Kapitel 1:
De videregående uddannelser - mellem ungdomsuddannelser og arbejdsmarked

Figur 1.1: Det danske uddannelsessystem

1.1 Målsætningen for de videregående uddannelser

Målsætningen for uddannelsespolitikken på de videregående uddannelser er dels kvalitativ dels kvantitativ.

Kvalitativt er det helt overordnede mål at sikre et differentieret og relevant udbud af videregående uddannelser med et højt fagligt niveau.

Kvantitativt er målet for de videregående uddannelser, at 50% af en ungdomsårgang skal kunne forlade uddannelsessystemet med en afsluttet videregående uddannelse, den være sig kort, mellemlang eller lang. Den tilsvarende kvantitative målsætning for ungdomsuddannelserne sigter på, at 95% af en ungdomsårgang skal have afsluttet en studieforberedende eller erhvervskompetencegivende ungdomsuddannelse.

Hvor langt er vi så fra at realisere 50%målsætningen? I dag afslutter omkring 42% af en ungdomsårgang en videregående uddannelse, så målsætningen er ambitiøs, men overkommelig.

Det er ikke alle, der starter på en videregående uddannelse, som gennemfører denne. Ser man på systemet som helhed, er der ca. 22% af dem, der begynder på en videregående uddannelse, som forlader uddannelsessystemet uden at have fuldført nogen som helst videregående uddannelse (totalfrafaldet). Dette medfører, at der er langt flere end 50%, der skulle optages på de videregående uddannelser, hvis målsætningen skal gennemføres.

Med et uændret frafaldsniveau på 22% ville det kræve, at 65% af en ungdomsårgang skulle starte på en videregående uddannelse i stedet for de 56%, der begynder i dag. En så høj tilgang ville dog svække tilstrømningen til de erhvervsfaglige uddannelser til et uacceptabelt niveau.

Figur 1.2; Gennemstrøminig i de videregående uddannelser

En anden måde at nå 50 %målsætningen på er at begrænse frafaldet. I så fald skal dette reduceres til ca. 1/3 af det nuværende niveau. Dette er heller næppe muligt.

En realistisk politik må derfor være at kombinere udvidelse af optaget med bekæmpelse af frafaldet. Hvis det herefter skal være en overkommelig opgave at løfte volumenet i det samlede videregående uddannelsessystem, må opmærksomheden rettes mod tre overordnede problemområder for de videregående uddannelser som helhed:

• Totalfrafaldet ved de videregående uddannelser
• Overgangsmønstret til de videregående uddannelser
• Vilkårene for det rigtige studievalg

Disse emner vil blive drøftet i de følgende afsnit i kapitlet.

Men først skal der tegnes et samlet billede af de videregående uddannelser.

1.2 Hvad er de videregående uddannelser?

Videregående uddannelse i Danmark er et broget og mangfoldigt område. Den er videregående i forhold til ungdomsuddannelserne og forudsætter derfor normalt en afsluttet gymnasial eller erhvervsfaglig uddannelse.

Videregående uddannelse udbydes inden for alle fagområder af institutioner som universiteter og højere læreanstalter (universitetslovsinstitutioner¹), mellemuddannelsesinstitutioner som lærerseminarier, sociale højskoler og sygeplejeskoler og endelig af erhvervsskolernes særlige afdelinger for videregående uddannelse, erhvervsakademierne.

Videregående uddannelser er således universiteternes uddannelser inden for humaniora (for eksempel sprog, litteratur og historie), naturvidenskab (for eksempel matematik, fysik, biologi, jordbrugsvidenskab), samfundsvidenskab (for eksempel jura, økonomi, statskundskab, sociologi, psykologi, erhvervsøkonomi), ingeniørfag og sundhedsvidenskab (medicin, odontologi, farmaci). På mellemuddannelsesinstitutionerne udbydes videregående uddannelser til lærer, pædagog, journalist, socialrådgiver, diplomingeniør, sygeplejerske, fysioterapeut, ergoterapeut, hospitalslaborant og jordemoder. På erhvervsakademierne uddannes markedsøkonomer, datamatikere og en lang række teknikere som for eksempel mejeritekniker.

Endvidere udbyder Kulturministeriets skoler uddannelser til blandt andet arkitekt og bibliotekar samt designer, kunsthåndværker, filminstruktør, scenograf og skuespiller. Forsvarsministeriets skoler uddanner til officer, ligesom de store etater har deres egne uddannelser.

Endelig udbyder de nævnte institutioner også uddannelser til voksne i erhverv, det drejer sig om de såkaldte Diplom- og Masteruddannelser.

Det danske uddannelsesbillede inden for det videregående uddannelsesområde tegnes ofte i form af tre uddannelsessøjler: De lange videregående uddannelser (LVU) på universiteterne, de mellemlange videregående uddannelser (MVU) på mellemuddannelsesinstitutionerne og de korte videregående uddannelser (KVU) på erhvervsskolerne. Uddannelsernes indbyrdes længde fremgår af diagrammet:

De videregående uddannelser har et betydeligt omfang, hvad angår antallet af institutioner, af optagne studerende, af samlet studentertal, af personaleindsats og samlede omkostninger.

Under Forskningsministeriet er der således 10 universiteter (hvis uddannelser hører under Undervisningsministeriet) og under Undervisningsministeriet 1 højere læreanstalt, 112 mellemuddannelsesinstitutioner og 70 erhvervsskoler med videregående uddannelser. Under Kulturministeriet er der 21 skoler.

Der er en årlig tilgang til uddannelserne under et på ca. 52.000 og en samlet bestand på 178.000 studerende. Der er ca. 28.000, der forlader uddannelsessystemet med en afsluttende videregående uddannelse. Tallene for tilgang og afgang kan selvsagt ikke sammenlignes, da de vedrører forskellige årgange. Fordelingen på de enkelte områder er denne:

Figur 1.4: Bestand, tilgang og fuldførte for de videregående uddannelser, 1997

Figurerne viser, at over halvdelen af den samlede bestand findes på universiteterne, at universiteterne og mellemuddannelsesinstitutionerne har omtrent samme optag, og at mellemuddannelserne tegner sig for halvdelen af dimittenderne.

På universiteterne omfattede personalet i 1998 ca. 50.000 ansatte, hvoraf de 9.000 var heltidsansatte forskere og undervisere og 23.000 var deltids- og timelærere, mens 18.000 var teknisk- administrativt personale. Omregnet til årsværk svarer det til ca. 17.000 årsværk for det samlede personale.

På tilsvarende måde kan personalet på mellemuddannelsesinstitutionerne angives til 25.000 ansatte, heraf ca. 3.000 fastansatte undervisere, ca. 17.000 deltids- og timelærere og 5.000 som teknisk- administrativt personale, samlet svarende til 5.000 årsværk.

Der findes ingen tilsvarende opgørelser for erhvervsskolernes videregående uddannelser, men undervisningsindsatsen kan beregnes til ca. 1200 lærerårsværk.

Alt i alt udgør de offentlige bevillinger i 1999 11.7 mia. kr. til drift af videregående uddannelsesinstitutioner, hvortil kommer 5.3 mia. kr. i SU-udgifter til de studerende, i alt 17.0 mia. kr.² Disse udgifter afholdes af en række ministerier, herunder Kulturministeriet, Forskningsministeriet og Undervisningsministeriet, samt amtskommunerne og omfatter også universiteternes basisforskning.

Undervisningsministeriets udgifter i 1999 til videregående uddannelse omfatter 6.5 mia. kr. ekskl. SU. Heraf anvendes 3.7 mia. kr. til drift af mellemuddannelsesinstitutioner og erhvervsakademier, mens 2.8 mia. kr. går til uddannelse på universiteterne³. SU-udgifterne på 5.3 mia. kr. afholdes fuldt ud af Undervisningsministeriet.

1.3 Frafaldsbekæmpelse⁴

Vil man i forbindelse med 50%målsætningen sætte ind over for frafaldet på de videregående uddannelser, er det vigtigt at skelne mellemstudieskiftere og totalfrafaldne. Studieskiftere afbryder en uddannelse, men fuldfører den næste eller næste igen. Totalfrafaldne omfatter personer, der falder helt ud af systemet af videregående uddannelser uden at have fået bevis på en eksamen fra en videregående uddannelse.

Sandsynligheden for at en person, der påbegynder en videregående uddannelse, også afslutter en videregående uddannelse (omend ikke nødvendigvis den først påbegyndte), kan beregnes til 78% ("totalgennemførelser"). 67% gennemfører den først påbegyndte uddannelse, mens 11 % gennemfører en anden videregående uddannelse.

Hvad bliver der af de 22% af studiestartere, der ikke afslutter en videregående uddannelse og således ikke bidrager til 50%målsætningen?

Omkring 4% vender tilbage til ungdomsuddannelserne og afslutter med en erhvervsfaglig uddannelse. Ca. 11% går ud på arbejdsmarkedet og får et job til trods for manglende eksamensbevis, mens 7% tilsyneladende tilhører en egentlig restgruppe, som vi ikke ved meget om.

Det samlede resultat for studiestarterne er vist i figur 1.5

Frafaldet rejser en række spørgsmål:

• Kunne de, der afbryder den første videregående uddannelse, men fuldfører en senere, være hjulpet tidligere " på plads" med en mere intensiv vejledning? Dette spørgsmål vil blive belyst i næste afsnit.

• Hvorfor er 22% af studiestarterne selv efter flere forsøg ikke i stand til at finde en videregående uddannelse, som de kan afslutte med et eksamensbevis? Skyldes det de studerende, uddannelsessystemet eller støttesystemet? Dette spørgsmål behandles nedenfor samt i kapitel 5 om støttesystemet.

Der er i Uddannelsesredegørelse 1998⁵ peget på, at især studerende med en erhvervsgymnasial eller erhvervsfaglig baggrund har markant sværere ved at komme i gang med en ny uddannelse, når de først er faldet fra. Iagttagelserne stammer fra før reformerne af disse uddannelser, hvoraf den sidste først træder i kraft ved årsskiftet 00/01. Det må derfor følges nøje i de kommende år, om reformen vil give erhvervsstudenterne og unge med en erhvervsfaglig uddannelse bedre gennemførelsesmuligheder.

Studerende med anden baggrund end en gymnasial eller en erhvervsfaglig har lignende problemer med at komme i gang igen efter frafald. Institutionerne må derfor ofre en særlig opmærksomhed på denne gruppe, især i forbindelse med optagelsen.

En forklaring på det store totalfrafald, der som anført ikke må forveksles med frafald på den enkelte uddannelse (studieskiftere), kan være, at det danske system af videregående uddannelser er temmeligt ufleksibelt, idet det fortrinsvis består af enkeltstående, relativt bundne uddannelser, hvor der ikke er meget merit ved studieskift.

Der skal derfor gøres en indsats såvel for en bedre meritgivning ved studieskift som for en opblødning af studiestrukturen.

For at gøre studieskift mere overkommelige må man øge gennemsigtigheden i uddannelsessystemet. Gennemførelse af et ensartet målesystem for uddannelseselementer (det såkaldte ECTS) og klarere kriterier for vurdering af uddannelsesniveau og relevans vil formentlig fremme meritgivningen i de danske uddannelser.

Men også selve uddannelsesstrukturen bør modificeres. Der eksisterer således ikke "frie kombinationsuddannelser" i Danmark som et alternativ og supplement til de bundne forløb , som det findes i nogle andre lande. Sådanne frie forløb vil aldrig skulle erstatte de tilrettelagte uddannelser, men de vil kunne opfange og dokumentere utraditionelle studieforløb. De utraditionelle studieforløb kan meget vel give mening for den enkelte studerende, selv om det ikke har været muligt for en studieplanlægger på forhånd at se forløbets indre logik. Et eksempel kunne være en studerende, der ønsker at kombinere elementer af musik med økonomi for at blive orkester- eller musikhusadministrator.

Sådanne individuelle forløb kan sammensættes ved at kombinere elementer fra eksisterende uddannelser. Et udgangspunkt for kommende overvejelser kunne tages i forslaget om fleksible forløb i voksenuddannelsessystemet.

Hertil kommer behovet for dokumentation af mere spredte forløb. Dette kunne imødekommes ved at institutionen udstedte et "diplom" for gennemført uddannelse, når blot de enkelte gennemførte elementer havde et samlet mindsteomfang målt i ECTSpoints. En sådan enkel ordning bør overvejes indført.

1.4 Fra ungdomsuddannelse til videregående uddannelse⁶

Det indgår i forståelsen af de gymnasiale uddannelser, at de på den ene side skal være studieforberedende, men på den anden side også skal være rammen om en almendannelse, som giver studenterne fra de forskellige gymnasiale uddannelser brede valgmuligheder med hensyn til videregående uddannelse.

Ser man nærmere på, hvordan de forskellige typer af studenter fordeler sig på de videregående uddannelser, synes der at tegne sig et bestemt mønster.

Tværsnitsberegning af uddannelsesadfærd i 1995.

Ovenstående tabel viser, hvordan dimittender fra de gymnasiale uddannelser fordeler sig på de store hovedgrupper af videregående uddannelser: universitetsuddannelser (LVU), mellemlange (MVU) og korte videregående uddannelser (KVU) i det omfang, de overhovedet søger videregående uddannelse.

Nedenstående tabel viser, hvorledes de samme dimittender fordeler sig på faglige hovedområder uanset uddannelsernes længde.

Tværsnitsberegning af uddannelsesadfærd i 1995

Tilsammen viser de to tabeller følgende: De matematiske studenter søger først og fremmest de lange universitetsuddannelser. De sproglige studenter, hvor flertallet er kvinder, søger fortrinsvis til de mellemlange uddannelser såsom lærer, pædagog eller sygeplejerske eller til de humanistiske universitetsuddannelser. Hf’erne foretrækker de mellemlange uddannelser (lærer, pædagog etc.). I det omfang erhvervsgymnasiale studenter søger videregående uddannelser, vælger hhx’erne samfundsvidenskabelige (erhvervsøkonomiske ) uddannelser, mens htx’erne vælger en mellemlang ingeniøruddannelse og i stigende grad også en lang teknisknaturvidenskabelig uddannelse.

Betyder dette, at skoleeleven allerede har truffet sine første valg om videregående uddannelse, når valget af ungdomsuddannelse finder sted i 9.10. klasse? At nogle muligheder er åbne, mens andre lukker sig? Hvis dette er tilfældet, må man spørge, om vejledningen til ungdomsuddannelserne er indrettet på denne opgave?

Man kunne også spørge, om det forholder sig sådan, at eleven socialiseres ind i bestemte kulturer med forskellig grad af boglighed. Disse kulturer leder eleven hen imod de videregående uddannelser, der ligger i naturlig forlængelse af den gymnasiale uddannelse.

For at belyse dette må vi se på de faktorer, der har indflydelse på studievalget.

1.5 De unges uddannelsesvalg⁸

Unges uddannelsesvalg påvirkes af en række faktorer, hvor forskellige grader af rationalitet krydses med normer og værdier af meget forskellig art.

På vej fra ungdom til voksenverden stilles de unge over for en lang række uddannelsesvalg, der har afgørende betydning for deres livs udformning. Selv om mange "valg" træffes igennem det samlede uddannelsesforløb, kan man inddele valgprocessen i 4 afgørende trin, hvor de unge skal tage stilling til deres uddannelses- eller erhvervsvej. Og på hvert enkelt af disse trin er det interessant at se, hvilke faktorer der påvirker de unges valg.

Der er foretaget forskellige undersøgelser af disse valgprocesser. En undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet peger på, at valget af ungdomsuddannelse i betydeligt omfang er styret af forældrenes sociale baggrund og uddannelsernes boglighed. Uddannelserne synes at indgå i et uskrevet hierarki efter graden af bogligt indhold i den enkelte uddannelse. Det vil sige, at de unge, der har boglig selvtillid, i højere grad vælger de gymnasiale uddannelser. De bogligt stærkes valg bygger på en interesse for de gymnasiale fag, men samtidig lægger de også vægt på, at deres ungdomsuddannelse tilbyder et interessant socialt miljø.

De skoletrætte og ikke så bogligt mindede vælger i højere grad teknisk skole eller handelsskole. Her er det den praktiske orientering i ungdomsuddannelsen og kontakten til erhvervslivet, der trækker, men vigtigst er dog elevens interesse for det pågældende fag. Samtidig lægger især gruppen af unge, der vælger hhx, vægt på de fremtidige beskæftigelses- og karrieremuligheder samt muligheden for at tjene en god løn.

Det er i høj grad ved valget af ungdomsuddannelse, at den sociale ballast har betydning. Den sociale arv kommer statistisk til udtryk i, at børn af højere funktionærer langt hyppigere vil søge ind på gymnasiet/hf. Jo højere status, jo større er sandsynligheden for det alment orienterede gymnasium fremfor en mere teknisk orienteret ungdomsuddannelse som htx. Dette kan blandt andet skyldes, at børn fra uddannelsesvante hjem generelt fagligt klarer sig bedre i grundskoleforløbet end børn fra hjem uden tradition for uddannelse. Og en meget vigtig forklaring på, at unge vælger en gymnasial uddannelse, er trods alt, at de klarer sig godt i skolen. Også mere direkte spiller forældrene en rolle i beslutningsprocessen, idet mange unge angiver især moderen som en central figur i forbindelse med uddannelsesvalg.

Køn spiller også en vis rolle for, hvilken hovedretning af uddannelse der vælges. Inden for hovedsporene er det tydeligt, at piger vælger sprogligt (og matematisk) gymnasium, drenge primært matematisk; piger vælger især handelsskole, drenge især teknisk skole (og handelsskole).

Det er på denne baggrund, det skal ses, at vejledningen er blevet forbedret i grundskolen. I forbindelse med egnethedserklæringens bortfald (ved ansøgning om optagelse på de gymnasiale uddannelser) skal eleverne fremover vejledes betydeligt grundigere. Der indføres obligatoriske samtaler mellem skolevejleder og den enkelte elev, og eleverne skal føre en uddannelsesplan, hvor de fra sjette klasse skaber sig oversigt over deres præferencer og de nødvendige uddannelsesskridt, der skal tages for at realisere dem. Eleverne får på denne måde selv et større ansvar for deres valg af ungdomsuddannelse. Kun i situationer, hvor den enkelte elev vil vælge en gymnasial uddannelse på et urealistisk eller uigennemtænkt grundlag, skal folkeskolen indstille eleven til en optagelsesprøve på den ønskede gymnasiale ungdomsuddannelse.

Valg af videregående uddannelse

For de valg, der peger fra ungdomsuddannelse til de videregående uddannelser, slår de unges livsplaner og deres personlige forudsætninger igennem. De unge skal forholde sig til to afgørende valg, nemlig uddannelsens indhold og uddannelsens længde. De unge stiller samtidigt i stigende grad krav til uddannelsessystemet om, at den valgte uddannelse skal have personlig betydning og være spændende i sig selv.

Som vi så i forrige afsnit, aftegner der sig en tendens, hvor valget af ungdomsuddannelse og valget af fag i ungdomsuddannelsen allerede har ført den unge ind på et spor for valget af videregående uddannelse. Samtidig ser vi et mønster mellem valget af uddannelsens længde og de unges eksamenskarakter fra gymnasiet eller hfeksamen. Undersøgelsen fra Danmarks Statistik, "Den hvide hue"9 viser, at for dimittender med lave gennemsnit er det i slutningen af perioden 197593 langt over halvdelen, der starter på en erhvervsuddannelse. Samtidig er søgningen til de mellemlange videregående uddannelser størst for dimittender med mellemhøje gennemsnit. Studenter eller hf’ere med høje gennemsnit påbegynder kun i begrænset omfang på disse uddannelser. For den andel, der påbegynder en lang videregående uddannelse, er der relativt langt flere med høje end med lave gennemsnit. Så også inden for de videregående uddannelser ser vi et uskrevet hierarki.

Set lidt "fra oven" forekommer hver periode at have sine trends, der tilsyneladende skifter med samme intervaller som de økonomiske konjunkturer. Uddannelsestrends kan derfor ikke kun forklares ud fra den enkeltes eget valg. Nogle uddannelser er særligt udsat for svingninger med ingeniøruddannelsen som den mest ekstreme, vi hidtil har set. Et lignende konjunkturafhængigt mønster for uddannelsesvalg har vi set inden for sygeplejerskeuddannelsen og læreruddannelsen.

Omfanget af dansk forskning af unges uddannelsesvalg og uddannelsesincitamenter samt mønstrene i danskernes uddannelsesvalg er imidlertid beskeden. Der sker i Danmark ikke en systematisk forskning i uddannelsesmønstre og de samfundsøkonomiske forhold i samme grad, som det f.eks. er tilfældet med social- eller arbejdsmarkedspolitikken. Der er derfor stadig et udækket behov for at undersøge den brede vifte af forhold, der påvirker den enkelte dansker, når han/hun skal vælge i hvilket omfang, og i hvilken retning, han/hun ønsker at uddanne sig samt et behov for systematisk at udbygge denne viden.

Med en dybere forståelse for baggrunden for de unges valg kan vi bedre planlægge og vejlede de unge i deres uddannelsesforløb og indrette uddannelsessystemet bedre, så der er klare incitamenter til at uddanne sig og få afsluttet den påbegyndte uddannelse. Men samtidigt også få en bedre funderet forklaring på, hvorfor de unge finder nogle uddannelsesområder mere attraktive end andre.

1.6 Vejledning¹⁰

Med det stigende udbud af valgmuligheder i uddannelsessystemer er valget af det videre uddannelsesforløb en svær beslutning for de unge, idet det kan være vanskeligt at overskue de mange valgmuligheder. Med de mange indgange til uddannelsessystemet kan det være vanskeligt at gennemskue, hvor valget fører hen, og hvilke kompetencer man får, når man har taget den pågældende uddannelse. Men også efter optagelse på studiet når de unge skal mestre forvandlingen fra at være skoleelev til at være studerende på en videregående uddannelse.

En alt for stor del af de unge falder fra på deres uddannelse. Frafaldet på de videregående uddannelser er for stort, set fra en samfundsøkonomisk side, fra uddannelsens side, men også fra den enkelte frafaldne studerendes perspektiv. Størstedelen af de unge, der falder fra en videregående uddannelse, afbryder deres uddannelse i løbet af de første 12 måneder. Det er derfor især i perioden før og lige efter optagelsen, at indsatsen for at mindske frafald skal styrkes.

Af de årsager, der ofte angives som baggrund for frafald, er de centrale

• Dårlig og utilstrækkelig information om uddannelsen
• Den optagne har i løbet af studietiden fået andre interesser
• Uddannelsen har tjent som "pointsamlingssted"
• Dårlig start/manglende social integration i studiestarten
• Manglende evne til at leve op til de reelle krav på uddannelsen
• Erkendelse af at valget ikke er det rette

Vejledning om valg af videregående uddannelser

For de fleste af grundene til frafald spiller vejledningsindsatsen før valget af videregående uddannelse en stor rolle. Samtidig er det dog klart, at selv en 100% vejledningsindsats ikke vil kunne hindre, at man vælger forkert, bruger første uddannelse som pointsamlingssted eller skifter interesseområde. De studerende har også et selvstændigt ansvar.

Men god information forbedrer chancerne for at vælge rigtigt, og derfor er det væsentligt, at de unge har let adgang til viden og information om de videregående uddannelser på det rette tidspunkt. Den viden og vejledning, de unge får på ungdomsuddannelserne hos deres studievejleder og fra besøgsdage på eller fra institutionerne i løbet af ungdomsuddannelsen, er et væsentligt grundlag for beslutningen. Samtidig har uddannelsesmønstrene ændret sig, sådan at der ofte kan være gået et eller flere sabbatår, før de unge er midt i den endelige beslutningsproces. Derfor har de nye ivu*C, centre for information om videregående uddannelser, hvor unge efter endt ungdomsuddannelse kan få vejledning og information, i dag en vigtig funktion.

Vejledningen skal også formidle, hvordan virkeligheden og dagligdagen ser ud på en videregående uddannelse, og om forskellen mellem at være »elev« og at være »studerende«. Denne viden kan være svær at videregive for en vejleder på ungdomsuddannelse eller informationscenter. Derfor spiller eksempelvis "åbent hus arrangementerne" på institutionerne og de studieorienterende møder på ungdomsuddannelserne, hvor de unge taler direkte med en "rigtig" studerende, en vigtig rolle.

Vejledning på uddannelsesinstitutionerne

Det at være studerende stiller en masse nye krav til de unge, som kan være svære at klare. Samtidig med at de unge starter på en videregående uddannelse, skal de ofte også vænne sig til en ny by, lære at bo hjemmefra, skaffe sig nye kammerater m.m. Et andet kulturchok er dog ofte det faglige. De unge skal lære nye arbejdsmetoder og teoretisk stof på et højt niveau. Det er vigtigt, at uddannelsen ruster de studerende i de første semestre til at klare de nye faglige og de nye sociale udfordringer.

En dårlig studiestart og manglende integration er katastrofal for de unge. Det er ofte på rusturen og i introduktionsforløbet, at man får de studiekammerater, der skal være med til at bære en igennem studiet. Her spiller de ældre studerende en stor rolle. De har viden og kompetencer, som uddannelsesinstitutionerne bør udnytte, så de nye studerende får en god start og integreres i studiemiljøet. Gennem mentorordninger og brugen af studerende som faglige vejledere kan ældre studerende give deres erfaringer videre og hjælpe de nye studerende med at klare de første år.

Der er et stort behov for frafaldsanalyser på de enkelte uddannelser. Uddannelsesinstitutionerne må undersøge årsagerne til det faktiske frafald dels for at kunne undgå fremtidigt frafald, og dels for at kunne bruge denne viden som kvalitetsredskab til at udvikle uddannelsen. Da frafaldet også kan skyldes manglende forudsætninger for at leve op til uddannelsens krav, vil en analyse også kunne afklare oplevede faglige overgangsproblemer mellem ungdoms- og videregående uddannelse.

Hvor fører uddannelsen hen?

Vejledningen kan med fordel også udstrækkes til jobsøgningen. Internationalt er der almindelig praksis for karrierecentre på uddannelsesstederne, hvor information om uddannelsesstedet og vejledning for deres egne studerende om eventuelle jobmarkeder er samlet. Karrierecentrene har typisk biblioteker og opslagsværker, herunder edbbaserede værktøjer med informationer om forskellige arbejdspladser, og har ofte indsamlet viden om, hvilke profiler arbejdspladserne søger i forhold til de dimittendprofiler institutionerne selv udsender. Samtidig tilbyder disse vejledningscentre ofte ansøgningskurser, hvor dimittenderne lærer at skrive ansøgninger og gå til samtale. Karrierecentrene kan også have job og dimittendbanker, hvor job og jobansøger matches eller de studerende bliver orienteret om, hvilke arbejdsområder/pladser der matcher deres kompetence. De studerende bliver i højere grad bevidste om, hvilke kompetencer og kvalifikationer de har opnået igennem studiet, hvilket giver dem mere selvtillid til den videre jobsøgning.

Karrierecentrene har også en afsmittende funktion på uddannelserne, idet det ofte øger selvforståelsen blandt de studerende og på faget om, hvad erhvervsmålet for uddannelsen er. Således kan det være et redskab til at sikre, at en større andel af de unge gennemfører studiet.

1.7 Målsætningen i komparativt lys

Der er i dette kapitel peget på, at hvis vi i Danmark skal opfylde målsætningen om, at 50% af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse, er løsningen ikke alene at udvide antallet af optagelsespladser. Der må sættes massivt ind over for frafaldet i de videregående uddannelser. Uddannelsernes struktur må tilpasses et mere varieret publikum. Og uddannelsesvejledningen må tilpasses de mange afgørende valg, der træffes gennem ungdomsårene.

Bliver det danske samfund herved mere konkurrencedygtigt over for andre lande?

Også i andre europæiske lande arbejdes der bevidst på at hæve andelen af dem, der gennemfører en videregående uddannelse, og i de fleste lande er uddannelsesfrekvenserne stigende.

En OECDsammenligning¹¹ af ændringer 1990-1996 af summariske tilgangsrater (antal tilgåede divideret med antal personer i typiske tilgangsaldre) viser således, at Danmark med en stigning på 23 procent ikke hører til landene med de højeste stigninger. En aktuel analyse viser, at uddannelsesfrekvensen i Danmark er gennemsnitlig for de nordvesteuropæiske lande - højere end i bl.a. Storbritannien og Tyskland, og lavere end i bl.a. Finland og Frankrig. Med de nuværende uddannelsesfrekvenser er Danmark således ikke blandt de lande i Europa, der får de højeste uddannelsesniveauer.

Derfor er den målrettede indsats nødvendig for at regeringens målsætning skal kunne opfyldes inden for de næste 10 år.

Denne indsats er imidlertid ikke gratis. Opfyldes målsætningen i 2010, vil udgifterne til videregående uddannelse overstige dagens niveau på 11.7 mia. kr. til drift af institutioner og 5.3 mia. kr. til SU-. Så vidt det er muligt at skønne¹² for 2010, vil udgiften til drift alene for de taxameterbundne udgifter stige med 2.5 mia. kr. og udgiften til SU med 1.4 mia. kr. En mindre del af denne stigning skyldes den demografiske udvikling, mens størsteparten skyldes en bevidst indsats for at udvide kapaciteten, højne kvaliteten og sikre en højere gennemførelse i uddannelserne.

Litteraturliste:

Andersen, Dines (1997): Uddannelsesvalg efter 9. klasse. Socialforskningsinstituttet 97:3

L.B. Andreasen m.fl. (1998), Veje til forbedring og fornyelse af ungdomsuddannelserne, AKF

Andreasen, L.B. m.fl. (1997): Unge uden uddannelse, AKF

Andreasen, L.B. m.fl. (1997): Unge i uddannelse, DEL m.fl.

Boezerooy, P. (1999) »Higher education along the lines. Trends in selected higher education statistics in nine Western European countries«, Trend report CHEPS Higher Education Monitor, Enschede.

Jensen, Mogens Kjær (1997): Valg af ungdomsuddannelse efter 10.klasse, 97:14

Jensen, T.P. m.fl. (1997): Valg og veje i ungdomsudannelserne, AKF

Porten til fremtiden (1999) Sammenhæng i Uddannelsessystemet. Fire konferencer om overgangene.

Rådet for uddannelses- og erhvervsvejledning (1998) Vejledning ved de korte og mellemlange videregående uddannelser

Skov, Poul (1998): Unges fremtid - meget afgøres tidligt, DPI

Skov, Poul (1995): Fremtid for unge - ud af folkeskolen og hvad så? DPI

Undervisningsministeriet (1998) Uddannelsesredegørelse 1998

Undervisningsministeriet (1999) Udviklingsprogram for fremtidens ungdomsuddannelser

Zangenberg, Carsten og Hans E. Zeuthen (1997): Den hvide hue, Danmarks Statistik

Zeuner, Lilli og Linde, Peter Christian (1997) Livsstrategier og uddannelsesvalg, Socialforskningsinstituttet

__________________________________________

¹ Med universiteter menes de 11 højere uddannelsesinstitutioner: Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet (fusion i 1998 mellem Odense Universitet, Handelshøjskole Syd/Ingeniørhøjskole Syd og Sydjysk Universitetscenter), Roskilde Universitetscenter, Aalborg Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Danmarks Farmaceutiske Højskole,

² Budgettal 1999 fra Forslag til Finanslov for 2000, §§ 19, 20 og 21; amtskommunernes udgifter er skønnet til 0.3 mia. kr.

³ Budgettal 1999 fra Forslag til Finanslov for 2000, §§ 19 og 20. Universiteternes samlede udgifter er på 9.2 mia. kr.; heraf dækker tilskudsfinansieret
forskning og indtægtsdækket virksomhed 2.2 mia. kr., mens Forskningsministeriets og Undervisningsministeriets bevillinger beløber sig til henholdsvis 4.2 og 2.8 mia. kr.

⁴ Uddannelsesredegørelse 1998; Udviklingsprogram for fremtidens ungdomsuddannelser, Undervisningsministeriet 1999; Carsten Zangenberg og Hans E. Zeuthen: Den hvide hue, 1997

⁵ Uddannelsesredegørelse 1998, side 50

⁶ Udviklingsprogram for fremtidens ungdomsuddannelser, Undervisningsministeriet 1999

⁷ 57% påbegyndte en merkantil erhvervsuddannelse; en ukendt andel af disse påbegyndte HD-studiet.

⁸ Lilli Zeuner & Peter C. Linde: Livsstrategier og uddannelsesvalg, SFI 1997; Carsten Zangenberg og Hans E. Zeuthen: Den hvide hue, Danmarks Statistik 1997; Dines Andersen: Uddannnelsesvalg efter 9.klasse, SFI 1997.

⁹ side 26-28

¹⁰ Uddannelsesredegørelse 1998; Udviklingsprogram for fremtidens ungdomsuddannelser, Undervisningsministeriet, 1999; Dines Andersen: De unges valg af ungdomsuddannelse, Porten til fremtiden (1999); Sammenhæng i Uddannelsessystemet. Fire konferencer om overgangene.

¹¹ OECD: ikke udgivet materiale; Higher Education Policy Studies no. 318, University of Twente, Holland

¹² Senarieanalyse fra Undervisningsministeriets Statistik- og informationskontor.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel