[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]

 

 

 

5. Uddannelsernes særlige identitet og profiler

5.1 Det almene gymnasium

Det almene gymnasium kendetegnes overordnet af sigtet: almendannelse og studieforberedelse. Gymnasieloven benytter følgende formulering: "Gymnasieskolen giver i tilslutning til grundskolens 9. klassetrin i et treårigt forløb en fortsat almendannende undervisning, som tillige giver det nødvendige grundlag for videregående studier og slutter med en prøve (studentereksamen)".

Denne formålsformulering fastslår den vigtigste del af undervisningens og uddannelsens profil, på ‚n gang at tilgodese målet om almendannelse og studieforberedelse. Almendannelse indebærer opnåelse af selvforståelse, omverdensforståelse og personlig myndighed gennem deltagelse i undervisningen og arbejdet med det faglige stof med vægt på både faglig bredde og faglig fordybelse, hvilket også er substansen i en studieforberedende undervisning.

Formuleret i kompetencetermer er målet med gymnasiet, at eleverne skal opnå de faglige, almene, personlige og sociale kompetencer, der skal til for at kunne gennemføre en videregående uddannelse, typisk en lang videregående uddannelse. De almene, personlige og sociale kompetencer erhverves parallelt med de faglige gennem brug af de forskellige og varierede arbejdsformer, der benyttes i fagene og på tværs af fagene. Uddannelsens helhed og sammenhæng er derfor central for forståelsen af gymnasiets profil.

Formålet med uddannelsen danner udgangspunkt for uddannelsens identitet og profil. Udmøntning af profilen sker primært gennem

  • uddannelsens struktur
  • fagrække og fagenes indhold
  • tilrettelæggelse og arbejdsformer.

Gymnasiets struktur bygger på liniedelingen, der dermed bliver en vigtig del af profilen. Man tager ikke blot en studentereksamen, men en sproglig eller en matematisk studentereksamen. Med gymnasiereformen i 1987 og de efterfølgende justeringer er forskellene mellem en sproglig og en matematisk studentereksamen dog blevet mindre.

Uddannelsens struktur er endvidere karakteriseret ved

  • obligatoriske fag, som er fælles for de to linier:
    billedkunst, biologi, dansk, engelsk, 2. fremmedsprog, geografi, historie, idræt, musik, oldtidskundskab og religion, hvoraf dansk og historie er fag på A-niveau
  • obligatoriske fag, som er specifikke for hver af de to linier:
    - sproglig linie: naturfag, latin og 3. fremmedsprog
    - matematisk linie: fysik, kemi og matematik
  • valgfag på to niveauer, højt niveau og mellemniveau, hvoraf nogle er fælles for de to linier, andre er liniespecifikke som følge af, at de bygger på kompetencerne i de liniespecifikke obligatoriske fag,
  • kravene til valg af valgfag, herunder mindst to på højt niveau (dvs. A-niveau, dog B-niveau i begyndersprog samt matematik på sproglig linie)
  • den større skriftlige opgave i 3.g - samt dansk- og historieopgaver i 1. og 2.g

Fagrækken samt fagenes mål og indhold er en afgørende del af profilen. Det er de videnskabsbaserede fag og dermed den videnskabsorienterede tilgang til fagligheden, som udgør gymnasiets fundament. Den faglige fordybelse og instrumenterne til sikring af denne er dermed helt central. Gymnasiefagenes forankring i universiteternes forskningsbaserede fag med vægt på teori og metode tilfører undervisningen og uddannelsen en studieforberedende dimension med særligt sigte på de længerevarende videregående uddannelser.

Endelig udmøntes profilen gennem tilrettelæggelse og arbejdsformer, hvor gymnasiet er kendetegnet ved fagopdelt undervisning, men med krav om, at undervisningen skal koordineres på tværs af fagene. Brug af lærerteams og tværfaglige forløb bidrager hertil. Det er også et krav, at eleverne skal blive fortrolige med forskellige arbejdsformer, et meget afgørende mål for at tilgodese alle aspekter af såvel almendannelsen som studiekompetencen (faglige, almene, personlige og sociale kompetencer). Vigtig i denne forbindelse er progressionen i de større skriftlige arbejder, danskopgaven i 1.g, historieopgaven i 2.g og den større skriftlige opgave i 3.g. Forskellige former for klasseundervisning - kombineret med andre arbejdsformer - er typisk for gymnasiet. Især i de seneste års udviklingsarbejde er der lagt vægt på arbejdsformer, som i særlig grad fremmer elevernes motivation, engagement, aktivitet, selvstændighed og ansvarlighed.

Arbejdsformerne har afgørende betydning for at realisere målene med undervisningen, såvel de almendannende som de studieforberedende. En tilfredsstillende studieforberedelse forudsætter ud over de specifikke faglige krav også den ovenfor nævnte kombination af faglige, almene, personlige og sociale kompetencer, som sætter de unge i stand til at bevæge sig ud af elevrollen og ind i rollen som studerende. Arbejdet med det faglige stof skal derfor ske med brug af varierede og elevaktiverende arbejdsformer.

5.2 De erhvervsgymnasiale uddannelser

I loven om de erhvervsgymnasiale uddannelser er formålet med hhx og htx beskrevet således: "Uddannelserne tilrettelægges således, at de giver egnede unge en erhvervsgymnasial uddannelse, der giver grundlag for videregående uddannelse, og som bidrager til de unges personlige udvikling og til deres forståelse af samfundet og dets udvikling med særlig vægt på erhvervslivets forhold".

Formålet er udgangspunktet for uddannelsernes tilrettelæggelse og gennemførelse og er herved afgørende for hhx's og htx's profiler. Formålet indeholder en række elementer der kan opdeles i hhv. studiekompetence, dannelse og erhvervstilknytning. Formålet udgør dog en helhed, og der kan ikke skabes klare afgrænsninger mellem de enkelte elementer i formålet. Alligevel er der i det følgende søgt at give en nærmere beskrivelse af hver af de nævnte elementer, idet der er lagt vægt på betydningen for profileringen af uddannelserne.

Studiekompetencen afspejles i såvel fagrække som undervisningsmetode. Hertil kommer kravet om, at eleverne skal vælge mindst 2 fag på A-niveau og kravet om at der skal indgå et større skriftligt arbejde eller projekt i uddannelsen. Herved sikres såvel faglig bredde som dybde. Uddannelserne afsluttes med en eksamen, der skal bestås samlet.

Dannelseselementerne i uddannelsen er - overlappende med hensynet til studiekompetencen - primært afspejlet i fagenes indhold og i undervisningsmetoden. De erhvervsgymnasiale uddannelsers bredde og afgrænsningen i forhold til egentlig jobrelateret undervisning er væsentlig.

Erhvervstilknytningen kommer til udtryk gennem fagenes indhold - herunder vekselvirkningen mellem teori og praktik - lærerkvalifikationer og ressourcer. Undervisningens referencerammer i forhold til erhvervsliv og skolemiljø er tilsvarende væsentligt.

De erhvervsgymnasiale uddannelsers profiler defineres for det første gennem deres institutionelle tilhørsforhold. Fagene gennemføres, så både indhold og metode bygger på erhvervsskolernes erfaringer og ressourcer, og uddannelsen markerer netop de områder, hvor skolen adskiller sig fra andre uddannelsesinstitutioner. At styrke de erhvervsgymnasiale uddannelsers profil indebærer også en videre udvikling af det erhvervsrettede (men ikke jobrettede) element.

For det andet defineres profilen af strukturelle sammenhænge mellem de erhvervsgymnasiale uddannelser og de respektive erhvervsuddannelsers indledende del, således at eleven kan skifte uddannelse uden tidstab.

For det tredje defineres profilerne af fagrækkerne i de to uddannelser, som kort kan karakteriseres som følger:

Særlige "profilfag", som typisk ikke findes på andre gymnasiale uddannelser. Htx: erhvervsfag, teknikfag, teknologifag. Hhx: erhvervsøkonomi, afsætning, informationsteknologi, international økonomi og erhvervsret.

Kernefag: For htx dansk, engelsk, 2. fremmedsprog, matematik, samfundsfag, fysik, kemi og biologi - for hhx dansk, engelsk, samtidshistorie, 2. fremmedsprog. Kernefagene bidrager ligesom profilfagene til uddannelsens profil i den forstand, at de indholdsmæssigt er tonet i forhold til den enkelte uddannelse (fx læser htx-elever bl.a. teknologiske og naturvidenskabeligt orienterede tekster i engelsk og hhx-elever læser og skriver tilsvarende bl.a. merkantilt orienteret stof).

Valgfag: hvor fagrækken i begge uddannelser omfatter såvel fag, der knytter sig tæt til uddannelsens profil, som bredere fag og fag fra andre gymnasiale uddannelser. Herved er det eleven, som gennem sit valg bestemmer sin individuelle profil.

Dertil kommer informationsteknologi som et træk, der er gennemgående for (næsten alle) uddannelsernes fag, for hhx' vedkommende desuden betoningen af internationale vinkler på det faglige stof.

For det fjerde defineres profilerne af den metode/pædagogik, som anvendes på hver af de to uddannelser.

Fx gennemføres der i htx-uddannelsens teknikfag en række omfattende projekter, hvor eleven anvender de naturvidenskabelige fags teorier, og hvor udarbejdelsen af et produkt udfordrer elevens evne til at kombinere teori og praktik. Den tilhørende rapport stiller krav til elevens kommunikative evner, og eleven skal kunne bearbejde og strukturere stoffet. Projektformen stiller tilsvarende krav om selvstændighed og om samarbejdsevne. Projektet giver yderligere mulighed for fordybelse og eksperiment inden for elevens interesseområde. Projektforløbet bidrager herved i høj grad til uddannelsens profil samtidig med, at den udvikler den enkeltes personlige kvalifikationer.

I hhx arbejdes der i profilfagene erhvervsøkonomi og afsætning med videreudvikling af en case-pædagogik, som også indebærer, at uddannelsens øvrige fag bringes i anvendelse, når eleverne fx studerer en virksomheds samlede organisation, analyserer pengestrømmene i en koncern eller ræsonnerer over afsætningsmuligheder for et bestemt produkt i et andet europæisk land. Informationsteknologi, matematik og fremmed-sprogene er f. eks. oplagte samarbejdspartnere for de økonomiske fag, som kan bidrage til at kvalificere og perspektivere elevernes snævert faglige arbejde i disse fag.

Hhx- og htx-elevers samlede kompetencer opstår som en sum af disse institutionelle, faglige og metodiske forhold. At udvikle profilen indebærer tilsvarende at udvikle de tre forhold i deres indbyrdes sammenhæng.

Udviklingsbehovene er samlet karakteriseret af en bevægelse, hvor kernen og profilen i den enkelte uddannelse bør samles og strammes, samtidig med at der gives mere frirum til den enkelte elev som udtryk for fleksibilitet i uddannelsen. Herved vil eleven både blive forpligtiget i forhold til sit valg af uddannelse, dens profil og sigte, og blive imødekommet på et individuelt niveau.


Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel