Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

Velkomst


af kontorchef Torben Christoffersen, GYA


På Uddannelsesstyrelsens vegne er det mig en stor glæde at byde velkommen til denne konference om fysik og almendannelse.Jeg håber, vi får et par spændende og konstruktive dage sammen.

Det almene gymnasium har som bekendt en dobbelt funktion. Det skal på samme tid være studieforberedende og almendannende. Og det er naturligvis ikke sådan, at man får studieforberedelsen i visse fag og almendannelsen i andre. Tværtimod skal samtlige medvirke til begge dele.

Poul la Cours gamle højskole i Askov er det helt rigtige sted at samles for at diskutere, hvordan fysikfaget kan bidrage til den almene dannelse.

For os, der kender faget, er det en selvfølge, at fysik har et meget væsentligt almendannende element, men vi er også nødt til at kunne forklare andre, hvori det består, hvis vi vil holde fast i, at fysik skal være et fag for alle. Det sker jo af og til, at vi bliver spurgt, om det nu også er så vigtigt, at alle elever på matematisk linje i gymnasiet skal have fysik, og at de sproglige heller ikke slipper for fysik. Hvorfor kan det ikke bare være et valgfag for dem, der er særligt interesserede? Efter min mening er det netop de almendannende kvaliteter ved fysikfaget, der gør, at vi også i fremtiden naturligvis skal fastholde fysik som et obligatorisk fællesfag.

Men en konference som denne er meget vigtig, for det drejer sig jo også om at kunne fremlægge argumenter, der kan overbevise tvivlerne.

I april måned vedtog Folketinget med tilslutning fra samtlige partier "Udviklingsprogrammet for fremtidens ungdomsuddannelser". Programmet vedrører samtlige ungdomsuddannelser, men det almene gymnasium vil helt sikkert komme til at stå i centrum, når vi skal i gang med at føre programmet ud i livet. Der er nemlig allerede sat en lang række initiativer i gang på de øvrige ungdomsuddannelser, og nu er så det almene gymnasiums tur. I Undervisningsministeriet har vi nedsat en referencegruppe med repræsentanter for alle parter, der har med ungdomsuddannelserne at gøre. Denne gruppe skal fungere som en form for dialogforum for programmet og bl.a. være med til at definere de områder, der særligt skal satses på. Vi har indtil nu holdt 2 møder i referencegruppen. Møde 2 var stort set udelukkende helliget naturvidenskab  og ikke mindst fysik. Det hænger selvfølgelig sammen med flere ting. En af dem er den vigende tilgang til de fysiktunge uddannelser, en anden de noget nedslående resultater fra TIMSSundersøgelsen af elevernes science literacy, og en tredie den ret beskedne tilslutning til fysik på højt niveau. Det er selvsagt bekymrende, at det ikke kan lykkes at få flere elever til at vælge fysik på højt niveau i 3.g - selv om vi har dem i 2 år forinden, hvor vi kan præsentere dem for alle de spændende og fascinerende - og almendannende - sider af fysikfaget. På baggrund af de 2 møder har ministeriet nu udsendt et hæfte om udviklingsprogrammet, og her kan man flere steder genfinde diskussionen i referencegruppen.

Under overskriften Samspillet mellem fagene kan man f.eks. læse, at vi mener, der er behov for

  • at fortsætte og udbygge de igangværende forsøg med fagpakker på matematisk linie
  • at afprøve, om der kan etableres et nyt samspil mellem fagene i form af fagpakker, der kan indeholde valgfag og fag fra fællesfagsrækken, bl.a. med det formål at styrke interessen for at gå ind i en naturvidenskabelig, sundhedsvidenskabelig eller teknisk videregående uddannelse. Fagpakkerne her kunne typisk bestå af et eller flere naturvidenskabelige fag i kombination med fx historie.

Og det fører netop over til:

  • at udvikle et nyt naturvidenskabeligt dannelseselement i samspil med fag fra andre fagområder og med brug af nye arbejdsformer og lærerteams
  • at overføre erfaringer fra forsøg med naturvidenskabelige klasser (projekter i samarbejde med erhvervslivet) til naturvidenskabelige fagpakker.

Vi har derudover opfordret uddannelsesinstitutioner på alle niveauer til lokalt og i samarbejde med virksomheder at oprette naturvidenskabelige dialogfora eller "Learning Labs", som det hedder med et modeord.

De skal sætte fokus på naturvidenskabelige fag i skolen og på naturvidenskabens anvendelse med det formål

  • at sikre sammenhængen og progressionen i undervisningen i de naturvidenskabelige fag
  • at samordne udviklingen af naturvidenskabelig faglighed
  • at samordne udviklingen i arbejdsformerne i de naturvidenskabelige fag
  • at styrke bevidstheden om læreprocesser i naturvidenskabelige fag
  • at styrke undervisningens autenticitet i samspil med virksomheder
  • at styrke det naturvidenskabelige dannelseselement.

Med dette udspil har vi forsøgt at kridte banen op. Nu er det op til de enkelte skoler at bringe bolden i spil. Jeg håber, at denne konference kan bidrage til at få gymnasiets fysiklærere på banen. Jeg ønsker alle en god konference.

Denne side indgår i publikationen "Fysik og almendannelse" som kapitel 2 af 9
© Undervisningsministeriet 2000

 Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top