Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

Forord





I midten af 1998 iværksatte Undervisningsministeriet den første samlede undersøgelse af landets produktionsskoler.

Skoleformen er udsprunget af forsøg i 1970'erne med kombination af undervisning og produktion for unge uden arbejde og uddannelse, og siden sin fremkomst har skoleformen markeret sig som et tilbud til de unge, der af mange forskellige årsager ikke har erhvervet sig en ungdomsuddannelse.

Der er i dag 107 produktionsskoler i Danmark, og deres pædagogiske udgangspunkt og virkemiddel er praktisk arbejde og produktion. Dette foregår på mange forskellige typer af værksteder - spændende fra traditionelle håndværk over jordbrug til musik, drama og multimedier. Arbejdet i værkstederne indbefatter og danner grundlag for den teoretiske undervisning, der bidrager til den faglige kvalificering af deltagerne, ligesom det kan inspirere til at gå i gang med undervisning i almene fag som dansk, regning og edb.

Med denne undersøgelse foreligger nu en nærmere beskrivelse af skoleformen og en vurdering af effekten af et produktionsskoleforløb.

Den giver et billede af den mangfoldighed af skoleprofiler, som findes blandt produktionsskolerne, ligesom profilen af den gruppe unge, der følger et kortere eller længere produktionsskoleforløb, trækkes op.

De resultater af undersøgelsen, som præsenteres i dette temahæfte, vil indgå i det udvalgsarbejde, der sættes i gang i forlængelse af den nylige ændring af lov om produktionsskoler. Dette udvalgsarbejde vil blandt andet fokusere på den brobygningsfunktion, som produktionsskolerne har til de erhvervskompetencegivende ungdomsuddannelser. Undersøgelsen vil endvidere indgå som inspiration i det løbende udviklingsarbejde, der til stadighed pågår i skoleformen som helhed og på de enkelte skoler i særdeleshed.

Undervisningsministeriet har finansieret undersøgelsen af produktionsskolerne - og udarbejdelsen og udgivelsen af dette temahæfte.

Medarbejdere fra Udviklingscenteret for folkeoplysning og voksenundervisning har gennemført den bagvedliggende undersøgelse og evaluering og har udarbejdet manus for temahæftet.

Afslutningsvis skal bemærkes, at meninger og synspunkter i hæftet naturligvis står for forfatternes egen regning.

Niels Glahn
Undervisningsministeriet
Uddannelsesstyrelsen
Området for erhvervsfaglige uddannelser
Marts 2000

Denne side indgår i publikationen "Produktionsskolerne i Danmark" som forord
© Undervisningsministeriet 2000

 Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top