2. Læring

Læringsbegrebet

Centralt i forståelsen af åbent læringscenter-tanken er selve læringsbegrebet 1 . I et forsøg på at finde den mindste fællesnævner blandt de mange teoretiske definitioner på begrebet læring, når Ellström (1997) frem til følgende: "Med læring menes .. relative varige forandringer hos individet som et resultat af individets samspil med omgivelserne".

Ellström uddyber dette, men her er det tilstrækkeligt til at fastslå, at individet kan altså lære uden indblanding fra en undervisers side. Det ved vi godt, og sådan har det altid været, men til trods herfor har der været en tendens - i forsøget på at gøre det så godt som muligt - til at koncentrere sig om lærerens egen rolle i undervisningen. Herved kom vi i en eller anden grad til at negligere det, det hele handler om, nemlig den uddannelsessøgendes læring.

Den konstruktivistiske pædagogik

Samtidig har lærerrollen baseret sig på en ekspertrolle, som ikke levnede den uddannelsessøgende mulighed for at blive ekspert på sin egen læring. Den konstruktivistiske pædagogik pointerer, at viden ikke er en objektiv størrelse, og derfor er der flere måder at forstå den på. Eleven må fortolke og fremlægge sin version til diskussion, hvorved der opnås en fælles forståelse (negotiated meaning).

Definition på læring

Andresen (1999) uddyber læringsbegrebet med følgende definition: "(Læring er) processer, i hvilke man på grundlag af forudgående erfaring forandrer, modificerer eller udvider sine kundskaber, færdigheder og værdier. De nuværende rammer for disse processer er ofte et levn fra industrisamfundet".

Det er altså hans vurdering, at vi efterhånden har overset læreprocessens individuelle kompleksitet. Videre mener han, at vi, når vi overtager ansvaret for elevernes læring gennem gennemarbejdede, strukturerede, didaktiske undervisningsformer, anvender metoder, der ikke fremmer de kompetencer, som samfundet har brug for i dag. Selve processen bliver en begrænsende faktor for produktet.

Læreprocessens kompleksitet

En af de forskere, der har fokuseret på læreprocessens kompleksitet er Kolb. Hans efterhånden velkendte metamodel fortjener dog endnu et gennemsyn i læringscenter-konteksten. De forskellige elementer i læringscirklen, identificeringen af individuelle læringsstile samt de forskellige læringsmiljøer, der understøtter disse, udgør en velegnet forståelsesramme for såvel læring som læringscenterkonceptet.

Kolbs læringsmodel

Læringscirklen

Til trods for at Kolbs model har sin fortjeneste i det tredimensionelle kompleksitet, så fremstilles modellen i mange sammenhænge i en forsimplet cirkulær form. Her betragtes læreprocessen som blot omhandlende: Handling, erfaring, refleksion, viden. Denne del af modellen har dannet grundlag for flere udviklingsprojekter og skal derfor ikke uddybes synderligt.

Blot med den tilføjelse, at den traditionelle undervisning, specielt på erhvervsuddannelsesniveau, har ikke i nævneværdig grad understøttet elevens mulighed eller behov for at reflektere eller at abstrahere fra det konkrete og generalisere på baggrund af reflektionerne.

Refleksionen

I en lærings-kontekst er refleksion en generel term for de intellektuelle og affektive aktiviteter, som individer indgår i for at udforske deres erfaringer med henblik på at nå frem til nye forståelser og viden. Dette kan ske både alene og i samarbejde med andre.

Ønsker man at anvende dette udgangspunkt, har det selvfølgelig konsekvenser for den måde, læreprocessen organiseres på.

Eksempler på disse fremlægges nedenfor.

De fire læringsstile

Begribelsesdimensionen afspejler dialektikken mellem det konkrete og det abstrakte samt opfattelser og forståelse. Transformationsdimensionen udtrykker dialektikken mellem refleksion (meningstilskrivelse) og ekspansion ved aktiv eksperimenteren.

Med udgangspunkt i dette, kategoriserer Kolb fire forskellige læringsstile:

• Divergent erkendelse: Kreativitet og mangfoldighed og forskellighed i output ud fra samme input
• Assimilativ erkendelse: Tilpasning af oplevelse ud fra eksisterende skemaer
• Konvergent erkendelse: Deduktion ud fra et givet input fokuseres på et bestemt output
• Akkomodativ erkendelse: Forandring af skemaer eller en erkendelse af, at de ikke kan indeholde iagttagne omverdensforhold.

Individuelle læringsstile

De fire forskellige måder at engagere sig i læreprocessen på kan være mere eller mindre dominerende hos forskellige mennesker, hvilket understreger individperspektivet i læringen. Samtidig er der også skabt et grundlag for at tilrettelægge læringssituationen på fire forskellige måder.

De fire læringsmiljøer

Læringscirklen og de forskellige læringsstile kan understøttes af fire læringsmiljøer:

• Affektivt orienterede miljøer
• Perceptuelt orienterede miljøer
• Adfærdsmæssige orienterede miljøer
• Kognitivt orienterede miljøer.

Uden at der kan sættes lighedstegn til bestemte fysiske rammer, så kan man promovere et bestemt læringsmiljø eller en kombination af miljøer gennem forskellige rammer. Dette vil give de uddannelsessøgende mulighed for at udnytte deres præferencer for læringsstile optimalt i læringscirklens proces.

Mange tilgange

Kolb er langt fra den eneste tilgang til læring i læringscenterkonteksten. Nogle baserer sig på Gardners multiintelligenser og andre på Honey og Mumfords læringsstilkategorier, men uanset understreger de alle et behov for at sætte elevens læring i centrum og at organisere læreprocessen på en måde, der understøtter individets udvikling i denne.

Ansvar for egen læring

Endnu et begreb, der har betydning for forståelsen af læringscenterideen, er det efterhånden meget brugte og misbrugte "ansvar for egen læring".

Individets aktive rolle

Nordmanden Bjørgren (1995), som er blevet tilskrevet begrebet, selvom det bruges i litteraturen helt tilbage til halvfjerdserne, har det udgangspunkt, at viden konstrueres i processen, hvor deltagerne arbejder med stoffet. Det kræver, at individet påtager sig og får mulighed for at påtage sig en aktiv rolle i læreprocessen.

‘Gensidigt ansvar for læring’

Andresen (1999) uddyber dette: "Udvikling af kvalifikationer som samarbejdsevne, kommunikationsevne og metodiske færdigheder foregår ofte bedst i forløb, hvor deltagerne tager sagen i egen hånd. Den største udvikling sker ofte, når deltagerne har ‘aben’, dvs. når de påtager sig ejerskab og medansvar for deres læring. Det kaldes som bekendt ‘ansvar for egen læring’ og ‘gensidigt ansvar for læring’".

Lærerens ansvar

"Ansvar for egen læring" er desværre blevet misfortolket, således at det gammelkendte "laissez-faire" har fået en opblomstring. Bjørgren gør dog udtrykkeligt opmærksom på, at det selvfølgelig er lærerens ansvar at organisere læringen. Det, man kan tale om, er, at læreren og eleven har ansvar for forskellige –men komplementære - dele af læreprocessen. Kun individet kan lære, men de to parter har et fælles eller gensidigt ansvar for, at målene nås.

Selvtillid og kompetence

Efterhånden som eleven udvikler sin selvtillid i læreprocessen, udvikles kompetence parallelt. Når selvtillid og kompetence udvikles, flyttes kontrollen over læringssituationen væk fra læreren, og eleven påtager sig en større grad af ansvar.

Studiekompetencer

Hverken i den traditionelle klasseundervisning eller i det pædagogiske univers, som læringscentrene er en del af, kan eleven overlades til sig selv. Der er dog tale om en anden vægtning af studiekompetencer, idet udviklingen af disse er centrale for, at eleven kan opnå selvtilliden til at tage ansvaret for egen læring.

Denne side indgår i publikationen "Åbne læringscentre - hvorfor og hvordan?" som kapitel 2 af 28
© Undervisningsministeriet 2000