Indledning:
De videregående uddannelser i det 21. århundrede

Uddannelse som personligt og samfundsmæssigt projekt

Ved siden af familien er uddannelsessystemet den samfundsinstitution, der formidler de grundlæggende værdier i det danske samfund. Værdier, som er afgørende for vort demokratis levedygtighed, og som er grundlag for vitale menneskelige dyder: Den gensidige respekt, det fælles ansvar og lysten til at virke sammen. Det gælder forståelse af egen identitet og evnen til at yde. Det gælder sans for tradition og lyst til fornyelse.

Det samfund, som fremtidens danskere skal virke i, betegnes ofte som vidensamfundet. Her er kundskabsproduktionen dominerende. Intellektet er vigtigt, det vil sige menneskets muligheder for at udvikle, forstå og sætte ny viden i arbejde. Det er naturligt, at de videregående uddannelser har en særlig rolle i dette vidensamfund og i uddannelsessystemet som sådan. Når de fungerer bedst, er de videregående uddannelser en dynamisk faktor, der kan forandre og forny skoleverdenen, arbejdslivet og samfundet i øvrigt.

De studerende, der i stigende omfang optages på de videregående uddannelser, er bærere af Danmarks fremtid. De skal som et personligt projekt påtage sig at udvikle deres faglige kvalifikationer så langt, som det er dem muligt, samtidig med at de almene færdigheder som sproglig formuleringsevne og beherskelse af informationsteknologi er uundværlige, når de faglige kvalifikationer skal udnyttes i praksis.

Men det, der i høj grad giver det enkelte menneske mulighed for at bevæge sig rundt i en verden under stadig forandring, er de personlige kvalifikationer. Evnen til kommunikation, formidling, helhedstænkning og samarbejde er sammen med stærke kritiske metodiske og analytiske evner de kvalifikationer, der binder de faglige og almene færdigheder sammen til en brugbar helhed. De forskellige typer kvalifikationer kan dog ikke forstås adskilt og er ikke hinandens modsætninger. De skal tænkes sammen og udvikles sammen gennem hele uddannelsessystemet - fra folkeskole til videregående uddannelse.

Uddannelse er også et samfundsmæssigt projekt. For at kunne opretholde den danske demokratiske livsform, må det danske erhvervsliv kunne klare sig i den internationale konkurrence. Det kræver en arbejdsstyrke med mindst samme uddannelsesniveau som vore partnerlandes. Uddannelse for den enkelte og uddannelse for samfundet er derfor to sider af samme projekt.

De videregående uddannelser som indsatsområde i 1999

Jeg har i 1999 ønsket at sætte særlig fokus på de videregående uddannelser. Jeg har derfor haft en lang række møder og konferencer med uddannelsesinstitutioner, studerende og aftagere om centrale uddannelsespolitiske ideer, initiativer og udviklingsveje.

Målet med initiativet har som udgangspunkt været

• dialog med institutionerne om reform af institutionsstrukturen og merit samt et udbygget samarbejde med studerende og aftagere
• dialog med de studerende om at tage medansvar for uddannelsernes kvalitetsudvikling
• dialog med aftagerne om at gå aktivt ind i den offentlige uddannelsesdebat som partnere for institutioner og studerende

En mangfoldighed af temaer med relevans for de videregående uddannelser er blevet behandlet. Det gælder bl.a. de videregående uddannelsers institutionelle struktur, merit og fleksibilitet i uddannelserne, indførelse af en ny professionsbachelor, studenterdemokrati, kvalifikationsprofiler og videreuddannelse.

I forhold til centrale uddannelsespolitiske emner er der nu bred enighed og interessesammenfald blandt aktørerne på de videregående uddannelser. Det giver et solidt udgangspunkt for at nå de overordnede politiske mål for de videregående uddannelser: Højere kvalitet, større rummelighed, øget sammenhæng og stærkere forandringsevne. De uddannelsespolitiske målsætninger er formuleret. Foran os står nu arbejdet med at håndtere omstillingsprocessen og omsætte de uddannelsespolitiske målsætninger til konkrete handlinger. I det følgende vil jeg redegøre for mit bud på, i hvilken retning vi bør gå.

Udfordringerne

Den mest markante samfundsmæssige ændring i relation til uddannelsessystemet er den hast, hvormed kompetencekravene ændrer sig. Jobprofiler, erhverv og professioner ændrer sig meget hastigt i disse år, nogle forsvinder helt, mens andre kommer til. Når kompetencebehovene i samfundet og erhvervene ændrer sig, er det nødvendigt, at uddannelsessystemet også ændrer sig i takt hermed.

Udfordringen består i at sikre kontinuitet og øge uddannelsernes evne til at udvikle og forny sig. Udviklingsorientering skal integreres i uddannelserne gennem tæt kontakt mellem uddannelsesinstitutionerne, det omgivende samfund og arbejdsmarkedet, så uddannelsesinstitutionerne kan udbygge deres rolle som afgørende medspillere i samfunds- og kompetenceudviklingen. Det giver uddannelsesinstitutionerne en ny profil i forhold til det århundrede, vi har kendt, hvor erhverv, professioner og job lå fast i langt længere tid ad gangen. Det vil fortsat være en kerneopgave at sikre, at de studerende når uddannelsernes mål. Men det vil også være en vigtig opgave at sikre, at det samlede uddannelsesudbud og de enkelte uddannelsers indhold sammensættes i overensstemmelse med samfundsudviklingen.

Målene

De videregående uddannelser skal have en høj kvalitet. De skal både matche og selv spille aktivt med i udviklingen af nationale kompetencer, der kan understøtte en positiv samfundsudvikling, høj kvalitet i de offentlige serviceydelser samt et stærkt og konkurrencedygtigt erhvervsliv. De skal gro af nutiden, men skabe resultater i fremtiden. De skal være nationalt baserede, men skal også kunne klare sig i international sammenhæng.

I dag består det videregående uddannelsessystem af et flerstrenget og differentieret udbud:

• De korte videregående uddannelser (KVU), der primært er vokset frem som overbygningsuddannelser på de erhvervsfaglige uddannelser således, at flertallet af disse uddannelser i dag fortsat retter sig mod det private erhvervsliv
• De mellemlange videregående uddannelser (MVU), der overvejende retter sig mod de professioner på det offentlige arbejdsmarked, som de er udsprunget af
• De lange videregående uddannelser (LVU), der ikke alene sigter mod specifikke jobfunktioner, men retter sig bredt mod både det offentlige og det private arbejdsmarked

Vidensamfundet fordrer i sig selv en løbende udbygning af uddannelsessystemet. Her må de videregående uddannelser bidrage aktivt med at give os de bedste muligheder for at håndtere udfordringerne. Forudsætningen er, at en stadig større del af befolkningen får adgang til uddannelse hele livet igennem.

Under indtryk af vidensamfundets kompetencekrav har regeringen to tæt forbundne uddannelsespolitiske målsætninger:

• Alle unge bør have en ungdomsuddannelse
• Halvdelen af en ungdomsårgang bør have en videregående uddannelse

Ambitionsniveauet kan synes højt, når man ser på, at 83% af en ungdomsårgang i dag gennemfører en ungdomsuddannelse, mens 42% af en ungdomsårgang gennemfører en videregående uddannelse. Realisering af ambitionen er dog uomgængelig, hvis vi vil fastholde og udbygge den enkeltes og vores udviklingsmuligheder og velfærd. Ambitionsniveauet må også ses i lyset af den tiltagende internationale konkurrence om viden og arbejdspladser. En række lande, vi normalt sammenligner os med, opererer med endnu højere måltal. Hertil kommer, at de kommende års demografiske udvikling i sig selv er en god begrundelse for, at de videregående uddannelser fortsat bør udbygges. Det kan anskueliggøres ved, at ungdomsårgangene efter et lavpunkt om 35 år vokser med næsten 40% frem mod år 2010.

Universiteterne har allerede givet plads til mange unge. Der er hverken kapacitetsmæssigt grundlag for eller beskæftigelsesmæssige perspektiver i en fortsat kraftig udbygning på universitetsområdet. Den største udbygning bør finde sted på de korte og mellemlange videregående uddannelser. Det kræver attraktive korte og mellemlange videregående uddannelser i attraktive studiemiljøer.

Universiteterne er en central medspiller i bestræbelserne på at løfte kvalitet og udbygge de korte og mellemlange videregående uddannelser. Universiteterne har et bredt ansvar som direkte eller indirekte leverandør af viden til næsten hele uddannelsessystemets lærerkorps. Det er afgørende for realiseringen af vores uddannelsespolitiske målsætninger, at universiteterne tager denne samfundsmæssige opgave på sig og tænker i samarbejde, tværfaglighed og sammenhæng.

Arbejdsmarkedet vil også i fremtiden have brug for medarbejdere med højt uddannelsesniveau. Viden og uddannelse er nøglen til vækst i vidensamfundet. Kunsten er at bevare mange forskellige uddannelser og samtidig skabe forbindelse mellem dem, så målsætningen om høj kvalitet i uddannelsessystemet fra grundskole til universitet kan realiseres. Der skal derfor fortsat være både særligt teoritunge uddannelser og uddannelser, hvor teori og praksis går mere hånd i hånd. Det praksisnære, erhvervsrettede og professionsbaserede uddannelsesudbud skal bevares, og der skal være tre selvstændige men sammenhængende niveauer i det videregående uddannelsesudbud. De korte og mellemlange videregående uddannelser skal ikke reduceres til forskole for universiteterne, men må på den anden side ikke udvikle sig til uddannelsesmæssige blindgyder.

De tre forskellige - men indbyrdes relaterede - uddannelsestilbud af kort, mellemlang og lang karakter er ikke og skal ikke være ens. Men de skal være ligeværdige og gøres lige attraktive. Det kræver blandt andet

• et uddannelsesudbud med klart fastsatte afgangsniveauer og vidensgrundlag - herunder krav til de mellemlange videregående uddannelser fastsat i én lov i lighed med lov om korte videregående uddannelser og om universiteterne
• en institutionsstruktur, som fastholder forskellighederne, skaber bæredygtige og udviklingsorienterede institutioner og giver plads til samarbejdsmuligheder mellem korte, mellemlange og lange videregående uddannelser
• en uddannelsesstruktur, der sikrer en vej igennem til højeste niveau - bl.a. gennem etablering af et nyt selvstændigt videreuddannelsessystem for voksne understøttet af et tværinstitutionelt samarbejde om at nedbryde barrierer, der hæmmer merit og fleksibilitet
• et støttesystem, der giver plads til rimelige levevilkår under studierne og dermed de unge mulighed for at vælge uddannelse efter evner og interesser

Indsatsområderne

Sat på én formel er overskriften for dette års møderække om de videregående uddannelser kvalitetsudvikling i uddannelserne og på institutionerne. I mine øjne giver drøftelserne sammen med ministeriets øvrige uddannelsespolitiske arbejde anledning til at formulere 7 indsatsområder for de videregående uddannelser:

• Udbygning og kvalitetsløft af de korte og mellemlange videregående uddannelser
• Forskning i pædagogik og uddannelse
• Fornyelse og udvikling af uddannelserne
• Sammenhæng og kompetenceudvikling
• Merit og fleksibilitet i nationalt og internationalt perspektiv
• Studentermiljø og studenterindflydelse
• Integration af IT i uddannelserne

I det følgende vil jeg redegøre for, hvordan indsatsområderne vil blive udmøntet i form af henholdsvis lovforslag (se bilag 2) og øvrige initiativer.

Udbygning og kvalitetsløft af de korte og mellemlange videregående uddannelser

En væsentlig forudsætning for, at 50% af en ungdomsårgang kan gennemføre en videregående uddannelse er, at uddannelserne og institutionerne - både kvalitativt og kvantitativt - er i stand til at tiltrække motiverede studerende samt gode undervisere og forskere.

Perspektivet i at lade de korte og mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner være kernen om en reform af den institutionelle struktur er først, at vidensamfundets kompetencekrav langt hen ad vejen kan imødekommes med et styrket udbud af korte og mellemlange videregående uddannelser, der samtidig er understøttet af et tæt samarbejde med universiteterne.

Perspektivet er dernæst, at der sikres et regionalt udbud af videregående uddannelse. Det er nødvendigt for en langsigtet tilgang til de korte og mellemlange videregående uddannelser. I det aktuelle videregående uddannelsesbillede er universiteterne magneterne. 50% af de videregående uddannelsesinstitutioner ligger i de 4 store universitetsbyer - København, Århus, Odense og Ålborg - ligesom 80% af søgningen går hertil. Udbygning af uddannelsesudbuddet i regioner med begrænset erhvervsudvikling og befolkningsgrundlag kan betyde et udviklingspotentiale i sig selv. Hertil kommer, at alle dele af landet skal have del i velfærdsstatens uddannelses-, social- og sundhedsydelser. Der er derfor ingen tvivl om, at vi også skal have videregående uddannelsesinstitutioner uden for de 4 store universitetsbyer.

Hvis dele af de unges stærke søgning mod storbyernes universitetsuddannelser skal vende sig til andre uddannelsesmiljøer, kræver det selvstændige og stærke praksisnære, erhvervsrettede og professionsbaserede korte og mellemlange videregående uddannelser af høj kvalitet. Det forudsætter igen uddannelsesinstitutioner, der har den nødvendige faglige tyngde og styrke til at skabe denne kvalitet - det vil sige stærke uddannelser i stærke institutioner. Det kræver samling af udbuddet af korte og mellemlange videregående uddannelser i større, bredere og stærkere juridiske enheder, som kan

• sikre sammenhængende faglig udvikling af grund-, efter- og videreuddannelser inden for beslægtede uddannelsesområder, der også giver plads til nyudvikling i relation til relevante erhvervs- og professionsmiljøer
• sikre videreudvikling af stærke uddannelsesmiljøer som videnscentre i forhold til regionernes erhvervsliv og offentlig virksomhed
• sikre videreførelse af stærke uddannelsesmiljøer uden for universitetsområdet, der kan samarbejde med universiteterne og samtidig sikre, at de praksisnære, erhvervs- og professionsrettede uddannelser videreudvikler deres position

Engagerede lærere er forudsætning for gode uddannelser. Engagementet støttes af mulighed for udvikling af lærernes kvalifikationer. Omstillingen af uddannelsesinstitutionerne til videncentre vil ændre på kravene til lærerkorpset, der skal sikres de nødvendige formelle og uformelle efter- og videreuddannelsesmuligheder for at kunne omsætte de nye udfordringer til hverdagens realitet.

Etablering af større og bredere institutioner skal også bæres frem af effektive ledelsesstrukturer på uddannelsesinstitutionerne. Mål- og rammestyring giver på den ene side større råderum og frihed, men kræver på den anden side større handlekraft og ansvarlighed af institutionsledelsen. En vigtig ledelsesopgave er f.eks. at sikre kompetenceudvikling af hele medarbejdergruppen.

Alle disse udfordringer skal tages op. Derfor fremsætter jeg forslag til etablering af Centre for Videregående Uddannelse (CVU’er) i denne folketingssamling.

Forskning i pædagogik og uddannelse

Hvis vi vil forandre og forny, må vi have et fyldestgørende videns- og beslutningsgrundlag. Udviklingen af uddannelserne fra grundskole til universitet skal i højere grad end i dag baserer sig på forskning i resultater og konsekvenser af den anvendte pædagogik.

I denne folketingssamling fremsætter jeg forslag til lov om Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), der skal drive pædagogisk forskning og udbyde uddannelse på master-, kandidat- og ph.d.niveau. Den nye institution skal oprettes ved en fusion af Danmarks Lærerhøjskole, Danmarks Pædagogiske Institut og Danmarks Pædagoghøjskole, hvis afdelingers virksomhed overgår til de kommende centre for videregående uddannelse på det pædagogiske område. Det betyder, at grund-, efter- og videreuddannelse indtil diplomniveau samles på den samme institution til gavn for kvaliteten af uddannelserne.

Oprettelsen af Danmarks Pædagogiske Universitet skal ses som en styrkelse af den samlede pædagogiske forskning i Danmark, og jeg vil understrege, at Danmarks Pædagogiske Universitet skal løfte sin fremtidige opgave i samarbejde med pædagogiske og faglige miljøer ved universiteter, sektorforskningsinstitutioner, Learning Lab Danmark (se nedenfor) og Center for Teknologistøttet Uddannelse.

Ud over samarbejdet med andre universiteter m.v. skal Danmarks Pædagogiske Universitet indgå i tæt samarbejde med de kommende centre for videregående uddannelser på det pædagogiske område. På denne måde kan den pædagogiske forskning ved Danmarks Pædagogiske Universitet bidrage til en yderligere kvalificering af undervisningen og udviklingsarbejdet ved centrene. Dette samarbejde skal samtidig tjene som eksempel på, hvordan universiteter og centre for videregående uddannelser på helt andre uddannelsesområder kan samarbejde om relevant forskning og udvikling og gennem denne forskningstilknytning bidrage til kvaliteten på de mellemlange videregående uddannelser.

Det nye Danmarks Evalueringsinstitut har også en vigtig rolle i forbindelse med satsningen på forskning i pædagogik og uddannelse. Denne forskning skal bidrage til et generelt kvalitetsløft - både direkte gennem samarbejde med centre for videregående uddannelser om grund-, efter- og videreuddannelse af undervisere, og mere indirekte gennem forskning i evalueringsmetoder. Aktiviteterne på Danmarks Pædagogiske Universitet og på Danmarks Evalueringsinstitut skal således hver for sig ses i en større sammenhæng til gavn for kvalitetsudviklingen af de videregående uddannelser.

Informationsteknologi skal tænkes tæt sammen med behovet for en styrket indsats inden for pædagogisk forskning. En styrkelse af forskningsindsatsen inden for uddannelses- og undervisningsmetoder generelt, herunder en særlig indsats inden for nye ITbaserede uddannelses- og undervisningsformer, står centralt på den uddannelsespolitiske dagsorden.

Vi har også brug for større indsigt i den type viden, der oparbejdes uden for uddannelsesinstitutionerne. Som en fremtidig samarbejdspartner for bl.a. Danmarks Pædagogiske Universitet har Undervisningsministeriet sammen med Erhvervsministeriet og Forskningsministeriet planer om at oprette et forskningscenter for læring, Learning Lab Danmark (LLD). Centeret skal være et eksperimentarium, der på tværs af discipliner og på tværs af erhvervsliv og uddannelsessystemet skal frembringe ny helhedsorienteret viden om læring. Forskningen skal omfatte såvel alle dele af uddannelsessystemet som læring på virksomhederne. Det er tanken, at Learning Lab Danmarks aktiviteter, herunder konkrete udviklingsprojekter, forsøg og eksperimenter, skal udføres af en række konsortier med deltagelse af virksomheder, uddannelses- og forskningsinstitutioner og organisationer.

Fornyelse og udvikling af uddannelserne

Der er behov for fornyelse og udvikling af uddannelserne, så vi kan fremtidssikre de videregående uddannelsers kvalifikationsprofil. Det har mine drøftelser med interessenterne på de videregående uddannelser tydeliggjort. Såvel de specifikt faglige, de almene som de personlige kvalifikationer skal tilgodeses i den fremtidige kvalifikationsprofil. Der er ingen tvivl om, at det faglige niveau i uddannelserne fortsat skal være højt, men uddannelserne må være så tilpas fleksible og rummelige, at udviklingen af personlige kvalifikationer også tilgodeses.

Den hastige ændring i jobprofiler og erhverv gør det helt nødvendigt at "geare" de tre videregående uddannelsesniveauer til at kunne udvikle nye uddannelser med forskellige fagprofiler. Nye uddannelser vil f.eks. sige

• uddannelser, som har en særlig fagprofil, der er efterspørgsel efter
• uddannelser, der udfylder "kompetencehuller" mellem eksisterende erhverv og professioner
• uddannelser, der sigter mod nye kompetence- og ansvarsniveauer på arbejdsmarkedet
• uddannelser, der udvikles på områder, hvor vi ønsker at udvikle en national styrkeposition

Efter en række år med ubegrænset udbudsret og stor lokal indflydelse har loven om korte videregående uddannelser fra 1998 fastsat nye rammer for udbuddet, som skal skabe højere kvalitet og mere ensartet præg i det eksisterende udbud. Inden for den igangværende reform af de korte videregående uddannelser er der lagt op til et nyt uddannelsesbillede bestående af 12 behovsområder, der skal foldes ud til en række nye uddannelser. Det er hensigten, at de nye uddannelser vil åbne for optag september 2000.

Processen er derfor allerede i gang på de korte videregående uddannelser. Nu skal vi rette blikket mod de mellemlange. Et første skridt på vejen vil være fastsættelsen af krav til mellemlange videregående uddannelser i én samlet lov. Det vil skabe en uddannelsesprofil som ramme for udvikling af nye uddannelser. Som på de korte videregående uddannelser vil en styrkelse af en udviklings- og forandringsevne på de mellemlange videregående uddannelser forudsætte,

• at institutioner for mellemlang videregående uddannelse frigøres fra bindingen til udbud af kun én bestemt professionsuddannelse og omdannes til Centre for Videregående Uddannelser
• at institutioner for mellemlang videregående uddannelse får den rette størrelse og faglige bredde til at kunne forestå udviklingsopgaven

I indeværende folketingssamling fremsætter jeg derfor forslag til lov om mellemlange videregående uddannelser (MVUloven), der skal give mulighed for at udvikle nye mellemlange videregående uddannelser og samtidig have tilsvarende brede udbuds- og kvalitetsbestemmelser som loven om de korte videregående uddannelser. En MVUlov skal bl.a. give mulighed for at tildele de mellemlange videregående uddannelser en professionsbachelortitel.

Det kan være hensigtsmæssigt for CVU’erne at gå i dialog med universiteterne om nyudvikling af uddannelsesudbudet på centrene. Universiteterne har den faglige bredde og det internationale kontaktnet, der kan bringe fornyelse i centeruddannelserne. At finde en form for forskningstilknytning af centrenes uddannelser vil være en ny opgave for universiteterne.

Også for universiteternes egne uddannelser må der findes former, der kan fremme fornyelsen. Især de teknisknaturvidenskabelige uddannelser bør udformes, så de kan tiltrække langt flere unge. Vejen frem er måske at etablere "udviklingsenheder" eller "tænketanke", der tager bestik af fremtidens kompetencebehov og dermed sikrer, at uddannelsernes kvalifikationsprofiler er fremtidssikrede.

Sammenhæng og kompetenceudvikling

Nogle erhverv og professioner har etableret særskilte videreuddannelsesinstitutioner og udviklet efter- og videreuddannelsestilbud specifikt knyttet til deres fag. Andre sammenstykker efter- og videreuddannelsesforløb gennem kombination af forskellige private og offentlige tilbud. Andre igen bruger det ordinære videregående uddannelsessystem som et videreuddannelsessystem. Resultatet er en spredt og ukoordineret efter- og videreuddannelsesindsats, der ikke altid tager udgangspunkt i og bygger videre på de kvalifikationer og kompetencer, der er opnået tidligere i det ordinære uddannelsessystem og den efterfølgende praksiserfaring.

Som udgangspunkt skal der ikke opbygges et videreuddannelsessystem, hvor det ene niveau er reduceret til forskole for det næste, og hvor de samme uddannelser udbydes på stigende niveau. Så mister vi netop muligheden for selvstændige og afrundede praksisnære, erhvervsrettede og professionsbaserede uddannelser på forskellige kompetenceniveauer. Hovedvejen i efter- og videreuddannelsesforløbet skal være et særligt tilrettelagt videreuddannelsessystem for voksne, der dels kan spille sammen med de kompetenceniveauer og fagprofiler, der er opbygget i det ordinære videregående uddannelsessystem, dels kan bygge videre på den professions-, erhvervs- og praksiserfaring, der opbygges på arbejdsmarkedet. Initiativet skal sikre lige muligheder for videreuddannelse, skabe ensartede efter- og videreuddannelsesniveauer og modvirke uddannelsesmæssige blindgyder og dobbeltuddannelse.

Jeg fremsætter derfor i denne folketingssamling et lovforslag om et videreuddannelsessystem for voksne. Der vil være tale om en rammelov for fire nye kompetenceniveauer - Grundlæggende Voksenuddannelse (GVU), videregående voksenuddannelse (VVU) samt diplom- og masteruddannelser. I tilknytning hertil fremsættes forslag til lov om ændring af lov om åben uddannelse som opfølgning på voksen- og efteruddannelsesudvalgets rapport om arbejdsmarkedsuddannelserne og øvrige voksen- og efteruddannelser (VEUudvalget) såvel som på ministeriets redegørelse om merit og fleksibilitet.

Jeg vil også se nærmere på, hvordan vi skaber bedre overgange mellem ungdoms- og videregående uddannelse med positiv afsmittende effekt på de uddannelsessøgendes studieegnethed. Både de niveauer, der afleverer og de niveauer, der modtager, har sammen med den enkelte studerende ansvar for et godt studieforløb af høj kvalitet uden unødig ventetid, forlængelse og frafald, så vi undgår unødige menneskelige og samfundsmæssige omkostninger. Et vigtigt element er her det nye udviklingsprogram for ungdomsuddannelserne, som Folketinget har vedtaget dette forår med henblik på at styrke overgange og sammenhæng.

Merit og fleksibilitet i nationalt og internationalt perspektiv

Tidligere i år fremlagde jeg en redegørelse om merit og fleksibilitet i de videregående uddannelser. Vi skal finde en balance mellem uddannelsernes legitime interesse i at bevare den faglige progression og kvalitet i uddannelserne og den enkelte studerendes mulighed for at realisere sit individuelle uddannelsesprojekt. Dertil kommer samfundets interesse i at udbygge et fleksibelt og sammenhængende uddannelsessystem, der kan uddanne gode dimittender, uden at det sker med uforholdsmæssigt stort ressourcespild undervejs.

Formålet er at skabe bedre forbindelse mellem de forløb, som i dag finder sted inden for og under henholdsvis ordinær uddannelse og efter- og videreuddannelse. Ministeriet vil derfor opstille nærmere rammer for supplerings- og brobygningsforløb. Arbejdet med at skabe øget institutionelt samarbejde om sammenhæng og merit vil blive inddraget i ministeriets drøftelser om udviklingskontrakter med universiteterne.

Gennemskuelighed, sammenhæng og merit skal konkret lettes ved at indføre det fælleseuropæiske pointsystem European Credit Transfer System (ECTS) på alle videregående uddannelser - såvel ordinære uddannelser som diplom- og masteruddannelser. Systemet er allerede indført på nogle uddannelser. På det ordinære uddannelsesområde kan ECTS formentlig gennemføres ved fælles regler i en bekendtgørelse, mens videreuddannelsesområdet dækkes af den kommende lov om et videreuddannelsessystem for voksne.

På området for de mellemlange videregående uddannelser er det tanken, at institutionerne i forbindelse med formulering af kvalitetssikringsregler i den påtænkte lov om mellemlange videregående uddannelser og i relation til etablering af centre for videregående uddannelse forpligtes til at samarbejde i uddannelsesnetværk. Tilsvarende er allerede sket i forbindelse med lov om korte videregående uddannelser.

Også den internationale sammenhæng skal tilgodeses. Studenter- og lærermobilitet er et vigtigt pejlemærke for kvaliteten i de videregående uddannelser. Ikke mindst af hensyn til den interkulturelle og mellemfolkelige forståelse. For at styrke internationaliseringen af de videregående uddannelser har jeg besluttet at etablere et center for internationale uddannelsesaktiviteter med virkning fra januar 2000 eller snarest derefter. Formålet er at etablere en samlet administration af EU’s uddannelsesprogrammer for at styrke vejledningsindsatsen og rådgivningen overfor brugerne. Centret skal desuden varetage funktionen som referencecenter for udenlandske uddannelseskvalifikationer, det vil sige vurdere dokumenterede udenlandske uddannelseskvalifikationer og servicere uddannelsessøgende, uddannelsesinstitutioner, undervisere, erhvervsliv m.fl. med henblik på at tilgodese deres behov for information, vejledning og rådgivning.

Sideløbende hermed bør der arbejdes med udvikling af eksamensbeviser - både til nationalt og internationalt brug. De studerende skal have mulighed for at kunne dokumentere deres kvalifikationer fyldestgørende. Rektorkollegiet for universiteterne har taget udfordringen op og nedsat en arbejdsgruppe, der bl.a. arbejder med forslag til international anvendelse af det såkaldte Diploma Supplement. Min hensigt er at gøre Diploma Supplement obligatorisk til internationalt brug.

Der bør dog også ske en højnelse af eksamensbevisernes informationsværdi til gavn for de uddannelsesinstitutioner og aftagere, der befinder sig indenfor landets grænser. På den hjemlige front mangler der mekanismer til at sikre et gennemskueligt uddannelsessystem. Udover en højnelse af eksamensbevisernes informationsværdi er der behov for sammenlignelige karakterniveauer uddannelserne imellem. Det må ikke være den enkelte dimittend, der står tilbage med et urimeligt forklaringsproblem overfor en potentiel arbejdsgiver. Derfor må institutionerne sammen med aftagerne gentænke dette problemkompleks, så barrierer kan brydes ned og eventuelle fordomme afmystificeres.

Studentermiljø og studenterindflydelse

Et godt studiemiljø understøtter de studerendes sociale, faglige og studenterpolitiske engagement. Det skaber også vilkår, så færre falder fra. Institutionernes ledelser bør derfor aktivt inddrage de studerende i relevante beslutninger og problemstillinger.

Med ændringen af Universitetsloven i sidste folketingssamling er der sikret en bedre indflydelse for universiteternes studerende.

I strukturreformen på området for de mellemlange videregående uddannelser bør også indgå en stærkere reel studenterdeltagelse. Der er behov for at kaste et blik på de formelle spilleregler på dette område med henblik på at sikre de studerende bedre indflydelse på deres uddannelser. De studerende skal være aktive medspillere - dels i deres eget personlige uddannelsesprojekt, dels i udviklingen af uddannelsen og uddannelsesinstitutionen.

Jeg vil derfor i forbindelse med efterårets lovgivning komme med forslag om, at de studerende på de mellemlange videregående uddannelser sikres samme rolle som kvalitetsudviklere og kvalitetskontrollanter som de studerende på de korte og lange videregående uddannelser.

Jeg vil endvidere fremsætte forslag til lov om ændring af forskellige uddannelses- og skolelove (Elevdemokrati) i denne folketingssamling. Som implementering af redegørelsen om det repræsentative demokrati i uddannelsessystemet er det hensigten af skabe et mere ensartet niveau for det repræsentative demokrati i uddannelserne. Det skal ske ved, at elever og studerende i almindelighed sikres medlemskab af bestyrelser, råd og udvalg på den enkelte uddannelsesinstitution, og ved at demokratisk kompetence kommer til at indgå i formålet for visse uddannelser. Endelig indebærer forslaget, at der på landsplan oprettes overordnede råd inden for de enkelte uddannelsesområder - i det omfang der ikke allerede eksisterer sådanne råd - med repræsentation af elev- og studenterorganisationer.

Integration af IT i uddannelserne

Arbejdet med at skabe et løft i lærerkorpsets kvalifikationer skal også ses i sammenhæng med behovet for at fremtidssikre de videregående uddannelsers ITprofil. Ministeriet har i sin handlingsplan "Informations- og kommunikationsteknologi i uddannelsessystemet" fra 1998 udpeget 5 centrale områder, der skal være udgangspunktet for IT- indsatsen i 19982003. Et af disse indsatsområder er at skabe et ITløft i lærerkorpsets kvalifikationer, hvor ministeriet i samarbejde med bl.a. Danmarks EdbCenter for Forskning og Uddannelse (UNIC) og Danmarks Lærerhøjskole har udviklet et netbaseret efteruddannelsestilbud til lærerne på landets lærerseminarier og grundskoler.

Det store behov for integration og udbygning af ITanvendelse og ITuddannelse har også banet vejen for etableringen af henholdsvis IThøjskolen i København og ITVest, der åbnede dørene september 1999. Uddannelsespladserne er blevet indtaget af velkvalificerede bachelorer eller personer med tilsvarende uddannelse. Der er en bedre balance mellem mænd og kvinder.

Overvejelserne over ny institutionsstruktur forudsætter også en solid ITsatsning på de videregående uddannelser. Realisering af tankerne bag de to redegørelser om institutionsstruktur med hensyn til forskningstilknytning, udviklingsbasering, virtuelt samarbejde, distance- og ITunderstøttet undervisning er stærkt afhængig af en veludviklet ITinfrastruktur, ligesom lærerkorpset også skal kunne tage ITudfordringen op.

Den videre færd

Der er nok opgaver at tage fat på. Hvis de ambitiøse mål skal nås, må vi alle - institutioner, studerende, aftagere og ministerium - tage ansvaret på os og gøre fælles sag. Alle parter skal medvirke i dialogen om den nødvendige strukturelle og indholdsmæssige differentiering af uddannelsessystemet, der følger af målsætningen om, at 50% af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse. Mine rådgivende organer for de videregående uddannelser (jf. bilag 1) vil også blive inddraget i disse overvejelser.

Regeringen står ikke alene med sine ønsker om større gennemskuelighed og sammenlignelighed i de studerendes uddannelseskvalifikationer, mere ensartede studiestrukturer, øget merit og fleksibilitet samt udvidet samarbejde om evaluering og kvalitetssikring. Den proces, vi allerede har sat i gang, bekræftes i international sammenhæng. Sorbonneerklæringen, som undervisningsministrene fra Frankrig, Italien, Storbritannien og Tyskland underskrev maj 1998, og opfølgningen herpå - Bolognaerklæringen fra juni 1999 underskrevet af 29 europæiske undervisningsministre - er eksempler på en øget opmærksomhed om disse uddannelsespolitiske spørgsmål.

I de følgende kapitler vil Undervisningsministeriets enheder give deres bud på, hvilke temaer, uddannelsesområder og opgaver der vil få en central placering på den uddannelsespolitiske dagsorden i de kommende år.

Dette års uddannelsespolitiske redegørelse udfoldes med følgende indhold:

• Kapitel 1 beskæftiger sig med en generel analyse af de videregående uddannelser set under et
• Kapitel 2 koncentrerer sig om uddannelsespolitik på universitetsområdet
• Kapitel 3 ser på strukturreformer og kvalitetsudvikling på de korte og mellemlange videregående uddannelser
• Kapitel 4 befatter sig med videregående voksenuddannelse og livslang læring
• Kapitel 5 beskriver de studerendes levevilkår med udgangspunkt i det økonomiske støttesystem
• Kapitel 6 indfanger udviklingstendenser på de videregående uddannelser i andre europæiske lande set i forhold til danske målsætninger og udviklingsveje

Uddannelsespolitik på de videregående uddannelser kan uomtvisteligt tage sit afsæt flere steder. Kapitlerne foregiver ikke at være udtømmende - og kan heller ikke være det, men lægger op til en række spændende debatter.

Margrethe Vestager

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel