4. Forældre og samfund

De kritiske forældre

For nogle elever fylder, kræver og forventer forældrene for meget. Deres børn kan ikke komme til, fordi deres erfaringer og handlinger hele tiden er til debat og ikke regnes for lødige, og nogle føler sig næsten som ofre for en repressiv tolerance, som deres forældre måske selv i deres tid gjorde oprør imod.

Forældregenerationen beskrives som utilfreds med sine børn, som på deres side føler sig under anklage, fordi de finder sig i for meget og tilsyneladende ikke er aktive.

"Min generations oprør er blevet sløvsindets oprør. Der er ikke noget der kan forarge vores forældre som det, at vi ikke tager stilling, ikke engagerer os, kort sagt, ikke laver oprør. .. Vi er dog ikke meget anderledes end 1890'ernes ungdom, vi skjuler blot vores nysgerrighed og videbegærlighed under en maske af ligegyldighed.

(Silkeborg, pige)
(mine understregninger)

En enkelt mener, at der er noget, forældregenerationen helt har overset, og tager til genmæle med følgende kommentar:

"Alligevel bliver de unge anklaget for at være initiativløse. 68'er-generationen kan ikke begribe, hvorfor deres børn ikke gør oprør mod et eller andet. Måske skulle forældrene/68'ergenerationen forsøge at se på sagen i et andet perspektiv - nemlig ud fra de unges synsvinkel: det er meningsløst at gøre oprør mod et velfungerende uddannelsessystem. Ligeledes er der heller ingen grund til at gøre oprør mod forældregenerationen, som jo vores egne forældre gjorde, for de unge har jo aldrig haft så frie tøjler før, som de har i dag. ... Informationssamfundet, hvor individet er i højsæde, er ved at slå igennem. En ny verden åbner sig for os, og de unge har indset dette. Denne nye verden har den ældre generation blot ikke opdaget endnu!"

(Nakskov, pige)
(mine understregninger)

Det er den samme oplevelse, der gives udtryk for i de to citater: forældrene mener, at der er noget galt med deres børns attitude. Det står nemlig ikke altid klart, hvad de skal være kritiske imod, kun at de skal være det. Det er deres holdning, der åbenbart er forkert, og forældrene har åbenbart en klar forestilling om, hvordan de unge burde forholde sig.

Disse unge er børn af oprørsgenerationen, og det er ikke ganske gnidningsløst; for de unge ser det ud til, at forældrene er i færd med at begå præcis de samme fejltagelser, som de selv anklagede deres forældre for at gøre, nemlig at definere, hvordan deres børn skal være.

Pigen fra Nakskov har selv flere svar parat på denne anklage, som hun finder helt utidig, idet hun henviser til de gode forhold, der findes i dag netop på baggrund af oprøret i 70erne.

Problemet er i følge hende bare, at de gamle ikke har opdaget, at der er sket en kvalitativ forandring også i livssynet, men bliver ved med at reagere som da de selv var unge, hvilket hun ville finde latterligt at gøre.

Som en følge af denne udvikling er der nemlig sket det, at forældregenerationens ideologi opleves som meningsløs. Hvorfor stå sammen i en kamp for noget, som allerede er opnået? Den kulturelle frisættelse har sat sig igennem, også for de unge, og den rummer nye muligheder, hvilket datteren her prøver at forklare de gamle.

Den samme tankegang finder man hos universitetslektor Henrik Kaare Nielsen i en noget mere sammentrængt form i hans karakteristik af "den kulturelle modernitet":

"Den fremadskridende frisættelse af individet i takt med opløsningen af de traditionelle sociale og kulturelle fællesskabsformer og nedbrydningen af de overleverede forholds autoritative aura har efterhånden bibragt samfundsindividerne en ny stor fond af erfaring i omgangen med moderniteten, som har afsløret denne som en verden, der nok er uberegnelig og problemfyldt, men som det i kulturel henseende absolut er muligt at leve med og i. Individualiseringen har vundet ved nærmere bekendtskab, .."

(mine understregninger) ¹²

Denne opfattelse af individualiseringen og moderniteten, som Henrik Kaare Nielsen er inde på, finder man også hos eleverne, og selvfølgelig kommer den enklere til udtryk hos dem; den kritik, de unge har mødt - at de mangler ideologiske holdninger - vendes i det følgende udsagn om, og problemet betragtes ud fra en anden synsvinkel. De tilsyneladende manglende ideologiske holdninger er i virkeligheden det samme som evnen til at tage hensyn. Hør blot:

"En af grundene til at vi "mangler" ideologiske holdninger, er måske, at vi er blevet opdraget til at tage hensyn til andre mennesker og deres holdninger, og at vi ikke skal forholde os fordømmende over for anderledes tænkende. Det mener jeg er en positiv lære."

(Rysensteen, pige)

Følelsen af manglende tilstedeværelse eller grænser, diskuteres ofte, og der findes både den humoristiske og den skarpe, direkte formulering:

"I dag stiller mange forældre sig ofte kritisk an overfor de unges adfærd og interesser, eller også er de måske bare ligeglade. Mange unge prøver nu også bevidst at provokere forældrene - enten ved en piercing i navlen, en tatovering på skulderen eller lignende..."

"At det er svært for os at lave oprør er både godt og ondt. Selvfølgelig er det dejligt, at vore forældre har kæmpet så meget, og at vi nu kan nyde godt af det. Men på den anden side kunne man frygte, at nogen ville gå længere end godt er for at kunne blive oprører. Husk i øvrigt lige at min generation er jo ikke død endnu, så der kan jo nå at komme et overraskelsesoprør endnu ....."

(Østre Borgerdyd, dreng)

Med denne lille eftersætning, der giver plads til et skævt smil i kampen mellem generationerne, afsluttes denne del af afsnittet, der har omhandlet de velformulerede elever, som kan svare igen på forældrenes anklager, som de har hørt før - og som de jo selv har refereret i deres besvarelse, da disse kritiske forældre ikke er til stede i Zweigs forlæg.

De forsvarer sig imod de gamles anklager. Og nogle af de unge føler sig svigtede. Desuden er de opmærksomme på, at behovet for at overskride de afstukne rammer er noget der hører alderen til, og derfor oplever de, at forældrene så at sige tager oprøret fra dem, ved at forvente det af dem og ved at definere det på forhånd. Drengen fra Østre Borgerdyd antyder, hvad der senere skal omtales, at de unge kan blive tvunget til at gå til yderligheder for overhovedet at blive set. Denne tankegang er ofte fremme i materialet.

De grænseløse forældre

"Ligegyldigt hvilken musik man hører, hvilken farve man farver sit hår eller hvilken absurd interesse man har, bliver man ikke udstødt af samfundet. Det kan måske skyldes at vores forældres generations oprør har været så banebrydende, at vi ikke kan diske op med noget, der kan overraske dem."

(Østre Borgerdyd, dreng)

Citatet fortsætter tankegangen fra før, hvor 68-forældrene drømte om at se deres børn male håret og byen rød, samtidig med at det tematiserer det problem, at de voksne ikke markerer, hvad der er rigtigt og forkert - i modsætning til Zweigs forældre, der åbenbart accepterede interessen for den gode kunst og ringeagtede drenges interesse for sport og piger.

Et udsagn kommer ind på, hvilke konsekvenser den store frihed har haft på det følelsesmæssige område:

"Vi har haft friheden til at gå ud i ekstremerne, hvis vi havde behov for det. Vores forældre har i den bedste mening givet os den altfortærende frihed, de selv kæmpede for, til at finde os selv, og med den altfortærende frihed har de efterladt os i en afgrund."

(Helsingør, dreng)

I dette tilfælde ses den kulturelle frisættelse ikke som et fremskridt; for det unge menneske , som lige nu er på vej ud, oplever det ikke som et mulighedsfelt men som et tomrum, som forældrene godt kunne have sparet ham for.

Den udstrakte frihed kan have sit udspring i et opdragelsesprincip, som det fremgår af ovenstående citater, men den bagside, som antydes i det ovenstående, uddybes af andre, som et decideret savn. De har manglet nogle forældre, som turde optræde mere tydeligt. På forskellig måde prøver de at forklare, at de manglende rammer skyldes, at forældrene ikke har overskud til at fastholde rammerne.

Denne forældretype beskrives som enten klynkende eller fraværende, og de unge har svært ved at skjule foragten. I det følgende citat sløres det, om problemet muligvis vedrører skriveren selv, idet både forældre og børn er omtalt lidt upræcist (fx 'de fleste') og i 3. person. Stefan Zweigs fremstilling af det uproblematiske og klare forhold mellem generationerne har nærmest virket provokerende på et ungt menneske, der selv (måske) skal være mor for sin mor:

"Hos Stefan Zweig glæder forældrene sig over, at de unge har sådan nogle sunde interesser i stedet for kortspil og piger, forældregenerationen i dag ville aldrig foretage denne skelnen, ikke fordi de i bund og grund er ligeglade, men fordi man jo endelig ikke må blande sig i de unges liv. Jeg tror, de fleste unge i dag kender lyden af mors nervøse stemme: "Nå, meen hvordan gik det så?" mens hun ser ud som om hun er ude sammen med en ildsprudende drage, der hvert sekund kan vende sig og æde hende."

Årsager til den fraværende naturlige balance hobes herefter op, og der viser sig bunker af uløste problemer, som den unge ufrivilligt bliver en del af, og hun konkluderer:

"De fleste forældre i dag har fra en meget ung alder indviet deres børn i deres private problemer, og bærer derudover rundt på en mængde skyldkomplekser over ikke at have været nok sammen med børnene, evt. ikke givet dem en ordentlig familie, hvilket ofte resulterer i at forældrene, velvidende hvilke dårlige rollemodeller de selv er, bliver ude af stand til at sætte grænser for deres børn."

Længere nede i besvarelsen vender hun tilbage til Zweigs fremstilling af en tilsyneladende lykkelig barndom, og hun konkluderer:

"Stefan Zweigs generation fik retten til at være børn og unge i vuggegave, retten til at være kåde og naive, retten til selv at opdage verden når de var parat til det. Vi fik voksenheden. Vi fik friheden til at bestemme over os selv og dermed ansvaret for at bære vores egne byrder."

(Rungsted, pige)

Pigen her skriver videre på Zweig-teksten, ind i en situation hun er meget fortrolig med. Det er ikke så afgørende her, om det netop er hendes personlige skæbne, hun beretter om, men det er her som i andre udsagn forældrene, der står som en modstand eller blokade for, at de unge kan udvikle sig til voksne mennesker. Blokeringen har ikke form af kritik og anvisninger på 'det rigtige' ungdomsliv, som det var tilfældet for den forrige gruppe, men viser sig gennem fravær af det voksne menneskes ansvarlighed, overskud og personlighed, kort sagt: alle de egenskaber, de unge forventer at finde hos forældre.

Friheden ændrer sig fra forestillingen om det fortidens frirum, hvor barnet frit kunne udfolde sig inden for de voksnes værn, til en nutidens tilværelse uden beskyttelse. Den kulturelle frisættelse, set nedefra.

Denne gruppe ser typisk børnene som ofre for en uretfærdig behandling, de ikke selv er skyldige i. Det gennemgående er, at forældrene ikke har været til stede, og børnene har manglet forbilleder, stimulans og inspiration. Én er inde på, at de har været for lang tid i institution, så "..de kan ikke selv finde på noget at lave", eller som der stod i citatet overfor: de "fik ansvaret for at bære (deres) egne byrder", hvilket jo understreger en frustration og følelse af forladthed.

Man kan selvfølgelig aldrig vide, om emnet er løbet af med nogle af eleverne, mens de har skrevet, men givet er det, at de forskellige udgaver af overgreb eller mangeloplevelse kendes af en stor gruppe unge. Erfaringerne har ligget så højt i bevidstheden, at de er blevet aktiverede, selv ud fra de få bemærkninger, der findes i forlægget, der som sagt ikke har forældrene som tema.

Visioner

Nogle af eleverne kommer med et par gode råd til forældrene, eller måske snarere nogle visioner om, hvordan de gerne selv ville være engang:

"Jeg tror altid, at vi som den unge del af befolkningen vil være allergiske over for bedrevidende forældre og andre der prøver at opdrage for meget på os. Jeg kan da sagtens se hvor frustrerende det må være at se ens børn begå de samme fejl som sig selv, men vi kan jo ikke rigtigt vide hvordan det er uden at have prøvet det først."

(mine understregninger)
(Silkeborg, pige)

"Jeg vil selv fortælle mine fremtidige børn om hvad jeg selv har lært og synes er rigtigt. Det vil vise sig om den næste generation er totalt uenig med min og derfor ønsker en masse ændringer, eller om blot et par ideer kan bruges.

Den iver efter at lære noget helt nyt, uden at voksne og lærere skal blande sig, (...) som jeg selv er tilhænger af, ville jo højst sandsynligt ikke være der, hvis ikke forældre havde et andet syn på tingene end deres børn og fortalte dem om det tit, og så ville verden holde op med at ændre sig særlig meget, og geniale tanker ville gå tabt."

(Rungsted, dreng)
(mine understregninger)

De er begge to inde på, at det er en naturlig ting at have generationskonflikter, og de konkluderer, at de godt kan forstå de voksne, bare de dog ville både forstå deres børn og holde fast ved deres eget. De anmoder næsten deres forældre, om de vil være så venlige at blive ved med at være de voksne og stå ved deres idealer og retningslinjer, selv om de møder modstand fra børnene! Drengen fra Rungsted svinger sig så højt til sidst, at civilisationens udvikling afhænger af dette forhold! En opøvelse til demokrati kunne man også kalde det.

De elever, der kommer i gang med at skrive om emnet forældre børn, er allesammen kritiske og har behov for at forsvare sig. Alle er de midt i en diskussion/et skænderi/en privat vrede, hvilket nok ikke er så mærkeligt for mennesker, der netop sidder og skriver deres sidste stil på vej væk hjemmefra og fra skolen.

Der findes kommentarer om Stefan Zweigs fremskredne alder, da han skrev sine erindringer og fremstillede sit forhold til forældrene.

Han var jo en ældre herre, og måske havde hans ungdoms sammenstød og irritationer fortonet sig noget gennem årene. Dette spiller imidlertid ingen rolle for de unges behandling af deres egne forhold, men fungerer tværtimod klart som afsæt og inspiration.

Ingen beskriver den velfungerende familie eller den søde stedmor, og der kan være flere grunde til, at man kun omtaler, hvad der er problemer i, og ikke hvad man er glad for. Det forhold vil jeg ikke gisne om, men blot tage ad notam; det kan jo være uden gnidninger og derfor ikke værd at nævne - eller så afvigende fra forlæggets univers, at det ville blive for indviklet i denne sammenhæng at gøre rede for rækken af papfædre, -mødre og -søskende.

Men hvad skriver de så om? Den ene gruppe skriver om, at forældrene lægger deres egne idealer ned over dem, og at de forlanger, at de unge skal handle som dem - og det vil de unge ikke. Det ironiske er så blot, at disse forældre, der insisterer på deres egen autoritet som den sande, er de samme, som i sin tid etablerede århundredets største generationsoprør, og som nu forlanger, at deres børn skal fortsætte eller gentage deres kamp, endda på den samme måde. Sådan oplever de skrivende børn det i hvert fald.

Problemet for den anden gruppe unge, der savner at forældrene er nærværende, er blandt andet, at forældrene ikke tillader, at konflikter gennemleves. De har trukket sig, og de har overladt de unge til sig selv; konfrontationen er umulig, enten fordi forældrene har som princip, at deres børn i en tidlig alder skal lære at tage ansvar for egne valg og skal have en frihed, de måske selv har manglet, eller fordi de af forskellige grunde er bange for deres børn og appellerer til dem som de voksne. Den form for frisættelse vil disse unge meget gerne være foruden, og interessant er det, at ingen af dem beskriver den som den fornyelse, som Henrik Kaare Nielsen er inde på.

På en måde er der den samme pointe i alle beskrivelser af forældre, uanset om de er gamle oprørere eller ej; men netop i forhold til denne kategori (oprørsforældrene) oplever de unge det paradoksale i, at de på den ene side er opdraget til frigørelse, men at de på den anden side ikke selv må vælge, hvordan denne frigørelse skal forme sig, fordi den skal foregå efter mønstre, som forældrene har lagt i forvejen. Progressiviteten har udviklet sig til form og krav, lige så rigide som tidligere tiders forældrekrav. I denne sammenhæng er der for de unge ingen forskel på, om det er borgerlige eller progressive forældre, der stiller krav, for pointen er, at de skal opfyldes.

Sammenligning

I undersøgelsen fra Århus Amt "Ungdomskultur - skolekultur"( 1998) findes et kapitel, der handler om de unge i familien.

Og her er konklusionen, at nok er de unge i 3g på vej væk fra hjemmet, men de er mere positive, end undersøgerne havde forventet, de ville være; de har mange aktiviteter sammen med forældre og søskende, og de opfatter hjemmet som et trygt sted at være. "Familien lever stadig" hedder den konkluderende overskrift.¹³ At familien stadig lever kan man jo godt undre sig over efter læsningen af mit materiale, hvor forholdet beskrives langt mere konfliktfyldt, men jeg vil tro, at der er flere faktorer, som har betydning for forskellene i de to undersøgelser. For det første er forskellen på denne undersøgelse og min, at den første har arbejdet med spørgsmål, der er stillede på forhånd, hvilket i sig selv definerer, hvad der skal tales om, og hvilke delområder der skal belyses. Dette betyder formentlig, at de elever, der havde et uproblematisk hjemmeliv, og som ikke fandt det bemærkelsesværdigt nok at skrive om, fordi det måske lignede Zweigs, er kommet med. I mit materiale har eleverne selv udvalgt de temaer, de vil fortælle om, og den skrivesituation, de befinder sig i, er som nævnt tidligere noget atypisk.

For det andet er der i "Ungdomskultur - skolekultur"- undersøgelsen fulgt op på spørgsmålene med udvalgte interviews, hvor detaljer kunne uddybes. Mit materiale er uden samtale og uden korrektioner, hvilket selvfølgelig kan betragtes som en usikkerhedsfaktor. Men det kan også være en garanti for, at de unge udelukkende skriver på egne vegne.

Jeg vil naturligvis ikke ind på, hvilke af udsagnene, der er mest sande, men kun konstatere, at de er forskellige.

Konklusion

Stefan Zweigs lærere repræsenterede 'den gamle orden', resterne af den veldefinerede embedsmandskultur, som for de unge viste sig forstenet og forældet. De opsøgte alle de alternative områder, der repræsenterede moderniteten, som for dem var det nye og det, der var forbundet med en eksplosion af muligheder, og som rummede muligheder for en afvikling af "de traditionsfæstede livssammenhænge" ¹⁴ i familien, religionen og kunsten fra enevældens tid, som den fandtes inden for deres egen borgerkultur.

Den samme oplevelse af, at skolen repræsenterer "den gamle orden", har de unge måske i dag. Den uorden, der brød frem for hundrede år siden, er nu blevet til tradition og fast pensum, og nu repræsenterer elevgruppen i sig selv mange kulturer.

I dag taler man om, at moderniteten er ved at blive afløst af 'det postmoderne', eller at det moderne er inde i sin sidste fase.

Den del af forældregenerationen, der identificerede sig med ungdomsoprøret, kæmpede i sin tid - både politisk og privat - imod den opsplitning og fremmedgørelse, som industrisamfundet havde udviklet sig til, og man insisterede på at 'alt hang sammen' - 'alt var politisk'. Spørgsmålet er så, om man dengang i sine utopiforestillinger og i sine alternative sociale eksperimenter i virkeligheden vendte tilbage til en førindustriel tankegang og praksis; 'den kollektive landsby' kaldte man oprørsmiljøet, med en positiv valeur.¹⁵ Man kan godt tolke elevernes reaktioner som den næste generations svar på denne kamp mod fragmenteringen. De vil ikke underkaste sig én overordnet idé eller fortolkning, de har ikke behov for den "restaurative orientering mod nære, faste fællesskaber og meningssammenhænge", som Henrik Kaare Nielsen kalder ungdomsoprørets bestræbelser. Deres erfaring er ikke, at vi lever i et industrisamfund med klare opdelinger i venner og fjender, men derimod, at vi lever i en langt mere infiltreret verden, og det nye er, at de unge er indstillede på at "finde bevægelsesformer, som i højere grad indlader sig på moderniteten som positivt vilkår."¹⁶ De unge har ikke noget klart verdensbillede, de finder ingen faste instanser, der altid har ret - eller uret. Værdiforestillingerne er flydende og defineres af den sammenhæng, de indgår i. Og for den del af de unge, som er ungdomsoprørets børn, er det ( ifølge udsagnene i dette materiale) ikke noget problem! Dette sidste har den forrige generation svært ved at acceptere.

12 Kultur og modernitet. Aarhus Universitetsforlag. 1993. I øvrigt udfoldes her den samme karakteristik af livet i moderniteten, som Anne-Mette Nygaard citeres for i forrige kapitel om ‘Skolen’. [Tilbage til teksten]
13 Aksel Pedersen og Lise Hansen: Ungdomskultur - Skolekultur. Århus. 1998. [Tilbage til teksten]
14 Henrik Kaare Nielsen: Kultur og modernitet. 1993. [Tilbage til teksten]
15 Tankegangen er af Henrik Kaare Nielsen formuleret således: Hvad enten de manifeste programmatiske forestillinger havde fokus på "bevægelsen", "kollektivet", "partiet", "subkulturen", "klassen" eller "kønnet", drejede den latente motivdannelse sig om genindlejringen af individet i et forpligtende fællesskab baseret på overindividuelle strukturer og nødvendigheder. (s. 32). [Tilbage til teksten]
16 Ibid s. 37. [Tilbage til teksten]

Denne side indgår i publikationen "Fra Kierkegaard til Calvin Klein" som kapitel 3 af 7
© Undervisningsministeriet 2000