1. Den gode praksis

Den gode praksis er den procesorienterede læse- og skriveundervisning, hvor lærerne aktivt anvender den nye viden og de metoder, som er væsentlige elementer i læselæreruddannelsen (morfologisk og fonologisk viden). Den gode praksis er en undervisning, hvor eleverne tilegner sig forskellige læse- og studieteknikker og i stigende grad bliver opmærksomme på de forskellige læseformål og forskellige læsestrategier, som forskellige situationer og tekster kræver. Eleverne lærer langsomt at afprivatisere såvel deres problemer som læse- og skriveprocessen og præsenteres for konkrete metoder og redskaber, der kan støtte udviklingen af deres læse-, skrive- og kommunikationsfærdigheder.

Samtidig bidrager den gode undervisningspraksis til at øge elevernes selvværd og selvtillid, idet dette er en af forudsætningerne, for at eleverne faktisk kan forbedre deres færdigheder på området.

Den gode praksis er karakteriseret ved, at hovedområderne i valgfaget læse om, skrive om og tale om de faglige og almene emner integreres i den daglige undervisning på en sådan måde, at elevernes aktive medvirken i udviklingen af deres færdigheder sikres. Dette kan skitseres således:

Hovedområderne læsning, skrivning og mundtlig kommunikation forudsættes således at være integreret i de enkelte lektioner (to eller fire lektioners forløb) på en sådan måde, at mindst to af de tre kommer i spil i de forskellige aktiviter, der foregår i løbet af lektionerne, og således at eleverne "tvinges" til selv at tænke over deres egen rolle og opgave i udviklingen af læse, skrive- og kommunikationsfærdighederne. At de i højere grad bliver aktive, bevidste og kompetente sprogudøvere. Den gode praksis er således karakteriseret ved, at eleverne er aktive i sprogudøvelsen og i forbindelse med indlæring af færdigheder.

Endvidere at de bliver inspireret og føler, at de bliver klogere, og at de får mere mod på læse- og skrivearbejdet i uddannelsen som sådan.

Idealet er, at lærere og elever så vidt muligt integrerer de tre elementer at læse, skrive og tale om faglige og almene emner på en sådan måde, at undervisningen og de metoder, der anvendes, medvirker til, at eleverne tænker selv og udvikler egne metoder til at forbedre deres færdigheder. Dette betyder, at lærerne skal hjælpe eleverne til også at bearbejde de forskellige øvelser og aktiviteter på et metaniveau, hvor eleverne hele tiden overvejer, hvad de har lært, og hvordan de kan bruge dette i videreudviklingen af deres færdigheder.

For at træne dette metaniveau må lærerne hele tiden/i hver lektion stille mundtlige eller skriftlige spørgsmål til elevernespørgsmål, som handler om, hvad nyt eleverne har lært, hvad de vigtigste pointer har været, hvordan de kan anvende det og så videre. Lærernes opgave er at hjælpe eleverne til at blive opmærksomme på, hvornår og hvordan de lærer - at hjælpe dem til at lære at lære. Lærerne kan tilrettelægge og gennemføre undervisningen således, at eleverne har de bedste betingelser for at lære, men reelt er det kun eleverne selv, der kan udføre læringsarbejdet. Læreprocessen er et individuelt og personligt anliggende, et arbejde, der må udføres af den, der lærer.

Lærerne kan medvirke til, at eleverne får redskaber til at udføre dette arbejde - bl.a. ved at eleverne trænes i at stille sig selv spørgsmål i forbindelse med undervisningsaktiviteterne: Hvad er det, jeg laver (læser, skriver, taler om) lige nu? Hvorfor gør jeg det (dvs. hvad er formålet med min læsning, skrivning, kommunikation)? Hvordan skal jeg gribe det an - dvs. hvad er den mest hensigtsmæssige læse-, skrive- og/eller kommunikationsstrategi? I vejledningen til faglig læsning og skrivning og i arbejdet på læselæreruddannelsen har det været væsentlige pointer, at det at læse og skrive er noget, der kan læres som at cykle, at bruge en sav, at lave mad og lignende konkrete færdigheder. En anden væsentlig pointe har været, at elevernes beslutninger og indstilling til arbejdet er afgørende for det udbytte, de får af undervisningen.

Den gode praksis er også karakteriseret af diskussioner om, hvad læring er, og hvordan man lærer, således at den passive og overfladiske opmærksomhed - og negative indstilling - som valgfagets elever ofte har haft til det at læse og skrive, bliver behandlet som en del af det faglige indhold på faget. Indirekte kommer undervisningen derfor også til at handle om, hvilke handlemuligheder og hvilke læringsteknikker, der står til elevernes rådighed. At eleverne i samarbejde med lærerne sætter sig nogle personlige mål for, hvad de vil arbejde med på valgfaget.

Hvis eleverne får nogle aha-oplevelser, der knytter sig til, at de har fattet noget om de forskellige metoder og formål i læse- og skriveprocessen eller har opdaget noget nyt om sig selv, som de ved, de kan bruge konstruktivt i deres arbejde med at videreudvikle læse-, skrive- og komunikationsfærdighederne, ja, så har det virkelig været god praksis.

Den gode praksis er således også afhængig af, at både lærere og elever foretager en løbende evaluering og er opmærksomme på de fremskridt, der sker - både med hensyn til elevernes konkrete færdigheder og med hensyn til deres indstilling til det at læse og skrive.

Denne side indgår i publikationen "Jeg læste en hel bog og nu tør jeg også skrive" som kapitel 1 af 11
© Undervisningsministeriet 2000