4. Skolen som videnshus
- sammenhæng og partnerskab mellem skole og lokalområde

Ved slutningen af sidste århundrede stod mange kommuner og lokalsamfund over for en udfordring på folkeskoleområdet. Skolen skulle bevares som et aktiv for lokalsamfundet og samtidig udvikles som et inspirerende læringsmiljø med undervisning af høj, faglig kvalitet. En udviklingsorienteret skole, der udviklede sig internt samtidig med, at den udadtil bidrog til lokalsamfundets udvikling.

For mange skoler var situationen den, at betingelsen for overlevelse stod og faldt med, at omverdenen havde tillid til, at kvaliteten af undervisningen var i top i samtidig med, at man fra skolens side sideløbende iværksatte nye funktioner og serviceordninger, der gjorde skolen til andet og mere end et sted, hvor lokalsamfundets børn gik i skole.

Skolens roller i lokalsamfundet

De fleste betragter skolen som en naturlig del af de danske lokalsamfund.

Både i forstæder og midtbyområder, i stationsbyer og i købstæder er skolen dybt forankret i danskernes bevidsthed – et symbol på det gode og velfungerende lokalsamfund.

Derfor er reaktionerne på lukning eller omstrukturering af en skole ofte voldsomme.

En skolelukning er et nederlag for et lokalsamfund. Det er ikke blot et udtryk for en tabt lokalpolitisk kamp.

Dybere set handler det om tab af lokal identitet og om følelsen af lokalsamfundets opløsning.

Drøftelser om skolens funktion og placering i lokalsamfundet handler om andet og mere end skolens og undervisningens kvalitet. Det drejer sig også om lokalsamfundets selvforståelse, dets arbejdspladser, dets fysiske samlingspunkt og dialogen på tværs af generationer og sociale grupperinger.

Et skridt mod åbning – et historisk tilbageblik

Det danske skolesystem havde ved århundredskiftet et stort antal små skoler.

De udgjorde ca. 20-25% af de i alt ca. 1800 folkeskoler og var en betydelig økonomisk belastning for mange mindre kommuner. Diskussionen om bevarelsen af de små skoler omfattede flere problemstillinger:

• Betyder store skoler driftsmæssige fordele, og bliver kvaliteten bedre?
• Hvilke konsekvenser har større skoleafstande især for de mindre børn?
• Kan skolen fastholdes i lokalområdet ved at påtage sig andre og nye funktioner?
• Hvordan skal skolen omstille sig og håndtere samspillet mellem lokale traditioner og de nye forventninger, som kommer til den med tilflyttere, nye lærere, nye livsformer og nye krav fra lovgivning og myndigheder?
• Er det vigtigere at have en lokal skole end at have en levende skole?

Diskussionerne om bevarelsen af den lokale skole var meget følelsesladede og kunne af og til internt i de politiske partier skabe uenigheder, der overskyggede uenighed med andre partier.

I slutningen af 1980erne forsøgte man sig med et stort anlagt forsøgsarbejde: »Skolen som lokalt kulturcenter«. Der blev givet støtte til den lokale udvikling, og man prøvede at introducere nye funktioner i den lokale skole:

• »Skolen i lokalsamfundet«
• »Skolen som medborgerhus«
• »Skolen som kulturcenter«
• »Lokalt forankret undervisning«.

Forsøgene og initiativerne var mange, når det gjaldt om at argumentere for de nødvendige forsøgsmidler. Man forsøgte med forskellige ambitionsniveauer at skabe konkrete eksempler på, hvordan folkeskolen kunne organiseres og udformes med særlig vægt på den lokale forankring. Det omkringliggende samfund og den lokale kultur skulle i et tættere samspil med skolens dagligdag.

Resultatet af dette store udviklingsarbejde viste imidlertid, at der var problemer med at virkeliggøre de nye funktioner, og det viste også, hvori problemerne bestod: På den ene side var der betydelige problemer med at involvere hovedparten af skolens medarbejdere i orienteringen imod lokalsamfundet. På den anden side var det svært at få det lokale liv, de lokale beboere og foreninger m.m. integreret i skolens daglige praksis og læringsmiljø.

Det blev tydeligt, at de kvalifikationer, som kræves for at skabe en aktiv integration mellem skole og lokalområde, havde vanskeligt ved at udvikle sig i den eksisterende skole. Der manglede fleksible organisationsformer og arbejdsmetoder, der kunne forlige forskellige livsværdier og forventninger og skabe et aktivt samspil på tværs af generationer.

Udviklingsarbejdet skabte kun i ringe udstrækning disse forudsætninger og kun hos de meget få lærere, som aktivt tog del i »kulturcenterideen«.

»Skolen som lokalt kulturcenter« endte således med, at det fortrinsvis var skolens bygninger, der nu og da blev brugt af andre og nye grupper. Der blev skabt flere fritidsaktiviteter, og enkelte steder blev der ydet en større service over for områdets foreninger og oplysningsforbund i deres bestræbelser på at skabe aktiviteter på tværs af generationerne.

Med bortfaldet af forsøgsmidlerne forsvandt mange initiativer uden at have udviklet en ny og bæredygtig praksis.

Udviklingsarbejdet afslørede en betydelig afstand mellem skolen som skole for områdets børn og unge og skolen som aktiv part i lokalområdet.

Presset fra lokalsamfundet

Udviklingsarbejdet var betydningsfuldt, fordi det var med til at afdække denne afstand. Det viste, at skolens personale ikke havde øje for behovet for og mulighederne i en stærkere relation til lokalområdet.

»Skolen som lokalt kulturcenter« var ikke blot en ny og »trendy« ide. Den var imidlertid forud for sin tid. Den opfyldte behov, som ved udviklingsarbejdets start ikke var presserende, men som med århundredskiftet meldte sig med mere påtrængende nødvendighed:

• Behovet for at rumme og håndtere de voksende forskelle i livsformer, livsværdier og etnisk baggrund, der udspiller sig i lokalområdet.
• Nødvendigheden af at tage afsæt i børnenes og de unges forskellige forudsætninger, der omfatter forskelle i potentialer, erfaringer og kultur. Skolen må aktivt forholde sig til disse forudsætninger i en differentieret undervisning.
• Behovet for at skabe læringssituationer, der er tæt på den virkelighed, som børn og unge lever i. Lokalsamfundet må betragtes som et potentiale og som den primære ramme for undervisning og læring.
• Behovet for at se lokalsamfundets aktiviteter og tilbud som en helhed i børn og unges daglige liv, så der skabes en sammenhængende og meningsfuld hverdag for børnene.
• Behovet for at bruge de ressourcer, der er i lokalsamfundet, herunder udvikling af netværk med andre institutioner, skoler og virksomheder.

Det giver skolen en stærkere, lokal base, og skolen er med til at give lokalsamfundet profil og identitet.

Ved århundredskiftet stod skolen i fysisk forstand åben. Som bygning, som mødested og som facilitet for lokalområdets initiativer var dørene åbne. Den nye og langt større udfordring bestod i, at man fra skolens side skulle åbne sig mentalt og nedbryde den traditions- og professionsskabte »mur« mellem skolen og det lokale liv udenfor. Det var en mur, som de elektroniske og mediemæssige netværk allerede havde brudt huller i, men skolen havde endnu ikke taget konsekvensen af sin nye virkelighed.

Skolens mentale åbning var en nødvendighed.

Det ydre pres gjorde det uundgåeligt.

2000-2007: De pædagogiske partnerskabers tid

Ved indgangen til det nye århundrede befandt skolen sig i en situation, hvor den måtte forholde sig til en række krav i lokalsamfundet, som blev mere og mere påtrængende.

Et servicekoncept for lokalområdet

Nogle af de første skridt mod skolens åbning over for lokalområdet handlede om anvendelse og brug af skolens fysiske faciliteter. Nogle steder overtog skolen forsamlingshusets rolle og gav muligheder for, at grupper fx kunne dyrke musik og idræt og arrangere fællesspisning, foredrag, koncerter, udstillinger etc. Nogle steder tilbød skolen administrativ service til foreninger og interessegrupper med udgangspunkt i fælleskommunale og internationale datanet.

Det blev almindeligt, at såvel forældre som andre brugere af skolen modtog en årlig serviceinformation, som indeholdt en oversigt over de forskellige servicetilbud, skolen kunne udbyde. Oversigten indeholdt en beskrivelse af tilbuddene og anvisning på, hvordan man som bruger skulle forholde sig, hvis man ønskede at gøre brug af serviceordningerne.

I 2010 omfatter skolernes serviceordninger:

• lokale- og facilitetsservice (leje af lokaler og udstyr/skolen som medborgerhus)
• etablering af forældregrupper
• forældrevejledning
• børne- og ungdomsrådgivning
• forskellige typer supplerende undervisning for børn, unge og voksne
• interesse- og kulturbaserede aktiviteter og studieforløb uden for de normale skoleuger
• indtægtsdækket anvendelse af det pædagogiske servicecenter (herunder IT-support og databasesøgning) og skolens faglige værksteder
• anvendelse af skolens faglige, pædagogiske og organisatoriske viden i form af indtægtsdækket, lokal konsulenttjeneste
• anvendelse af skolens supplerende service- og rådgivningsordninger inden for sundheds-, social- og kulturområdet
• tilrettelæggelse og koordinering af undervisnings- og fritidstilbud for børn og unge.

Især fra forældreside blev det i stigende udstrækning gjort gældende, at det ikke længere var hensigtsmæssigt at dele undervisning og fritidstilbud op i mange forskellige og ofte ukoordinerede, pædagogiske tilbud. I alt for mange tilfælde førte det enten til ventelister eller til svingende kvalitet i de pædagogiske tilbud for børn og unge. Flere steder opstod krav om, at de pædagogiske miljøer i lokalområdet med skolen som ansvarlig koordinator måtte finde sammen om at udvikle et sammenhængende, pædagogisk miljø med fælles, overordnet målsætning. Disse initiativer kom til at vedrøre det faglige samspil imellem de personalegrupper, der fik ansvaret for den praktiske tilrettelæggelse og gennemførelsen af de pædagogiske og kulturelle tilbud. Samtidig blev lokalområdets foreninger og klubber i stigende omfang inddraget i dette arbejde.

I mange kommuner har initiativerne ført til, at der med skolen som omdrejningspunkt er blevet etableret en fælles styring og administration af de pædagogiske tilbud – såvel de obligatoriske forløb som tilbud i fritiden – lige fra børnehave til ungdomsuddannelse.

Projektorienteret integration af de faglige miljøer

En væsentlig forudsætning for, at sammenhængen kunne etableres, var, at faggrænserne blev ophævet. Disse havde hidtil ført til uhensigtsmæssige og systemskabte overgange i børns og unges liv. Sigtet med sammenhængen var imidlertid ikke en harmonisering og sammenblanding af faggruppernes virksomhed, men en bevidst brug af personalegruppernes forskellige, faglige forudsætninger, herunder deres viden og kulturelle færdigheder.

I flere og flere lokalområder blev der gennemført projektarbejder, som var samlingspunkt for læring, social udvikling og kulturelle udtryksformer. De fælles projekter blev både faglige, sociale og identitetsskabende samlingspunkter for faggrupperne.

Udvidet anvendelse af bygninger

herunder, idræts- og fritidsfaciliteter, ude- og naturmiljøer, uddannelses- og kulturinstitutioner (se afsnittet Nyt liv til lokalområderne s. 28).

Forstærket samspil mellem det frivillige og det professionelle pædagogiske arbejde

Frivilligt arbejde er i årene efter århundredskiftet blevet inddraget som en stadig mere synlig og markant del af skolens aktiviteter. Det viser sig bl.a. i mange af de sociale aktiviteter og i forbindelse med projekter på de musiske og praktiske områder. De frivillige foreninger på især børne- og ungdomsområdet samarbejder og udvikler aktiviteter sammen med skolen, både i pædagogiske spørgsmål og på administrative, servicemæssige områder.

Partnerskab om koordineret overgang mellem uddannelser

Samarbejdet mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne har i denne periode ført til et stort antal partnerskabsprojekter.

Det er projekter, hvor man tilrettelægger forløb med fokus på elevgruppers og enkeltelevers overgang fra skole til fx gymnasium eller teknisk skole. I udviklingsfasen betød det etablering af tættere relationer mellem folkeskolens ældste elever og de unge fra ungdomsuddannelserne ved:

• fælles vejledersystemer
• afgrænsede, fælles undervisningsprojekter
• ung-til-ung projekter omkring sociale og ungdomskulturelle problemstillinger
• samarbejde om internationale projekter og sprogformidling
• udveksling af lærere
• informationsbearbejdning og -udveksling på tværs af skoleformerne
• fælles, virtuelle fagnetværk og faglige lærerkonferencer
• fælles kontakt til erhvervsvirksomheder og offentlige virksomheder om praktik og vekseluddannelse
• fælles portefolioordninger.

Folkeskolens udskoling omfattede aldersgruppen fra 14-17 år. Undervisningen var i princippet udelt, og eleverne var først og fremmest organiseret i skiftende projektgrupper på baggrund af konkrete projektforløb.

Sigtet med partnerskabsprojekterne var i første række at skabe en koordineret og tilpasset overgang mellem gymnasium og skole. Partnerskabsprojekterne blev direkte afløsere af de forskellige former for brobygning, der imod slutningen af sidste århundrede blev drøftet i forbindelse med ændringen af 10. klasse. Denne ændring førte til, at 10. klasses undervisning blev tilrettelagt med særlig vægt på elevernes overgang til ungdomsuddannelserne.

Hertil kom, at et bredere koncept for studie- og erhvervspraktik førte til en række faglige og driftsmæssige udviklingsaftaler mellem skolerne og organisationer og virksomheder i lokalområdet.

Desuden skulle partnerskaberne effektivisere anvendelsen af ressourcer på de fagligt og tidskrævende specialfunktioner, såsom vejledning, specialundervisning, softwareudvikling, elektroniske undervisningsmaterialer, læringsforløb tilrettelagt i samarbejde med lokale virksomheder og projektundervisning.

Ordningen gjorde det muligt at oprette tværgående, faglige udviklings- og projektgupper, og man undgik derved, at hver enkelt skole selv måtte opbygge disse funktioner.

Resultatet af denne proces førte til de første initiativer til en samarbejdsmodel mellem lokalområdets forskellige skoleformer i de større kommuner og tværkommunalt samarbejde for de små kommuners vedkommende.

1. Samarbejdet og koordineret skole- og vidensudvikling i lokalområdet.
2. Etablering af udviklingsgrupper/råd for lokalområdet.

Nyt liv til lokalområderne

Den teknologiske udvikling overvinder afstandene

I begyndelsen af århundredet forstærkedes tendensen til en større brug af hjemmearbejdspladsen som supplement til den traditionelle arbejdsplads. På den måde blev mange lokalområder på ny befolket i dagtimerne især i de traditionelle landsbyer, forstadskvarterer og sovebyer. Med udviklingen af flere hjemmearbejdspladser opstod behovet for en række servicefunktioner:

• møde- og kursusfaciliteter
• hurtig og direkte IT-support
• hurtig og effektiv rådgivning
• anvendelse af databasesøgning.

Dermed opstod et voksende behov for etablering af fleksible kontorfaciliteter i lokalområderne.

Mange skoler så i lyset af den stigende mangel på lærerkræfter en stor mulighed i at tiltrække »grænsemedarbejdere« fra lokalområdet. Samtidig kunne skolen på indtægtsdækket basis stille faciliteter til rådighed, som imødekom en række af de behov, som det voksende antal hjemmearbejdspladser skabte. I mange tilfælde betød det, at der opstod et nyt netværk mellem skolen og de professionelle kompetencer, der var i disse hjemmearbejdspladser. Skolerne udnyttede dette nye »lokalefællesskab« af hjemme- og deltidsarbejdende, bl.a. ved at dække behov for samvær med fagkolleger og etablering af fagligt innovative arbejdsmiljøer.

Skolen i det byøkologiske perspektiv

Det er ofte blevet sagt om den modernisering og industrialisering af det danske samfund, der slog igennem i 1960 – 70erne, at der samtidig med udbygning af skoler og institutioner til snart sagt alle formål skete en betydelig »asfaltering« af børn og unges fysiske miljø i lokalområdet. Børnene blev ganske enkelt indhegnet. Dels skulle der opsyn til – og dels var det alt for farligt for især mindre børn at færdes i trafikken.

Frem imod år 2005 opstod imidlertid stærke kræfter i lokalområderne, som dels pressede på for en af-trafikering af store dele af lokalområderne, dels begyndte man at tale om at genoprette lokalområderne, således at det blev friere og lettere at færdes, især for børn og unge. Børnene fik i stigende grad mulighed for at færdes på egen hånd – også i trafikken.

Skolerne blev et væsentligt samlingspunkt for denne by-økologiske bølge, som også omfattede en fokusering på anvendelse og udvikling af nye energiformer, genbrugssystemer, grøn guide, bæredygtig kultur og produktion etc.

Skolerne blev det formidlende og samlende led i denne bevægelse.

Skolernes læringsmiljø blev stedet, hvor man gav børn og unge indflydelse på lokalområdets udformning. Al fysisk og kulturel planlægning i lokalområderne skulle følges af en høring af områdets børn og unge. Skolerne blev den institutionelle ramme om dialoger med lokalpolitikere og planlæggere. Juridisk blev systemet understøttet af den nyoprettede funktion som børneombudsmand.

Idegrundlag, debat og beslutninger blev kommunikeret i virtuelle konferencer til inspiration for andre lokalområder både i Danmark og i udlandet.

Det etniske og flerkulturelle perspektiv

Langt hovedparten af de danske lokalsamfund var homogent danske; men perioden viste klart en stærk påvirkning ved tilflytning af borgere med anden etnisk baggrund. Dette medvirkede til at synliggøre livsformer, der afveg fra de traditionelt danske. Det skabte nyt liv i mange lokalområder, men også betydelige spændinger. Det førte til, at beboere, der havde mulighed for det, flyttede fra området. Især i mange forstadsområder var disse spændinger og udfordringer særdeles nærværende i skolens daglige virke.

Den voksende globalisering udvidede skolens internationale samarbejde og skabte nye, sociale og faglige kontaktnet.

I samme periode voksede behovet for kvalificeret arbejdskraft eksplosivt.

Dette resulterede i et skred i holdningen til flygtninge og indvandrere. Frem for ensidigt at fokusere på kulturelt betingede forskelle med henblik på social integration tog et voksende antal skoleprojekter fat på at arbejde konstruktivt med forskellighederne. De forskellige, kulturelle baggrunde og traditioner, som første- og andengenerationsindvandrere bringer ind i skolen, blev opfattet som en ressourcetilførsel, og flygtninge og indvandrere fik status som brobyggere til andre dele af verden.

Dette har sat sit tydelige præg på skolens fysiske udformning, som nu også rummer mange andre kulturelle udtryksformer end de danske. Det præger desuden de arrangementer og initiativer, som skolerne sætter i gang i de områder, hvor mange kulturer er samlet.

Strategier for folkeskolen som videnshus i lokalområdet

Søgeprocessen

»Partnerskabsperioden« var en vanskelig og kompliceret søgeproces for de mange skoler, der kastede sig ud i disse nye samspilsformer med lokalområdet. For mange skoler var der tale om en proces, som først og fremmest handlede om overlevelse. For andre var den i højere grad båret af ønsket om at igangsætte et udviklingsarbejde, hvor lokalområdet var det primære udviklingspotientiale.

Set i bakspejlet var denne søgeproces båret af fire grundmotiver for skolens udvikling (en søgemodel):

1. afsøgning af partnerskaber, som kunne bruges som en ressource i skolens udvikling
2. afprøvning og etablering af nye funktioner og aktiviteter rettet imod lokalområdet. Målet var funktionsudvikling på områder med relevans for lokalområdets udvikling
3. afvikling af en række af skolens overflødiggjorte funktioner og opgaver
4. afprøvning af grænserne for hvor langt en skole kan bringe lærings- og udviklingsformer ud i lokalområdets konkrete, fysiske, sociale, erhvervsmæssige og kulturelle geografi.

Udvikling af en strategi

Perioden frem imod 2010 har for de fleste skoler været tiden, hvor man har skullet fastlægge en strategi for de kommende års inddragelse af lokalområdet samtidig med, at man udviklede en ny selvforståelse og faglig identitet.

På de skoler, der har arbejdet mest offensivt med en sådan strategi, bliver begrebet lokalsamfund opfattet på to niveauer.

For det første er lokalsamfundet et geografisk anliggende. Det er det sted, hvor skolen hører til og har sine sociale og kulturelle forpligtelser. Stedet hvor skolen kan være et aktiv i udviklingen af det sociale og kulturelle liv. Stedet som er ved hånden i fysisk og historisk forstand.

For det andet opfatter man lokalområdet i virtuel forstand. De fleste skoler har skabt deres eget netværk eller »lokalsamfund« af nationale og/eller internationale samarbejdspartnere, venskabsskoler, foreninger og organisationer.

Disse aktive og kritiske partnere er med til skabe nye impulser til skolen.

Det virtuelle lokalsamfund er ikke blot et løst koblet system. Det konstrueres som et lokalsamfund, som skolens børn, unge og de ansatte gradvis vinder fortrolighed med.

I naturlig forlængelse af de initiativer, der opstod i »partnerskabsperioden«, har mange skoler opbygget et samspil med deres lokalområde, både det geografiske og det virtuelle. Samspillet er opdelt i fire hovedformer med indhold og retninger, der prioriteres og håndteres forskelligt af de enkelte skoler.

• Serviceområdet udbygges

Betjening af lokalsamfundet med forskellige informations- og servicetilbud er fortsat under udbygning. Skolerne arbejder åbent og fleksibelt med sammensatte service- og uddannelsestilbud til de forskellige grupper i lokalsamfundet.

Skolens udadvendte virksomhed er i et vist omfang indtægtsdækket.

Ethvert initiativ er bundet til en tilsvarende opgaveløsning, som lokalområdets borgere eller politikere betaler for. Der er også indgået aftaler og skrevet kontrakter med foreninger, virksomheder eller andre offentlige institutioner.

• Vidensområdet

Vidensområdet er i modsætning til serviceområdet skolens mulighed for at inddrage og involvere forskellige former for viden og kompetence fra det geografiske og det virtuelle lokalområde.

Det kan dreje sig om at inddrage personer fra lokalområdet og indgå samarbejde med virksomheder, organisationer og foreninger. På det virtuelle plan kan det bl.a. dreje sig om at få adgang til og etablere samarbejdsaftaler med attraktive uddannelses og forskningsmiljøer.

• Partnerskab om læringsmiljøet

Denne del af skolens involvering i lokalområdet spiller en stadig større rolle i skolernes udvikling. Forpligtende partnerskaber med andre uddannelsesinstitutioner og læringsmiljøer har mange steder ført til, at der er opbygget integrerede læringsnet, hvor skolen er bundet sammen med

• ungdomsuddannelser
• initiativer rettet mod de mindre børn
• voksen- og erhvervsuddannelser
• lærer- og pædagoguddannelser
• forskningsmiljøer
• kulturinstitutioner og kulturelle miljøer.

Der gennemføres et voksende antal partnerskabsbundne undervisningsforløb og -projekter. Nogle steder er der igennem partnerskabet opstået strategiske fora, som er med til at påvirke den samlede ledelse af det pædagogiske miljø i de lidt større lokalområder (kommuner/» subregioner«).

Det sociale og kulturelle netværk

I år 2010 er skolen mange steder kommet bort fra at opfatte sig selv som en institutionel enhed i lokalområdet. På de fleste fronter indgår den som medspiller i det forpligtende samarbejde om social og kulturel vedligeholdelse og udvikling af skolens lokalområde. Det betyder også, at mange skoler har tilknyttet opsøgende medarbejdere med fysisk base i lokalområdet, som er med til at skabe samspil mellem områdets ressourcer og skolen som læringsmiljø.

Denne side indgår i publikationen "Vision 2010" som kapitel 4 af 9
© Undervisningsministeriet 2000