Tabel 12.10. Nuværende beskæftigelse krydset mod forventet beskæftigelse om et år

12.10 Opsamling

I dette kapitel har vi fulgt en gruppe deltagere efter de forlod produktionsskolen i 1996/97. I alt indgår 318 deltagere, der blev interviewet i 2. halvdel af 1999.

Deltagerne

Deltagerne var på interviewtidspunktet mellem 17 og 27 år med en gennemsnitsalder på 21 år. Over halvdelen var mellem 20 og 22 år. I forhold til ungegruppen som helhed var der langt flere mænd end kvinder, der gik på produktionsskolen56% var mænd og 44% kvinder. Hver femte af de interviewede havde børn. For kvinderne var det hver tredje, mens det for mændene var hver tiende, der havde et eller flere børn. Dette er noget højere end på landsplan, der for årgang 1996/97 var på 12% og for kontrolgruppen 7% (jf. afsnit 11.4.2). Blandt deltagerne bor en tredjedel stadig hjemme, en tredjedel sammen med partner, mens 23% bor alene. 10% bor sammen med andre.

Før produktionskoleopholdet

Omkring halvdelen af produktionsskoledeltagerne havde ikke været særlig tilfredse med at gå i grundskolen. 36% havde været tilfredse eller nogenlunde tilfredse, mens kun 13% gav udtryk for, at de havde været særdeles tilfredse med grundskolen.

Bogligt set mente de fleste af deltagerne, at de klarede sig fint i grundskolen. Matematik, engelsk og dansk var de tre fag, deltagerne nævnte som dem, de bedst kunne lide i grundskolen.

Langt de fleste syntes, de var gode til at læse og regne, mens det kneb noget mere med skriftlig fremstilling, hvor knap halvdelen ikke syntes, de havde været så gode, og hvor kun 7% opfattede, de havde været særdeles gode. For de fleste havde et af de største problemer i grundskolen været at passe skolearbejdet. Noget tyder således på, at det for mange ikke i så høj grad har været det faglige, men snarere andre personlige, sociale og familiemæssige problemer, der har været årsag til, at de ikke efter grundskolen er kommet i gang med eller er frafaldet en ungdomsuddannelse før produktionsskoleopholdet.

Før produktionsskolen havde 39% afbrudt en eller flere ungdomsuddannelser, heraf 69% en erhvervsuddannelse og 15% en gymnasie-/hf-uddannelse. Der er mange årsager til, at deltagerne afbrød uddannelsen. Mange nævnte, at det var fordi de ikke kunne finde en læreplads, sygdom, for meget fravær og at de blev smidt ud af skolen. Kun omkring en tredjedel angav, at det var på grund af stoffet, 8% undervisningsformen, 8% lærerne og stort set ingen nævnte, det var på grund af de andre deltagere.

Mange af deltagerne (59%) havde også haft erhvervserfaring inden de kom på produktionsskolen. I alt havde 38% haft et fuldtids- eller deltidsarbejde, mens 21% kun havde haft et fritidsjob.

54% angav, at de havde været arbejdsløse, inden de kom ind på produktionsskolen.

Produktionsskoleopholdet

Der er stor variation i, hvor længe deltagerne gik på produktionskolen (jf. afsnit 11.2.3). Nogle går der kun i få uger, mens andre går der i flere år. Ifølge Undervisningsministeriets statistik var knap en fjerdedel af deltagerne i 1996/97 på produktionsskole i mindre end en måned, mens lidt over en fjerdedel var på skole over et halvt år. I denne undersøgelse var under 10% på produktionsskole i en måned eller mindre ifølge deltagernes eget udsagn, og 39% over et halvt år. Dette afspejler, at denne del af undersøgelsen ikke er dækkende for den del af produktionsskoledeltagerne, der kun har haft et meget kort forløb på produktionsskolerne (bl.a. §9. Stk. 5 deltagere), hvilket både har fordele og ulemper. Ulemperne er bl.a., at man naturligvis ikke umiddelbart kan sammenligne med deltagerne generelt. Fordelene er, at man kan diskutere, hvorvidt deltagerne med et meget kort forløb er i stand til at vurdere deres forløb og hvorvidt de derfor bør indgå i en samlet vurdering af produktionsskoleforløbene.

I løbet af produktionsskoleforløbet var de "traditionelle værk-stedsfag" som tømrer, snedker, bygge/anlæg, metal, maler m.v.

de mest benyttede. 36% var i løbet af opholdet på et eller flere af disse værksteder, mens 20% var inden for henholdsvis "køkken/ kantine" og "elektroniske medier og teknik". Herudover var 15% inden for "natur, jordbrug og dyr", 13% inden for "tekstil", mens kun knap 3% deltog i værkstedsfag inden for "kontor og administration".

35% deltog i almene fag, hvor hovedparten af deltagerne gik til dansk og matematik. I forhold til undervisningen i grundskolen fremhævede deltagerne især det forhold, at undervisningen var frivillig og tempoet på produktionsskolen opfattedes som positivt. 43% nævnte, at lærerne på produktionsskolen var bedre til at forklare tingene, mens 21% mente, lærerne var dårligere end i grundskolen. Især fremhævede mange det forhold, at der på produktionsskolen var få deltagere på det enkelte hold, hvorved der var bedre tid til den enkelte.

Blandt deltagerne mente lidt over halvdelen, at de havde fået vejledning på produktionsskolen om deres fremtidsplaner. At der ikke er flere, der opfattede, at de havde fået vejledning, hænger måske sammen med vejledningens uformelle struktur.

F.eks. oplevede 45% af dem, der ikke mente, at de havde fået vejledning, at de efter produktionsskoleopholdet var blevet bedre i stand til at vurdere deres fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet. De fleste - 25%fik vejledning af værkstedslæreren, mens henholdsvis 20% og 17% fik vejledning af en særlig vejleder og forstanderen.

I vurderingen af lærerne var det kun forholdsvis få, der ikke syntes, de var dygtige til deres fag og gode at snakke med.

65% af deltagerne fandt, de fik et fagligt udbytte ud af at gå på produktionsskolen, mens over halvdelen blev bedre til at samarbejde/holde aftaler/tage ansvar og til at vurdere muligheder for uddannelse/arbejde. Til gengæld var der mange blandt dem, der gik til almene fag, der ikke fandt, de fik et bogligt udbytte (60%).

Efter produktionsskoleopholdet

I dag er 35% af produktionsskoledeltagerne i beskæftigelse, 34% under uddannelse, 16% ledige og 6% på orlov, mens 8,8% laver andet eller er uoplyste. Dette mønster stemmer meget godt overens med, hvad deltagerne kom til at beskæftige sig med lige efter de forlod produktionsskolen. Dog er der lidt flere ledige i dag, hvor ledigheden lige efter produktionsskoleopholdet lå på 12%. 9% har haft den samme beskæftigelse, 18% været i gang med den samme uddannelse, mens 4,5% har været ledige og 0,6% på orlov i hele perioden, siden de forlod produktionsskolen.

Blandt dem, der i dag er i uddannelse eller arbejde, er de fleste tilfredse med det, de laver nu. Størst er tilfredsheden blandt dem, der er under uddannelse, hvor 66% er særdeles tilfredse og 23% tilfredse.

Spørger man deltagerne om, hvad de forventer at lave om et år, så forventer 40% flere, at de er gået i gang med en uddannelse, mens kun 1% - mod de nuværende 16% - forventer at være ledige.

¹⁾ For produktionsskoledeltagerne på landsplan var gennemsnits alderen 20,7 år pr. 1. januar 1999, mens den i interviewundersøgelsen var på 21,4 år på undersøgelsestidspunktet.

²⁾ Dette er en del højere end for produktionsskoledeltagerne som helhed, hvor 14,3% havde børn pr. 1. januar 1999 (jf. afsnit 11.4.2). En forklaring kan være, at det har været lettere at opnå telefonisk kontakt med børnefamilierne, hvor man må antage, at disse oftere er hjemme, har en fast adresse og telefon.

³⁾ Lov nr. 449 af 14.6.1995. Her ændredes målgruppe fra unge under 25 år til "unge under 25 år som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse"

⁴⁾ Der blev i interviewet givet mulighed for at anføre flere grunde til at begynde på produktionsskolen. Det må pointeres, at det er de de grunde, deltagerne har angivet som direkte årsager til opholdet på produktionsskolen. Når 8% af de unge angiver afbrudt ungdomsuddannelse, betyder det altså ikke, at det kun er 8%, der har en afbrudt ungdomsuddannelse bag sig.

⁵⁾ Denne gruppe omfatter bl.a. deltagere fra grundskolen (§9, stk. 5 i folkeskoleloven), som ikke kunne huske, de havde gået på eller havde for lidt viden om produktionsskolen til at indgå i interviewundersøgelsen. I alt var der i landsstatistikken 6,4% §9, stk.5 elever.

⁶⁾ Den eksakte forskel i tempoet blev ikke uddybet. Nogle kan således have syntes, at det var godt at tempoet var roligere på produktionsskolen, andre at det var dårligt.

⁷⁾ Dette stemmer godt overens med svarene fra 1999-deltagerne, jf. afsnit 8.6.3. For nogle generelle betragtninger over skolernes vejledningsindsats se afsnit 6.4.

⁸⁾ Der skelnes her ikke mellem værkstedslærere og almenlærere.

⁹⁾ De 39% er noget lavere end landsstatistikken (jf. afsnit 11.2.5). En forklaring på forskellene må her antages at være, at mange af deltagerne har gennemført 1./2. år på en erhvervsuddannelse uden at opfatte dette som en afbrudt ungdomsuddannelse. En anden forklaring kan skyldes, at nogle af produktionsskoledeltagerne har haft svært ved at huske, hvornår de afbrød en ungdomsuddannelse og skelne mellem ungdomsuddannelser og andre uddannelses-/undervisningsforløb. i deltagerundersøgelsen fra 1999 (jf. 11.3.2 tabel 4) var der 53%, der havde afbrudt en ungdomsuddannelse, hvilket mere er i overensstemmelse med landsstatistikken.

DEL IV

13. Kvalitet der kan ses

Med udgangspunkt i de beskrivelser og analyser, der er foretaget i Del II og tildels også i Del III, har vi i det følgende forsøgt at indkredse en række indikatorer for kvalitet i tilknytning til målsætningen med produktionsskolerne.

13.1 Indledning

I modsætning til en lang række af de formelle ungdomsuddannelser, der enten bibringer deltagerne specifikke erhvervskompetencer eller forbereder dem til en videregående uddannelse, har produktionsskolerne som målsætning at "styrke deltagernes personlige udvikling og forbedre deres muligheder i uddannelsessystemet og på det almindelige arbejdsmarked, herunder til beskæftigelse i fleksjob, i skånejob eller lignende" (§1 stk. 2¹).

Produktionsskolerne tilbyder i den sammenhæng "undervisningsforløb, der er baseret på praktisk arbejde og produktion.

Tilbudet gives til unge under 25 år, som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, og som ikke umiddelbart har forudsætninger for at påbegynde en sådan uddannelse, eller har afbrudt en ungdomsuddannelse." (§1, stk. 1).

På baggrund af lovens målsætninger og intentioner samt de beskrivelser og analyser, vi har foretaget, er der en række af de kvalitetsindikatorer, som gælder for det øvrige uddannelsessystem, der ikke i samme omfang kan opstilles for produktionsskolerne.

Det, som hver enkelt deltager skal bibringes, og dermed de processer, vedkommende skal igennem, er i langt højere grad end for det øvrige uddannelsessystem af individuel karakter og bygger på sociale og psykologiske opdragelses- og erfaringsprocesser.

Trods en vis lighed i deltagernes problemer og årsager til at gå på produktionsskole, er der fortsat stor forskel på skolernes rekrutteringsgrundlag fx mellem land og by. Da der ikke er noget specifikt pensum i forbindelse med forløbene, har skolerne trods de mange ligheder - der i høj grad er betinget af udviklingen af skolernes minimumsprogram - udviklet mange forskellige og regionalt tilpassede koncepter - både fagligt og pædagogisk.

Det at "styrke deltagernes personlige udvikling og forbedre deres muligheder i uddannelsessystemet og på det almindelige arbejdsmarked" bliver i dag gjort på mange måder landet over, hvilket i sig selv måske er en vigtig kvalitetsparameter, når det handler om skabe et fleksibelt og åbent uddannelsessystem, der løbende kan omstille sig og udvikle sig i forhold til de unges problemer og behov. De mange samarbejdsprojekter skolerne imellem, som fx det landsdækkende ProTek-samarbejde, vidner om den konstante kvalitetsudvikling, som en del af skolerne er inde i.

Set i lyset af disse betragtninger bør der udvises stor forsigtighed, hvis eller når der skal opstilles en kvalitetssystematik, der kan indfange og styrke produktionsskolernes arbejde med de unge. Med udgangspunkt i afsnittet om "Faglig målformulering i uddannelsessystemet" i Undervisningsministeriets publikation "Kvalitet der kan ses" har vi i afsnit 13.3 sat fokus på en række "centrale områder for udvikling af kvaliteten" på de enkelte produktionsskoler" (s. 323ff ). Men inden vi gør dette, diskuterer vi, hvordan produktionsskolekonceptet som sådan placerer sig i forhold til de syv målsætninger og fem forudsætninger, som Undervisningsministeriet har opstillet, når kvaliteten skal vurderes.

13.2.1 Målsætninger

Systemet skal sikre uddannelse til alle og der skal være sammenhæng i uddannelsessystemet

De to første målsætninger, der diskuteres i kvalitetssystematikken er, at 1) systemet skal sikre uddannelse til alle og 2) der skal være sammenhæng i uddannelsessystemet. Produktionsskolerne er her et tilbud til de unge, der af mange forskellige årsager ikke gennemfører en ungdomsuddannelse eller slet ikke starter på den. Undersøgelsen blandt de 177 deltagere i Del II, kapitel 8 viste, at over halvdelen af deltagerne har afbrudt en ungdomsuddannelse af fire hovedårsager: Manglende motivation eller skoletræthed, uheldigt uddannelsesvalg, manglende praktikpladser eller sygdom og helbredsmæssige problemer:

• En væsentlig indikator for kvalitet må her være, at produktionsskolerne faktisk optager så mange som muligt af de unge, der dropper ud af ungdomsuddannelserne. Dette kan måles både direkte på, hvor stor en procentdel af de unge, der faktisk kommer fx fra en erhvervsskole eller de gymnasiale skoler og på graden af det formaliserede samarbejde mellem skolernes vejledningssystemer.
• En anden indikator for kvalitet er deltagernes udslusning: Til hvad og hvordan udsluses deltagerne. Ud over de konkrete udslusningsprocenter er det her vigtigt også at medtage de mange brobygnings- og samarbejdstiltag mellem produktionsskoler og fx tekniske skoler, amu og VUC.

Ressourcerne skal udnyttes effektivt

Den tredje målsætning er, at ressourcerne skal udnyttes effektivt.

Generelt er det svært at måle, om ressourcerne udnyttes effektivt, idet de processer, som deltagerne som tidligere omtalt skal igennem, i højere grad er af personlig end faglig karakter. Her kan det være vanskeligt at sætte kriterier for fx opholdets længde, idet nogle måske blot behøver et kort vejledningsforløb, mens andre først modnes gennem et længere ophold på flere værksteder og måske praktikophold. Vi har på den baggrund følgende kommentarer til de indikatorer, der nævnes i Kvalitet der kan ses:

• Lærer/elev-ratioen på værkstederne og i den almene undervisning: Af hensyn til netop de mange deltagere, der er droppet ud af det formelle uddannelsessystem, fordi de har en række sociale, fysiske eller psykiske problemer, som kræver stor lærer-/voksenkontakt, må kriteriet for ratioen være lavere end der, hvor deltagerne kommer fra. 8-9 deltagere pr. lærer er tilsyneladende et maksimum, når det handler om unge, der i forvejen har haft vanskeligheder med de formelle uddannelsestilbud.
• Gennemførelsestiden: Produktionsskolerne har løbende indtag og løbende udslusning. Nogle deltagere kommer der blot for en kort tænkepause, mens andre har haft svære nederlag gennem deres skoletid eller sociale eller psykiske ar i sindet.

Optagelsestidspunktet, muligheden for at kunne påbegynde anden uddannelse på et specifikt tidspunkt samt deltagernes tilstedeværelsesgrund er med til at bestemme gennemførelsestiden.

Denne kan derfor med rette variere fra én måned til ét år eller mere. På nogle skoler har vi mødt sent udviklede elever, hvor behovet nærmere var et flerårigt ophold, inden disse ville være i stand til at klare sig selv både i forhold til almindelig livsførelse og i forhold til arbejde.

• Enhedsomkostningen pr. deltager: Udgifterne pr. deltager varierer fra værksted til værksted. Nogle værksteder er særdeles udstyrstunge, mens andre ikke er det. Det gælder fx multimedieværkstederne kontra tekstilværkstederne. Men tilbudene er ikke sammenlignelige, da de ofte henvender sig til ret forskellige unge.

Højt fagligt niveau i undervisningen

I modsætning til ungdomsuddannelserne generelt er det ikke i sig selv et mål, at undervisningen har et højt fagligt niveau på produktionsskolerne. Dermed ikke sagt, at den ikke bør have det. Ifølge loven skal produktionsskoletilbudet omfatte "praktisk arbejde, produktion og teoretisk undervisning i tilknytning hertil. Den teoretiske undervisning skal være af betydeligt omfang og i størst mulig grad integreres med det praktiske arbejde" (§2 stk. 1). Det afgørende er, at undervisning tager afsæt der, hvor de unge har mistet grebet om egen læring, og bibringer dem nogle læringserfaringer, der - som givet i den ovenfor nævnte målsætning i loven - forbedrer deres muligheder i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Se i øvrigt afsnit Mål og rammer for uddannelsesforløbet og Undervisningens kvalifikationer.

Befolkningen skal have et højt uddannelsesniveau med gode faglige og personlige kvalifikationer

Under denne målsætning diskuterer Undervisningsministeriet ikke blot, at "gode faglige og personlige kvalifikationer er vigtige på alle arbejdspladser" (s. 10), men også, at uddannelse er "vigtig for at styrke de demokratiske processer i samfundet og øge borgernes engagement og deltagelse i samfundslivet".

Et væsentlig element i produktionsskolernes virke er netop at "styrke deltagernes personlige udvikling" (§ 1 stk. 2), og en lang række værksteder har netop til formål at lade deltagerne komme til orde fx gennem tilrettelæggelse og gennemførelse af kulturelle aktiviteter eller drift af en lokalradio med dertil hørende egenproduktion af aktuelle programmer. En mulig indikator kan her være:

• Tilstedeværelsen af værkstedsfag på den enkelte skole, der netop bidrager til denne type deltagelse i samfundslivet. Et kriterium for at kvaliteten opnås kan her være, at så mange af deltagerne så vidt muligt igennem forløbet kommer i direkte berøring med disse værksteder.

Uddannelsessystemet skal bidrage til samfundets udvikling og økonomiske vækst samt være tilstrækkeligt fleksibelt til at modsvare arbejdsmarkedets behov

Generelt har en række af produktionsskolerne vist sig fleksible i forhold til ændrede kvalifikationskrav både i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Den ændrede værkstedsprofil, der op gennem 90'erne har flyttet flere og flere deltagere over på vækstområder som fx økologisk produktion, naturoplevelse og multimedier, bidrager i høj grad til at øge de unges muligheder på et arbejdsmarked, der ikke længere blot domineres af traditionelle fagområder inden for fx træ og metal. En væsentlig indikator er her:

• Tilstedeværelsen af en bred værkstedsprofil på de enkelte skoler med mulighed for, at de unge gennem deres forløb får en chance for at komme i berøring med nye vækstområder inden for fx multimedier og Internet. De pædagogiske erfaringer² peger samtidig på, at for visse deltagergrupper er netop multimedieområdet en farbar vej - også når det gælder beskæftigelse efterfølgende.

Motivation for fortsat uddannelse

Gennem udslusningstallene for de enkelte produktionsskoler kan man se, hvor deltagerne efterfølgende bevæger sig hen.

Kun få skoler har i dag økonomisk mulighed for at følge deltagerne efter opholdet, men med den stigende forståelse for overgangsfasens betydning og deltagernes behov for løbende vejledning, er dette et vigtigt satsningsområde. Udslusningstallene siger ikke noget om deltagernes generelle motivation til uddannelse, eller hvordan det går dem på sigt. Her kan passende indføres følgende indikatorer:

• Deltagernes uddannelsesaktivitet et halvt, et helt eller to år efter afsluttet produktionsskoleophold - herunder deres gennemførelsesfrekvens. Disse oplysninger kan sammenlignes med deres eventuelle forløb før opholdet (jf. Del III, afsnit 11.2.5).
• Omfanget og karakteren af skolernes opfølgende vejledning.

13.2.2 Forudsætninger

Fagligt og pædagogisk kvalificerede lærere Størsteparten af lærerne på produktionsskolerne er håndværkere eller på anden vis faglærte. Mange af lærerne bliver primært ansat på deres personlige kompetencer i forhold til at kunne tackle de unge og løse den specielle og mangesidige pædagogiske opgave det er at få unge til at forholde sig realistisk til deres egne muligheder og begrænsninger. Ofte er der tale om personlige egenskaber hos lærerne, der enten er 'medfødte' eller erfaringsbaserede - det vil sige kompetencer, der ikke umiddelbart kan bringes på en målbar formel. Trods dette forhold er det vores klare opfattelse, at interviewrunden har vist, at der er brug for et vist vedvarende mål af efteruddannelse af lærerne specielt på det pædagogiske og vejledningsmæssige område, hvor netop størsteparten af lærerne ingen formel uddannelse har. Vigtige indikatorer er derfor:

• Omfanget af ressourcer, der bruges på efteruddannelse af lærerne.
• Omfanget af ressourcer, der bruges på intern pædagogisk udvikling.

Kvalificerede og motiverede studerende/elever

Som tidligere omtalt kommer deltagerne på produktionsskolerne med vidt forskellige forudsætninger og målsætninger.

Ofte mangler deltagerne de nødvendige kvalifikationer og den nødvendige motivation ved indslusning til at kunne deltage i ordinær uddannelse. Gennem forløbene er det formålet at give deltagerne et kvalifikations- og motivationsløft, der kan bringe dem videre i forhold til uddannelse og arbejde. I forbindelse med udslusningen må det forventes, at deltagerne har ændret sig, og at dette har afspejlet sig i deres arbejdsindsats. I et vist omfang kan man på tværs af skolerne sammenligne en indikator som fx:

• Deltagernes gennemsnitlige opholdstid på skolerne eventuelt opdelt på forskellige typer af målgrupper eller indslusningsårsager jf. Del II, afslutningen af afsnit 8.3.2. Disse gennemsnitlige opholdstider/gennemførelsestider bør dog ses i forhold til udslusningsresultaterne.

Udviklingsorientering

Som tidligere nævnt deltager en række af skolerne i udviklingsprojekter på tværs af værkstedsfag og skoler og ofte i tæt samarbejde med erhvervsliv og lokale og regionale institutioner.

Mulige indikatorer kan her være:

• Tilstedeværelsen af internationale projekter, som udfordrer deltagerne sprogligt og socialt. (Se Del II, afsnit 6.2.2).
• Tilstedeværelsen af brobygningsprojekter, der muliggør, at deltagerne lettere finder deres vej frem til fx erhvervsuddannelserne på teknisk skole.
• Omfanget af fx samarbejdsaftaler med erhvervslivet om praktikpladser og udslusningsjobs.

De fysiske rammer

Som det er beskrevet i Del II, afsnit 6.5.3, så danner de fysiske faciliteter i reglen ikke blot rammerne omkring arbejde og undervisning, men er ofte i lige så høj grad genstand for arbejdet på nogle af værkstederne og i den afledte undervisning.

Mange kommuner har set det som en passende opgave for deltagerne at lade dem indgå i selve istandsættelsen af ofte totalt nedslidte bygninger. Herved har mange af deltagerne igennem et helt produktionsskoleforløb måtte tage til takke med ganske ringe faciliteter og ingen mulighed haft for at deltage i andre og måske mere givtige værkstedsaktiviteter end renovering.

Der bør derfor fremover indtænkes indikatorer på dette områ-de:

• Eventuelle renoveringsprojekters omfang og varighed. Det bør tilstræbes, at deltagerne primært deltager i overskuelige og dermed kortere tidsbegrænsede projekter med mulighed for også at veksle mellem andre aktiviteter.
• At skolerne rummer så mange forskellige værkstedstyper som muligt. Her er det givet, at en ren traditionel værkstedsprofil (jf. Del II, afsnit 5.3.1) er for ensidig i forhold til det arbejdsmarked, deltagerne skal ud på.

Støttefunktioner

Som det blandt andet fremgår af Del II, afsnit 8.3.2., er mange af årsagerne til de unges tilstedeværelse på produktionsskolerne sandsynligvis et resultat af, at de har manglet eller ikke oplevet personlig erhvervsvejledning og voksne at snakke med i forbindelse med deres første uddannelsesvalg. Det er derfor afgørende vigtigt, at produktionsskolerne her sætter ind med denne vejledning. En vigtig indikator er, som også Undervisningsministeriet fremhæver:

• Mængden af ressourcer, der anvendes til netop studie- og erhvervsvejledning og i hvilket omfang værkstedslederne på linie med de særskilte vejledere efteruddannes til denne opgave.

13.3 Centrale områder for udvikling af kvaliteten af produktionsskoleforløbene

Med udgangspunkt i ovenstående og i ministeriets konkretisering af centrale områder for udvikling af kvalitet i uddannelserne har vi nedenfor opstillet punkter, der har "vital betydning for styrkelse og udvikling af det faglige niveau" i forbindelse med produktionsskolerne.

Mål og rammer for uddannelsesforløbet Omfanget og karakteren af:

• Fagviften - værkstedsprofiler.
• Den almene undervisning.
• Vejledningen.
• Anden rådgivning: Psykologisk rådgivning, familierådgivning m.m.
• Andre aktiviteter: Kulturelle aktiviteter, højskoletraditioner, udflugter, sport m.m.
• Praktiktilbud og samarbejdsaftaler på området.

Hertil kommer et tværgående område som de pædagogiske metoder: Herunder værkstedsformen og samspillet mellem skolens øvrige tilbud. Specielt den almene undervisning.

Undervisernes kvalifikationer

Undervisernes baggrund - spredning i kompetencer, erfaringer.

Efteruddannelsesstrategier: Fagligt, pædagogisk og vejledningsmæssigt

Deltagernes evaluering

Deltagernes evaluering af forløbene:

• Værkstedsmulighederne, formen, indholdet, kvaliteten etc.
• Den almene undervisning.
• Vejledningen.
• De øvrige tilbud: Fælles samlinger, fælles projektet, udflugter.

Organisationens karakter

Grænserne mellem ledelses- og medarbejderansvar.
Medarbejderdemokrati.
Pædagogiske arrangementer.
Omfanget og karakteren af udviklingsprojekter.
Målsætninger uden for skolen: Bestyrelsen og lokale samarbejdspartnere.
Organisatorisk samarbejde mellem skolerne med henblik på ressourceoptimering.

De fysiske rammer

Lokalernes stand: Rammer eller genstand for undervisningen.

Lokalområdets karakter

Rekrutteringsgrundlaget.
Øvrige undervisningstilbud i området.
Lokale samarbejdspartnere eller muligheder.
Skolens image.

¹⁾ Lov om produktionsskoler, Lov nr. 1124 af 29/12/1999.

²⁾ "De sidste kan blive de første", Marianne Kargaard (Base 4000 i Roskilde), FPP's nyhedsbrev, maj 99.

14. Perspektivering

Faglig bredde

Vi ser det som meget vigtigt, at skolerne er istand til at tilbyde en forholdsvis bred faglig vifte. Målgruppen er differentieret, og der er brug for forskellige faglige indfaldsvinkler, hvis man skal fange så mange som muligt op. At der er sket en større spredning på fagområder igennem produktionsskolernes udvikling, må således ses som en fordel.

Det er ligeledes vigtigt, at det ikke kun er traditionelle håndværksfag, der tilbydes på skolerne. Multimedieområdet er for eksempel et af de områder, der har vundet indpas på mange skoler. Vi ser det som særdeles vigtigt, at de unge får lejlighed til at stifte bekendtskab med dette område, både fordi de nye medier får større og større betydning overalt i samfundet, og fordi det er et område, der skaber mange nye arbejdspladser.

Seriøsitet - autenticitet

Uanset hvilket fagområde det gælder - om man arbejder på metalværkstedet eller på dramalinien - er det af stor vigtighed, at der er en høj grad af seriøsitet i arbejdet. At man skaber en så autentisk situation for de unge som muligt. Arbejdet i værkstedet må aldrig blive hobbyvirksomhed.

Skolestørrelse

Den store skole har - i kraft af sin størrelse - mulighed for en forholdsvis stor bredde både i fag og medarbejderstab. Den kan også lettere afse midler til for eksempel pædagogisk udviklingsarbejde.

På den store skole bliver værkstedskulturen let dominerende i forhold til skolekulturen, set fra den enkelte unges perspektiv.

Risikoen ved de meget store skoler er, at der kan opstå et gab mellem det enkelte værksteds specifikke kultur på den ene side og på den anden side den samlende skolekultur. Den frihed, den enkelte værkstedsleder har i arbejdet, kan måske få uheldige udslag uden den sparringspartner, forstanderen bør udgøre i forhold til pædagogiske holdninger og metoder.

Den faglige bredde kan være et problem for de mindste skoler, og man kunne forestille sig en form for organisatorisk samarbejde blandt de små skoler i en region, således at man sammen bedre kunne udnytte ressourcerne. Det kan være i form af fælles ansættelse af lærere i specielle fag eller en fordeling af fagene, således at to små naboskoler ikke tilbyder de samme fag, men sørger for tilsammen at tilbyde en bredere vifte af muligheder.

En anden mulighed for de små skoler er at tage andre grupper ind på skolen i form af indtægtsdækket virksomhed. Det kan være en fordel både for økonomien og for det sociale miljø. En lidt større gruppe unge kan have en større dynamik i sig, ligesom andre aldersgrupper kan tilføre nye perspektiver til de unges verden.

De små og mindre skolers fordel er det netværk, skolen er istand til at bygge op omkring den enkelte unge, og som hele skolens medarbejderstab arbejder sammen om. For den gruppe af unge, der har en meget lav grad af geografisk mobilitet, er det vigtigt, at der er en skole i lokalområdet.

Pædagogisk åbenhed

Den åbenhed, produktionsskolerne har over for nye pædagogiske ideer og teorier, ser vi som en styrke for skoleformen. Det er meget tydeligt, at der er et reelt behov for pædagogiske redskaber i forhold til skoleformens målgruppe, og nogle skoler gør et stort udviklingsarbejde på dette område.

Det er vigtigt at pointere, at det pædagogiske netværk hele tiden skal holdes ved lige og udvikles for eksempel gennem pædagogiske dage og efteruddannelser for medarbejderne, som mange skoler også bruger.

Vejledning

Med hensyn til vejledningsindsatsen på skolerne er det vigtigt, at medarbejderne er bevidste om, hvordan deres egne normer og værdier spiller ind på vejledningen. Det er givet, at mange deltagere har brug for voksne, der kan vise nogle andre mønstre, end de før har set hos voksne. Men det er også vigtigt at give rum til, at den unge kan finde sit eget mønster.

Frihed og fleksibilitet

Som vi ser det, er den store forandringsparathed og fleksibilitet en stor styrke i forhold til produktionsskolernes særlige målgrupper.

Samtidig er den frihed, skolerne og de enkelte værksteder har til i samarbejde med deltagerne og under hensynstagen til deres specielle behov at definere indholdet af de enkelte fag, essentiel, hvis skoleformen skal blive ved med at være et supplement til de ordinære ungdomsuddannelser.

Målgrupper

Generelt viser hele undersøgelsen - både blandt deltagerne og skolerne - at produktionsskolerne qua deres formål har en særdeles bredspektret målgruppe, der ikke blot lader sig indfange i en enkelt typologisering. Deltagerne benytter produktionsskoletilbudet, fordi de personligt befinder sig i en afklaringsfase, hvor uddannelses- og/eller erhvervsvalg står på dagsordenen, men hvor en række andre faktorer af personlig eller social karakter ofte spiller negativt ind. Selvom en relativ stor del af deltagerne statistisk set ikke skiller sig ud fra deres jævnaldrende, der har foretaget uddannelses- eller erhvervsvalg, så har mange af disse af personlige grunde eller på grund af utilstrækkelig vejledning enten ikke påbegyndt en uddannelse eller afbrudt denne.

På baggrund af undersøgelsens resultater er der ingen tvivl om, at produktionsskolerne generelt set er et godt afklaringsforløb, der for en stor del af deltagernes vedkommende bringer disse på sporet af det rigtige uddannelses- eller erhvervsvalg. Blandt de unge, der har afbrudt et ungdomsuddannelsesforløb, har vi indkredset forskellige målgrupper eller nærmere årsager til at være på en produktionsskole: Det kan være

1. manglende motivation eller skoletræthed,
2. uheldigt uddannelsesvalg,
3. manglende praktikpladser og/eller
4. sygdom og helbredsmæssige problemer.

For disse unge er et almindeligt produktionsskoleophold på fire til seks måneder ofte tilstrækkeligt til, at de vejledningsmæssigt, socialt og fagligt kommer på omdrejningshøjde i forhold til deres egne muligheder - og begrænsninger - og efterfølgende kan fortsætte med uddannelse eller arbejde.

Det er dog i undersøgelsen også givet, at et almindeligt produktionsskoleophold for en række af deltagerne ikke er tilstrækkeligt til at sikre, at disse unge efterfølgende kan stå på egne ben og klare de udfordringer, deres jævnaldrende kan i forhold til uddannelse og arbejde. Resultatet er, at mange skoler uønsket udsluser et relativt stort antal til ledighed eller aktivering, hvor der i stedet burde sættes mere effektivt ind ikke blot fra produktionsskolernes side, men tværsektorialt på lokalt og regionalt niveau.

Vi ser her en række skoler, der gennem brobygning og netværksarbejde forsøger at etablere handlingsplaner for de unge med det formål i højere grad at sikre, at de unge fastholdes i den udviklingsproces, som de har påbegyndt på skolerne. En afgørende forudsætning for at dette kan lykkes, er lokal og regional opbakning fra de institutioner og arbejdspladser, der indgår og kommer til at indgå i den enkelte unges netværk: Det er fx vigtigt:

• At den vejledning, skolerne leverer, afstemmes med den, AF og kommunerne giver, så eleverne oplever kontinuitet i deres videre handlingsplanforløb efter endt skoleophold.
• At der etableres virksomhedsnetværk lokalt og regionalt, der muliggør, at der kan findes egnede praktikpladser - og efterfølgende arbejdspladser - til de unge. Netværk, der muliggør et forøget socialt ansvar for de unge, der måtte have behovet.
• At der etableres den nødvendige socialpædagogiske rådgivning i forhold til de unges situation, der kan afhjælpe nogle af de familiemæssige og boligmæssige problemer, der ofte overskygger de unges muligheder for at bryde med deres sociale situation.

Generelt er produktionsskolernes målgrupper således en særdeles differentieret størrelse, hvor der ofte er store modsætninger både fagligt, socialt og personligt. For skolerne kan det derfor være svært at etablere tilbud, der dækker hele spektret. Her er der behov for en forøget indsats over for de unge, der erfaringsmæssigt falder fra og udsluses til ledighed eller aktivering, fordi deres generelle sociale situation ikke i tilstrækkelig grad befordrer deltagelse i uddannelse eller et stabilt hverdagsmønster, som et almindeligt arbejdsliv kræver. Et vigtigt element er her at kunne tilbyde særlige deltagergrupper et produktionsskoleophold af længerevarende karakter kombineret med et eller flere praktikpladsforløb. Et andet element er at åbne mulighed for, at skolerne vejledningsmæssigt kan fastholde kontakten til de unge efter endt forløb i de tilfælde, hvor der er etableret konkrete handlingsplaner for de unge.

Yderligere er det et spørgsmål, om produktionsskolerne i tilstrækkeligt omfang - i forhold til den uddannelsespolitiske målsætning om, at 95% af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse - indfanger de unge, der har et behov for et afklaringsforløb. Her ligger ansvaret ikke blot på produktionsskolerne, men i lige så høj grad på det øvrige vejledningssystem.

I hvor høj grad indtænkes produktionsskolerne som en reel mulighed i den erhvervsvejledning, der gives på grundskoleniveau og for den sags skyld også i AF-regi og kommunalt? Opfanger erhvervsskolernes vejledningsfunktioner i tilstrækkeligt omfang de unge, der falder fra, og i hvilket omfang forsøger de fx at få dem i gang med et produktionsskoleforløb?

15. The production schools in Denmark - A summary

15.1 Introduction

This survey of the production schools on the one hand builds on a national questionnaire survey carried out at all schools coupled with interviews and observations at a number of selected schools, including a rolling survey among participants at these schools. On the other hand, it builds on a number of register runs covering all participants during the period 1996- 97 coupled with telephone interviews among participants during the same period.

The survey has been carried out by the Danish Research and Development Centre for Adult Education on behalf of the Ministry of Education. It has been organised and carried out by research workers Niels Clemmensen, Martin Gudnæs Geysner and Marianne Søgaard Sørensen. Student assistants Ib Jensen, Anne Klottrup, Charlotte Sørensen and Agnieszka Wojtyniak have been in charge of entering the questionnaires and carrying out telephone interviews.

The project has on a continuous basis been followed by a reference group consisting of teacher Heinrich Andreasen (Association of Danish Production School Teachers - DPL), director Peter Bacher (Research and Development Centre for Adult Education), chief educational adviser Niels Glahn (Ministry of Education), principal Jesper Lübert (Assocation of Production Schools and Production High Schools - FPP), who midterm was replaced by principal Lisa Tørngren (FPP) and principal Kjeld Rommerdahl (Association of Principals of Production Schools/Production High Schools).

15.2 Production schools

In Denmark, there are approx. 110 production schools distributed all over the country. This school form emerged from an experiment combining education and production, which was carried out at the end of the 1970s, mainly for unemployed young people with a low level of educational attainment. The schools were and are still established on a municipal initiative, and in several places, two or more municipalities cooperate on the operation of a production school.

The production schools distinguish themselves from most other school forms in that they have a continuous intake and very big variations in the duration of the stay of the individual participants. A typical stay is of approx. six months' duration, but 25% stay at the production school for less than a month and 25% for more than six months. The Act on production schools stipulates that the stay must not exceed one year.

The basis for the learning processes at the schools is a number of workshops with practical work. From the start, the focus has been on the traditional crafts such as wood, metal, construction and agriculture, but the schools have increasingly taken in new lines such as music/drama, multimedia and nature and agriculture. These "new" subjects now make up approx. 50% of the offer. In addition to the work in the workshop, the school must also offer teaching in general subjects.

The results of the study group themselves around the two main areas: school profiles and participant profiles. Here, we will account for the most important features of the two areas, including the special pedagogical effects used within the school form and the benefit experienced by the participants.

Similarities and differences

It has not - as it was first assumed - been possible to set out a detailed production school typology. This is among other things due to the fact that what we have here is a free school form. There are relatively few overall guidelines, and the individual school is strongly characterised by a number of individual factors such as the local community and the influence of the local culture. Also the attitudes and view of man of the principal manifest themselves – here in an interaction with among other things the staff make-up and the commitment of the board of governors.

Nonetheless, it is generally possible to point at a number of factors which can be instrumental in grouping the schools.

Firstly, there is the size of the schools. The very big schools are by virtue of their size and the resulting resources subject to other conditions than the small schools. They are for instance able to offer several different subjects, and they are better at providing special tasks such as guidance and counselling functions and development work. Secondly, there is the workshop profile: The traditional crafts are, as mentioned above, represented at almost all the schools, but in addition to this, also various other subjects are on offer. Some schools have chosen a very clear subject profile within such areas as multimedia or nature, agriculture and animals.

With regard to the priority of skills, which the schools wish to give the participants, there is a very great convergence irrespective of school size and workshop profile. Personal qualifications such as ability to assume responsibility, a desire to pursue further education and become able to assess own opportunities and limitations are all high on the list at almost all schools, whereas more specific craftsmanlike or academic skills are very far down on the list. In this area, the schools are clearly reflecting the objective of the act which is to strengthen the personal development of the participants.

15.4.1 The work in the workshop

One of the most important focal points of the educational approach is the practical work in the workshop. At some schools, the production is to a great extent conceptualised as a pedagogical methodology; at other schools, the daily work is simply part of a meaningful life without having to argue for it.

This is to a greater extent the case with the schools in the less populated parts of the country.

The work in the workshop is intended to gradually motivate the young person for academic learning, preferably in the form of derived teaching. It is the idea that the young person willthrough the practical work - realise the necessity of basic knowledge of for instance Danish and mathematics. But at some schools, they furthermore believe to have noted that the lift which a success with practical work gives to the young person can be instrumental in undoing blockages to academic learning.

The majority of the participants from 1999 chose a workshop, where they either knew the nature of the work in advance, or where they wanted to learn the specific kind of work that was done there. To the question whether the participants have gained experience or knowledge which they can use further on in life, it is the practical skills that are highlighted by more than half of them. Although the schools only attach little importance to the concrete practical skills in themselves, it is also evident from the replies given by the participants that the practical work is an important educational approach. Some also reflect on more personal factors, but to a much lesser extent. A large group moreover mention the importance of social companionship.

15.4.2 The special form of guidance and counselling

A distinctive feature of this school form is the intense guidance and counselling which is provided at several levels. Formal guidance talks, often with a log-book or action plan as an aid, informal talks on any day of the week, when a need occurs and targeted vocational guidance in the transition phase.

The main responsibility for the guidance and counselling at the individual schools lies with different people at different schools: In most cases, it is a special guidance counsellor (approx. 40%), in almost as many cases it is the leader of the workshop (approx. 33%), and in some cases it is the principal (approx. 11%). In the remaining cases, the responsibility is divided between several members of staff. But in almost all places, the daily informal guidance, which often involve the personal experience and attitudes of the member of staff, is perceived as the cornerstone of the guidance effort.

Offhand, it is therefore rather surprising that only approx.

20% of the participants from 1999 find that the teachers and the guidance effort provided at the production school have helped them finding out what they would like to do after their stay at the production school. Most of the participants are however aware of having been given guidance during the course; 2/3 even find that they have been given good guidance.

But they do not see any clear link between the guidance and the clarification they experience. As far as the participants from 1996-97 are concerned, it is only half of them who remember that they have been offered guidance at the school.

As far as this group is concerned, it does however appear that the longer the young person has been at the school, the more aware he is of the guidance he has been offered. For among those participants who stayed at the school for more than six months, it was 2/3 who experienced that they had been offered guidance.

The schools largely agree that both the production as a pedagogical tool and the consideration and room for individual guidance are important factors. Nonetheless, the centre of gravity varies from school to school. At some schools, the production in itself is perceived as the most important motivation for the personal development. Others primarily see the work as an opportunity for the indicative talk with the participant.

For the participants, it is however evidently the work in the workshop which is the primary focal point.

15.4.3 The personal member of staff

A third essential element is the role of the production school teacher, which differs a lot from the teacher role in basic school. The largest single occupational group among the staff are those with a craftsman's qualification, and they get a great part of their prestige from their master craftsman role in the workshop. At the production school, the teacher furthermore to a great extent makes use of his personality and personal values in the daily work. At many of the visited schools, the staff perceive the ideal production school teacher as a "decent adult" or a "proper adult" as opposed to the professional case worker or the incompetent parent; and the participants' assessment of the teachers is moreover to a great extent that they are good at their work and good to talk to.

15.5.1 The staff's view of the participants

One of the themes we made inquiries about at the visited schools was the strong and weak points of the participants. It was quite evidently easiest for the staff to point at the weak points. At the same time, it was evident in connection with the pedagogical considerations that the staff build on the parti-cipants' strong points in the daily work. There was general agreement about the fact that the young participants often have different problems which are cumulative in an unfortunate way. A problem often highlighted was difficult family conditions, which have caused some young people to be unable to concentrate on for instance their school work, and which have had the effect that they have had to assume a far too big responsibility at a too early age. Another theme often highlighted was the many defeats suffered in the school system and the often resulting low self-esteem which characterises many of the young people.

At many schools, the social companionship between the participants was highlighted as a strong point. At some schools, they furthermore pointed at the resistance and courage to face life which the young people must possess in order to be able to cope with the many defeats they have suffered at school.

15.5.2 The participants' own views

In the interviews with the participants, they were among other things inquired about their former schooling and preferred subjects in basic school. It is surprising that the most popular subjects in basic school among the participants from 1999 were Danish, mathematics and home economics/textile design, whereas for example woodwork is far down on the list. For the participants from 1996/97, it was mathematics, Danish and English that were indicated as the most popular subjects. We furthermore asked the participant group from 1996/97 to give an assessment of their own abilities in the Folkeskole. Generally, they viewed their abilities as being good, although to a lesser extent in written and oral presentation and when it came to doing their homework.

Half of the production school participants from 1996-97 indicated that they had not been satisfied or more or less satisfied with the basic school, whereas only 13% expressed that they had been extremely satisfied with the basic school.

More than half of the participants from 1999 and the register study from 1996-97 had dropped out of a course at upper secondary level before they came to the production school.

The causes mentioned by the 1996-97-year group among others comprised too difficult subject-matter, the teaching method and the teachers. The 1999-year group mention lack of motivation or school weariness, bad choice of education, lack of practical training places and/or sickness and healthrelated problems as reasons for dropping out.

15.5.3 The data resulting from the register runs

With regard to the family background and conditions, the register runs showed that as opposed to the parents of the control group, the parents of the participant group generally had a lower level of educational attainment, had lower paid jobs and were more affected by unemployment. Several of them have also had some form of transfer income.

A great part of the participants are like the young people in the control group. But there is also a significant part with family backgrounds which seem to have been very difficult. Here, it is a question of many changes of address: 1/5 of the particip ants have experienced five changes of address or more, and many changes of family: Almost 1/3 of the participants have lived in four or more family constellations. 1/5 of the participants have furthermore lived away from home, before they were 18 - either because they had been placed with foster families or because they had moved away from home at an early age.

To this should be added that just under 17% of the participants from 1999 have indicated that they have changed school at least three times. These are all factors, which have or can have meant an unstable schooling. This group more than likely corresponds to the group which, in the view of the staff, have had very unstable family conditions.

The production school participants distinguish themselves from the control groups from an educational point of view in that a much greater proportion leave the basic school with a completed 8 th or 9 th form as the highest level of educational attainment, and that very few start or complete a course of education at general upper secondary level. It should however be noted that approx. half of the production school participants have completed the 10 th form of the Folkeskole, while approx. 7% have completed at least one year of a course at general upper secondary level.

On 1 October 1998, 20% of the former production school participants were enrolled in a vocational education and training programme, while 65% of the participants at some point or other had commenced such a programme. The proportion, who have commenced a course of education at upper secondary level, is however somewhat higher when you include the proportion of production school participants who have commenced a course of education at general upper secondary level.

As dropouts from the Gymnasium are not registered, it is not possible to estimate the total proportion. To this should be added the group who are still enrolled in an initial training course or who do not commence a course of education at upper secondary level till later on. For the 45% of the participants, who thus had dropped out of a vocational education and training programme without being enrolled in another one today, approx. 2/3 had completed one or more partcourses, i.e. typically a basic course or the 1 st or 2 nd school periods of a vocational education and training programme.

15.6.1 The participants' assessment

As already mentioned, the participants first and foremost experience a vocational benefit from the course; this applies to 65% of the 1996-97-participants and to approx. half of the 1999-participants. Very few feel that they have derived any academic benefit from their stay. With regard to personal skills such as ability to co-operate, to assume responsibility, to meet on time and keep appointments, very few of the participants from 1999 feel that they have derived any benefit. This however does not apply to the participants from 1996-97. Here, between 39% and 58% find that these skills have been strengthened. This may indicate that a certain distance in time is necessary in order to be able to assess this more personal benefit.

15.6.2 The data resulting from the register runs

If you look at the transition results for the 1996- and 1997- year groups, it turns out that the participants distribute in the following way: 1/5 go on to a programme, which is eligible for student support (SU), 1/5 go on to a programme, which is not eligible for student support, 1/5 find paid employment, and 1/5 go on to unemployment or activation. 13% go on to something else (childbirth, military service etc.), whereas there are no data for just under 7%. There seems to be a clear connection between the duration of the stay and the transition results. Around half of the participants, who stayed at the school for a duration of between three months and one year, subsequently commenced a course of education, whereas the transition to unemployment was most pronounced for the group who stayed at the production school for under three months. There is also a great spread in the transition profiles both geographically and between the schools. In the counties of Bornholm and Aarhus in particular, many of the former production school participants went on to courses which are eligible for student support; in the counties of Ringkøbing, Ribe and Viborg, many went on to paid employment. Just under 20% of the participants from more than half of the schools went on to unemployment or activation. However, there are 10 schools from which more than 40% of the participants went on to unemployment or activation.

Among the 35% of the participants from 1996-97, who were affected by unemployment in 1998, it was only very few who were unemployed for a longer period of time. Only a few per cent of those, who went on to unemployment or activation, were unemployed for the entire year of 1998. On the other hand, about a third of those who went on to unemployment or activation received temporary social benefits for the entire year of 1998, whereas this was the case of 16% of those who went on to paid employment, 11% of those who went on to courses which are eligible for student support, and 18% of those who went on to other types of education.

15.6.3 The situation today

According to the survey of the 1996-97-participants, 35% of the production school participants today are in employment, 16% are unemployed, and 6% are on leave, whereas 8,8% are doing other things, or there are no data about them. This pattern fits very well with what the participants went on to just after they left the production school. Today, however, it is only well over a third who are still doing the same as they did, when they left the production school. Some have changed jobs or courses of education, others have become unemployed or gone on leave, whereas others again have subsequently commenced a course of education or started work.

15.7.1 Scope of the supply

We consider it very important that the schools are able to offer a relatively wide range of specialisations. The target group is differentiated, and there is a need for different approaches, if one is to get a hold of as many young people as possible. It must therefore be considered an advantage that a greater spread on specialisations has taken place since the establishment of the first production schools.

It is also important that it is not only the traditional crafts that are offered at the schools. The multimedia-area is for instance one of the areas which have gained a foothold at many schools. We consider it extremely important that young people are given the opportunity to get acquainted with this area – both because the new media are becoming more and more important in our society, and because it is an area which create many new jobs.

15.7.2 Seriousness - authenticity

Regardless of specialisation – whether one works in the metal workshop or in the drama line – it is of great importance that there is a serious approach to the work; that one creates an as authentic situation for the young people as possible. The work in the workshop must never become a hobby activity.

15.7.3 School size

By virtue of its size, the large school has a possibility of getting a relatively wide scope both with regard to the specialisations on offer and its staff. It can for instance also more easily afford to carry out pedagogical development work.

At the large school, the workshop culture easily becomes dominant in relation to the school culture seen from the individual young person's perspective. The risk of the very large school is that a gap may develop between the specific culture of the individual workshop on the one hand and the overall school culture. The freedom of work enjoyed by the individual workshop leader may have unfortunate effects if he does not have the sparring partner which the principal should be in relation to pedagogical attitudes and methods.

It may be a problem for the smaller school to offer a broad supply of specialisations, and one could imagine a form of organisational co-operation between the small schools of a region so that together they could make a better use of the resources. It may be in the form of the joint attachment of teachers in certain specialisation's or a distribution of the special-isation's so that two small neighbouring schools do not offer the same specialisation's but go together to ensure a broader range of possibilities.

Another possibility for the small schools is to open the school for other groups in the form of income-generated activities. It may be an advantage both for the economy and the social environment of the school. A somewhat larger group of young people may have more dynamics in them just as other age groups may add new perspectives to the young people's world.

The advantage of small and medium-sized schools is the network, which the school is capable of establishing around the individual young person, and which the entire staff of the school cooperate on sustaining. For the group of young people who have a very low degree of geographic mobility, it is important that there is a school in the local area.

15.7.4 Pedagogical openness

We consider the openness of the production schools when it comes to new pedagogical ideas and theories as a strength of this school form. There is quite obviously a real need for pedagogical tools in relation to the target group of the school form, and some schools perform an impressive volume of development work in this area.

It is important to stress that the pedagogical network is to be constantly maintained and developed, for instance through pedagogical days and in-service training of staff which constitute a solution used by many schools.

15.7.5 Guidance and counselling

When it comes to the guidance and counselling effort of the schools, it is important that the staff is aware of how their own standards and values have an influence on the guidance. It goes without saying that many participants need adults who can show them some other patterns than they have seen in adults before. But it is also important to allow the young person to find his or her own pattern.

15.7.6 Freedom and flexibility

As we see it, great adaptability and flexibility are major strengths in relation to the target groups of the production schools At the same time, the freedom which the schools and the individual workshops have when it comes to defining the content of the individual specialisation's in co-operation with the participants and in consideration of their special needs is essential, if the school form is to continue to be a supplement to the mainstream courses at upper secondary level.

15.7.7 Target groups

Generally, the survey - both among the participants and the schools - shows that the production schools have - by virtue of their objectives - a particularly broad-spectred target group which is not that easily categorised in a single typology. The participants make use of the production school offer, because they personally find themselves in a clarification phase, where the choice of education and/or vocation is on the agenda, but where a number of other factors of a personal or social nature often have a negative impact. Although a relatively large part of the participants statistically speaking do not distinguish themselves from those of their peers, who have made a choice of education or vocation, many of them have for personal reasons or due to insufficient guidance not commenced a course of education or have dropped out of it.

When you take a look at the outcome of the survey, there is no doubt that the production schools generally speaking make up a good clarification course, which steers a major part of the participants on to the right course when it comes to finding the right path of education or vocation. Among the young persons, who have dropped out of a course of education at upper secondary level, we have isolated different target groups or more specific reasons for attending a production school: It may be 1) lack of motivation or school weariness, 2) the wrong choice of education, 3) a shortage of practical or apprenticeship training places and/or 4) sickness and healthrelated problems. For these young people, an ordinary 4-6- month stay at a production school will often be sufficient for them to keep up with their own possibilities - and limitations from a guidance, social and vocational point of view - and they can subsequently continue with education or work.

It does however also appear from the survey that for a number of participants an ordinary stay at a production school is not enough to ensure that these young people can subsequently stand on their own two legs and manage those challenges which their peers are able to in relation to education and work. The result is that many schools inadvertently let out a relatively large number to unemployment and activation, whereas more efficient efforts should instead be made not just on the part of the productions school, but also transversal to sectors at local and regional levels.

What we have here is a number of schools, which through bridge-building and networking, try to establish action plans for the young people with a view to ensuring that they are retained in the development process which they commenced at the schools. A vital condition for the success of this approach is local and regional backing from those institutions and places of work which are or will get to form part of the individual young person's network. It is for instance important:

• That the guidance offered by the schools matches the one delivered by the public employment services and the municipalities so that the pupils experience a continuity in the further course of their action plan after they have completed their stay at the school.
• That a business network is established both at local and regional levels which makes it possible to find suited practical training places – and subsequent jobs – for the young people concerned. Networks that allow for an increased social responsibility for the young people who might need it.
• That the necessary socio-educational guidance is established in relation to the young persons' situation, which may remedy some of the family- and housing-related problems which often overshadow their possibilities of breaking away from their social situation.

Generally, the target groups of the production schools are thus a very differentiated quantity, where there are often great contrasts both occupationally, socially and personally. It may therefore be difficult for the schools to establish offers which cover the entire spectrum. Here, there is a need for an enhanced effort vis-à-vis the young people, who notoriously will drop out and be let out to unemployment or activation, because their general social situation does not to a sufficient extent promote participation in education or a stable everyday pattern required by normal working life. Here, it is an important element to be able to offer specific groups of participants a longer stay at a production school combined with one or several practical training periods. Another element is to make it possible for the schools to maintain a guidance-related contact with the young persons after they have left the school in those cases where concrete action plans have been established for the young persons concerned.

It is furthermore a question whether the production schools do to an adequate extent - in relation to the education-political objective that 95% of a youth year groups are to complete a course of education at upper secondary level - catch a hold of those young people who have a need for a clarification course. Here, the responsibility is not only lying with the production school but to just as great an extent with the rest of the guidance system. To which extent are the production schools being used as a real possibility in the vocational guidance provided at basic school level and for that matter under the auspices of the public employment services and the municipalities? Are the guidance functions of the vocational colleges succeeding to a sufficient extent in catching those young people who drop out, and to what extent do they for instance try to get them started on a course at a production school?

Bilag 1: Datamateriale

Kapitel 5: Beskrivelse og karakteristik af produktionsskolerne

Som baggrund for kapitel 5 "Beskrivelse og karakteristik af produktionsskolerne" er indgået to landsdækkende spørgeskemaundersøgelser blandt samtlige produktionsskoler: En undersøgelse foretaget af Foreningen for produktionsskoler og produktionshøjskoler (FPP) i maj 1998. Blandt de 107 produktionsskoler besvarede 104 spørgeskemaet. Tre skoler indgik ikke i undersøgelsen: Produktionsskolen Djursland, Udviklingshøjskolen - "Egen Mark" og Ålestrup Produktionsskole.

En undersøgelse foretaget af Udviklingscenteret for folkeoplysning og voksenundervisning i november 1998 som et supplement til FPP-undersøgelsen. I denne undersøgelse indgik de tre produktionsskoler, som manglede i FPPundersøgelsen.

Men 9 andre skoler besvarede ikke spørgeskemaet: Fløng Produktionshøjskole, Medieskolen Kom-tek-pro, Lunderskov Produktionsskole, Ringkøbing Produktionsskole, Odder Produktionsskole, Århus Produktionsskole, Kjellerup Produktionsskole, Spøttrup Produktionsskole og Hals Produktionsskole. I alt medvirkede således 98 produktionsskoler.

Beskrivelsen af skolernes fagspredning og værkstedsstørrelser påvirkes ikke af de 9 manglende skoler, idet oplysningerne herom stammer fra FPP-undersøgelsen. For at kunne beskrive skolernes størrelse i forhold til deres geografiske placering har vi suppleret undersøgelsens resultater med statistiske oplysninger fra Undervisningsministeriet både for at få alle landets skoler med i opgørelsen og for at få de endelige tal for undersøgelsesperioden.

Kapitel 6-7: Skolebesøgene

Metode - muligheder og begrænsninger For at indkredse skolernes dagligdag og pædagogiske virkemidler i praksis udvalgte vi 21 skoler til besøgsinterview fordelt repræsentativt på geografisk beliggenhed, størrelse og værkstedsudbud.

De fleste af skolebesøgene blev foretaget af to medarbejdere fra centeret. Ved 4 af besøgene var det kun muligt for én medarbejder at tage af sted.

Skolebesøgene tog udgangspunkt dels i det etnologiske feltarbejde, der bygger på deltagende observation, dels i E. H. Scheins organisationskulturanalyse, hvor man via de synlige kulturelementer - artefakterne - og de udtalte værdier, forsøger at nå ned til de grundlæggende antagelser, organisationen bygger på.

Indenfor undersøgelsens ramme havde vi mulighed for at være én dag på hver skole. I forbindelse med hvert besøg var det målsætningen:

• at se skolens fysiske rammer og faciliteter
• at besøge værkstederne og helst snakke lidt med deltagere og medarbejdere
• at deltage i skolens måltider og samlinger
• at interviewe de deltagere, der indgik i vores 1999-deltagerundersøgelse.

På baggrund af disse iagttagelser og en åben interviewguide gennemførte vi på skolerne gruppeinterview med en gruppe medarbejdere udvalgt af forstanderen. Målsætningen med interviewene var at etablere en forståelse for de ligheder og forskelle, der kendetegner produktionsskolerne.

Begrænsningerne

Den største begrænsning var i forhold til tiden. En dag er ikke lang tid i forhold til det, vi ønskede at nå. Især på de store skoler blev rundturen på skolen en smule forceret. I forhold til organisationskulturanalysen var det svært på en dag at nå at reflektere nok over det observerede til at kunne stille uddybende spørgsmål til de underliggende og ikke-udtalte værdier. I forhold til den deltagende observation var det vanskeligt at nå at få deltagerstatus, ikke mindst i forhold til de unge. På et en-dages besøg forbliver man i de fleste tilfælde gæsten, der med sin tilstedeværelse påvirker situationen i større eller mindre grad.

Vi havde overladt til forstanderen at udvælge en repræsentativ gruppe af medarbejdere til et gruppeinterview. I praksis betød det stor forskel på interviewenes karakter. Nogle steder var alle medarbejdere til stede, hvilket på de store skoler betød en meget stor gruppe. Der blev derfor kun begrænset tid til fordybelse i de enkelte problemstillinger.

Vi havde overvejet særskilte interviews med forstanderne, der med deres tilstedeværelse ved gruppeinterviewene kunne påvirke medarbejdernes udtalelser, men på grund af den snævre tidsramme var dette udelukket. Det betød, at forstanderne var med til interviewene på de fleste skoler, mens han på enkelte skoler selv havde valgt ikke at deltage.

Vi havde også bedt hver enkelt forstander om selv at tilrettelægge dagen, således at vores besøg passede bedst ind i skolens aktiviteter. På de fleste skoler startede vi med at se skolen og værkstederne, hvilket var en fordel i de efterfølgende interviews.

På enkelte skoler måtte vi dog gøre tingene i en anden rækkefølge for at passe ind i dagens aktiviteter.

Mulighederne

På trods af besøgenes begrænsede længde gav disse samlet set et grundigt indblik både i den store diversitet, der findes i skoleformen og i de ligheder i de pædagogiske tanker og begreber, der flyder som en underliggende strøm under de umiddelbare synlige forskelle.

Ved at besøge skolerne og snakke med både forstandere og medarbejdere kompenserede vi desuden for det usikkerhedsmoment, der lå i spørgeskemaets mere kvalitative spørgsmål:

Var svarene udtryk for de faktiske forhold på skolerne, eller var de snarere udtryk for besvarerens idealbillede af skolen? Det var som oftest forstanderen eller viceforstanderen/souschefen, der havde udfyldt spørgeskemaet. Selvom forstanderen er skolens frontfigur, udgør medarbejdernes holdninger og værdier en væsentlig del af den samlede skolekultur, hvilket gjorde mødet med de forskellige medarbejdere og medarbejdergrupper på skolerne særdeles givende.

Til sidst skal det nævnes, at det gav stor forståelse for skolernes helt specielle miljø at deltage i de måltider og fællessamlinger, der udgør faste holdepunkter i skolernes dagligdag.

Kapitel 8: Deltagernes profil og syn på skolerne

Som baggrund for kapitel 8 er der i tilknytning til interviewrunden blandt de 21 skoler foretaget en deltagerundersøgelse blandt 177 deltagere, som blev indskrevet på produktionsskolerne omkring årsskiftet 1998/99. Hensigten med undersøgelsen har været at følge eleverne et halvt til trekvart år igennem et sammenhængende forløb og kortlægge dels deres baggrund og årsag til at være på en produktionsskole og dels deres vurderinger af, forventninger til og udbytte af forløbet.

Alt efter skolernes størrelse er der udvalgt 5-15 deltagere pr.

skole. Deltagelsen i undersøgelsen har været frivillig. Undersøgelsen er foretaget i tre etaper:

1. I forbindelse med indskrivningen eller den første vejledningssamtale er deltagerne blevet bedt om at udfylde et spørgeskema i samarbejde med vejlederen, hvor de skulle redegøre for en række faktorer vedrørende deres egen og forældrenes skole- og arbejdsmæssige baggrund samt deres forventninger til forløbet.
2. Tre til fire måneder inde i forløbet blev deltagerne bedt om at udfylde endnu et spørgeskema. Dette foregik så vidt muligt i forbindelse med vore besøg på de pågældende skoler, hvor eleverne blev samlet til formålet. Her blev spørgeskemaerne udfyldt - i nogle tilfælde med støtte fra vores side. Yderligere benyttede vi chancen til at foretage korte gruppeinterview med deltagerne for at få deres aktuelle vurderinger af skolen og det forløb, de var i gang med: Deltagernes interesser og fokuspunkter var styrende for interviewet. De deltagere, der ikke kunne medvirke, blev i størst muligt omfang efterfølgende kontaktet telefonisk. Således indgår der 156 i denne fase ud ad de oprindeligt 177 deltagere. 21 deltagere medvirker således ikke i denne del, enten fordi de på dette tidspunkt er gået ud, ikke ønskede at deltage eller blot ikke kunne træffes. Yderligere er fem deltagere gledet ind i undersøgelsens anden etape, uden at have udfyldt første skema. Disse deltagere er blevet bibeholdt i undersøgelsen af hensyn til at fastholde en så stor svarprocent som muligt.
3. Slutteligt er der foretaget et opsamlende og afsluttende telefoninterview med så mange af deltagerne som muligt. Her medvirker 131 ud af de 177 deltagere, hvoraf de 44 på dette tidspunkt fortsat går på skolen, mens de øvrige 87 er meldt ud. 51 deltagere er på dette tidspunkt ikke mulige at træffe: 14 af disse medvirkede heller ikke i anden etape. Til gengæld medvirker 12 andre i tredje etape, der ikke medvirkede i anden etape.

Generelt har undersøgelsen vist, at visse deltageregrupper lever et omskifteligt liv, hvor det er umuligt at følge dem alle igennem en længere periode.

Kapitel 11: Registerkørslerne - årgang 1996/97

Med udgangspunkt i produktionsskolernes halvårlige indberetninger til Undervisningsministeriet over udslusede deltagere, er der i kapitel 11 foretaget en række analyser af de produktionsskoledeltagere, der blev udsluset i efteråret 1996 eller i løbet af 1997. I alt indgår 11.293 deltagere i analysen. Data vedrørende den enkelte deltager er suppleret med en række registeroplysninger fra Danmarks Statistik. Herudover er der i Danmarks Statistik udvalgt en tilfældig repræsentativ kontrolgruppe af samme størrelse, der matcher produktionsskoledeltagerne på køn, alder og bopælskommune pr. 1. januar 1999. Fomålet med denne del af undersøgelsen har dels været at følge produktionsskoledeltagerne over tid, hvem er det, der kommer ind på produktionsskolerne, hvor længe går de der og hvad sker der med dem bagefter. Dels at undersøge produktionsskoledeltagernes baggrund og resultater sammenholdt med andre unge. Hvilke sociale vilkår kommer produktionsskoledeltagerne fra, og hvordan ser deres beskæftigelses- og uddannelsesmæssige situation ud i forhold til andre unge?

Kapitel 12: Interviewundersøgelsen 1996/97

Undersøgelsen i kapitel 12 er baseret på et telefoninterview/ besøgsinterview med 318 produktionsskoledeltagere og skal ses som et supplement til registerundersøgelserne i kapitel 11. Fra Undervisningsministeriet blev udtrukket et repræsentativt udsnit bestående af 300 deltagere fra efteråret 1996 og 300 deltagere fra 1997, der på disse tidspunkter afsluttede et produktionsskoleforløb.

I efteråret 1999 blev de 600 deltagere forsøgt kontaktet telefonisk med henblik på gennemførelse af et struktureret interview på ca. et kvarters varighed. I de tilfælde, hvor deltageren ikke ønskede at medvirke over telefonen, blev interviewpersonen i stedet tilbudt et besøgsinterview. 4 interview blev gennemført som besøgsinterview, mens resten (314) blev gennemført som telefoninterview. I alt lykkedes det at opnå telefonisk kontakt med 395 deltagere ud af de 600. Heraf blev der gennemført interview med 293: 44 ønskede ikke at deltage i undersøgelsen, 11 boede ikke på adressen, 36 mente enten at de ikke havde gået på en produktionsskole eller havde gået der så kort tid, at der ikke var var grundlag for at gennemføre et interview, mens 11 udgik af andre årsager (opholdt sig i udlandet, på institution, fængsel m.v.). De 205 det ikke lykkedes at opnå kontakt med telefonisk fik en skriftlig indbydelse til at deltage i et telefon- eller bøsgsinterview. 25 af disse blev efterfølgende interviewet, 16 ønskede ikke at deltage, 20 havde ukendt adressse, 5 mente ikke de havde gået på produktionsskole/gået der meget kort tid, mens 139 ikke reagerede på henvendelsen.

I alt blev der således gennemført interview med 318 (53%) ud af den samlede population på 600. Ses der bort fra de personer, der kun har gået meget kort tid på produktionsskolen og som følge heraf ikke har ønsket at deltage, samt personer med ukendt adresse m.v. (i alt 83 deltagere) lå svarprocenten på 62%.

Sammenholdes svarene fra de interviewede personer med registerundersøgelsen, er der meget der tyder på, at de 318 deltagere er repræsentative for produktionsskoledeltagerne som helhed.

På en række karakteristika som alder, køn, geografi, udslusningsresultater fra produktionsskolen, nuværende beskæftigelses- og uddannelsessituation adskiller interviewpersonerne sig ikke væsentlig fra de øvrige produktionsskoledeltagere.

Dog er der færre blandt de interviewede produktionsskoledeltagere, der har opholdt sig på produktionsskolen i et kortere forløb, mens der blandt interviewpersonerne er en noget større andel, der har børn.

Udviklingscentret for folkeoplysning og voksenundervisning

inspirerer til fornyelse og udvikling inden for folkeoplysning og voksenundervisning Dokumentation Udviklingscenteret formidler den sidste nye viden om forsøgsog udviklingsarbejde, ny lovgivning, støtteordninger og puljer.

Dagligt indsamles og systematiseres dokumentation inden for voksenundervisning og folkeoplysning. Materialerne er tilgængelige for alle via Udviklingscenterets bibliotek og databaser på Internet: www.ufv.dk.

Rådgivning

Udviklingscenteret tilbyder gratis rådgivning og oplysning til alle - enkeltpersoner eller grupper - der vil sætte nye aktiviteter i gang eller udvikle eksisterende.

Erfaringsindsamling

Udviklingscenteret løser mange rekvirerede opgaver og tager selv initiativer til undersøgelser. Medarbejderne dækker en bred faglig vifte og ofte kombineres kvantitative og kvalitative metoder i undersøgelserne.

Samarbejde

Udviklingscenteret har et vidtstrakt netværk med kontakter til en lang række organisationer og forskningsinstitutioner både indenlands og udenlands. Er løbende med til at danne ny netværk, der også indgår i løsningen af evalueringsopgaver, udredninger etc.

Internationalt

Udviklingscenteret deltager i internationalt arbejde gennem en række netværk. Er medstifter af European Research and Development Institutes for Adult Education (ERDI): Et europæisk netværk, som blandt andet formidler kontakter til forsøgs- og udviklingsprojekter i Europa. Desuden løser Udviklingscenteret opgaver i forbindelse med blandt andet Nordisk Ministerråd, OECD og UNESCO.

Forfatterne

Niels Clemmensen, cand.polit, ansat på Udviklingscenteret i 1991.

Martin Gudnæs Geysner, cand.comm., ansat på Udviklingscenteret i 1993-94 og 1997.

Marianne Søgaard Sørensen, etnolog, ansat på Udviklingscenteret i 1998.

Litteraturliste

Om produktionsskolerne

Balle-Petersen, Margaretha: På lige fod - om produktionsskolen som en mulighed for voksne arbejdsledige, Udviklingscenteret for folkeoplysning og voksenundervisning, 1996

Hoppe, Aksel og André Gremaud: Arbejde og læring - produktionsskoleværkstedet - et uddannelsessted, DLH og FPP, 1999

"Ildsjælenes ånde", særnummer af DPL’s blad Produktionshøj-skolen, nr. 3, 1997

Jacobsen, Niels og Kirsten Trolle Hansen: Produktionskoler og iværksætterkultur, Informations- og inspirationsmateriale for produktionsskoler vedr. koordineret samarbejde med "iværksættere", FPP, 1997

Larsen, Lene og Kirsten Larsen: Produktionsskolen mellem uddannelse og arbejde. 1. rapport fra Produktionsskoleprojektet, Erhvervs- og voksenuddannelsesgruppen, Roskilde Universitetscenter, august 1997

Madsen, Benedicte: En bro fra kontanthjælp til arbejdsmarked. Erfaringer fra Bjerringbro Produktionsskoles projekt for unge mødre, Dafolo, 1999

Thøisen, Lise: Deltagere og undervisningsaktiviteter på udvalgte produktionshøjskoler, København, 1984

Thøisen, Lise: Hva’ ska’ vi ku’, Udviklingscenteret for folkeoplysning og voksenundervisning, 1990

Thøisen, Lise og Kirsten Nøhr: Produktionshøjskoler og PIGER 2. delrapport, København, 1985

Thøisen, Lise: Produktionshøjskoler og vejledning - 1. delrapport, København, 1985

Udgivelser fra Undervisningsministeriet

Folkeoplysningen i tal, 1998

Kvalitet der kan ses, 1997

Regeringens ungdomspolitik, 1996

Tal der taler, Datakontoret, januar 1993

Uddannelse på kryds og tværs, Datakontoret, 1996

Uddannelse til alle, november 1993

Arbejdspapirer fra Socialforskningsinstituttet

Hansen, Erik Jørgen: Social arv og uddannelse, august 1999

Heinesen, Eskild: Den sociale arvs betydning for unges valg og resultater i uddannelsessystemet, august 1999

Elsborg, Steen, Trine Juul Hansen og Vagn Rabøl Hansen: Den sociale arv set ud fra det salutogene perspektiv, august 1999

Anden litteratur

Andersen, Dines: Uddannelsesvalg efter 9. klasse. UTA-uddannelse til alle - et forskningsprojekt om unge og uddannelsessystemet. Socialforskningsinstituttet, 1997

Andreasen, Lars Birch, Torben Pilegaard Jensen, Kirsten Holm Larsen og Marlene Berth Nielsen: Unge uden uddannelse UTA uddannelse til alle - et forskningsprojekt om unge og uddannelsessystemet. Udviklingscenteret for folkeoplysning og voksenundervisning og AKF, 1997

Andreasen, Lars Birch, Hans Hemmet, Kirsten Holm Larsen, Erik Lauersen, Palle Rasmussen og Vibe Aarkrog: Unge i Uddannelse. UTA-uddannelse til alle - et forskningsprojekt om unge og uddannelsessystemet. Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse, Aalborg Universitet, LEO-gruppen og Udviklingscenteret for folkeoplysning og voksenundervisning, 1997

Andreasen, Lars Birch, Torben Pilegaard Jensen, Kirsten Holm Larsen og Marlene Berth Nielsen: Veje til fornyelse af ungdomsuddannelserne. UTA-uddannelse til alle - et forskningsprojekt om unge og uddannelsessystemet. Udviklingscenteret for folkeoplysning og voksenundervisning og AKF, 1998

Christensen, Vagn og Anne Brockenhuus-Schack: Børn og den nye sociale arv, Fremad, 1999

Gardner, Howard: De mange intelligensers pædagogik, Gyldendal, 1997

"Social arv" temanummer af Social Forskning, december, 1999

Thøisen, Lise: Hva’ ska’ vi ku’, Udviklingscenteret for folkeoplysning og voksenundervisning, 1990

Uddannelsesnøglen 99, Nøgleforlaget/Aschehoug Dansk forlag, 1999

Register over figurer

Register over tabeller

Denne side indgår i publikationen "Håndbog for undervisere ved merkonom- og teknonomuddannelsen" som kapitel 1 af 25
© Undervisningsministeriet 2000