5. Vi synes også at …

I dette afsluttende kapitel vil vi sætte arbejdet med den personlige uddannelsesplan ind i nogle bredere rammer og komme med bud på, hvad vi også synes er vigtigt at overveje i arbejdet med at gennemføre reformen.

Forandring

Mange sociologer, ungdomsforskere, kulturforskere og andre nutidsforskere peger på, at den økonomiske og teknologiske udvikling fører til opbrud. Den såkaldte modernitet er karakteriseret ved en række opbrud, som på en og samme tid har betydet bortfald og nedbrydning af noget vant og frihed til at danne noget nyt. Opbrudene har affødt en række forandringer i vores måde at leve på. Det handler både om geografiske, fysiske, sociale og andre materielle forandringer og om mentale og kulturelle forandringer.

Forandringerne rokker ved vore livsmønstre og måder at forstå os selv og omverdenen på.

De store fællesskaber, landsbyfællesskabet, arbejderbevægelsens, andelsbevægelsens, de religiøse fællesskaber har ikke den samme betydning for de fleste menneskers liv som tidligere. De samme fællesskabers traditioner og fortællinger gav forklaringer på livet og meningen med livet. Nu er det i langt højere grad overladt til den enkelte eller til meget mindre fællesskaber som familien at give rammerne for at forstå sig selv og sine omgivelser. Nogle forskere mener endog, at forandringen er blevet et grundvilkår ved livet, måske det mest stabile ved den moderne tilværelse.

De moderne unge

Hvor fællesskaberne, de store fortællinger og traditionen tidligere udgjorde kilderne til den unges identitetsdannelse, skal den unge nu først og fremmest hente energien i sig selv. Forandringerne er blevet hverdag, derfor må den unge så at sige skabe sig selv og en forståelse af sin omverden hele tiden. Det har fået ungdomsforskere som f.eks. den tyske Thomas Ziehe til at pege på risikoen for en egocentrering i de unges muligheder for at danne sig. Hvis grundlaget og horisonten for at forstå, hvem jeg er, og hvem andre er, er mig selv, kan det føre til en tidlig lukning af identitetsdannelsen. Samtidig har den teknologiske udvikling ført til en medieeksplosion, der giver den enkelte muligheder for at hente informationer i alle mulige afskygninger i næsten ubegrænsede mængder. Der er tale om et mediebombardement, som kræver energi til at sortere og skærme sig. Kort fortalt har udviklingen ført til en kraftig individualisering på godt og ondt.

Mestre uddannelse og liv

Hvis disse tendenser er rigtige, indeholder erhvervsuddannelsesreform 2000 mulighederne for at udnytte individualiseringen.

Den personlige uddannelsesplan er den vigtigste nøgle til at udnytte den enkeltes ressourcer. Netop derfor er det vigtigt, at den unge udfordres med undervisning og læring, som udvider den unges horisont. Det er væsentligt, at den unge ikke blot bekræftes i sin egen kultur, men stilles over for undervisning, der tilbyder elementer til en dannelse, der rækker videre.

Vi forstår her kultur som det, den enkelte har med sig ved starten af uddannelsen. Altså normer, viden og færdigheder, der er rundet af elevens familie, af venne- og kammeratskabskreds, af ungdomskultur eller andre steder.

Og vi forstår dannelse som viden om, forståelse af og færdigheder i en eller flere fælles normer f.eks. fagets normer og samfundsmæssige normer.

Derfor må lærerne fastholde, at arbejdet med planen for det første handler om uddannelse, undervisning og læring, der giver eleven ny viden, nye færdigheder og indsigter, altså fører til dannelse, der rækker ud over egenkulturen. For det andet, at der på erhvervsskolen er tale om en erhvervsfaglig uddannelse, der adskiller sig fra en almen uddannelse, ved at den sigter mod ikke blot en personlig og samfundsmæssig dannelse, men mod en erhvervsfaglig dannelse, en uddannelse, der fører til en bestemt profession. En erhvervsfaglig profession med sin egen historie, tradition, kernediscipliner og en profession i udvikling, med nye kvalifikationskrav.

Det er væsentligt, at den personlige uddannelsesplans individualisering af elevens uddannelse ikke fører til egoisme og snæversyn. Individualitet uden fællesskab giver ingen mening i et samfund. Hvad der gælder for verden, må også i en eller anden forstand gælde for den enkelte. Derfor er det også vigtigt at have øje for den risiko, individualiseringen rummer for den traditionelt svage elev, for den, der ikke umiddelbart kan udnytte fleksibiliteten.

Eleven kan lære at mestre sit eget liv gennem at beherske et eller flere fag. Sådan er centrale formål med uddannelse ofte beskrevet. Faglige og personlige kompetencer går da som oftest også hånd i hånd. Men hver tid sine favoritter. I et samfund under hurtig forandring er kreativitet, selvstændighed og samarbejdsevner værdifulde egenskaber.

At gøre det uventede og tænke det utænkelige kan være en fordel frem for lydighed og autoritetstro. Med elevens personlige uddannelsesplan er der mulighed for en udvikling af faglige, almene og personlige kompetencer i et naturligt samspil. Planen lægger op til, at eleven skal mestre ikke blot fag men også uddannelse. Det kræver, at både lærer og elev kan handle og tænke i situationen.

Det henrykte nu

Erhvervsuddannelsesreform 2000 betyder, at eleven skal målsætte sit arbejde, selvevaluere, analysere og reflektere. Det ændrer lærerens arbejde i samme retning. I den proces er det vigtigt ikke at glemme undervisningens, lærer-elevsamværets æstetiske dimension. Undervisningen og læringen skal også indeholde andre oplevelser end målsætning, analyse og refleksion.

Der skal være oplevelser, som skyldes forundring og sansning.

Forfatteren Johannes V. Jensen taler om "Det henrykte nu", stunder, hvor lærer og elev glemmer sig selv. De øjeblikke, hvor tingene bare lykkes, glæden ved at mærke et materiale, ved at dufte eller noget andet, som bare er "fedt". Oplevelser, der skal have lov at stå for sig selv uden at blive udsat for analyse og målsatte refleksioner.

"Det henrykte nu" sker ikke hver dag, men det skal have lov at ske en gang imellem for både lærer og elev.

I Martin A. Hansens roman "Løgneren" bruger læreren Johannes Vig "forundringens time", hvor eleverne sammen med læreren lader tankerne løbe deres egne veje, hvor de sammen skaber deres egen indre "biograf ", med film om hvordan forskellige redskaber er blevet brugt gennem historien eller hvordan en hundeslæde farer henover isen.

Sådanne forundringer kan læreren også gøre til en del af samværet på skolen midt i al målsætningen og den styrede refleksion.

Humoren, grinet skal også være en del af samværet på skolen. Når man griner sammen, har man noget til fælles, som ikke kalder på analyse og målsætning, men som forhøjer kvaliteten af samværet.

Det er vel vigtigt i hverdagens slid med at gennemføre reformens nye tanker at være bevidst om de gode stunder og pege på det rare, det morsomme, det bevægende i det at være lærer.

Denne side indgår i publikationen "Elevens personlige uddannelsesplan" som kapitel 5 af 7
© Undervisningsministeriet 2000