Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

5. Udviklingen på erhvervsskolerne





Hele uddannelsessektoren gennemgår i disse år omfattende omlægninger. Selve undervisningsformen er under omlægning, og samspillet med - og anvendelsen af - informations- og kommunikationsteknologi indgår i dag som et centralt element i de fleste uddannelsestyper. Denne udvikling påvirker også de forskellige ungdomsuddannelser, som gennemføres på handelsskolerne og de tekniske skoler.

Udviklingen påvirker alle dele af uddannelsesinstitutionen: Det faglige indhold af uddannelserne, de pædagogiske metoder, de fysiske rammer og naturligvis også skolens biblioteksfunktion.

Den øgede anvendelse af IT og anvendelsen af projektorganiserede undervisningsformer stiller mange nye krav til biblioteksfunktionen på disse skoler. Bibliotekernes opbygning og udvikling er, og skal være, tæt knyttet til de uddannelser, der tilbydes, og det vil være opbygningen og udviklingen af uddannelserne, der er bestemmende for udviklingen af disse biblioteker.

Som omtalt i afsnit 3.2 blev erhvervsskolernes generelle udfordringer diskuteret på visionsseminaret. Resultatet af denne diskussion blev en bruttoliste over de væsentligste muligheder/ udfordringer, som erhvervsskolerne, ifølge seminardeltagerne, skal takle i de kommende år. I det efterfølgende er emnerne fra denne bruttoliste kort beskrevet.

  • Globalisering/Internationalisering og relation til erhvervslivet Erhvervsuddannelserne er selvsagt af natur meget erhvervsrettede, og det vil derfor altid være en udfordring at udvikle og tilpasse uddannelserne, så de modsvarer erhvervslivets behov. Mange virksomheder bliver mere og mere internationale i deres organisation og virke, og det vil derfor også være nødvendigt at uddanne elever, som er kvalificerede til at arbejde internationalt i et internationalt miljø.
  • Anvendelse af informations- og kommunikationsteknologi I fremtiden vil det være ligeså naturligt at anvende Internet, e-post, nyhedsgrupper og pc-programmer, som det tidligere var at anvende stilehæfter og blyanter. Eleverne vil anvende disse faciliteter som naturlige værktøjer i forbindelse med undervisningen, gruppearbejde, opgaveløsning osv. Skolernes udfordring vil derfor først og fremmest være at lære eleverne at anvende disse værktøjer på en effektiv og rationel vis, og at gøre denne uddannelse til en naturlig og integreret del af undervisningen. Specielt i forbindelse med informationssøgning på Internettet vil der være behov for råd og vejledning. Eleverne skal stadig uddannes i traditionelle discipliner som for eksempel kildekritik, men uddannelsen og vejledningen skal relateres til de nye medier.

Det vil samtidigt være en udfordring at etablere og vedligeholde de nødvendige IT-faciliteter. Skolerne skal (fysisk) indrettes, så der er plads til det nødvendige antal arbejdsstationer, og således at disse er tilgængelige i forbindelse med undervisning og opgaveløsning. Der vil også være behov for en omfattende efteruddannelse af lærerkorpset og øvrigt personale på skolerne, således at disse er kvalificerede til at integrere IT i uddannelsesforløbet og samtidigt kan give de fornødne råd og vejledninger i forbindelse med anvendelse heraf.

  • Etablering af nye læringsmiljøer Den helt store udfordring vil være etablering og drift af nye læringsmiljøer, blandt andet Open Learning Centers. Dette vil først og fremmest betyde, at der er behov for en række fysiske ombygninger, men samtidigt også at skolens forskellige faggrupper skal etablere nye samarbejdsformer og i fællesskab etablere et frugtbart læringsmiljø på skolen. Dette betyder kompetenceudvikling og nye roller til alle, herunder i høj grad biblioteket og bibliotekets personale, da det ofte er biblioteket, som er centrum for etablering af disse nye miljøer.
  • Udvikle og tilbyde undervisning til nye og differentierede elevgrupper - fastholde elevandel Skolen vil skulle modtage elever, som har forskellige baggrunde, og som har forskellige behov og forventninger til undervisningen. Der vil være mange to-sprogede elever. Samtidig vil der være et behov for at kunne tilbyde efteruddannelse til personer, som befinder sig i erhvervslivet, da der vil være behov for efteruddannelse med jævne mellemrum. Skolerne vil derfor skulle udvikle og tilpasse uddannelserne, således at de matcher det aktuelle behov, og således at skolen kan fastholde sin elevandel.

Denne side indgår i publikationen "Uddannelsesbibliotek - Informations- og læringscenter" som kapitel 5 af 13
© Undervisningsministeriet 2000

 Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top