Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

1. Indledning





[Billede: En brandmand, som står mellem to brandbiler]

Dette temahæfte samler erfaringer fra udviklingsprojektet "Logbogen som dokumentationsredskab", et udviklingsprojekt iværksat af FPP (Foreningen for Produktionsskoler & Produktionshøjskoler) med støtte fra Undervisningsministeriet.

Projektets grundlæggende idé er, at der sættes fokus på deltagernes udvikling og læring både fagligt, personligt og socialt og at finde egnede metoder til at dokumentere denne udvikling og læring. Projektets resultat, som foreligger i dette temahæfte, bør være inspirationskilde til at bane og betræde nye veje, i forhold til at kunne dokumentere udvikling og læring. Metoder, der er tilpasset de forskellige værkstedstyper, der findes i produktionsskolesammenhæng.

Overordnet er projektets omdrejningspunkt, hvordan produktionsskolen kan skabe muligheder, der fastholder den unge eller bringer den unge tilbage til at være et menneske i udvikling, hvor det at lære er en naturlig del af tilværelsen.

De unge, der møder produktionsskolen, er ofte kendetegnet ved, at de har en forståelse af, at læring er en lærerstyret aktivitet med et bestemt indhold, som disse unge har haft det svært med at lære. En forståelse af, at der er noget, der er vigtigere at lære end andet, og der er bestemte måder at lære på, der er rigtigere end andre. Groft forenklet, at læring kun finder sted igennem formel undervisning.

Produktionsskolens tilbud er anderledes i den forstand, at der sættes fokus på noget, vi alle ubevidst er klar over, nemlig, at vi ikke alle lærer på en og samme måde, at læring knytter sig til erfaringer i praksis, at vi ikke alle har samme interesser og evner, at alle ikke kan lære alt. Forenklet udtrykt, at læring udspringer af praksis og egen interesse og aktivitet.

Interesserede produktionsskoler kunne søge om at deltage i projektet. Ud af de skoler, der søgte, udvalgte FPPs pædagogiske udvalg fem skoler til deltagelse i projektet. De fem deltagende skoler blev Bjerndrup Produktionshøjskole, Bjerringbro Produktionsskole, Produktionsskolen i Gladsaxe, Slagelse Produktionsskole og Randers Produktionshøjskole. Deltagerne i projektet valgtes ud fra faglige, institutionelle og geografiske kriterier, med det ønske at både store og små produktionsskoler kom på banen. Ligeledes skulle både skoler, der var langt fremme i at arbejde med logbøger, og skoler, der først lige havde igangsat processen være repræsenteret i projektet. Projektets to medarbejdere refererede til pædagogisk udvalg i FPP.

Udgangspunktet var, at projektet skulle forløbe i to perioder, hvor der i den første periode skulle fokuseres på dokumentationsdelen, og i anden periode skulle der fokuseres på refleksionsdelen.

En lovændring på produktionsskoleområdet banede vej for en bekendtgørelse om indhold og tilrettelæggelse af produktionsskoleophold m.v. I den bekendtgørelse pålægges det, at alle produktionsskoler tager initiativ til at udarbejde forløbsplaner for samtlige deltagere på produktionsskolerne.

Det medførte, at projektet blev omstruktureret, så det kunne matche den ny bekendtgørelse. Således at fokus i projektet nu er, hvordan logbogen som redskab kan understøtte arbejdet med de lovpligtige forløbsplaner.

I selve projektforløbet er der blevet inddraget flere andre produktionsskolers erfaringer med logbogsarbejde.

Det drejer sig om følgende skoler: Egå Produktionshøjskole, Fåborg Produktionsskole, Mimers Brønd, Odense Produktionshøjskole, Morsø Produktionsskole Rolstruphus, Svendborg Produktionshøjskole, Århus Produktionsskole og Ålborg Produktionsskole.

Denne side indgår i publikationen "Logbog og forløbsplan" som kapitel 1 af 19
© Undervisningsministeriet 2000

 Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top