3. Om kemikalier

3.1 Mærkning

I undervisningslaboratoriet er mærkning af kemikalier en stor opgave, som det er vigtigt at tage alvorligt, både af hensyn til den opdragende effekt over for eleverne, men også af hensyn til de mennesker der færdes i lokalet også uden for undervisningstiden, f.eks. rengøringspersonale og laboratorieansvarlige.

3.1.1 Lovgivning

Farlige stoffer og produkter skal mærkes i henhold til: Miljøministeriets liste over farlige stoffer samt Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse om klassificering, emballering, mærkning og opbevaring af kemiske stoffer og produkter.

Et stof eller produkt klassificeres som farligt når en af følgen de betingelser er opfyldt:

• stoffet/produktet er optaget på listen over farlige stoffer
• stoffer og produkter som leverandøren har forsynet med fareetiket
• stoffer/produkter som man selv fremstiller og som vurderes at være farlige

Mærkningen består i at emballagen forsynes med en etiket som indeholder følgende oplysninger:

• orange faresymbol med angivelse af aktuel risiko
• angivelse af indhold og eventuelt også angivelse af koncentration
• angivelse af leverandør (Hvis det er fremstillet i laboratoriet er skolen selv leverandør)
• angivelse af risiko- og sikkerhedssætninger skrevet med tekst (Det er ikke nok at angive numrene på R og S- sætningerne)
• fremstillingsdato

3.1.2 Om kemikaliemærkningsprogrammer

Der findes en håndfuld forskellige programmer på det danske marked. De er forsynet med større eller mindre databaser, såle des at nogle etiketter kan skrives direkte ud. Fortyndinger m.v.

bliver man ofte selv nødt til at mærke efter de gældende regler (listen over farlige stoffer). Bekendtgørelsen er bearbejdet i bogen 2Laboratoriesikkerhed" (se litteraturliste).

Nogle mærkningsprogrammer indeholder et beregningsmodul, som kan beregne, hvorledes fortyndinger af koncentrerede ke mikalier skal mærkes.

3.2 Arbejdspladsbrugsanvisninger (APB)

Når et eller flere af nedennævnte kriterier er opfyldt skal der være udarbejdet en arbejdspladsbrugsanvisning for stoffet/ produktet

• stoffet/produktet er optaget på listen over farlige stoffer
• stoffet/produktet er optaget i grænseværdilisten (At-anvisning nr. 3.1.0.29)
• epoxy- og isocyanatprodukter
• asbestholdige produkter
• produkter, der indeholder 0,1% eller mere af et kræftrisikabelt stof
• produkter, der indeholder 0,5% eller mere af et organisk opløsningsmiddel
• stoffer og produkter som leverandøren har forsynet med fareetiket

3.2.1 Hvordan skal en arbejdspladsbrugsanvisning (APB) se ud?

De nærmere retningslinier er angivet i lnAt-meddelelse nr. 3.02.2ld (brugsanvisning for stoffer og materialer), fra september 1997.

Der er fire forskellige måder at opfylde APB-kravet på:

• der udarbejdes en brugsanvisning for hvert stof specielt til arbejdspladsen
• der anvendes en leverandørbrugsanvisning, hvor der er plads til tilføjelser under de enkelte punkter, suppleret med oplysninger, beregnet til den aktuelle arbejdssituation
• leverandørbrugsanvisningerne samles og der udarbejdes en laboratorieinstruks, der sammenskriver de konkrete forhold der for det pågældende laboratorium
• et tillæg, som beskriver forholdene på virksomheden/laboratoriet, hæftet sammen med en leverandørbrugsanvisning

I undervisningslaboratoriet vil antallet af farlige stoffer ofte være så stort at arbejdet med at udarbejde arbejdspladsbrugs anvisninger for hvert enkelt stof kan virke uoverkommeligt.

Til gymnasiesektoren kan man købe en database til udarbejdelse af arbejdspladsbrugsanvisninger. Man skal blot en gang for alle taste de lokale forhold ind og kan derefter skrive brugsanvisninger ud. Man vil dog næppe få dækket alle de stoffer, som står i laboratoriet.

Færdigkøbte brugsanvisninger vil altid være præget af standardisering, og nogle af oplysningerne vil være irrelevante for mange skolelaboratorier.

3.3 Værnemidler

Valg og anvendelse af de forskellige typer værnemidler er et emne, som traditionelt debatteres meget blandt undervisere. Det skyldes nok at lærerne på htx kommer med meget forskellig baggrund, og at det kan være svært at anlægge de samme kriterier for brug af værnemidler, som man ville gøre i et professionelt laboratorium.

3.3.1 Almindelig beskyttelse

Eleverne bør altid bære kittel eller forklæde ved laboratoriearbejde, dels for at beskytte deres tøj og dels for at modvirke at omgivelserne udenfor laboratoriet forurenes af kemikalier fra forurenet tøj. Endvidere er en kittel let at flå af i tilfælde af, at der går ild i den.

Der bør desuden forefindes et antal plast- eller gummiforklæder til brug i situationer, hvor der er særlig risiko ved spild, f.eks. ved arbejde med koncentreret svovlsyre.

3.3.2 Øje- og ansigtsværn

Laboratoriet bør være udstyret med sikkerhedsbriller nok til, at alle elever, uden problemer, kan finde et par briller, når situationen kræver det. Der bør desuden forefindes mindst to ansigtsskærme, som kan benyttes ved særligt risikable arbejdsprocesser.

Det vigtigste i forbindelse med dette udstyr er, at der vedtages nogle fælles retningslinier i lærergruppen, for hvornår det for skellige udstyr skal benyttes. Det sikreste ville være at alle altid havde briller på i laboratoriet, men dette er ikke altid muligt at gennemføre i praksis. Ofte har eleverne teoriundervisning i det samme lokale, så allerede der vil princippet begynde at skride.

Man bør derfor vedtage nogle retningslinier for brug af øjen beskyttelse, som er letforståelige, konsekvente og logiske. Ud fra disse retningslinier bør skolen arbejde på at opdragelsen af eleverne gøres til en fælles opgave i lærergruppen. Retningslinierne indarbejdes i APB“erne, enten i laboratorieinstruksen eller i brugsanvisningerne for de enkelte stoffer. Se i øvrigt At-med delelsen om øjenbeskyttelse (litteraturliste).

3.3.3 Handsker

Der findes et utal af forskellige handsker til forskellige kemikalier og arbejdssituationer. Når man skal vælge en politik på dette område er det igen vigtigt at gøre sig klart, hvilke krav man vil stille til en handske og til elevernes anvendelse af handsker. Handsker, som kan modstå opløsningsmidler over lang tid, er ikke særligt velegnet til laboratoriearbejde, men kan anvendes ved rengøring og ved oprydning efter større uheld.

3.4 Kemikalieaffald

3.4.1 Lovgivning

I Miljø- og energiministeriets bekendtgørelse nr. 299 om affald findes retningslinier for, hvornår affald skal behandles og bort skaffes efter reglerne om affald.

Definition af farligt affald: Affald er under alle omstændigheder farligt, hvis:

• affaldet har et flammepunkt under 55 grader og/eller hvis:
• summen af det eller de indgående kemiske stoffer, er tilstede i en koncentration, som er lig med eller overstiger følgende procentgrænser (vægtprocent): Se næste side

Farligt affald skal anmeldes til kommunalbestyrelsen.

^{1) Der henvises til Miljø- og Energiministeriets til enhver tid gældende regler om klassificering, emballering, salg og opbevaring af kemiske stoffer og produkter.}

^{2) Koncentrationsgrænsen gælder for det enkelte kemiske stof med den pågældende egenskab.}

3.4.2 Håndteringen af kemikalieaffald

De fleste anvender de kommunale modtagestationer, som der efter sender affaldet videre, hovedsageligt til Kommune Kemi A/S.

Man kan vælge 2 strategier for sorteringen:

• alt pakkes som laboratorieaffald i kategori Z, hvor hver enkelt beholder mærkes med indhold
• affaldet sorteres i flere kategorier efter Kommune Kemis bestemmelser

Den første løsning er den dyreste, men man undgår fejl i sorte ringen og dem, som skal håndtere affaldet undgår at blive ud sat for dampe ved omhældning på dunke.

Den sidstnævnte løsning kræver, at man indretter et system med mærkede beholdere i laboratoriet og at der bliver sørget for god information til alle brugerne. Desuden skal der så placeres et lager til opbevaring af de affaldsbeholdere, man vælger at benytte. Denne løsning er billigere, men den kræver bedre organisering af affaldssystemet.

BEMÆRK: Kommune Kemi har et bødesystem for fejlsorteret affald. En fejl i sorteringen så affaldet f.eks. indeholder kviksølv kan være meget dyrt for institutionen.

Denne side indgår i publikationen "Vejledning om kemikaliehåndtering på htx" som kapitel 3 af 11
© Undervisningsministeriet 2000