Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

5. Forløbsplaner





[Billede: Person, som går langs jernbaneskinner.]

Loven om produktionsskoler foreskriver, at skolerne fører en plan over deltagerens forløb 33. I bekendtgørelsen om indhold og tilrettelæggelse af skolernes tilbud 34 er dette krav præciseret.

Forløbsplanen er - det indikerer ordvalget - noget andet end en uddannelsesplan. Forløbsplanen forholder sig foruden uddannelse til faglige, sociale og personlige aspekter i den unges liv. Den individuelle plan over forløbet på skolen fører forhåbentlig frem til en egentlig uddannelsesplan, men tager i første omgang udgangspunkt der, hvor deltageren er i starten af sit forløb på produktionsskolen.

Planen for den enkeltes forløb udarbejdes i begyndelsen af opholdet og skal løbende revideres (mindst hver 3. måned). Ansvaret herfor er både deltagerens og skolens, men det er skolens pligt at sørge for, at det sker (initiativpligten).

Man kan sammenligne arbejdet med en sådan plan med tilblivelsen af et maleri: Først en skitse, siden tydeligere konturer, så detaljer og farver; måske starter man endda forfra en eller flere gange.

Hensigten med planen er, at den beskriver den afklaringsproces, der foregår hos de deltagere, der er uafklarede med hensyn til deres uddannelses- og erhvervsvalg. Planen forventes i sin endelige form at pege ud over forløbet på produktionsskolen.

For de mange elever, der efter produktionsskoleopholdet fortsætter på en erhvervsskole, vil forløbsplanen få sin naturlige fortsættelse i uddannelsesbogen, som skal sikre, at den enkelte elev i sin uddannelsestid har et overblik over sin samlede uddannelse. Forløbsplanen, evt. sammen med et skolebevis, forbedrer mulighederne for at dokumentere erfaring og erhvervede kompetencer inden for et fag.

Forløbsplanen skal mindst indeholde:

1. Deltagerens tilkendegivelse af sit personlige formål med undervisningsforløbet, herunder beskrivelse af hvilke faglige, sociale og personlige kompetencer, der forventes opnået.
2. Valg af værkstedslinie.
3. Beskrivelse af hvordan forløbet forventes at bidrage til opfyldelse af delmål og mål.
4. Oplysning om aftale for næste vejledningssamtale.

Desuden kan forløbsplanen indeholde oplysninger om: 5. Deltagelse i undervisning i grundlæggende færdigheder.

6. Deltagelse i praktikforløb.
7. Deltagelse i specialundervisning eller modtagelse af anden specialpædagogisk bistand.
8. Deltagelse i undervisning, uddannelser og kurser uden for produktionsskolen.

Hvis deltageren har en aktuel uddannelsesplan fra folkeskolen, en skriftlig plan i henhold til lov om aktiv socialpolitik eller anden tilsvarende plan, bør der tages udgangspunkt heri.

__________
33) Du kan se et eksempel på en forløbsplan i afsnittet 'En grundmodel for logbog og forløbsplan' side 58
Tilbage...

34) Bekendtgørelsens tekster vedrørende kapitel 2 og 3 findes bagest i hæftet
Tilbage...

Denne side indgår i publikationen "Logbog og forløbsplan" som kapitel 5 af 19
© Undervisningsministeriet 2000

 Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top