Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

2. Baggrund og formål





Undervisningsministeriet (UVM) har gennem de seneste tre år støttet en række biblioteksprojekter på erhvervsskoleområdet 1 Formålet med denne støtte har været at fremme og udvikle biblioteksfunktionen på skolerne - typisk gennem øget brug af IT, således at bibliotekerne kan levere en mere tidssvarende biblioteksservice til eleverne.

Biblioteksprojekterne har været meget forskellige: Nogle har omhandlet elektronisk registrering af materiale og etablering af databaser, andre øget instruktion i informationssøgning, øget anvendelse af Internet, øget samarbejde med fx andre skolers biblioteker, udvikling af modeller eller udarbejdelse af vejledninger.

UVM/Uddannelsesstyrelsen (UVM/US) har støttet i alt ca. 100 projekter, og der er blevet anvendt ca. 16,5 millioner kr. på disse projekter. Projekterne, som blev igangsat i 1996 og 1997, er ved at være afsluttede. De projekter, som blev igangsat i 1998, er stadig igangværende.

Primo 1999 besluttede UVM/US at gennemføre en tværgående evaluering af de gennemførte projekter.

Formålet med evalueringen er at opsamle og dokumentere de resultater og erfaringer, som skolerne har høstet i projekterne, således at disse erfaringer kan videreformidles til fremtidige biblioteksaktiviteter på tilsvarende skoler.

Herudover skal der med afsæt i resultaterne af evalueringen samt den generelle udvikling inden for erhvervsskolerne, bibliotekssektoren og IT generelt opstilles råd og anbefalinger vedrørende den fremtidige IT-anvendelse på erhvervsskolernes biblioteker.

Projektet er gennemført af konsulentfirmaet Fischer & Lorenz med reference til en styregruppe nedsat af UVM (styregruppens medlemmer er listet i Bilag A).

Dette temahæfte dokumenterer resultatet af evalueringen og kommer med bud på tre mulige biblioteksmodeller for erhvervsskolerne i fremtiden.

Målgruppen for temahæftet er alle erhvervsskoler, som overvejer at gennemføre et biblioteksprojekt, hvad enten det har til formål at oprette eller udvide en given biblioteksfunktion.

Hæftet kan give inspiration til biblioteksprojektet, uanset projektets ambitionsniveau og det biblioteksfaglige udgangspunkt.

 

1) En liste over biblioteksprojekterne kan findes på UVM’s hjemmeside (www.uvm.dk)

Denne side indgår i publikationen "Uddannelsesbibliotek - Informations- og læringscenter" som kapitel 2 af 13
© Undervisningsministeriet 2000

 Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top