der inden for en periode på 3 år gennemføres et samlet pædagogisk udviklingsprogram for VUC. Programmet skal bæres af en samlet indsats fra amter, ledere og lærere, og det skal finansieres via såvel statslige som regionale midler.

Som særlige indsatsområder i udviklingsprogrammet foreslår udvalget:

• Nye kursistgrupper
• IT i undervisningen
• Brobygning.

På en række felter er der allerede iværksat nye initiativer, bl.a. DPU's frafaldsundersøgelse, der forventes afsluttet i 2002, og en forestående ændring af vejlederuddannelsen for avu. Udvalget går ikke ind i en nærmere diskussion af eksisterende initiativer, men anbefaler, at resultaterne af disse initiativer inddrages i udviklingsprogrammet.

2.2 De generelle kapitler

Kapitel 1. Udvalgets baggrund og kommissorium
Udvalget om de almene voksenuddannelser er nedsat som led i økonomiaftalen mellem regeringen og Amtsrådsforeningen for 2000. Herudover er baggrunden for udvalgsarbejdet Undervisningsministeriets beslutning om, at der i lyset af de seneste års udvikling på voksenuddannelsesområdet er behov for en generel belysning af VUC's nuværende rolle og funktion og de fremtidige udviklingsperspektiver.

Udvalget har afgivet denne rapport i januar 2001.

Kapitel 2. Sammenfatning af udvalgets rapport
Dette kapitel indeholder et resumé af udvalgsrapporten med vægten lagt på udvalgets overvejelser om udviklingstiltag og løsningsmodeller for påviste problemstillinger.

Kapitel 3. De almene voksenuddannelsers udvikling og områdets status efter voksenuddannelsesreformen
Kapitel 3 sætter de almene voksenuddannelser ind i en større politisk sammenhæng. Kapitlet beskriver den aktuelle kontekst og giver et rids af uddannelsernes udvikling i et politisk perspektiv.

Væsentligt for VUC'erne er bl.a. de krav, videnssamfundet stiller til arbejdsstyrkens læsefærdigheder og informationsteknologiens stigende betydning overalt i samfundslivet og familielivet.

Kapitel 4. Aktivitetsbeskrivelse for VUC, studenterkurser og GSK
Kapitel 4 indeholder nogle centrale nøgletal om de almene voksenuddannelser. Det statistiske grundlag for rapporten er samlet i et særskilt bilag, og materialet anvendes løbende i rapporten.

2.3 De tematiserede kapitler

Kapitel 5. Sammenhængen mellem almen voksenuddannelse (avu) og det gymnasiale niveau i de almene voksenuddannelser
Avu beskrives, i kapitel 5, som indledning til en drøftelse af eventuelle barrierer for avu-kursisternes overgang til det gymnasiale niveau.

Udvalgets vurdering af sammenhængen mellem avu og det gymnasiale niveau kan sammenfattes til følgende:

• Der er ikke dokumenteret væsentlige problemer mht. kontinuitet og progression mellem fagene på avu og hf.
• Det er tvivlsomt, om administrative uhensigtsmæssigheder pga. gældende regler og det forhold, at det kan være ønskeligt med mere fleksible overenskomster, har nogen nævneværdig betydning for avu-kursisternes beslutning om at fortsætte på hfenkeltfag.
• Regelsættet på avu giver bedre muligheder for pædagogisk udvikling end på hf.
• Uddannelsernes målgrupper og indhold er tilsyneladende rimeligt afstemt.
• De fleste avu-kursister føler ikke noget behov for sammenhæng med hfenkeltfag.
• Omfanget af tværgående lærersamarbejde er stigende.
• De forskelle, der hersker mellem uddannelseskulturerne på avu og hf, udgør ikke i sig selv nogen afgørende barriere.

Det er væsentligt, at kursister, som ønsker at fortsætte deres voksenuddannelse på hf-enkeltfag, ikke oplever, at forskellene mellem avu og hf-enkeltfag udgør barrierer for deres videre forløb.

Udvalget peger på følgende tiltag til forbedring af den faglige sammenhæng:

• Faglig dialog om niveaumæssige sammenhænge
  Øget dialog mellem fagkonsulenterne samt ledere og lærere vil kunne medvirke til klargørelse af relevante sammenhænge. Den nødvendige dialog kan med fordel finde sted inden for de kendte rammer.
• Lærersamarbejde på tværs af uddannelserne
  Faglig sammenhæng kan sættes som overskrift for konkrete initiativer i lærerkredse. Der peges på lokale initiativer til lærersamarbejde. Fagkonsulenterne har her en væsentlig funktion.

Udvalget peger på følgende veje for nedbrydning af barrierer i relation til udmøntning af regler og overenskomster:

• Samordning af regler og praksis
  De nuværende centrale bestræbelser på at samordne uddannelsesregler og praksis for tilsynsudførelsen bør fortsætte.
• Samordning af fagkonsulenternes indsats på avu og hf
  En øget samordning af fagkonsulenternes indsats på avu og på hf kan have positiv betydning for oparbejdelse af mere sammenhængende uddannelseskulturer og mere ens forvaltning.
• Samordning af dele af overenskomsterne
  Udvalget finder, at det ligger uden for kommissoriet at vurdere gældende overenskomster. Med udgangspunkt i et behov for samarbejde mellem lærergrupperne må det dog generelt betragtes som hensigtsmæssigt, hvis overenskomsterne ikke udgør barrierer for lærernes deltagelse heri.
• Etablering af institutionslov for VUC
  I forbindelse med en fremtidig lovrevision af avu-loven, som i dag både er institutionslov for VUC og uddannelseslov for avu, kunne det overvejes at dele den nuværende lov i en egentlig institutionslov for VUC og en uddannelseslov for avu.

Udvalget peger i relation til kulturforskellene mellem avu og hf-enkeltfag på følgende mulige udviklingstiltag:.

• Ledelsesmæssig prioritering af tværgående samarbejde
  Ved synlig ledelsesmæssig prioritering af tværgående samarbejde bør der skabes plads til den pædagogiske udvikling og synergi.
• Lærersamarbejde mellem avu og hf om værkstedsundervisning
  Lærersamarbejde mellem avu og hf om værkstedsundervisning kan være en konkret vej til reduktion af de negative konsekvenser af kulturforskelle mellem avu og hf-enkeltfag.
• Brobygning mellem avu og hf
  En videreudvikling af intern brobygning er fortsat relevant, herunder udnyttelse af trin 3-forsøgets resultater.
• Efteruddannelse for den samlede lærergruppe
  Bevidst satsning på efteruddannelse for den samlede lærergruppe.
• Fokus på den pædagogiske udvikling
  Specifikt for hf-lærergruppen synes der at være behov for en målrettet indsats i forhold til styrkelse af den pædagogiske udvikling og motivation for tværgående samarbejde med avu. En øget fokusering på udvikling må selvsagt ikke ske på bekostning af det faglige niveau på hf.
• Oplysning om hf fra vejlederne
  Videreudvikling af vejlederfunktionen på avu.
• Kursistråd som forum for øget sammenhæng
  Kursistråd skal nu oprettes ved alle institutioner, og dette råd er et oplagt forum for arbejde med forbedring af såvel den sociale som den faglige sammenhæng på VUC.

Kapitel 6. Almene voksenuddannelsestilbud på gymnasialt niveau
Overvejelser om mulige modeller for strukturering af det almengymnasiale niveau har været en central del af udvalgets arbejde, og kapitel 6 gør rede for både fordele og ulemper ved den nuværende administrative og institutionelle struktur af de tre uddannelsestilbud (hf-enkeltfag, studenterkurser og GSK).

Vedrørende diskussionen om sammenhæng og overlap mellem de nuværende tre gymnasiale voksenuddannelser finder udvalget, at der er en række forhold, som peger på, at de gymnasiale voksenuddannelsestilbud supplerer hinanden og dækker hver sit behov. Det gælder således:

• De tre tilbud har hver sit formål og opbygning.
• De forskellige formål afspejler sig i forskelle i tilrettelæggelsen.
• Fagudbudet er forskelligt i de tre uddannelsestilbud.
• De tre tilbud tiltrækker deltagere med forskellig profil.
• Den geografiske placering af uddannelsestilbudene afspejler forskelligheden.

På den anden side har de tre voksenuddannelsestilbud også nogle fællestræk:

• En passende sammensætning af hf-enkeltfag fører ligesom et studenterkursusforløb til en fuld eksamen på gymnasialt niveau. Studenterkursus kan - i lighed med hf-enkeltfagudbyde enkeltfag, der enten "kan stå alene" eller tjene som suppleringsmulighed for kursister, der tidligere har afbrudt en gymnasial uddannelse.
• Hf-enkeltfag kan - i lighed med GSK - benyttes som suppleringsmulighed for unge og voksne, der i deres gymnasiale uddannelse mangler bestemte fag på bestemte niveauer for at kunne blive optaget på en videregående uddannelse.

De tre uddannelsestilbud har en vidt forskellig institutionel forankring:

• Med meget få undtagelser foregår al hf-undervisning på amtslige institutioner. Langt størsteparten af enkeltfagsundervisningen finder sted på VUC'erne, men også på de 2-årige kurser er der i begrænset omfang enkeltfagsundervisning.
• Studenterkursusundervisningen finder sted på 6 særskilte institutioner, hvoraf 2 er offentlige (amtslige), mens 4 er private.
• Der er ingen "GSK-institutioner", men GSKundervisningen gennemføres på gymnasier, studenterkurser, 2-årige hfkurser og VUC'er som supplement til deres øvrige undervisningstilbud.

Udvalgets overvejelser om mulige modeller for en fremtidig struktur tager for det første udgangspunkt i, at det fortsat skal være muligt for voksne at tage en fuld adgangsgivende eksamen på studentereksamensniveau i et 2-årigt forløb. For det andet tages udgangspunkt i, at unge, der har behov for at supplere deres gymnasiale uddannelse med henblik på optagelse til videregående uddannelse, fortsat skal kunne få undervisning og gå til prøve i specifikke fag i stærkt komprimerede forløb inden for max. et år.

Derefter opstiller udvalget til sammenligning fordele og ulemper ved følgende modeller:

• Bevarelse af status quo.
• Studenterkursus fastholdes som selvstændigt 2-årigt forløb og indgår i VUC'ernes uddannelsestilbud.
  Avu-loven ændres, således at VUC'erne får udtrykkelig hjemmel til at udbyde studenterkursus. Det nuværende regelsæt, som indebærer et komprimeret "pakke"-tilbud med særlige regler for fagrække, årskarakterer og krævet antal prøver, bevares stort set uændret. Studenterkursustilbudet vil derefter indgå på linje med VUC's øvrige gymnasiale tilbud, idet det dog for at opretholde "pakke"-tilbudet med det nødvendige udbud af valgfag på A-, B- og C-niveau og den tilstrækkelige bredde i fagudbudet vil være nødvendigt at indføre en styringsmodel på linje med den timestyringsmodel, der gælder for studenterkursus nu.
• Studenterkursus afskaffes helt som selvstændigt undervisningstilbud.
  Studenterkursus ophører med at eksistere som selvstændigt uddannelsestilbud i henhold til gymnasieloven, og studentereksamen kan herefter kun tages som 3-årigt forløb på gymnasier eller som enkeltfagsstudentereksamen over 2 eller flere år på gymnasier og VUC'er. Modellen kræver lovændring, og en konsekvens af modellen vil formentlig være, at de private studenterkurser nedlægges. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt der i så fald vil være tale om eksproprioation.
• GSK opretholdes som selvstændigt tilbud, men amterne overtager ansvaret.
  Den statslige administration af ordningen ophører, og GSKmidlerne overføres til amterne, der overtager tilbuds- og holdoprettelsesforpligtelsen og sørger for koordinering af GSK-kurserne. Denne koordinering skal fortsat kunne ske på tværs af amts- og kommunegrænser. Det er usikkert, om overflytningen af GSK-administrationen til amtsligt regi kan nedbringe antallet af overtimer. De nuværende GSKmiljøer med særlig ekspertise i GSK-undervisning vil tyndes ud, hvis udbudet spredes ud til væsentlig flere institutioner end i dag. Modellen kræver lovændring.
• GSK nedlægges som selvstændigt tilbud og integreres i hf-enkeltfagstilbudet.
  Det selvstændige GSK-regelsæt ophæves, og unge, der har behov for supplering før optagelse på videregående uddannelse, optages i det almindelige gymnasiale enkeltfagssystem på VUC. Amterne gøres ansvarlige for at øge udbudet af komprimerede enkeltfagsforløb betydeligt i forhold til i dag og samtidig fastholde de sædvanlige forløb for de kursister, der ikke ønsker komprimeringen. En del af de hidtidige GSK-midler overføres til amterne med henblik på at dække den aktivitetsudvidelse, integrationen af GSK vil medføre på VUC. Det bemærkes, at udgifterne til gymnasial supplering vil være meget ulige fordelt mellem amterne. Modellen kræver lovændring.

Særudtalelse fra Amtsrådsforeningen
Det er endvidere Amtsrådsforeningens opfattelse, at det vil være en betydelig fordel, såfremt det blev muligt for amterne at samle hf-enkeltfag, det 2-årige hf, studenterkurser og GSK på VUC'erne.

Formålet er at skabe stærkere almengymnasiale uddannelsesmiljøer på VUC. Endvidere forbedrer en samling mulighederne for et bredere geografisk udbud af de studieorienterede voksenuddannelsestilbud samt en bedre koordinering af tilbudene. Endelig vil en samling medføre en række stordriftsfordele.

Kapitel 7. VUC'ernes samarbejde med eksterne partnere
Udvalget konkluderer, at godt to tredjedele af VUC'erne oplever barrierer i forhold til tværinstitutionelt samarbejde. (Det vil i denne relation sige samarbejde mellem VUC og en eller flere institutioner fra de øvrige skoleformer på voksenuddannelsesområdet.) De tre væsentligste barrierer er manglende økonomiske ressourcer, kulturelle forskelle mellem institutionerne og lovgivningsmæssige barrierer.

Det bør overvejes, hvorvidt en årsag til, at kun ca. halvdelen af VUC'erne indgår i brobygningsforløb, kan være, at institutionerne oftest ikke er direkte forpligtet til brobygningssamarbejde, eller at brobygningsforløb ikke indgår i tilrettelæggelsen af handlingsplanerne, som udarbejdes af den kommunale forvaltning for kursister under integrationsloven eller for AFhenviste kursister.

Omkring 4 ud af 10 VUC'er oplever barrierer i samarbejdet med AF og kommuner. I begge situationer spiller økonomien en væsentlig rolle, specielt i forbindelse med finansieringsomlægningen. De lovgivningsmæssige barrierer og den manglende efterspørgsel bliver ligeledes fremhævet. Der er derfor bl.a. behov for en dybtgående udredning om, hvilke økonomiske barrierer der reelt eksisterer.

Over halvdelen af de VUC'er og øvrige voksenuddannelsesinstitutioner, der indgår i DMA-undersøgelsen, oplever barrierer i samarbejdet med lokalområdet. Det er primært manglende kendskab til institutionerne - til deres udbud, vejledning og uddannelsesplanlægning - der vanskeliggør samarbejdet. Også manglende økonomiske ressourcer og manglende efterspørgsel udgør en barriere for samarbejdet.

De øvrige institutioner i lokalområdet fremhæver, ligesom de uddannelsesinstitutioner der indgår i samarbejde med VUC, at VUC'erne generelt er fleksible, men at de med fordel i højere grad kunne gøre opmærksom på sig selv.

Udvalget foreslår følgende tværinstitutionelle udviklingstiltag til styrkelse af sammenhæng og samarbejde mellem de almene voksenuddannelser og andre voksenuddannelser, andre offentlige institutioner og lokalområdet i øvrigt.

• Styrkelse af det lokale skolesamarbejde
  Skolesamarbejde kan indgå i amternes strategier for voksenuddannelsesområdet eller være element i udviklingskontrakter med VUC'erne.
• Udbredelse af best practice-modeller for samarbejdet mellem AMU og VUC
  Det synes relevant at udarbejde best practice-modeller for samarbejdet mellem AMU-centrene og VUC. Det anbefales, at Arbejdsmarkedsstyrelsen, Amtsrådsforeningen og Undervisningsministeriet sammen iværksætter et udredningsarbejde med henblik på at få klarlagt, hvilke konkrete problemstillinger, særligt økonomiske, der gør sig gældende i samarbejdet mellem AMU-centrene og VUC'erne, samt at udredningsarbejdet ligeledes omfatter løsningsmodeller.
• Etablering af relevante brobygningsforløb
  Prioritering af opgaven gennem etablering af tætte forpligtende institutionssamarbejder. Medtagelse af brobygning i handlings- og udviklingsplaner. Indskrivning i relevant lovgivning kan overvejes.
• Udbredelse af best practice-modeller inden for brobygning
  Beskrivelse og udvikling af modeller anbefales, især modeller der kan anvendes inden for givne økonomiske rammer. For-søgs og udviklingsmidler kan anvendes hertil.
• Øget synlighed via markedsføring
  Til aktiv markedsføring af VUC'ernes virksomhed kan anvendes oplysningsmateriale, opsøgende virksomhed og synliggørelse af uddannelsernes effekt.

Kapitel 8. Kursister og deltagere
I rapportens kapitel 8 konkluderer udvalget på grundlag af de gennemførte undersøgelser, at de nye deltagerrelaterede problemstillinger, VUC konfronteres med i disse år, hovedsageligt knytter sig til

• kursister, der typisk har sociale problemer
• fagligt svage kursister
• opmærksomhedskrævende unge kursister
• kursister, der er henviste fra AF eller kommuner.

Disse kursistgrupper har generelt et dårligt alment beredskab, har læsevanskeligheder og er uddannelsesfremmede.

Især inden for avu forventer man fremover flere tosprogede kursister, hvilket vil få betydning for alle fag. Institutionerne og lærerne har formentlig endnu et stort efterslæb i forhold til at erhverve sig et tilstrækkeligt kendskab til gruppen af tosprogede. Kursisterne på VUC tillægger lærerens faglige kunnen og evne til at formidle stor betydning for deres udbytte af undervisningen, og følgelig bliver det også nogle afgørende - men forskellige - krav, kursisterne stiller til læreren, hvilket kan give formidlingsmæssige problemer.

Skal VUC'erne kunne matche de omstillingskrav, som aktualiseres af de nye kursistgrupper, peger udvalget på følgende tiltag, som centrene må arbejde med:

• Fleksibelt tilrettelagt undervisning
  Fleksibel undervisning er allerede udbredt i stort omfang og er et prioriteret indsatsområde på mange VUC'er. Men der er behov for, at indsatsen videreføres for at imødekomme de nye målgruppers heterogene behov.
• Efteruddannelse af lærerne i forhold til nye tilrettelæggelsesformer og nye kursisttyper
  Institutionen bør formulere en efteruddannelsespolitik, der kan tilgodese de ændrede krav til lærerne med hensyn til nye tilrettelæggelsesformer, nye kursisttyper og undervisning af tosprogede.
• Kursisternes studiefærdigheder
  Introduktionsforløb, der medvirker til at træne uddannelsesfremmede kursister i at lære at lære, kan være et skridt i den rigtige retning.
• Fokus på studiestart
  Starten på undervisningsforløbet er uhyre vigtig. Læreren skal etablere den klasserumskultur, der kan rumme de forskelligartede behov og forventninger. Tillæring af nogle basale fælles normer er nødvendigt.
• Studievejledning
  Bedre visitering i studievejledningen og klar tilbagemelding fra lærerne om fejlplacering eller i tilfælde af sociale problemer kan medvirke til at få kursisterne placeret på niveauer, der passer til deres faglige standpunkt.
• Brobygning
  Brobygning i forhold til sprogskolerne og værkstedsundervisning vil kunne imødekomme nogle af de tosprogedes behov.
• Frafald og fravalg
  Indsatsen for at formindske frafald og (prøve)fravalg skal udbygges. Det kan overvejes at ændre reglerne for prøvetilmelding på avu, således at kursisten skal framelde sig prøven frem for at skulle tilmelde sig.

Udvalget foreslår, at der iværksættes et omfattende pædagogisk udviklingsprogram for de kommende 3 år, hvor initiativer angående de nye kursistgrupper foreslås at indgå som et centralt element.

Udviklingsprogrammet skal bæres af en samlet indsats fra amter, ledere og lærere. Det skal finansieres såvel statsligt som regionalt.

Det pædagogiske udviklingsprogram har tre hovedindsatsområder:

• Nye kursistgrupper
  VUC'erne skal blive i stand til bedre at kunne rumme den nye udfordring, som de nye kursisttyper udgør. Det kan fx ske gennem efteruddannelse inden for voksen- og/eller ungdomspolitik, fagdidaktisk kvalitetsudvikling med særligt henblik på undervisningsdifferentiering samt de sprog- og kulturbarrierer, mødet med de tosprogede kursister synliggør.
• IT i undervisningen
  Inddragelse af IT i undervisningen forudsætter i første omgang en vis IT-kapacitet på det enkelte VUC. Dernæst er det en væsentlig forudsætning, at lærerne er i stand til at anvende IT i fagene ud fra fagdidaktiske overvejelser, der kan medvirke til at øge kursisternes faglige udbytte. Efteruddannelsesindsatsen her kan fx ske ved at tilbyde lærerne et voksenpædagogisk ITkørekort.
• Brobygning
  Sammenhængen i voksenuddannelsessystemet kan på visse områder styrkes gennem brobygning. Sammen med sprogskolerne kan VUC'erne styrke brobygningsindsatsen i forhold til de tosprogede kursister. Overgangen fra daghøjskolerne til VUC kan lettes gennem brobyggende aktiviteter. Internt på VUC kan avu-kursisternes overgang til hf støttes gennem brobygning, fx via lærersamarbejde på tværs af uddannelserne.

En styregruppe, bestående af repræsentanter fra Undervisningsministeriet, Amtsrådsforeningen, Forstanderforeningen for VUC, LVU, GL og LAK kan koordinere programmet, og der kan nedsættes et eller flere udvalg, bl.a. med repræsentation af forskere inden for det pædagogiske område til faglig/ pædagogisk rådgivning inden for de enkelte indsatsområder.

Udviklingsprogrammet afsluttes med en omfattende erfaringsopsamling, der udbredes via rapporter og konferencer.

Kapitel 9. Undervisere og ledere
Sammenfattende fremhæver udvalget om fremtidens udfordringer for lærere og ledere på de almene voksenuddannelser, at nye kursistgrupper giver lærerne nye og stigende udfordringer især med hensyn til faglig og pædagogisk differentiering. Lærerne søger i et vist omfang at imødekomme disse krav ved at overdrage kursisterne et medansvar for egen læring. De fleste kursister vil i princippet gerne tage dette medansvar, men der er fortsat flere kursister, som foretrækker en "traditionel" lærer end kursister, som foretrækker læreren som konsulent. Lærerne føler stigende behov for, at de involverer sig i og vejleder om kursisternes personlige problemer, mens de fleste kursister ikke tillægger denne rolle hos læreren betydning.

Op mod halvdelen af lederne vurderer, at VUC'erne er gearede til at tackle de udfordringer, som de nye kursistgrupper skaber for institutionerne, men der synes at foreligge en indledende opgave i at definere, hvilke udfordringer der ligger for at skulle håndteres.

Avu er - ud over landbrugsuddannelsen - den eneste kompetencegivende uddannelse, hvor der ikke stilles krav om en bestemt formel uddannelse hos lærerne.

Lærerne deltager i stigende omfang i efteruddannelse, og flere steder arbejdes der på VUC med ressourcesvage kursister og unge kursister som særlige indsatsområder for den pædagogiske udvikling.

Udviklingen hen imod større differentiering af kursistgrupper, kursistkrav, metoder og indhold sætter alt andet lige fokus på forstandernes funktion som ledere.

Udvalget er ikke gået nærmere ind i disse problemstillinger, men finder generelt, at lærergruppen, for at kunne honorere ikke blot nutidens, men også fremtidens krav, bør besidde en relevant og tilstrækkelig uddannelse samt løbende være inde i udviklingsforløb, der dog kan variere i omfang og form.

Udvalget foreslår i denne forbindelse følgende tiltag:

• Kvalifikationskrav til avu-lærere (krav om formel kompetence)
  Indførelse af lovkrav om, at lærerne skal have gennemført en uddannelse på mindst samme faglige niveau som en fuldført folkeskolelæreruddannelse. Der bør dog være mulighed for konkret i amtet at dispensere fra kravet.
• Voksenpædagogisk efteruddannelse af VUC-undervisere
  Det kan overvejes som led i det pædagogiske udviklingsprogram at indføre en obligatorisk voksenpædagogisk efteruddannelse for VUC's lærere.

For VUC'ernes ledere vil fremtiden især sætte fokus på deres funktion som leder, men også funktionen som administrator skal udvikles i relation til nye udfordringer.

Udvalget peger på nogle generelle ledelsesmæssige udfordringer i forbindelse med håndtering af lærergruppens stigende alder:

• At bevare de erfaringer og den viden i institutionerne, som de ældre medarbejdere har opbygget
• At sikre en kvalificeret rekruttering af nye lærere.

Lærernes efteruddannelse vil udgøre en central del af det pædagogiske udviklingsprogram for VUC, ligesom pædagogisk ledelse af VUC vil indgå i programmet.

Kapitel 10. Tilrettelæggelse af undervisningen, herunder teknologistøttet undervisning
Det meste af den undervisning, der afviger fra traditionel holdundervisning, falder ind under begrebet fleksibelt tilrettelagt undervisning - lige fra løbende indtag over værkstedsundervisning til fjernundervisning. Omkring 8 % af den samlede aktivitet på VUC udgøres af fleksibelt tilrettelagte forløb.

I forhold til identifikationen af barrierer over for den fleksibelt tilrettelagte undervisning konstaterer udvalget, at en forholdsvis stor andel af forstanderne ikke synes, at der er nogen barriere.

Af de konstaterede barrierer er den væsentligste, både for avu og hf-enkeltfag, manglende økonomiske ressourcer. Knap halvdelen af de VUC'er, der oplever barrierer, mener, at disse til dels beror på overenskomsternes manglende fleksibilitet. Manglende efterspørgsel blandt kursisterne synes også at være et problem, hovedsageligt i forbindelse med avu-undervisningen.

Den fleksible undervisningsform tilbyder et individuelt tilpasset tempo og undervisningsform, der henvender sig specielt til kursister med skiftende arbejdstider eller arbejde, der på anden måde forhindrer dem i at deltage i den ordinære undervisning. For visse andre grupper er undervisningsformen ikke relevant. Manglende vilje fra lærerne er specielt et problem på hf-enkeltfag.

Udvalget ser primært udfordringerne i forhold til teknologistøttet undervisning på indholdssiden og hos lærere og kursister. Den teknologistøttede undervisning kræver andre undervisningsmaterialer og en anden pædagogisk form, som kun i begrænset omfang er tilstede i øjeblikket. Lærerne har derfor brug for at blive opkvalificerede på dette område.

Specifikt med hensyn til det virtuelle VUC er man med initiativet fra Center for Fleksibel Voksenuddannelse og amtssamarbejdet nået langt. Det er positivt, at alle amter har mulighed for at deltage i projektet, og at 10 amter allerede bakker op om det.

En af udfordringerne i at få færdigudviklet det virtuelle VUC bliver at sikre den pædagogiske og faglige kvalitet i de udviklede materialer. Ligeledes skal lærere og kursister lære at anvende det virtuelle VUC.

Den fleksibelt tilrettelagte undervisnings rolle i uddannelsessystemet vil formentlig vokse over de næste år, og udvalget anbefaler følgende tiltag, der kan opruste institutionerne:

• Lovkrav om udbud af værkstedsundervisning på hf-enkeltfag
  Indførelse af lovkrav på hf-enkeltfag vil kunne medvirke til at sikre en jævnbyrdig satsning på værkstedsundervisning på det enkelte VUC.
• Fortsatte forsøg med nye tilrettelæggelsesformer
  Udvikling af attraktive tilbud og synliggørelse af undervisningens udbytte bør stå centralt. Sigtet bør være, at de nye tilrettelæggelsesformer kan afvikles inden for eksisterende økonomiske rammer. I udviklingsfasen kan der dog være behov for supplerende midler fra amtslig eller statslig side.
• Udvikling og lancering af voksenpædagogisk IT-kørekort på avu-området
  Der er behov for udvikling af et basalt pædagogisk værktøj til at kunne arbejde med den teknologistøttede undervisning generelt og til at udnytte mulighederne i det virtuelle VUC.

Særligt i forhold til mulighederne for videreudvikling af det virtuelle VUC anbefaler udvalget følgende:

• Kvalitetssikring af det virtuelle VUC
  Både kvalitetssikring af materialerne samt uddannelse og certificering af de lærere, der udvikler materialer, kan være relevant.
• Materialeudvikling
  Undersøgelse af, hvorledes samarbejde med forlag om udvikling af materialer kan stimuleres.
• Fælles indsats fra alle amter og stærkere organisatorisk forankring
  Alle amter bør deltage, og organisationsformen kan overvejes ændret.

Kapitel 11. Uddannelses- og erhvervsvejledning
Udvalget konkluderer, at der er behov for, at vejlederne bliver mere synlige og opsøgende i deres arbejde og indretter deres vejledning, så den i stigende grad fungerer som såvel personlig som faglig rådgivning. Dette efterlader vejlederne med et tidsproblem, hvorfor der er behov for en omprioritering af vejlederens nuværende indsats.

Med hensyn til diskussionen om todelt vejledning over for samlet vejledning for både avu og hf finder udvalget, at der allerede synes at være etableret samarbejder mellem avu- og hf-vejledningen, der imødekommer det stigende behov for vejledere med større kendskab til uddannelser, der ligger uden for deres eget felt.

Hvorvidt man på det enkelte VUC vælger adskilt eller samlet vejledning, hænger i høj grad sammen med, hvordan man forestiller sig den fremtidige vejlederrolle. Tendensen går mod mindre faglighed og mere personfokusering i vejledningen. Det er op til det enkelte VUC at pejle sig ind på, hvorledes denne opgave bedst løftes.

Der er behov for en kvalificering af vejlederne, så de bl.a. er bedre rustede til at tage sig af de nye grupper, også på det psykologiske og pædagogiske plan. Derudover skal deres metodiske tilgang til tilrettelæggelsen af vejledningen styrkes. Vejledernes metoder til opsøgning af kursisterne og synliggørelse af sig selv bør styrkes.

Udvalget peger på følgende tiltag til fortsat forbedring af vejledningen:

• Bedre udnyttelse af ressourcerne
  Et formelt samarbejde mellem de to vejledninger på VUC samt en samlet vejlederuddannelse anbefales. En yderligere mulighed for at udnytte ressourcerne ville være at sammenlægge de to vejledninger.
• Formulering af en vejledningspolitik
  Ledelse og vejledere bør samarbejde om at tilrettelægge indsatsen og formulere en vejledningspolitik.
• Revision af avu-vejlederuddannelsen (pågår allerede)
  De udfordringer, der optager vejlederne i dag, kunne indgå i den pågående revision af avu-vejlederuddannelsen og i en eventuel revision af hf-vejlederuddannelsen.

Kapitel 12. Kvalitetssikring og tilsyn på VUC
Vurderingen af kvalitetssikringen på VUC tager udgangspunkt i fire kvalitetsniveauer: Kvalitet på systemniveauet vurderes ud fra, hvorvidt det samlede voksen- og efteruddannelsessystem bidrager til opfyldelse af politiske og økonomiske mål. På uddannelsesniveauet vurderes kvalitet ud fra, hvorvidt hver enkelt uddannelse bidrager til at opfylde centralt fastlagte målsætninger. På det regionale niveau vurderes kvalitet ud fra, hvorledes hvert VUC i regionen bidrager til opfyldelse af regionale, politiske og økonomiske målsætninger. Kvalitet på institutionsniveauet vurderes ud fra, hvorvidt institutionens tilrettelæggelse og gennemførelse af kurser er karakteriseret af høj faglig og pædagogisk kvalitet og lever op til de centrale målsætninger.

Udvalget vurderer mht. systemniveauet, at der stadig er behov for at udvikle nogle metodiske principper, der kan realisere muligheden for at foretage tværgående og sammenlignelige effektmålinger af voksen- og efteruddannelse.

Mht. uddannelsesniveauet vurderes det, at der allerede foreligger en række redskaber til kvalitetssikring. Her tænkes først og fremmest på bekendtgørelser, prøver, censorsystemet, vejledninger og det øvrige tilsyn. Der foreligger imidlertid ikke formelle krav om avu-lærernes kvalifikationer, således som det er tilfældet for hf-lærernes vedkommende.

Mht. det regionale niveau vurderer udvalget, at indsatsen med hensyn til kvalitetssikringen er uensartet. Dette betyder, at regionerne bidrager forskelligt til at kvalificere voksen- og efteruddannelsesmulighederne. Samlet set har amterne ikke desto mindre en række tiltag i gang for at kvalitetssikre VUCområdet. Tilbage står dog stadig at sikre et fælles, formelt grundlag for kvalitetssikringen.

Udvalget opfatter tilsyn som et led i den overordnede kvalitetssikring af uddannelsessystemet. Et moderne begreb om tilsyn indbefatter ikke kun kontrol med regeloverholdelse, men skal også ses som et kvalitetsudviklingsinstrument, hvorved institutionernes målopfyldelse kommer i fokus ved siden af regeloverholdelsen.

For såvel avu's som hf 's vedkommende har staten det overordnede tilsyn. Den direkte tilsynsforpligtelse er imidlertid placeret forskelligt.

Vedrørende den direkte tilsynsforpligtelse finder udvalget, at den forskellige forankring i hhv. amterne og Undervisningsministeriet har medført en uensartet praksis på de to uddannelsesområder. Dette vurderes dog at være uden betydning for kursisternes oplevelse af sammenhængen i uddannelsestilbudene inden for VUC-området. Der kan i den forbindelse være behov for en højere grad af fælles forståelse af, hvordan tilsynsforpligtelsen udmøntes.

Udvalget peger på følgende tiltag inden for de fire kvalitetssikringsniveauer:

• På systemniveau
  På systemniveau skal der arbejdes med metodeudvikling til forbedring af kvaliteten af effektmålinger.
• På uddannelsesniveau
  Kvalitetssikringen vil kunne styrkes gennem en mere dybdegående tilsynspraksis i amterne på avu-området. Dette kunne fx ske ved udarbejdelse af en fælles ramme for en ensartet tilsynspraksis på amtsligt niveau gennem en dialog mellem Undervisningsministeriet, amt, VUC og brugere. Det kan også overvejes at formulere formelle krav om avulærernes kvalifikationer, således som det er tilfældet for hflærernes vedkommende.
• På regionalt niveau
  Udvalget foreslår, at amternes kvalitetsudviklingsarbejde udlægges, så alle amter får etableret kontraktstyringsmodeller e.lign. Den løbende dialog mellem amt og VUC vil fortsat være vigtig.
• På institutionsniveau
  Undervisningsministeriet stiller den reviderede version af Standard og Profiler til VUC'ernes rådighed i løbet af 2001. Udvalget ser dette værktøj som velegnet til varetagelse af institutionernes løbende selvevaluering.

Denne side indgår i publikationen "Rapport fra udvalget om de almene voksenuddannelser" som kapitel 2 af 12
© Undervisningsministeriet 2001