Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

1. Udvalgets kommissorium og sammensætning





1.1 Baggrunden for udvalget om de almene voksenuddannelser

Kommissoriet for udvalget om de almene voksenuddannelser tager afsæt i aftalen fra den 11. juni 1999 mellem regeringen og Amtsrådsforeningen om amternes økonomi i 2000, hvori det hedder:

"I forlængelse af arbejdet i "Udvalget om AMU og de øvrige voksen- og efteruddannelser" iværksættes et udvalgsarbejde med deltagelse af Amtsrådsforeningen, Undervisningsministeriet og andre relevante parter, der har til formål at undersøge muligheden for at skabe bedre sammenhæng mellem de forskellige niveauer i de almene voksenuddannelser (almen voksenuddannelse, hf, studenterkursus og GSK) indbyrdes og i relation til de øvrige voksenuddannelser".

Udvalgsarbejdet er blevet aktualiseret siden sommeren 1999, idet den igangværende reform af voksenuddannelsesområdet blandt andet påvirker voksenuddannelsescentrene (VUC).

Hertil kommer, at Undervisningsministeriet allerede i 1997 annoncerede, at der i lyset af de seneste års udvikling var grundlag for en redegørelse om VUC'erne, som på samme tid kunne give en generel belysning af deres nuværende rolle og funktion og beskrive de fremtidige udviklingsperspektiver for centrene.

1.2 Udvalgets kommissorium

Herefter blev udvalgets kommissorium fastsat til følgende:

"Formålet med udvalgsarbejdet er

at belyse sammenhængen mellem almen voksenuddannelse (avu) og det gymnasiale niveau i de almene voksenuddannelser, herunder vurdere mulighederne for at skabe bedre faglig og niveaumæssig sammenhæng,
at vurdere mulighederne for at skabe bedre sammenhæng mellem de forskellige almene voksenuddannelser på gymnasialt niveau indbyrdes (hf, studenterkursus og GSK),
at vurdere mulighederne for at skabe bedre sammenhæng mellem de almene voksenuddannelser, de øvrige voksenuddannelser og grunduddannelserne samt vurdere samarbejdet med andre offentlige institutioner og lokalområdet i øvrigt,
at vurdere mulighederne for udvikling af tilrettelæggelsesformerne over for målgrupperne, herunder teknologistøttet undervisning,
at vurdere mulighederne for kvalitetsudvikling,
at belyse centerstrukturen, VUCīs decentrale tilbud og i tilknytning hertil det samlede udbud af almene voksenuddannelser.

I forlængelse heraf opstiller udvalget forskellige løsningsmodeller.

Opgaver

I tilslutning til formålet med udvalgsarbejdet kan der indgå delanalyser og eventuelt nedsættes underarbejdsgrupper med henblik på at beskrive centrale problemstillinger og udviklingsperspektiver inden for de undersøgte områder.

Delanalyser m.v. kan omfatte:

- sammenhæng mellem avu og hf-enkeltfag,
- de 3 almengymnasiale voksenuddannelsers funktion,
- VUC's samarbejde med AF og kommunerne og ledige,
- VUC's samarbejde med andre voksenuddannelser (fx AMU og daghøjskoler),
- de enkelte almene voksenuddannelsers målgrupper,
- udvikling i tilrettelæggelses- og undervisningsformer,
- teknologistøttet undervisning (det virtuelle VUC),
- voksenpædagogik og voksenkultur,
- uddannelses- og erhvervsvejledning,
- ledelses- og lærerkvalifikationer, efteruddannelse,
- pædagogisk tilsyn, prøver og prøvedeltagelse,
- frafald,
- undervisningssteder, lærerbemanding.

Tidsplan
Udvalget afgiver en samlet rapport inden den 1. december 2000.

Økonomi
Undervisningsministeriet dækker finansiering af eventuelle undersøgelser, som udvalget måtte iværksætte.

Deltagere
Amtsrådsforeningen og Undervisningsministeriet; sidstnævnte varetager formandsskabet. Der kan nedsættes arbejdsgrupper efter behov.

Finansministeriet og Socialministeriet holdes løbende orienteret om udvalgets arbejde.

Udvalget afholder høringer med relevante organisationer.

Sekretariat
Undervisningsministeriet og Amtsrådsforeningen varetager sekretariatsbetjeningen af udvalget."

1.3 Udvalgets sammensætning

Udvalget fik følgende sammensætning:

Amtsrådsforeningen
Direktør Lars Vilbrad, Århus amt
Vicedirektør Søren Ring, Københavns amt
Kontorchef Kenneth Sørensen, Amtsrådsforeningen, fra juni 2000
Konsulent Dan Madsen, Amtsrådsforeningen
Kontorchef Helge Mørch Jensen, Amtsrådsforeningen, til juni 2000.

Undervisningsministeriet
Kontorchef Peter Grønnegård (formand), Uddannelsesstyrelsen
Kontorchef Torben Christoffersen, Uddannelsesstyrelsen
Kontorchef Steffen Jensen, Institutionsstyrelsen
Specialkonsulent Ebbe Kærn, Institutionsstyrelsen
Undervisningskonsulent Verner Rylander-Hansen, Uddannelsesstyrelsen

Sekretariatsarbejdet er varetaget af:
Specialkonsulent Kirsten M. Danielsen, Uddannelsesstyrelsen, fra juni 2000
Undervisningskonsulent John Bernth, Uddannelsesstyrelsen
Fuldmægtig Claes Hagn-Meincke, Institutionsstyrelsen
Fagkonsulent Jimmy Zander Hagen, Uddannelsesstyrelsen, fra november 2000
Student Therese Stampe Holst, Uddannelsesstyrelsen, fra november 2000
Fuldmægtig Flemming Østergaard, Uddannelsesstyrelsen, til juni 2000
Fuldmægtig Annelise Hauch, Uddannelsesstyrelsen til juni 2000

1.4 Udvalgets arbejde

Udvalget har i perioden fra april 2000 til januar 2001 afholdt 13 møder.

I forbindelse med udvalgsarbejdet har Dansk Markedsanalyse A/S (DMA) fået i opdrag at foretage en undersøgelse af voksenuddannelserne. Denne udgives i forbindelse med rapportens offentliggørelse og udgør i vid udstrækning grundlaget for udvalgets overvejelser. DMA-undersøgelsen indeholder en nærmere beskrivelse af metode mv.

Undervisningsministeriets Statistiske Kontor (SIK) har udarbejdet en række data på baggrund af særkørsler hos Danmarks Statistik. Det statistiske grundlag fra SIK udgives under titlen "De almene voksenuddannelser i tal" som bilag til udvalgsrapporten.

Udvalget har den 2. oktober 2000 gennemført en høring af relevante organisationer med henblik på en drøftelse af kommissoriets centrale problemstillinger.

Repræsenteret ved mødet var:
Forstanderforeningen for VUC
GSK-koordinatorerne
Foreningen af Studenterkursusrektorer
Gymnasieskolernes Rektorforening
Gymnasieskolernes Lærerforening
Landsforbundet af Voksen- og Ungdomsundervisere
Landssammenslutningen af Kursusstuderende
Landsorganisationen i Danmark
Dansk Arbejdsgiverforening.

Den 26. oktober 2000 har udvalget afholdt et seminar om teknologistøttet undervisning med deltagelse af Udviklingscenteret for folkeoplysning og voksenundervisning, Center for Fleksibel Voksenuddannelse og @ventures. Formålet med seminaret var at få et overblik over de fleksible undervisningstilbud og muligheder for brug af teknologi i de fremtidige udbud. I forlængelse af dette seminar blev der afholdt et møde med deltagelse af Learning Lab Denmark og ansvarshavende embedsmænd fra Undervisningsministeriet inden for det virtuelle gymnasium og det virtuelle universitet.

Udvalget har med sit møde den 17. januar 2001 afsluttet sit arbejde og afgiver herefter sin rapport.

1.5 Afgrænsning af udvalgskommissoriet

Formålet med udvalgsarbejdet er defineret af regeringens og amternes aftale om amternes økonomi for 2000 og Undervisningsministeriets beslutning om at foretage en generel belysning af VUC'ernes virksomhed og udviklingsperspektiver. På dette meget brede grundlag kunne det være nærliggende at tilstræbe en fuldstændig og tilbundsgående analyse af området. Imidlertid betyder kommissoriets afgrænsning, at udvalget ikke har analyseret følgende tre centrale problemfelter:

Rapporten omtaler ikke økonomistyringen og de finansieringsmæssige vilkår for området. Dette skyldes, at der som led i udmøntning af voksenuddannelsesreformen på VUCområdet er indført en økonomistyringsmodel med taxameterstyring og differentieret deltagerbetaling. Denne lovgivning er trådt i kraft den 1. august 2000, men er ændret som led i finanslovsaftalen for 2001 med virkning fra 1. februar 2001, således at deltagerbetalingens maksimum nedsættes.

Udvalget går ikke ind i en vurdering af fagrækker og uddannelsesprofiler. Begrundelsen er for avu's vedkommende, at der efter et omfattende forarbejde trådte ny undervisningsbekendtgørelse og nye fagbeskrivelser i kraft den 1. august 1999, og at der i tilknytning hertil blev udsendt faglige vejledninger. På hfenkeltfag er der igangsat et større forsøgs- og udviklingsarbejde som led i grundlaget for den kommende politiske vurdering af hf-uddannelsen generelt.

Endelig undlader udvalget at analysere, hvorledes kursisterne udnytter deres uddannelse, og går dermed ikke ind i en nærmere vurdering af den overordnede effekt af de almene voksenuddannelser. Alene avu-kursisternes overgang til det gymnasiale niveau berøres i kapitel 5. Begrundelsen er, at Arbejdsministeriet og Undervisningsministeriet som led i opfølgningen på voksenuddannelsesreformen skal igangsætte udviklingen af metodiske principper, der kan forbedre sådanne effektmålinger.

I forbindelse med den ændring af avu-loven, der trådte i kraft den 1. august 2000, er der sket en præcisering af amternes udbudsforpligtelse. Udvalget har derfor valgt at indskrænke opfyldelsen af formålet om at belyse centerstrukturen til alene at etablere et overblik over VUC-centerstrukturen. Udvalget har i stedet koncentreret sig om udbudet i de gymnasiale voksenuddannelser.

Udvalget har valgt ikke at medtage enkeltfagsstudentereksamen i sit arbejde, idet dette tilbud kun har begrænset udbredelse og fortrinsvis udnyttes af tidligere gymnasieelever, der på grund af for mange forsømmelser er blevet henvist til at aflægge prøver til studentereksamen på særlige vilkår. Tilsvarende har udvalget ikke medtaget adgangskursus til ingeniøruddannelserne, fordi dette kursus er specifikt rettet mod en bestemt videregående uddannelse og ikke kan karakteriseres som et alment voksenuddannelsestilbud.

Om rapporten skal det i øvrigt generelt bemærkes, at udvalget ikke er gået ind i en beskrivelse eller vurdering af de økonomiske følger, som de foreslåede udviklingstiltag kan medføre. Det gælder såvel merudgifter og besparelser som eventuelle konsekvenser for fordelingen af offentlige udgifter mellem stat og amter. En konkretisering af de i rapporten indeholdte anbefalinger og overvejelser vil således forudsætte, at der sker en nærmere belysning af de økonomiske konsekvenser. Udgangspunktet har dog været, at det vil være muligt at realisere forslagene inden for en samlet udgiftsneutral ramme.

Denne side indgår i publikationen "Rapport fra udvalget om de almene voksenuddannelser" som kapitel 1 af 12
© Undervisningsministeriet 2001

 Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top