Teori og praksis
- sammenhængen mellem skole- og praktikperioder

Generelle teoretiske og metodiske overvejelser

Den grundlæggende pædagogiske uddannelse er en vekseluddannelse mellem skoleperioder og praktikperioder. Eleven skal under hele uddannelsesforløbet opleve en tæt sammenhæng mellem teori og praksis. Det er skolerne og praktikstederne, der skal analysere og sikre sammenhængen for eleven.

Når vi udvælger undervisningens indhold, skal teorien sætte eleverne i stand til at vurdere deres handlinger og vælge mellem handlingerne. I praktikken skal eleverne føre handlinger ud i livet, og de skal erhverve sig erfaringer som forudsætning for at forstå teorien.

Vi mener, at det forholder sig således, at vores erkendelse af omverdenen i bred forstand bestemmer de handlinger, vi udfører. Og omvendt når vi reflekterer og foretager handlinger, så læres samtidig en række nye ting, om hvordan verden fungerer, dvs. erkendelsen opbygges. Derfor er det for os indlysende, at teori og praksis må spille sammen. Det er dog ikke sådan, at vores pædagogiske praksis blot er bestemt af, hvordan vi mener, verden ser ud. Ofte gør vi os forestillinger om, hvordan verden bør være, overvejer, hvad vi mener er godt og dårligt, og hvad der bør fremmes eller holdes nede.

Generel diskussion af forholdet mellem teori og praksis

Overordnet kan der skelnes mellem to slags tanker, to slags teorier.

Nogle af de tanker, man gør sig, kan kaldes erkendelse.

Erkendelse af hvordan omverdenen er og fungerer. Andre af tankerne kan kaldes normer, normer for hvordan omverdenen bør fungere, og normer for hvordan vi bør fungere i denne omverden. Der er en sammenhæng mellem handlinger, erkendelse og normer.

Erkendelsen og normerne indgår tilsammen i det, vi vil kalde teori, mens handlingerne er det, vi kalder praksis.

Teori er altså enhver refleksion over, hvad man gør, og hvorfor man gør det, altså systematiske tanker og overvejelser. Ud fra den forståelse er teorien en forudsætning for, at vi overhovedet kan handle rationelt i dagligdagen. Hvorvidt teorien så tager udgangspunkt i praksissituationer dvs. har en undersøgende funktion, eller teorien omvendt er udgangspunktet og dermed bliver deskriptiv, må bero på virkeligheden og de muligheder, der er opstillet.

Videnskabelige teorier kan være med til at forklare forholdene i omverdenen og til at angive hensigtsmæssige handlemuligheder. Men samtidig kan handlinger også skabe erkendelse og ny grobund for viden og udvikling. Bevægelsen går på den måde begge veje. Teorier opstår af praksis og omvendt. Udvikling bliver dermed en løbende proces, hvor teori-praksis forholdet hele tiden er i bevægelse.

Teori, der skaber sammenhæng i en del af vor daglige praksis,

• en teori, der forklarer, hvordan forskellige vigtige dele af praksis hænger sammen og påvirker hinanden, en teori, der på denne måde kan være vejledende for praksis, og som ikke modsiges af gentagne praksiserfaringer, er en god teori.

Imidlertid er et af de store problemer ved at beskæftige sig med teori, at det videnskabsteoretiske udgangspunkt ofte er uklart. På den måde kommer teorien meget let til at fremstå som en generel sandhed, der ikke kan anfægtes. Det er derfor altid væsentligt at vide, under hvilke teoretiske og metodiske antagelser, teoriens udsagn er fremkommet. Dog er det sådan, at uanset hvilket udgangspunkt, der er valgt, vil en beskæftigelse med teori være med til at sætte fokus på nye aspekter

i den pædagogiske debat og give anledning til refleksioner ud fra nye perspektiver. Men at forestille sig, at teori er objektiv, neutral og upolitisk, når det gælder det pædagogiske område, er naivt.

Man skal derfor ikke forvente af arbejdet med teori, at det vil føre frem til den teori, som giver de rigtige svar. En sådan findes ikke, men teori kan være inspiration og et middel til afklaring, samt en hjælp til udvikling af praksis. Under arbejdet med teorier må man altid spørge, hvilket problem teorien skal forsøge at løse og hvilke præmisser, den bygger på. Man kan ikke forkaste arbejdet med teori ved at sige, at teori er ét og praksis noget andet. Teori kan bruges som hjælp til at få overblik over komplekse situationer.

Når der indimellem melder sig en vis teorifjendtlighed, skyldes det ofte nogle skuffede forventninger om, at teorien skulle kunne bruges til at handle konkret ud fra. Dette er kun muligt i ganske få ukomplicerede situationer.

Samtidig skal man også huske på, at én af de fornemmeste opgaver ved det at beskæftige sig med teori, netop er at få en afstand til praksis, forstået på den måde, at der skal være tid og plads til at beskæftige sig med de store spørgsmål, de brede linier eller sagt på en anden måde, • at få overblik ved, at man indimellem bruger tiden på makroplanet i stedet for at henfalde til altid at være problemløsende og diskuterende på mikroplanet. Selve det at arbejde med teori gør jo, at man kommer på afstand af det praktiske og dermed får mulighed for at se tingene i et større perspektiv.

Man bør dog være opmærksom på, at i forholdet mellem teori og praksis er der en udpræget tendens til, at hvad der vedrører teori og videnskab får en høj status i samfundet, mens der kan være tendens til, at det praktiske arbejde er mindre prestigefyldt. Når teori og videnskab har fået denne sociale status, så hænger det sammen med, at videnskaben er blevet en magtfaktor i samfundet, og at videnskaben anvendes som redskab til styring og kontrol. Men i og med at lovgrundlaget i forhold til Den grundlæggende pædagogiske uddannelse er udformet på en sådan måde, at uddannelsen er en vekseluddannelse, hvor både skole og praktiksted hver for sig har et ansvar for gennemførelsen af uddannelsen og for, at der sikres en tæt sammenhæng mellem skole og praktikdel, kan man håbe på,

at man er ude over dette problem. Lovgrundlagets ligestilling signalerer jo netop, at skole• og praktikdel er vægtet og prioriteret som værende lige væsentlige.

Ser man det danske uddannelsessystem i et historisk perspektiv og vender blikket mod mesterlæren, er der mange ting herfra, der kan inddrages. Der stilles i dag krav om at bringe praksis ind i centrum af, hvad der foregår og arbejdes med, og der er en fokusering på at få teoretiske refleksioner bragt i samspil med praksis. Når ordet mesterlære nævnes, er det klart, at mange får associationer i retning af: Udnyttelse af billig arbejdskraft, autoritære læreforhold, for dårlig undervisning og vejledning mv. Men er en rehabilitering af mesterlæren mulig, er der mange gode tanker, der kan anvendes i demokratiske former. Der er i dag ved at skabes en ny ydmyghed over for praksis.

At tænke læring som led i en praksis er ikke nyt, men snarere noget man vender tilbage til. Princippet om "learning by doing": de kulturelle færdigheder og holdninger tilegnes fortrinsvis ved efterligning og øvelse og i mindre grad via formaliseret teoretisk undervisning, er i vores tid meget fremherskende. Viden er ofte kontekstbundet og kan derfor vanskeligt overføres på anden måde end via eksempler og ved at arbejde med tingene selv.

Projektarbejde skal også ses i dette perspektiv. Den store force ved projektarbejdet er netop, at eleven er styrende i projektet og kan indhente teoretisk viden i forhold til en problemstilling, som eleven selv har opstillet og evt. oplevet i praksis.

Mens man tidligere betragtede de praktiske indslag i uddannelserne som havende lav prestige, giver ovenstående overvejelser snarere støtte til det syn, at professionel ekspertise også er en praktisk kunnen, som er andet og mere end teoretisk viden. At denne kunnen nødvendigvis må erhverves også ved en praktisk oplæring, siger næsten sig selv.

Transmissionen af færdigheder og holdninger foregår, som oven for antydet, også ud fra en funktionel helhedsforståelse snarere end en formel, analytisk indsigt. Den svære kunst er at reintegrere og internalisere teoretisk viden om detaljer og deres indbyrdes sammenhænge i den praktiske, ofte implicitte og mange gange "tavse" viden om, hvordan aktiviteter udføres bedst. Eksplicitte handlingsanvisninger kan højest være vejledende og bestyrkende for den praktiske udøvelse. Læring skal derfor ses som en personlig proces, hvor eleven i høj grad er aktør i sin egen læringsproces.

Vender vi tilbage til Den grundlæggende pædagogiske uddannelse, så er de funktioner og det arbejde, der uddannes til, kendetegnet ved en høj grad af aktiv handlen. Den virkelighed, man kommer ud til, skal afspejles i måden at lære på under hele uddannelsen, således at det man lærer og måden, man gør det på, er brugbar i forhold til virkelighedens praksis.

Både ved at arbejde teoretisk og praktisk erkender vi, og gør vi vores viden aktiv. Når vi arbejder efter princippet "learning by doing", er vi nødt til at strukturere vores viden og tanker. På den måde er vi via arbejdet med til at gøre vores måske passive viden aktiv.

I Danmark har vi en generel tro på, at vi har verdens bedste uddannelsessystem, men et af de forhold, vi blandt andet overser, er, at arbejdsmarkedet i alt for ringe grad kan udnytte de kvalifikationer, de nyuddannede møder frem med. Vi mener, at ét af de store problemer består i en manglende koordination i beskrivelsen og fastsættelsen af vigtige kvalifikationer og kompetencer.

Der bør derfor løbende foregå en konstruktiv dialog mellem uddannelse og arbejdsmarked. Ved Den grundlæggende pædagogiske uddannelse kan en løsning bl.a. være et formaliseret samarbejde mellem skole og praktiksteder. Foregår der ikke en koordineret indsats mellem uddannelsesinstitution og arbejdsmarked, bliver resultatet nemt, at teori og praksis bliver to adskilte størrelser, og på sigt vil det være dårligt i forhold til udnyttelsen af ressourceforbruget i vores samfund.

Den grundlæggende pædagogiske uddannelse skulle gerne modsvare de kvalifikationskrav, der efterspørges fra arbejdsgiverside. Der er tale om et forpligtende partnerskab mellem uddannelsesinstitutionen og praktikstederne. Et systematisk, dynamisk samspil, der kan blive til gensidig fordel og dermed understøtte udviklingen af de personlige kvalifikationer, som arbejdsgiverne fremover vil efterspørge.

Den store udfordring både for os som uddannelsesinstitution og for arbejdsmarkedet er selvfølgelig at skue ud i fremtiden med det mål at pejle sig ind på, hvilke kundskaber, færdigheder, kvalifikationer og kompetencer, der bliver behov for fremover. I og med, at internationaliseringen og den teknologiske udvikling i de seneste år er gået meget hurtig, og tendensen sandsynligvis vil fortsætte, er det klart, at krav og kvalifikationsbehov vil ændre sig. Et typisk eksempel på det pædagogiske område er hastigheden, hvormed brugen af informations- og kommunikationsteknologi (it) vinder frem i institutionerne. Derfor bliver nødvendigheden af omstillingsevne og fleksibilitet større. Og alt i alt kræver det en fortsat koordinering af indsatsen.

Konkrete teoretiske og metodiske overvejelser

Forholdet mellem teori og praksis kan opfattes på to måder:

Den traditionelle tænkning i uddannelsessystemet går på, at man i teoriundervisningen bibringes viden, og i praktikken anvender man denne viden.

Model 1 (Traditionel opfattelse af teori-praksis forholdet):
Viden indlæres i teoriundervisningen. Teorien er fastsættende for praksisudførelsen

Den nyere tænkning i uddannelsessystemet og i pgu'en tager højde for, at de senere års forskning har vist, at der i lige så høj grad finder læring sted ved den praktiske udøvelse og dertil hørende refleksion.

Model 2 (Nyere opfattelse af teori-praksis forholdet): Viden tilegnes både i teoriundervisningen og i praktikken. Teori og praksis påvirker hinanden gensidigt. Der er praktiske elementer i teoriundervisningen, og der er teoretiske elementer i praktikken.

Praktikken i Den grundlæggende pædagogiske uddannelse er i høj grad indføring og oplæring i grundlæggende pædagogiske arbejdsopgaver, der er almindeligt forekommende.

Den læring, der finder sted i praktikken, er praktisk læring efter princippet "learning by doing", hvor man skal anvende viden, men også "tænke selv", dvs. kunne forholde sig reflekterende og vurderende til egen praksis. Ved at reflektere og

fortælle andre om sine oplevelser og ved at svare på spørgsmål, bliver man klogere på egen praksis. Men selvfølgelig bliver viden også skabt gennem transformation af erfaringer.

Praktik på Den grundlæggende pædagogiske uddannelse indeholder derfor flere elementer, nemlig:

Der må hele tiden tilstræbes en vekselvirkning mellem teori og praksis. Ved at overveje og planlægge praksis, samt ved at evaluere forløbet, er der skabt mulighed for refleksion, erkendelse og udvikling. Ved at gøre praksissituationer til genstand for teoretiseren, bliver der netop stillet kritiske spørgsmål til traditionen og "det plejer vi at gøre."

Selvfølgelig vil det daglige arbejde i en institution have karakter af, at mange praksissituationer skal løses og planlægges, men i forhold til en professionel indgang til arbejdet er det uhyre vigtigt, at de mennesker, der senere skal arbejde inden for feltet, har haft lejlighed til at beskæftige sig løbende med, hvad vi kunne kalde de større samfundsmæssige perspektiver.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel