Udviklingsarbejderne og de centrale
temaer

Det var et grundlæggende princip, at udviklingsarbejderne skulle tage udgangspunkt i lokale forhold på den enkelte skole og skulle støtte den samlede udvikling på skolen. Ikke bare skolebibliotekerne, men også andre involverede parter skulle i så høj grad som muligt inddrages i alle faser af udviklingsarbejdet.

De enkelte skoler fik frie hænder til at vælge de temaer, de anså for mest centrale og påkrævede i forhold til den udvikling, man ønskede at fremme. Styringen af udviklingsarbejderne blev lagt i hænderne på et team omkring skolebiblioteket, som bestod af skolebibliotekar(er), edb-vejleder, av-mand og en repræsentant for skoleledelsen. Vi (gruppen fra Danmarks Lærerhøjskole) indgik i rollen som sparringspartnere og inspiratorer.

Der blev valgt følgende temaer, som skolerne havde mulighed for at tage udgangspunkt i:

1. Informationssøgning: Udvælgelse/ bearbejdning/produktion.
2. Vejledning i brugen af undervisningsmidler.
3. Mediekulturen på skolen – skolebibliotekets medieværkstedsfunktion.
4. Den ny lærerrolle og lærerens egen læreproces.
5. Konsekvenser for samarbejder og arbejdsdelinger.
6. At tage udgangspunkt i det hele liv – at bygge bro mellem børn og unges fritidsliv og skoleliv.

Det dominerende tema blev: Mediekulturen på skolen – skolebibliotekets medieværkstedsfunktion. Alle deltagende skoler valgte at gøre temaet til omdrejningspunkt for samtlige udviklingsarbejder. En satsning som vi i øvrigt støttede – og i en del tilfælde også forsøgte at inspirere til.

Vi ser det som en stor udfordring for folkeskolen i dag at få udviklet et faglig pædagogisk grundlag og en ekspertise, der kan kvalificere praksis på medieområdet (lyd-, billede-, og multimedier), både med hensyn til undervisning, vejledning og indkøb af udstyr. Det er et område, som flere og flere lærere (og skolebibliotekarer) på den ene side opfatter som noget, der ikke er til at komme udenom. Samtidig føler de sig ofte usikre og søgende over for, hvordan man skal arbejde med medierne i undervisningen. Der er tydeligvis et stort behov for at få kvalificeret og udviklet skolens mediekultur, så den bliver håndterlig og kommer til at hvile på et kvalificeret fagligt pædagogisk grundlag.

Det er naturligt, at skolebiblioteket har en central funktion i denne forbindelse. Medieområdet indgår i skolebiblioteket dels som en del af medieværkstedsfunktionen og dels som en del af skolebibliotekets vejledningsopgaver i forbindelse med valg af undervisningsmidler. Ud fra den nye brede fortolkning indbefatter undervisningsmiddelbegrebet som bekendt også udstyr til egenproduktion i lyd og billede, computerens soft- og hardware mv.

De øvrige temaer har på forskellig vis perspektiveret arbejdet med medieområdet:

Tema 1: Informationssøgning har været genstand for mange drøftelser. Dette tema er specielt blevet aktualiseret, fordi internettet i den periode, hvor udviklingsarbejderne har forløbet, for alvor er blevet udbredt. Det gjaldt også for de deltagende skoler. Ved projektets start var en af skolerne netop kommet på internettet, mens de andre skoler kom på i løbet af projektperioden.

Tema 2: Vejledning i brugen af undervisningsmidler har i særlig grad været inddraget på en af skolerne – specielt omkring fagene natur/teknik og fremmedsprog. For at undersøge temaet nærmere tog vi fra DLH-gruppens side initiativ til en kortlægning af den eksisterende praksis på de deltagende skoler. Formålet med denne kortlægning var at kvalificere en stillingtagen om materialevalget i fremtidens skole – og ikke mindst skolebibliotekets rolle i denne forbindelse.

Tema 3: Mediekulturen på skolen og skolebibliotekets medieværkstedsfunktion er som sagt et centralt omdrejningspunkt i alle udviklingsarbejder. Men de fælles forståelser var ikke snævert knyttet til mediearbejdet og mediekulturen, men handlede om nogle principper og fokuspunkter, der videre berører skolen som helhed. Vi vil her nævne tre:

• Det udfordrende skolebibliotek.
• Fokus på samtalekulturen.
• Princippet om enkelhed (KISS).

Te ma 4 og 5 har fokus på de professionelles egen udviklings- og læreproces og samarbejde og arbejdsdelinger mellem dem. Disse temaer har også været inde i billedet specielt i forbindelse med udviklingen af temaet mediekulturen (bl.a. ved iværksættelse af kurser for lærere).

Tema 6: At tage udgangspunkt i det hele liv – at bygge bro mellem børn og unges fritidsliv og skoleliv er fra vores side udtryk for en pædagogisk intention om at tematisere forholdet mellem børnenes skoleliv og fritidsliv. Temaet har indgået i den løbende debat på skolerne og på seminarer. Det har samtidig været medvirkende til, at skolebiblioteket har holdt åbent efter skoletid.

Det udfordrende skolebibliotek

Når skolebiblioteket skal være med til at udvikle nyt (fx inden for medieområdet), er det nødvendigt at udfordre både elever og lærerkolleger. Ikke for provokationens skyld, men fordi det er nødvendigt i forhold til de samlede opgaver, skolen står over for i dag.

Succeskriteriet må være, om det er væsentligt og relevant i forhold til elevernes læreproces. En rød tråd i udviklingsarbejdet er netop derfor, at der inden for medie/it-området er nogle udfordringer, som det er nødvendigt at tage op, når vi skal møde nutidens børn og unge på en kvalificeret måde.

Fra kundeorientering til fælles udfordring

Hermed søger vi i vores projekt at overvinde den bruger/kunde-filosofi, der siden 1980’erne har kendetegnet dele af skolebiblioteksforståelsen.

I slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne blev danske skolebiblioteker nemlig mange steder kraftigt påvirket af en management-inspireret bruger- og kundefilosofi. Den har efter vores vurdering stadig godt tag i en del læreres og skolelederes opfattelse af skolebiblioteket.

I denne forståelse opfattes elever og lærere typisk som brugere eller kunder. Og skolebibliotekets fornemste opgave er at efterkomme brugerens umiddelbare ønsker (fx i form af bogmateriale,serviceydelse ved computersystem mv.). Vi vil kalde den en pædagogisk afventende servicefunktion. Den er nemlig i sin natur afventende i pædagogisk forstand, fordi den må afvente kundernes ønsker.

En styrkelse af af skolebibliotekets pædagogiske funktion, som blev indvarslet med skoleloven af 1993, kræver imidlertid en ændring fra denne afventende serviceforståelse til en langt mere aktiv og udfarende praksis. Virkeliggørelsen af den nye funktion vil ofte også indebære ændring af lærerkollegers og elevers forventninger til skolebiblioteket og ændring i skolebibliotekarernes forventning til lærerkolleger og elever. I den udfarende pædagogiske funktion handler det om at erobre nyt land sammen og at udfordre hinanden. Og det er her vores udviklingsarbejder knytter an.

I dette ændringsperspektiv er det afgørende, hvordan man udvikler skolebiblioteket fra denne kundeorientering til fælles pædagogisk udfordring. Denne ændring har konsekvenser både for den måde, skolebibliotekarerne møder deres samarbejdspartnere på, og for de kriterier, man må anlægge, når vi skal vurdere skolebibliotekets arbejde.

Ved kunde-/brugertænkningen er det fornemste succeskriterium den umiddelbare tilfredshed hos brugerne/kunderne, dvs. om de får de ydelser, de ønsker eller ej. Hvis vi skal vurdere et skolebiblioteks arbejde på disse præmisser, er det blot at spørge lærere og elever, om de umiddelbart er tilfredse (fx gennem spørgeskemaer).

Hvis vi derimod går efter det andet princip: det udfordrende skolebibliotek, så kan den umiddelbare tilfredshed aldrig blive det endegyldigt succeskriterium. For den umiddelbare tilfredshed kan dække over mange ting, fx at man rutinemæssigt fortsatte med den hidtidige praksis, og at man ikke udfordrede hinanden og tænkte nyt.

Den umiddelbare brugertilfredshed

Da vi mødte skolerne i udviklingsprojektet, var der blandt lærerkolleger generelt tilfredshed med skolebibliotekets arbejde. Et par af skolerne havde i et vist omfang erfaringer med at vejlede og undervise kolleger og erfaringer med undervisning af elever i skolebibliotekets regi. Men ellers holdt forventningerne til skolebiblioteket blandt kollegerne sig i de fleste tilfælde inden for det, vi vil betegne som en relativ traditionel opfattelse af skolebiblioteket.

Forventningen var, at skolebibliotekarerne skulle levere det materiale og/eller udstyr, som lærerne efterspurgte til en bestemt pædagogisk aktivitet. Hvis man oven i det kunne få egentlig pædagogisk/faglig vejledning fra skolebibliotekarerne, blev det anset som noget, der lå ud over det normale forventningsniveau. Det havde karakter af et godt tilbud, man kunne tage imod eller lade være.

Nogle lærere kunne berette om, at de satte pris på sådan en pædagogisk/faglig vejledning fra skolebibliotekarerne, fx om skønlitteratur, men det var ikke en generel forventning til skolebiblioteket. Og i de fleste tilfælde ønskede lærerne også at planlægge deres undervisning uden involvering fra skolebibliotekarer.

Der er i forbindelse med andre udviklingsarbejder foretaget undersøgelser over læreres forventninger til skolebiblioteket. I en af disse undersøgelser er der netop taget udgangspunkt i lærerkollegers umiddelbare tilfredshed (Østergaard 1995). Undersøgelsen viste, at lærerne generelt var tilfredse med skolebibliotekerne på de involverede skoler. Men samtidig afslørede undersøgelsen også, hvad vi vil kalde relativt begrænsede forventninger til skolebibliotekets funktion. Fx ville de færreste af lærerne benytte skolebiblioteket i forbindelse med planlægning af undervisningen.

I udviklingsprojektet foretog vi ikke systematiske undersøgelser af lignende art. Gennem samtaler med et udsnit af lærerne på skolerne kunne vi dog se et mønster, der lignede det, som den oven for omtalte undersøgelse viste. Vores intention var imidlertid ikke yderligere at belyse nuancerne i lærernes forventninger.

Vores intention var derimod at være med til at skabe situationer, der skærpede lærernes forventninger til de pædagogiske temaer, som blev sat på dagsordenen af skolebiblioteket – og til skolebiblioteket generelt.Udviklingsarbejderne indebar, at det ikke bare blev legitimt, men det blev nødvendigt at rette forventninger mod hinanden fra teamet omkring skolebiblioteket til lærerkolleger – og vice versa.

Derved udvikledes en særlig dynamik. Generelt var der positiv holdning til det nye. Ja, nogle lærere udtrykte stor begejstring. Men der var imidlertid også utilfredshed og modstand fra lærerkolleger, og i virkeligheden var det ikke bare et for eller imod skolebiblioteket – men også et for eller imod det projekt, som skolebiblioteket havde sat i gang.

I vores rapportering vil vi således ikke benytte den umiddelbare bruger/kunde-tilfredshed som succes-/evalueringskriterium. Derimod ønsker vi at berette om, hvad det kan indebære for skolekulturen, når skolebiblioteket er med til at sætte den pædagogiske dagsorden på skolen – og samtidig påtager sig rollen som den, der udfordrer og inspirerer kollegerne.

Fokus på samtalekulturen

I de sidste 10-15 år har det været et tilbagevendende tema, hvordan man kan udvikle skolens samarbejdsformer. Et af hovedtemaerne er, hvordan man kan udvikle evnen til i fællesskab at drøfte faglige og pædagogiske temaer og udforme udviklingsstrategier omkring nye temaer, og udforme samlede undervisningsplaner for enkelte klasser og løbende evaluere de pædagogiske processer.

Vores ideal er skolemiljøer, hvor samtalekulturen blandt lærerne er sådan, at den giver mulighed for hele tiden at reflektere de hidtidige pædagogiske erfaringer og idealer – og i drøftelse med kolleger udvikle nyt på grundlag af de hidtidige erfaringer. Set i dette lys er det helt klart, at den kunde/bruger orienterede skolebiblioteksforståelse kommer til kort, fordi den har svært ved at give plads til den nødvendige dialog – og nødvendige gensidige udfordring.

At udvikle nyt kræver som nævnt, at man bryder med de vante rutiner og skaber rum for refleksion. Det er som altid vigtigt i udviklingen af pædagogikken. I stillingtagen til fx internettet, til computerprogrammer, til medieområdet kræves det nemlig, at man hele tiden overvejer ikke bare hvordan, man gør tingene, men også hvorfor. Hvis vi ikke har nogle kvalificerede overvejelser over, hvorfor man inddrager denne eller hin teknologi i undervisningen, har man heller ingen kriterier for, hvordan man skal gøre det.

Et af de store påtrængende spørgsmål i pædagogisk sammenhæng er, hvordan og med hvilket perspektiv skolen skal arbejde med de nye medier og med hele it-området. Her findes der ingen færdige opskrifter, men det kræver en stadig justering i forhold til børnenes/de unges virkelighed, og en stadig refleksion af det pædagogiske sigte med at tage disse temaer op.

Lokalt forankrede læseplaner og idekataloger, fx medielæseplaner er redskaber, der kan være et middel til at understøtte dialogen og dermed samtalekulturen. Specielt for de personer, der har været med i udformningen af dem, kan de fungere som støtte og som en del af en fælles hukommelse. Men læseplaner, idekataloger mv. må aldrig få karakter af opskrifter, der træder i stedet for dialogen og refleksionen. Vi skal senere nærmere behandle tidens trend med handle- og virksomhedsplaner og evalueringer.

Selv om der i refleksionen skal være mulighed for at give tanken og fantasien plads, så skal den ikke bare foregå ud i den blå luft. Så bliver den nemlig let uforpligtende og flyvsk. I vores projekt blev den kombineret med KISS-princippet. Et dogme-princip, der handler om enkelhed i brugen af udtryks- og medieformer.

Princippet om enkelhed (KISS)

Keep It Simple, Stupid, eller i kort form: KISS. Sådan kom projektets dogmeprincip efterhånden til at hedde. Princippet handler om at tilrettelægge arbejdet og gøre tingene så enkelt som muligt: Ved at bruge så simpelt teknisk udstyr som muligt, får man mulighed for at forfølge de pædagogiske mål, der handler om at kvalificere arbejde med udtrykket. Ved at tilrettelægge så enkle og overskuelige forløb som overhovedet muligt, sikres det, at elever og lærere bevarer følingen med, hvad der sker i processen og dermed får mulighed for at udvikle et ejerforhold til arbejdet. En forudsætning for at lære.

Et fuldkomment banalt princip. Men alligevel med vidtrækkende konsekvenser. For princippet betyder samtidig, at man kun skal gøre brug af udstyr, der understøtter det arbejde og de udtryk, man går efter. Konkret udmøntet kan det handle om at arbejde med simple lydudtryk ved anvendelse af simple båndoptagere eller arbejde med simple billedudtryk ved anvendelse af simple kameraer.

Filosofien bag KISS-princippet er, at man ved at dyrke enkelheden i udtrykket, får muligheden for at dyrke væsentligheden og dybden. Selvfølgelig er KISS-princippet ingen garanti, men det er et frugtbart udgangspunkt. Det er vores erfaring, at vi – ikke mindst i denne tid – meget let kan blive fanget ind af det teknologiske fix, hvor man inddrager langt mere kompliceret udstyr, end man er i stand til at aftvinge et væsentligt udtryk. Man bliver meget let fanget ind af at få udstyret til at virke og til at udnytte dets mange muligheder (finesser). Og det er ofte på bekostning af udtrykket – og indholdet.

I vores projekt blev KISS-princippet som sagt et dogme og det blev til genstand for mange debatter om, hvordan det skulle udmøntes i praksis.

Det satte præmisserne for samtalekulturen, ligesom det gav retningen for skolebibliotekarernes møde med lærerkolleger og elever. De var ikke bare kunder, der skulle have deres ønsker opfyldt. De skulle udfordres. I nogle tilfælde udfordres til at vælge mere simpel teknik end deres umiddelbare teknikfascination tilsagde dem. Andre gange skulle de udfordres til i det hele taget at røre ved teknikken.

Denne side indgår i publikationen "Skolebiblioteket" som kapitel 4 af 8
© Undervisningsministeriet 2000